The Secret Twin 2 - Harry Styles

Flere år er gået siden vi har hørt om Harry og Selenas genforening. Selena er i mellemtiden blevet uddannet læge, og arbejder på hospitalet i centrum af London. Louis og Selena er blevet forlovet og hvad der sker for Harry, er der ingen der rigtig ved noget til.

Harry er i mellemtiden blevet en skygge i medierne, og blevet mere indelukket, på trods af hans specielle stilart, og skuespilkariere.

Men denne specielle pige fik ham til at åbne de grønne øjne igen.
- Men hvor tæt på, er denne veninde egentlig i virkeligheden?


- det er ikke nødvendigt at have læst 1'eren, men det er du velkommen til ;)

18Likes
29Kommentarer
10679Visninger
AA

29. The meeting

Cassidy Stewards

(Cassie)

 

"Harry kan du ikke høre hvad jeg siger til dig?!" 
Siden han havde fortalt mig om min far, som han eftersigende havde fundet på Facebook. Hvad fanden bildte han sig ind?!  Hvordan kunne han tillade sig at rode i mit privatliv? Det kan godt være vi var i et fast forhold nu, men når han vidste at de ikke ville kunne lide mig!
"Men kan du ikke høre mig? Cassidy de savner dig! Jeg mener det!'
Jeg sukkede. Det vidste han ikke en skid om. Han ved ikke hvordan de brutalt smækkede døren tilbage i mit fjæs, da de kom for at besøge mig. Bare fordi Evan havde tændt en joint og fået hele lejligheden til at lugte.
De troede sikkert jeg var væk på stoffer, eller ude af mit eget sind. Det var jeg vel nok også, for jeg indrømmer at jeg har rørt og smagt stoffer.
Under tvang.
Det meste af tiden.
I det mindste respekterede Harry mig som jeg er, og det var jo det vigtigste.
"Undskyld," hviskede han, han foldede sine arme om mig. "Jeg ville ikke have råbt af dig."
Jeg lagde mit hoved tættere ind til hans bryst. "Det er okay. Du hjælper mig jo bare."
Han nikkede. 
Jeg kiggede op på det store hus igen, bedre kendt som mit barndomshjem. Her havde jeg levet en tryg og dejlig barndom, indtil jeg blev overladt til mig selv, som bare ikke fungerede.
Harry gik beslutsomt op til døren, med mig i hånden, og ringede med det samme på.
Selv dørklokken var indentisk med min barndom. Jeg begyndte at ryste af skræk, og forsøgte at gemme mig bag Harrys brede skuldre.
Jeg nåede knapt nok at skænke det en tanke, før døren blev slået op.
Det var min far. Det vidste jeg. Jeg sank en klump. Man kunne tydeligt se, at der var gået 7 år siden vi sidst sås, men alligevel lignede han den far jeg altid havde elsket.
"Styles?" Spurgte han. Harry nikkede. "Hej hr. Stewards jeg... ja, goddag."
Harry kiggede en anelse irriteret på mig, men min far havde allerede set mig. Det var også typisk mig at gemme mig. Det gjorde jeg også for 20 år siden.
"Cassidy?" Spurgte han mundlamt.
Jeg fjernede mig en lille smule fra Harry. Jeg sagde ikke noget.
Han tabte kæben, og lød som en der var ved at græde. "Du er vendt hjem," han gik mig direkte i tæerne, og krammede mig ind til sig. Jeg stivnede. Han kunne ikke engang være sikker på at det virkelig var mig. Men det var mig. Jeg kunne mærke at jeg græd. 
"Åh min pige," han græd også. Så stod vi der og græd.
"Laila!" Råbte han glad.
Mor. Min mor.
En dame, der efterhånden så gammel ud kom ind i entreen. Det var Harry hun så først. Men så så hun mig.
Hun gispede. "Er det vores datter, Robby?" Spurgte hun sin mand. Min far grinede lykkeligt. "Ja det er."
Min mor havde allerede tårer i øjnene, og jeg stod allerede og hulkede. De elskede mig stadigvæk. De var ikke flove over mig længere.
Hun faldt mig om skuldrene. Jeg var blevet højere end hende.
Harry stod med et lille skævt smil i sidelinjen, men det gik ikke længe for min far også fik ham ind i kramme-delen.
Lidt akavet fik vi alle møvet os ind i entreen, og videre ind i stuen. Jeg satte mig ved siden af Harry, og forsøgte at kontrollere mine tårer. Det var glædestårer, for nu virkede det endelig som om mit liv gav mening igen. Det var fantastisk.
Min mor sad med et kæmpe smil bag tårerne på sine kinder, og det var noget jeg havde set frem til at se. Ikke tårerne, men smilet.
Min far rømmede sig. "Men Cassie. Hvad er der sket... med det hele?"
Jeg fulgte hans øjne, der lå imod mit ansigt. Lidt svært, i know. Min næse. Arene. 
"Øhh." Et lille nervøst grin slap ud af mig, og jeg tørrede tårerne væk fra mine kinder. Harry sendte mig et opmuntrende smil.


Et par meget anstrengende samtaler senere, havde jeg endelig fået alt ud. Om Evan om jeg. Jeg var endnu ikke nået frem til nutiden og ulykken, og mit og Harrys forhold.
Min mor sukkede. "Min lille pige..."
"Hun er altså ikke rigtig lille mere. Se en fin dame der sidder der," sagde min far små drillende. Jeg rødmede. Det kan godt være at jeg var 29, men det føltes ikke sådan. Måske er det fordi, at de fleste på min alder havde mand og børn.
"Men hvad så med jer to?" Min mor kiggede nysgerrigt på Harry og jeg.
Jeg kiggede op på Harry. "Vi mødte hinanden i ulykken. Vi var lige midt i bombardementet. Også..." jeg havde dårlig mave over, at Harry og jeg mødte hinanden på den måde.
"Cassidy og jeg blev indlagt på samme stue, og var indlagt sammen i en måneds tid."
Min mor smilede kærligt til os begge. Det føltes mærkeligt, at være omringet af så mange som elskede en.
"Er i kærester?" Spurgte min far. Jeg grinede. "Ja," sagde jeg forlegent. "Men det har vi kun været i en måneds tid."
De grinede begge to, og jeg gemte mit ildrøde ansigt i Harrys skuldre.
Han kyssede mig i håret, og lagde armen om mig.
Jeg sukkede tilfredst. "Undskyld... det hele virker bare så surrealistisk."
Min mor rystede på hovedet. "Det er slet ikke din skyld, min egen. Det er os der har været nogle forbandede idioter. Vi burde kunnet have regnet ud, at du selvfølgelig ikke var indblandet i... det der."
Der var stille lidt.

"Bliver i ikke til aftensmad?"

-

Efter et par hyggelige timer, hvor vi havde vænnet os lidt til hinanden, var det tid til at sige farvel. Eller 'vi ses'. Det var utrolig beroligende at vide, at jeg nemt kunne ringe min mor op hvis jeg havde brug for hende. Men jeg havde jo stadig Harry.
"Vi ses, Cassie," min far gav mig et farvel kram. Jeg grinede. "Vi ses!"
"Det gør vi!" Sagde min mor i en halv streng mine.
Vi grinede alle lidt af hendes tone. Hun havde haft det svært, i de år vi ikke havde været i kontakt. 
Vi stod overfor hinanden på hver vores side af dørtærsklen. Jeg fandt Harrys hånd flettede vores fingre sammen. Det gjorde mig tryg. Han fik røde kinder.
"Tusind tak for det hele," sagde Harry høfligt. Mine forældre smilede. "Selv tak."
Jeg nikkede. "Vi ses..." 
Det virkede helt forkert at skulle sige farvel nu, for det var som om vi endelig havde fået hinanden. 
Lige så akavet som da vi kom, gik vi igen. Vi gik hen til bilen, og jeg satte mig ind på passagersædet ved siden af Harry der sad på førersædet.
Med store smil vinkede vi farvel, inden Harry tændte motoren og kørte.
Jeg var ét stort smil. Mit liv var fuldendt nu. Eller, jeg kunne da godt blive gift og få børn en dag, men nu har jeg da i det mindste en skitse, og en valgmulighed. 

"Harry?" Vi var endnu ikke kommet ud af det fredelige boligkvarter. "Ja?" Han sendte mig et skinnende blik og kiggede tilbage på vejen. Ej, kunne jeg ikke vente? Nej. Nej jeg kunne ej.
"Stop bilen!"
Han bremsede, og kørte ind til siden. "Sker der noget? Er du okay?"
Jeg hev ham bare hårdt i nakken og tvang hans læber ned over mine.
Overrasket og lidt forvirret hev han i sin sele så han ikke hang fast, og kyssede mig roligt tilbage.
"Tusind, tusind tak Harry. Jeg kan ikke beskrive hvor stort det her var for mig."
Han smilede, selv taknemmelig og stolt. "Selv tak, min solstråle. Så længe du er glad."
"Så længe du er her er jeg glad," jeg smilede helt skørt og forelsket.
Han så lidt usikker ud. "Pas nu på med det kliché..."
Jeg grinede og kyssede ham igen. 
"Jeg elsker dig."
"Og jeg elsker dig."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...