The Secret Twin 2 - Harry Styles

Flere år er gået siden vi har hørt om Harry og Selenas genforening. Selena er i mellemtiden blevet uddannet læge, og arbejder på hospitalet i centrum af London. Louis og Selena er blevet forlovet og hvad der sker for Harry, er der ingen der rigtig ved noget til.

Harry er i mellemtiden blevet en skygge i medierne, og blevet mere indelukket, på trods af hans specielle stilart, og skuespilkariere.

Men denne specielle pige fik ham til at åbne de grønne øjne igen.
- Men hvor tæt på, er denne veninde egentlig i virkeligheden?


- det er ikke nødvendigt at have læst 1'eren, men det er du velkommen til ;)

18Likes
29Kommentarer
10600Visninger
AA

18. The hurt

Selena Styles

Efter et par timer hvor Louis og jeg havde råbt af hinanden, var jeg endelig kommet ind i huset igen. Luke og Benjamin sad indeni køkkenet da jeg kom ind, og bare kiggede hen mod mig, med deres uskyldige blikke. Var jeg ond hvis jeg sagde at jeg ikke kunne se noget sødt i det. Er jeg virkelig så ødelagt som alle andre mener jeg er, og hvis jeg er, hvorfor er de så ikke bare forsvundet ud af mit liv for lang tid siden? Da jeg kom helt ind i køkkenet, sendte jeg dem et træt og anstrengt smil og de kiggede stadige utrolig betuttede på mig. “Moster Selena?” jeg nikkede kort inden jeg tændte for vandhanen. 

“Er dig og Louis uvenner?” jeg bed mig stille i læben og Louis gik forbi køkkenet og sikkert ind på vores fælles værelse. “Vågnede i?” de nikkede langsomt og jeg lukkede mundlam munden inden jeg efterfølgende slukkede for vandhanen igen.
“Moster Selena, hvorfor gjorde du som du gjorde?” jeg satte mig langsom ned ved foran dem. Jeg lod blidt mine hænder sammenflette sig inden jeg rystede på hoved. “Hvad mener du?” Benjamin kiggede for første gang irriterede på mig.  Man skulle ikke tro at han var fem. 

“Louis, Harry og Cassidy elsker dig” jeg åbnede min mund på klem inden Niall trådte søvndrukken ind i køkkenet. Det mindede mig om at Niall var den enste jeg ikke havde flippede ud på. Måske skulle jeg så prøve at snakke med ham, finde ud af om det var mig den var helt galt med. For jeg havde en anelse om at det var mig, at jeg var ødelagt - jeg ville bare ikke helt se det når de andre sagde det. 
“Tak Benjamin. Lad jer få noget mad” jeg åbnede køleskabet og fandt maden frem. Idag havde jeg kontorarbejde, hvilket vil sige at jeg kunne arbejde hjemme på mit kontor. Louis havde ikke brug for et kontor, han var trodsalt stadige sanger. 
“Moster?” jeg ventet mig om inden jeg satte maden på bordet. “Ja?” jeg gabte kort og Luke kiggede op på mig med de brune øjne næsten alle i familien havde. “Snak med dem” Benjamin afbrød Luke og jeg bed mig i læben. Niall satte sig ned ved siden af mig og klappede kort min skulder. 
“Selena vil du snakke?” lige da Niall havde nævnt det kom Louis og Harry ud i køkkenet, men ingen Cassie. Det var jeg faktisk glad for, for selvom Cassidy havde sat mig til side, så havde jeg også sagt nogen utilgivelige ting. Det havde jeg det meget svært med, for jeg havde vel mistede min medmenneskelighed. 
“Lad os det!” jeg kiggede irriterede på Louis og det samme gjorde Louis med mig. Hvis jeg skulle være helt ærlig, var jeg bange for vores forhold vil ende før vi overhoved blev gift.
Men alligevel så burde han kunne forstå det pres jeg har været under de seneste måned. Han havde jo ikke set alt det jeg havde, han havde ikke haft det pres på skulderne som jeg havde haft.  Jeg havde skulle sige farvel til så mange af dem jeg holdte af. Zayn, Gemma, Tom havde ladt deres liv. 
Harry og Cassidy var ved at dø, og jeg havde behandlede dem forfærdelig.
Og for første gang i lang tid var jeg ved at få dårlig samvittighed, over den måde jeg havde behandlede dem på. Men de burde da også snart kunne forstå hvad jeg havde været vidnet til. 
“Hvor vil du være?” jeg trak ligegyldig på skulderne, inden jeg kiggede på Niall der sendte mig et tøvende smil. Jeg sendte ham et ægte smil tilbage inden jeg åbnede munden. “Inden på mit kontor?” han nikkede smilende inden han skubbede mig mod døren. Jeg nikkede lydløst inden jeg åbnede døren og kiggede hen på Niall. 
Niall lukkede døren inden han gik hen til sofaen og satte sig stille ned. Jeg gjorde ligeledes det samme og satte mig ned ved siden af Niall.
“Selena?” jeg nikkede stumt inden jeg samlede mine ben op til min resterende krop.
“Fortæl det hele!” han lagde blidt hans hoved på skrå. Jeg hev mine skulder op til min hals, sad næsten grumbøjet.  “Hvad vil du have mig til at sige Nialler?” han kunne ikke lade være med at smile stort, det var nok utrolig lang tid siden jeg havde brugt hans kælenavn, hvis jeg overhoved havde gjort det i flere år. 
“Hvad med at starte med Harry” han lagde hans hånd på mit knæ og jeg strammede grebet om mine ben, inden jeg bed mig frustreret i læben. 
“Jeg…Jeg” jeg afbrød mig selv og Niall lagde sit hoved på skrå. Jeg hev hivende efter vejret, for hvad skulle jeg overhoved sige, kunne jeg overhoved forklare mig selv på en troværdig måde? “Tag det rolig Selena. Sig det du føler” jeg grinede ironisk og han kiggede undrende på mig. 
“Er du blevet uddannede psykolog?” han trak stille på hovedet. Jeg rystede denne gang med hele kroppen.  “Selena, ikke snak uden om” jeg nikkede tamt inden jeg rømmede mig kort inden jeg begyndte på en mindre lang roman. Niall sad lidt og eftertænkte alt det jeg havde sagt.
“Så det du siger er…” han rømmede sig kort. “at du er frustreret over at Harry ikke forstår hvad du går igennem!” han sendte mig et stille smil. Jeg rystede denne gang en smule mindre ind hvad jeg gjorde før.
“Og at jeg har forandrede mig” mine tårer var for længst faldet ned af mine kinder og jeg kiggede trist ned i mellemrummet. 
"Du har ikke forandrede dig” jeg kiggede undrende hen mod Niall, der som sædvanlig havde hans blændende smil på hans læber. “Det har i alle sammen” jeg åbnede munden, og han forstod det med det samme - så han valgte at uddybe det yderlig.
“I er ikke de samme mennesker som i var for fem år siden, det er ingen af os. Det skal vi lære at indfinde os med” jeg sendte ham et tøvende smil. 
“Og du har det på samme måde med Louis, som du har med Harry?” jeg nikkede lydløst og han sendte mig endnu et af hans berømte Niall-smil.

 

-
 

Det meste af dagen havde gået med at arbejde. Louis ville jeg snakke med i aften som Niall også havde pointerede ville være en god ide - for som han sagde så ville han ikke se os gå fra hinanden, for han sagde at vi var bestemt for hinanden.
Harry og Cassie havde ikke brugt dagen sammen, men det var vel det jeg regnede med - for selvom Luke og Benjamin havde været inde ved mig nogen gange i løbet af dagen så havde jeg stadige brugt det meste af dagen her inde. 
Af hvad jeg vidste så var klokken rundede de syv stykker om aften, og drengene skulle have noget at spise.
Jeg derimod var ikke særlig sulten - for hele vagtskemaet irriterede mig altså grænseløst, det gad ikke at gå op.  “Selena, der er mad!” Harry havde åbnede døren, han kiggede faktisk en anelse bedrøvede hen mod mig, inden han igen ændrede blikket til et lidt hårdere et.
Jeg kiggede hen på Harry, Harry der skulle til at gå da jeg fik stoppede ham. 
“Harry, kan vi snakke!” jeg lagde blyanten fra mig og kiggede hen på Harry der nikke stumt, inden han satte sig på stolen foran mit skrivebord.
“Hvad vil du snakke med mig om?” han lagde sine arme over kors og jeg rømmede mig stille. Jeg forstod godt hans følelser, men han måtte da også forstå mine følelser. 
“Harry, jeg…” jeg hev hivende efter vejret og jeg for hvad skulle jeg sige. Jeg kunne se at Harry tøede en smule mere op inden han igen kiggede ind i mine øjne.
Kontrasterne gjorde næsten helt ondt at tænke på, det mindede så meget om hvad vi havde mistede. 
“Du må forstå at jeg… har følt mig presset” han nikkede flovt og jeg forstod ikke hvorfor han var flov. Det havde været mig der havde opført mig som et lille barn og det vidste alle i miles omkreds, alle med undtagen af undertegnet. “Selena, det ved jeg godt” han sendte mig et afmålt smil, et smil der ikke nåede hans øjne - og mindede om alt andet ind Harry Styles, min bror.
“Nej Harry det gør du ikke” jeg kiggede kort på min computer der havde sat sig på vågeplus. “Hvorfor gør jeg ikke det?” jeg kunne godt mærke at Harry følte sig trådt på, men jeg tro ikke han forstod alvoren i min konstatering. 
For hvad var vigtigst?
Mit ego, eller alle dem jeg holder af?
“Harry jeg har altid elskede at arbejde i akutafdelingen” han nikkede lydløst. “Ligesom du elsker at synge og spille skuespil” han kiggede roligt på mine alt for sammenflettede hænder. 
“Det jeg vel prøver at sige er…” jeg hev efter vejret. “Jeg er ked af det jeg har sagt og gjort mod dig. Men du må også forstå hvad jeg går igennem” han vrængede sit ansigt, og jeg følte et stik i mit hjerte. 
“Det gør det jo det ikke bedre” jeg kiggede rolig på Harry, men inderst inde var jeg utrolig såret. “Harry. Du må forstå hvad jeg går igennem” jeg kiggede væk og Harry rullede kort øjne da jeg igen kiggede på ham.
“Hvad du har gået igennem?! Hvad med alle andre! Livet omhandler ikke kun dig” jeg kiggede denne gang såret på ham. Harry der bare denne gang kiggede koldt hen mod mig.
“Hvad mener du?” jeg skulle gøre alt for ikke at flippe fuldstændig ud på ham. Hvad bildte han sig overhoved ind. 
“Du tro du er den eneste der har det hårdt!” jeg fnøs og ligeledes gjorde Harry. Man kunne tydelig se at vi var tvillinger der, for vi gjorde det samme når vi var fornærmede. 
“Har du haft det hårdt? Har du set sårede mennesker som ikke kan reddes, har du set ligene på gaderne?!” jeg hævede stemme i ren arrighed. “Har du glemt at jeg var ved at dø? At Cassie var ved at dø?” Nej selvfølgelig havde jeg ikke det, jeg reddet Cassie. Jeg var dem der havde opdagede dem, kun fordi jeg stadige kunne Harrys kode til telefonen. 
“Som jeg reddet. Harry jeg har set mere ind hvad folk ser i hele deres liv!” min stemme dirrede, både at den begyndende gråd, men også af vreden. 
“Og jeg var ved at dø!” hans stemme var arrig. “Men det gjorde du ikke!” Harry stoppede op da jeg havde råbt ordene. Han kiggede vredt tilbage på mig.
“Hvem skulle se om det var vores døde søster og hendes mand!” jeg rejste mig op og stolen faldt larmende ned på jorden. Det var bare som om vi ikke registrerede det.
“Hvad lavede du?! Ingenting!” jeg stormede hen mod døren da Louis åbnede den foran jeg. Jeg skubbede bare grædende til Louis inden jeg stormede ud og fik grebet mine bilnøgler på vejen ud af hoveddøren. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...