The Secret Twin 2 - Harry Styles

Flere år er gået siden vi har hørt om Harry og Selenas genforening. Selena er i mellemtiden blevet uddannet læge, og arbejder på hospitalet i centrum af London. Louis og Selena er blevet forlovet og hvad der sker for Harry, er der ingen der rigtig ved noget til.

Harry er i mellemtiden blevet en skygge i medierne, og blevet mere indelukket, på trods af hans specielle stilart, og skuespilkariere.

Men denne specielle pige fik ham til at åbne de grønne øjne igen.
- Men hvor tæt på, er denne veninde egentlig i virkeligheden?


- det er ikke nødvendigt at have læst 1'eren, men det er du velkommen til ;)

18Likes
29Kommentarer
10685Visninger
AA

13. The first steps

Cassidy Stewards

(Cassie)

Det eneste ved dette rum, jeg ikke havde undersøgt til detalje var denne tråd i min dyne, som jeg nullede frem og tilbage imellem mine fingre.
Mine fingre, ben og arme var nu ikke ligeså forbrændt mere. Sårene var væk, men arene var der. Heldigvis var det så lidt, at jeg kunne leve med det.
Som Harry havde flyttet ud, var der ingen der var flyttet ind. Der var bare ikke andre end nogle enkelte der kom. Enten var folk uden for livsfare, eller lige akkurat stabile nok som Harry, eller også var de døde.
Kort sagt.
Det var røvsygt at sidde her alene, og jeg savnede virkelig Harrys selskab. Desværre var der stadig udgangsforbud, så han kunne ikke komme og besøge mig, desværre. Det chokerede mig nærmest, hvor tiltrukket jeg var af ham og hans selvskab, når vi kun havde mødtes få gange. For hvad hvis han nu ikke var ligeså god, som jeg så ham som? Hvad hvis han inderst inde var en kæmpe, egoistisk idiot?
Som jeg sad her helt ensom, bankede det på døren.
Jeg kiggede op, og forventede den samme læge som havde været der i weekenden. Hun havde været en skrap dame, der sagde jeg skulle være taknemmelig over min overlevelse, og stoppe med at tænke over mit udseende.
Tak.
Nå, men apropos det, var mit ansigt også så småt begyndt at hele sig. Kun min næse sad stadig lidt malplaceret, fordi den var blevet opereret helt om.
"Hej Cassie," i stedet var det denne gang Selena, der gik ind til mig med et lille smil.
Jeg satte mig lidt bedre op, men en skarp smerte gik igennem mit bryst. Okay, jeg var nok ikke helt på dupperne endnu.
"Hej," jeg sendte hende et smil.
"Åh hvor godt," hun satte sig på min seng, og lagde sin hånd i mod mit knæ. "Du er sluppet for alle slangerne."
Det var rigtigt. Jeg fik ikke mere blod og væske, og jeg havde kun en enkelt ensom veneflon i min venstre håndryg. Det var også kun enkelte gange jeg fik sondemad, for nu var mine læber vokset sammen igen, og mine fingre var glatte.
Jeg nikkede lidt stolt. 
"Ja..." Hun nikkede lidt.
"Har Harry det godt?" - spørgsmålet fløj ud af mig før jeg lod mærke til det.
Selena kvalte et fnis og nikkede. "Helt fint. Men jeg tror han savner dig."
Jeg kom til at rødme, og jeg kunne altså ikke gøre for det, men det gjorde jeg. "Der var da... Godt."
"Men Cassidy," hun klemte mit knæ og fjernede sin hånd. "Jeg kom faktisk for at sige tak."
Jeg smilede forsigtigt. "Tak for hvad?"
Hun sukkede en anelse trist. "For vores samarbejde. Jeg er... Ja, jeg er blevet forfremmet, og jeg skal være koordinator nede i akutafdelingen. Så vi kommer ikke til at arbejde lige så meget sammen mere."
Selena og jeg havde været et makkerpar her, på intensiv og akutafdelingen. Vi havde ligesom hinandens tillid, og jeg var hendes sygeplejerske, og hun min læge. Men Selena var meget dygtig, og jeg ventede blot på dette ville ske. Jeg var blevet i min stilling de 4-5 år jeg havde været her, og følte mig kun beæret over Selenas forfremmelse.
"Er du?"
Hun nikkede og sendte mig et undskyldende smil, men stoltheden gemte sig i hendes blik.
"Det er da fantastisk!"
Som Harrys også havde en tendens til, løftede hendes øjenbryn sig langt op i panden. "Syntes du virkelig?"
Jeg nikkede med et kæmpe smil. "Det er da fantastisk! Tillykke!"
Hun grinede lettet. "Tusind tak. Ja... Tak."
Jeg nikkede. "Skynd dig nu ned, og få styr på dem, ikke?"
Hun rejste sig med et stort smil, og et glad nik. "Tusind tak, Cassie. Du er fandme sej."
Jeg grinede. "Selv tak."


-

Der var nu gået en uge siden Selenas forfremmelse, og jeg havde ikke set mere til hende. Hun havde nok enormt travlt. Nå, men den gode nyhed var, at udgangsforbudet var ovre.
Det var en kæmpe lettelse at se mennesker gå rundt på gaden nedenfor hospitalet, og se lægerne smile lidt mere til en. Men jeg vidste jo godt hvorfor jeg var i så godt humør idag.
Det kan jo være Harry kom på besøg. Det vidste jeg bare han ville gøre. Det kan godt være han var udskrevet, og sikkert havde det helt fint derhjemme, men jeg tror måske han også savnede mit selskab.
Håbede jeg.
Jeg havde i mellem tiden fået selskab af en ældre dame, hvis liv lige akkurat blev reddet. Hun var over de 70, og det var kun fordi hendes lejlighed lå tæt på en af eksplosionerne, så trykket havde slået hende ud, og nu lå hun her. Hun hvilede sig for det meste, men hun var en rar, lidt skør gammel dame.
Hun var da bedre end så meget andet, kan man vel sige.
Jeg var helt sluppet for sondemaden, og alle mine lemmer var nu funktionsdygtige og parat til brug. Men der var én ting jeg ikke havde gjort endnu.
At gå.
Mine fødder var fulde af blærer og vabler, lidt som hvis jeg havde trampet på en brandmand i flere timer, og det sveg altså ikke mere. Det havde det gjort for en måned siden, men ikke nu.
Tænk hvis jeg kunne gå? Så kunne jeg komme hjem igen!
Med et smil kiggede jeg med et forventende og spændt blik. Det kunne jo være jeg så Harry derude. Det føltes mærkeligt, at jeg selv i min alder (29, men altså) kunne være så barnlig i betrækket. Men som den gamle dame ved siden af mig havde sagt, da jeg havde fortalt hende om Harry, var jeg sikkert forelsket.
Men han var jo også flot, og meget sød og omsorgsfuld. Slet ikke som min ekskæreste, som desværre fyldte mine tanker mere og mere for tiden. Hver gang jeg forestillede mig Harrys grønne øjne, kom Evans blå frem.
Det stak helt i mig, bare at tænke på ham og hans navn. Jeg ville ønske jeg kunne slette fortiden.

Lidt efter blev døren forsigtigt åbnet, og endnu engang var jeg placeret bag gardinet, så jeg så ikke hvem der kom ind.
Men jeg havde en fornemmelse.
Gardinet blev stille trukket fra, og ind kom Harry.
"Harry!" Hvinede jeg begejstret.
Han grinede forlegent og trådte helt ind. Ja, der var sket positive forandringer!
Nu var det ikke kun hans øjne der skinnede, men hele ham, hele hans person. Han havde fået lidt mere kød på kroppen, og havde nu markerede, brede skuldre, og hans fingre var mere fyldige end sidst. Hans ansigt havde også fået nogle flere træk, der fik hans alder til at fremtræde, i en yderst tiltrækkende måde.
Idag havde han sat sit hår ordentligt, og taget en skjorte på. Ikke sådan en formel, konfirmationsskjorte, men en silkeglat skjorte fra et mega dyrt mærke.
Hans tatoveringer virkede mere faste på hans hud, som om de var blevet rettet op, og sad ordentligt på ham igen.  
Tilmed havde han taget blomster med.
"Hej Cassie," hilste han roligt. Hans hæse varme stemme fik kuldegysningerne frem på mine arme. Hvor havde jeg savnet ham.
"Hej! Har du det godt? Hvad har du lavet?" Spørgsmålene havde ingen hæmninger fra min mund, og jeg tør vædde med mine øjne var ved at springe ud af øjenhulerne.
Han grinede med et lille beroligende smil, og satte sig på sengekanten til mig.
"Jeg har det fint, Cassie. Men du derimod, ligner en der har det fantastisk," han strøg lidt hår om bag øret på mig.
Jeg smilede. Det var jo fordi han var her, men det følte jeg ikke rigtig jeg kunne sige.
"Du ser godt ud. Rigtig godt." Han trak sig en anelse væk, og kiggede ned af mig. "Du ser rask ud, Cassidy."
Det gjorde jeg vel nok. "Er det også okay heroppe?" Jeg kørte mine fingre rundt i ansigtet i hurtige bevægelser, for at hentyde til ansigtet.
"Det er mere end okay. Du er meget smuk." Han tog min hånd op til sig, og kyssede blidt min håndryg. Jeg rødmede kraftigt.
"Men hvorfor er du så ikke udskrevet?"
"Fordi... Jeg har ikke gået endnu."
Han svang sin jakke af, og gik om på den anden side af mig. "Jeg kan se din sengehest er slået ned. Så burde du vel bare kunne rejse dig og gå?"
Han rakte mig sine hænder, og der gik det op for ham hvad han ville have mig til.
"Nej," stivnede jeg, "jeg kan ikke bare gå. Tænk hvis jeg slet ikke er klar til det."
Roligt fik han fat i begge mine hænder, og tvang mig til at dreje mine ben ud over kanten, med ansigtet mod hans.
"Tag det roligt. Jeg har dig."
Hans hænder flyttede sig ned til mine hofter, som han tog et godt tag i.
Det gjorde mig meget forlegen, for jeg havde intet andet end knæstrømper, hospitalsskjorten og undertøj.
Men det tog han ikke vare af. Selvfølgelig ikke. Det gjorde han bare ikke.
Tøvende lagde jeg armen om halsen på ham, og klamrede mig godt fast til ham. Vi var meget tætte lige nu, og jeg var så tryllebundet af hans varme ånde og hans lyserøde læber, til at kunne fokusere på at skulle tage mine første skridt.
"Du kan godt, Cassie," sagde han meget lavt. "Jeg har dig."
Han tog et skridt bagud, og tvang mig dermed til at sætte tåspidserne fra min ene fod ned på gulvet. Et stød gik igennem min krop var kulden, men også fra den nye følelse. Som når ens fod sov, og man vækkede den igen.
Jeg lod hele min fod sænke ned over gulvet, og mærkede de væskede blærer under fødderne. Det føltes rart.
Så gjorde jeg det samme med den anden. Jeg havde begge fødder på gulvet.
Harry strammede forsigtigt hans greb om mig, og fik mig så til at stå op.
Jeg stod. Jeg var for første gang ude af sengen, i jeg ved ikke i hvor lang tid. Selvfølgelig havde jeg været i bad, men ikke selv, og slet ikke på denne måde.
"Okay," sagde Harry. "Prøv at tage et skridt."
Så tog jeg forsigtigt et lille bitte skridt hen imod ham. Han ventede tålmodigt på mig.
Jeg gik lidt igen. Jeg gik. Jeg gik!
Så tog jeg et lidt længere skridt. Også to skridt.
"Flot Cassidy!" Sagde Harry begejstret.
Nu gik det mig slet ikke på, at vi var så tætte. Vi kunne være endnu tættere for min skyld.
Så nåede vi helt hen til gardinet.
"Harry vi kan ikke gå derind. Hun sover."
Han lagde sin finger for sine læber, og tog mig forsigtigt med derind.
Så gik vi også lidt rundt derinde. Damen sov.
"Godt, Cassie. Jeg giver slip på dig nu."
"Nej!" Min stemme var bange, og jeg kiggede lige hurtigt hen for at se om jeg havde vækket damen.
Det havde jeg ikke. "Jeg kan ikke selv," sagde jeg.
Han tyssede blidt på mig. "Jeg er lige her. Du skal ikke være nervøs."
Hans hænder var stadig ude for mine hofter, med en afstand på 10-20 cm mellemrum.
Årh, jeg kunne da godt. Jeg rettede mig op, og strakte mine arme ud, som da man skulle finde balancen som lille.
Jeg ville være en cirkusprinsesse. Og det kunne jeg være. Lige i dette øjeblik.
Så tog jeg et lille skridt. Med tæerne udstrakt, ramte de gulvet først. Mine øjne var lukkede, men jeg gjorde det. Hele min fod trådte ned.
Jeg mærkede hele min krop svaje unormalt, og jeg gispede højt. Min balance var væk.
"Jeg har dig," sagde Harry igen. Hans øjenbryn var sænket ned i panden, så han så meget betænksom og koncentreret ud. Virkelig et look der klædte ham.
Så pustede jeg tungt ud, og gjorde det samme igen.
Og igen. Og igen.
Det var mega små skridt, der langsomt blev større, og mine arme mere lodrette end vandrette, men til sidst gjorde jeg det.
Gik helt normalt og selv.
Jeg var også ufatteligt udmattet, og Harry nåede kun lige at gribe mig inden jeg drattede om.
Med et grin havde han mig i sine arme. "Det var super flot. Tillykke Cassie." Også gjorde han det.
Kyssede mig. På panden. 
Ikke på læberne. Jeg stirrede lidt paralyseret på ham, men han smilte bare. Så smilte jeg tilbage.
"Åh det er dejligt med sådan nogle turdelduer som jer."
Vi vendte os forskrækket om imod damen, der sad med et kækt smil om læberne. Jeg havde ubevidst klamret mig til Harry, men havde ingen intentioner om at give slip.
Han trak mig også lidt tættere i et sidelæns kram.
Jeg kunne ikke mærke hans ribben, som jeg turde vædde med jeg havde kunnet for en uge siden.
"Øh. Tak," sagde Harry genert.
Damen grinede. "Undskyld, jeg ville ikke forstyrre jer."
Harry sendte hende et venligt smil, inden han nærmest bar mig tilbage til min seng. Udmattet lagde jeg mig til rette igen, og fik Harry ved min side. 
"Det var rigtig flot."
Jeg smilede stort til ham. "Tak. Jeg havde ikke gjort det uden dig."
Jeg tog hans hånd og flettede vores fingre sammen.
Han kiggede ned på vores fingre, men smilede så. Smilede varmt og rart.
.
Vores øjeblik blev lidt ødelagt, da lægen pludselig kom ind.
Hun gav medicin til damen, og kom så ind til os. Det var Selena.
Vi havde stadig vores hænder fletter sammen, da hun kom ind med et kæmpe smil. "Hej med jer."
"Hej," hilste jeg. "Går det, frøken koordinator?"
Hun grinede og nikkede. Hun så rigtig træt ud.
"Hvad med dig? Du ser jo så rask ud."
"Cassie har lige gået sine første skridt selv efter ulykken," sagde Harry.
Selena kiggede fra ham og op til mig. "Det er sandt," sagde jeg stolt. 
Hun hvinede nærmest af glæde. "Jamen Cassie! Så kan du jo komme hjem! Men det er ikke mig der beslutter det, desværre. Det kan jeg sige videre."
"Mange tak!" Jeg troede ordene ville komme fra mig, men de kom fra Harry.

Så skruede Selena bissen på, i en trist mine. "Harry jeg har noget at sige til dig." Hun gik hen og satte sig ved siden af ham på sengekanten. Opmærksomt fulgte jeg med i deres samtale, og i Harrys følelsesregister.
Vores hænder var ikke smedet sammen mere, og efterlod mig så med en tom følelse.
"Gemma hun..."
"Åh gud du fandt ud af det!" Sagde Harry glad.
Jeg kendte godt Gemma. Gemma var tvillingernes storesøster, 5 år ældre. Hun var rigtig sød, og virkede stort set som en blanding af de to der. Om hun var død i ulykken, ville vi få at vide nu.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...