The Secret Twin 2 - Harry Styles

Flere år er gået siden vi har hørt om Harry og Selenas genforening. Selena er i mellemtiden blevet uddannet læge, og arbejder på hospitalet i centrum af London. Louis og Selena er blevet forlovet og hvad der sker for Harry, er der ingen der rigtig ved noget til.

Harry er i mellemtiden blevet en skygge i medierne, og blevet mere indelukket, på trods af hans specielle stilart, og skuespilkariere.

Men denne specielle pige fik ham til at åbne de grønne øjne igen.
- Men hvor tæt på, er denne veninde egentlig i virkeligheden?


- det er ikke nødvendigt at have læst 1'eren, men det er du velkommen til ;)

18Likes
29Kommentarer
10364Visninger
AA

7. No mind

Harry Styles

Jeg kunne knap nok gispe efter vejret, for trykket over mig var så kraftigt. Den lille mængde luft jeg fik indåndet var tyk og fuld af aske, og det jeg ikke fik indåndet var sikkert blevet fortæret i min krop.
Jeg kunne mærke trykket rundt om mig, og varmen i hele området. 
Hvor var jeg overhovedet henne?
Hvad var der sket?
Hvorfor er jeg her?
Hvorfor var jeg overhovedet gået fra Selenas lejlighed? Jeg kunne intet huske mere.
Jeg vendte med besvær mit hoved, og et tungt støn kom ud af min mund. Puha.
Flammerne stod op omkring mig, heldigvis var der ikke nogen inde i mig.
Jeg skulle nok klare den.
Jeg var bange for at lukke øjnene. Jeg kunne jo knapt trække vejret.
Men dér -
Jeg blev nærmest afbrudt, da nogle hænder lynhurtigt fik løftet op i mig og fået mig til at se op på dem. Det var bare som om jeg slet ikke kunne se noget. Det hele var så mørkt.
"Vi har fundet en!"
Stemmen forskrækkede mig, men jeg vidste de var glade for at have fundet mig.
De var læger. De gjorde det kun for at gøre deres pligt.
Men så...
Et host lød inde fra flammerne, og jeg løftede instinktivt hovedet, men fik en kraftig smerte igennem min krop tilbage.
"Wow, wow, wow... Tag det roligt."
Jeg kunne ikke blive beroliget.
Der var en derinde.
Hosten blev ved. Jeg var fuldstændig sikker. "Der..." Min stemme var væk. Jeg forsøgte at løfte min arm, men den var lam.
Hvordan skulle jeg signalere, at der var en person mere derinde?
Nu hørtes høje gisp og flere host, og jeg kunne fornemme personen kæmpede. Men jeg kunne ikke se personen.
Lægen burde kunne høre personen. Det var højlydt for mig.
Et kæmpe brag lød oppe fra, og cementstøberi og gamle konstruktionsrør ramte os. 
Personen...
Jeg mærkede jeg blev lagt på en båre. Da de begyndte at råbe hysterisk, fordi taget var ved at falde over os, så jeg det.
En kvinde. Det var en kvinde.
"Der..." Jeg forsøgte igen. De begyndte dog bare at løbe, og jeg mærkede mine skuldre smerte voldsomt.
Og lige inden jeg lukkede mine øjne i af udmattelse, så jeg personen falde om i flammerne.


-


Jeg var... På et hospital.
Da jeg efter det der føltes som en evighed åbnede øjnene igen, var mine sanser enten meget kraftige, eller helt svage.
Jeg kunne mærke den steriliserede luft, der slet ikke matchede mine lungers. Ilten der kom igennem slanger, hev mig frygteligt i næsen. Da jeg forsigtigt vendte mit hoved, var det slanger og nåle der ramte mit blik. Jeg blev bange. Hvad var der sket med mig?
Min krop virkede lammet, jeg vidste ikke om jeg var lam, eller om jeg bare havde mistet følelsessansen. Hvis det altså ikke er det samme alligevel.
Nålene sad i min blege hud, fæstnet sammen med en tyk slange, hvor væske og blod kom ind i mig.
Hvorfor var jeg havnet her?
Hvad var der sket?
Jeg var jo bare hjemme hos Selena også... Også hvad?
Tankerne var væk.
Der var helt stille i rummet. Jeg kunne mærke min puls der dunkede hårdt og højt, som om den havde været sat på pause, og nu forsøgte at komme tilbage igen.
Havde jeg været så bevidstløs, at jeg var død?
Nej. Det kunne ikke være sandt.
Intet af mig var bundet ind i gage. Jeg var kun skadet i lufttilgangene. 

Som jeg lå der, helt alene og stille, kom en tanke snigende ind i mit hoved. Nej, ikke snigende, nærmere brutalt og hårdt.
Nærmest som om en pil med fuld kraft trænge igennem hjerneskallen, og helt ind til mit indre kom tanken - nej mindet tilbage.
Kvinden. I flammerne.
Hun døde.
Det var jeg sikker på. Jeg så hvordan hun hostede en sidste gang, og så faldt om, og lod flammerne tage hende. Det var min skyld. Selvfølgelig var det min skyld, hvis jeg nu... Hvis jeg nu bare havde snakket tydeligere, eller bedt dem om at redde hende i stedet for mig.
Hun havde måske en mand, nogle børn, en familie der elskede hende og havde brug for hende. Og jeg var bare mig.
Fortabt, og nu brændt og uduelig fra en eller anden ulykke jeg ikke kendte til. Jeg kendte kun til det aske fyldte rum, det helt mørke, sorte, rum, hvor flammerne tog kvinden. Lige foran mig.
Det næste ville være, at jeg var blevet sindsyg. 
Godt nok hadede jeg hospitaler, men jeg vidste da, at hvis man havde brug for akut hjælp, så hev man i den røde snor.
Og det gjorde jeg. Febrilsk, med hænderne dækket af forbindinger, kul og nåle hev jeg så hårdt i snoren, at jeg troede den ville falde ud. 
Så begyndte jeg at ryste. Nej. Hvad havde jeg gjort? Der var jo ikke noget galt, og jeg spildte deres tid, og selvfølgelig betød jeg intet for dem og-
"Hr Styles? Godt du er vågnet," en sygeplejerske eller læge eller noget, gik roligt hen til mig.
"Jeg er sundhedsassistent. Evelyn. Jeg beklager, hvis du forventede en læge eller-" "reddede i hende?"
Min stemme var hviskende og skælvende, ude af kontrol.
Hun sendte mig et forsigtigt smil. "Hr Styles, det-" "er hun i live?" Spurgte jeg igen.
Hun sukkede. "Det ved jeg ikke. Hvem taler du om?"
"Hun var der. I flammerne. Alene. I... I skulle have taget hende. Ikke mig," stammede jeg mig frem til, og blev helt bange. Hun syntes nok jeg var en tåbe. At jeg skulle være taknemmelig over, at de reddede mig og ikke hende.
"Er det din veninde?" Omsorgsfuldt lagde hun sin hånd på mit knæ. Jeg kiggede ned på hendes lange tynde fingre, der mindede om en blanding af min og Selenas.
Hvor var min tvilling henne? Er hun også kommet til skade? Er min bedre halvdel også indlagt, som jeg selv?
"Hun var der... I flammerne..." 
Jeg gentog mig selv manisk, og hun hev min skjorte op for at se om... Om hvad?
Om jeg var blevet sindsyg? Jeg stammede, jeg gentog mig selv jeg...
"Harry, du er i chok, tag det roligt."
Hun skubbede mig tilbage ned at ligge, og begyndte at nive mig.
"Av!" "Rolig!" 
Jeg begyndte at gispe efter vejret, og en maskine ved siden af mig begyndte at bippe ustyrligt.
Skulle jeg dø nu?
Få sekunder efter vrimlede det med sygeplejersker og andre medarbejdere der pillede ved mig, og trods alle omstændighederne, følte jeg mig overset.
Alene.
Væk.
Elektronerne på mit bryst skar i en blå farve, der slet ikke matchede mit meget mørke bryst, der var dækket at kul og aske. Tatoveringerne stod slet ikke i kontrast længere. De var bare samme farve som alt andet.
Hvor var mit gamle jeg?
"Er hun død!?"
Jeg følte min stemme rungede ud over hele rummet, desperat efter svar.
Jeg kendte hende! Det gjorde jeg! Det var ikke tilfældigt!
Jeg havde søgt hende dernede! Vi havde været i nærheden af hinanden!
"Jeg må vide det!" 
De ignorerede mig dog bare allesammen, og da en pludselig tyngde af træthed faldt ind over mig, tabte jeg mig selv igen.


 

 

Flere timer efter, vågnede jeg næsten igen. Eller, jeg blev vækket.
Lugten af mad var overalt i lokalet, men jeg var ikke sulten. Maskinen bippede regelmæssigt. Jeg var rolig. Jeg trak vejret normalt. 
Et hårdt suk og en hård dunken fik mig til at spjætte. Lidt efter mærkede jeg nogle kolde fingre, der løsnede mine fingre fra sengehesten jeg krampagtigt holdte fast i. 
"Tag det roligt... Der sker ikke noget nu," hviskede stemmen blidt.
Jeg troede et øjeblik at det var en engel. At jeg var død. Tabt. 
Men det var bare min søster, der var vendt hjem igen.
Hun var jo læge. Succesfuld. Forlovet med min bedste ven. Havde et perfekt liv.
Og jeg? Jeg skulle være blevet taget af flammerne. I stedet for kvinden. 
Jeg kender - kendte - den kvinde. Jeg var nede ved ulykkens sted, og det var ikke tilfældigt. Jeg skulle nemlig efter hende. Men hvem var hun?
Langsomt åbnede jeg mine øjne, og mødte med det det samme hendes. "Selena?" 
Min stemme var helt tilbage nu.
Hun havde tårer i øjenene. "Hej Harry." Jeg rakte ud efter hendes hånd, og hun lod sin hånd ligge sig i min. 
Sådan sad vi lidt.
"Det skulle ikke have været dig," hviskede hun. "Du fortjente det ikke."
Jeg svarede ikke. "Jeg er så ked af det..." Hun snøftede med grådkvalt stemme.
"Undskyld Harry... Det er min fejl. Du var ikke gået fra lejligheden, hvis jeg ikke havde gjort det også."
Jeg lyste lidt op. Vidste hun hvad der var sket?
"Hvad skete der? Er hun i live?"
Mindet om kvinden røg tilbage, helt uforventet. Selena tørrede sine øjne.
Jeg havde altid syntes hun så så professionel ud, med alle sine kuglepinde og notater, og hendes navneskilt. Akutlæge. Hendes - vores - krøller var altid samlet i en hestehale, og som alle andre læger gik hun utrolig hurtigt, og var meget høj. 
Jeg så op til hende. Hun var min stjerne. 
"Det... Da jeg gik, gik du også." 
Det overraskede hende åbenbart ikke, at jeg ikke huskede noget. Hun havde måske læst min journal? Eller også var det bare normalt.
"Du kørte efter hende... Tror jeg, det var jo kun dig og hende der kunne vide det og..."
"Hende?"
"Du husker hende ikke?"
Jeg vendte mit hoved væk fra hende og tænkte mig godt om. Eftersom hun fyldte mine tanker til bristepunktet, måtte hun betyde noget for mig.
Hendes host... Hendes gisp... 
"Cassidy," hviskede jeg chokeret. Cassidy! Det var Cassie!
"Er hun død?" Jeg råbte nærmest. Jeg kunne ikke miste Cassidy! Hun var alt jeg havde tilbage!
Hun var den eneste der ikke troede på andre, end på hvad jeg selv sagde om mig selv. 
Hun var den eneste jeg havde grædt efter, udover mig selv.
"Harry..." Selena klemte min hånd.
"Jeg så hende! Hun faldt væk! Blev taget af flammerne! Tog i hende! Jeg sagde i skulle tage hende!"
"Hun..."
"Sig det!" Bad jeg med tårer i øjnene. "Sig om jeg har mistet hende!"
Selena så helt såret og færdig ud. "Harry jeg...."
"Hvad Selena?"
"Jeg reddede hende."

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...