The Secret Twin 2 - Harry Styles

Flere år er gået siden vi har hørt om Harry og Selenas genforening. Selena er i mellemtiden blevet uddannet læge, og arbejder på hospitalet i centrum af London. Louis og Selena er blevet forlovet og hvad der sker for Harry, er der ingen der rigtig ved noget til.

Harry er i mellemtiden blevet en skygge i medierne, og blevet mere indelukket, på trods af hans specielle stilart, og skuespilkariere.

Men denne specielle pige fik ham til at åbne de grønne øjne igen.
- Men hvor tæt på, er denne veninde egentlig i virkeligheden?


- det er ikke nødvendigt at have læst 1'eren, men det er du velkommen til ;)

18Likes
29Kommentarer
10763Visninger
AA

14. My rose, my love

Selena Styles

Jeg hev hivende efter vejret. Det jeg skulle til at sige til Harry var aldrig noget jeg ville ønske jeg skulle. Da jeg selv fandt ud af det var jeg knækkede sammen og bare stor tudede. Heldig for mig havde jeg haft en lille pause, på den 12 timers vagt jeg havde i dag.
Jeg kiggede bedrøvede på Harry, som allerede sad og holdte vejret i nervøsitet. Jeg vidste det ville ødelægge Harry som det også havde ødelagt mig.
”Harry…” jeg greb fat om hans hænder og jeg kunne tydelig mærke at han ikke kunne styrer hans rystelser. Måske havde han allerede regnet det ud?
”Jeg…Jeg” han rystede febrilsk på hovedet. Jeg tro egentlig ikke han ville høre sandheden.
”Harry. Gemma overlevede ikke” Harry strammede kramagtig hans hånd i min.
”Hvor…Hvordan” hans tårer var for længst faldet ned af hans kinder. Jeg bed mig i læben imens jeg kiggede væk. Det var som jeg havde forventet, det var forfærdelig at være den der skulle sige det – og slet ikke for at tale om at vores søster er død.
”Du kan godt huske da jeg fortalte dig at mange ikke var fundet endnu” han nikkede stumt. Jeg rejste mig op og satte mig foran Harry på den ekstra stol der var til rådighed.
”De sidste mennesker blev fundet i dag” han hev hivende efter vejret og jeg klemte hans hånd blidt. Rystelserne var nu i os begge. Harry græd og jeg var følelsesforladt. Jeg vidste ikke rigtig hvad jeg skulle gøre af mig selv, det var en uvant situation.
Jeg havde aldrig troede at jeg skulle fortælle sådan noget til min egen familie.
Men livet er fuld af overraskelser.
”Gemma og hendes mand var blandt de døde” jeg hev efter vejret og denne gang kiggede Harry faktisk på mig.
Hans stemme var ødelagt da hans stemme pryderede rummet.
”Hvad med deres børn?” hans stemme dirrede og Cassie sad fuldstændig stille. Jeg hev efter vejret, for ja hvad skete der med dem.
Mandens forældre var begge på plejehjem fordi de ikke kunne tage vare på sig selv. Vores mor var allerede ødelagt af nyheden, så der kunne de heller ikke være.
”Jeg ved det ikke” jeg kiggede ned på mine sammenrullede hænder. Deres krampagtige udseende der kun fortalte halvdelen af virkeligheden.

”Kan vi ikke tage os af dem?” jeg kiggede op på Harry der allerede kiggede på mig. Jeg hev efter vejret, for kunne vi. Vi var vel det tætteste de havde på forældre.
”Jeg ved ikke om jeg kan Harry” jeg trak mig tilbage i stolen imens Harry kiggede misbilligt på mig. Jeg derimod kiggede på ham.

”Hvordan kan du sige sådan Selena!” Cassie lagde hendes hånd på hans skulder, som Harry også hurtig skubbede af sig. Jeg kunne se det gik ham på, og at han også samtidige var utrolig indebrændt på mig.
Men hvad skulle jeg gøre?
Jeg havde for mange ting i min verden, til at tage mig af børn. Selvom jeg inderlig gerne ville, jeg ville til enhver tid tage mig af dem, hvis jeg havde overskuet til det.

”Harry, jeg har alt for meget på mine skulder” jeg lagde svagt mine arme omkring mig. De ti minutter jeg havde hos dem, føltes lige pludselig som tusind år.
”Men de er forældreløse! Tænk på andre ind dig selv!” jeg kunne skimte at Cassie kiggede overraskede på Harry. Men Harry havde jo ret, tænkte jeg ikke kun på mit eget velbefinde.
”Jeg… Jeg” jeg tørrede stille mine kinder med mine hænder. Jeg kunne se at Harry var ude af sig selv, men hvordan tro du jeg havde det da jeg skulle se hendes lig.
Sige at det var den rigtige de havde fat i.
For det havde de desværre.
”Svar mig!” han rejste sig op og jeg veg skrækslagende tilbage i stolen. Jeg havde kun set Harry sådan her få gange i mit liv. Så det skræmte mig stadige.

”Harry, hvad vil du have mig til at sige!” jeg tørrede stadige febrilsk mine kinder da en anden sygeplejerske gik ind i rummet.
”Hvorfor tager du dig ikke selv af dem Harry?” Cassie prøvede at forsvare mig – men Harry stirrede koldt på hende at hun veg tilbage i sengen.
”Fordi jeg ikke er stabil nok! Hun er din, vores søster!” han pegede arrigt på mig og jeg rejste mig grædende op.
”Harry. Stop” jeg kunne se at sygeplejersken kigge overraskede på scenariet der udspillede sig foran ham.
”Styles er du okay?” han trådte hen til os, og lagde stille hånden på min skulder. Som Harry havde gjort, gjorde jeg det samme. Jeg rystede hånden af mig imens jeg kiggede sårede på Harry.
”Så tag dem ind! Så helvedes svært kan det hellere ikke være!” han pegede truende på mig. Jeg hev bare vejret hårdt.
”Jeg… Jeg bliver nød til at gå” jeg løb halvgrædende ud af rummet inden jeg faldt ned på mine knæ da jeg ramte gangen.

 

-

 

Der var stille gået de resterende seks timer jeg havde tilbage af min vagt. Jeg stod rystende indeni omklædningen. Jeg havde aldrig været så sårede som jeg var. Jeg var bare et menneske, med menneskelige følelser. Det var som om Harry glemte det lidt for ofte, troede han virkelig at jeg var et overnaturlig menneske – der kunne alt uden at bryde sammen selv?
Det var ikke kun Harrys søster der var død, det var ligeså meget min.
Jeg skubbede skabslågen i, med et højere smæld ind jeg havde troede var muligt. Hvis det ikke var løgn stod endnu en af de mange læger og kiggede undrende på mig.
”Selena er du okay?” han klappede blidt på bækken ved siden af sig selv. Jeg satte mig tøvende på bækken inden jeg sendte ham et træt smil.
”Så godt man kan” jeg lagde mit hoved tilbage inden et suk ramte lydbølgerne.
”Det var da ikke godt” han trak vejret langsom, og gjorde på en måde mig mere rolig. Hele vagten igennem kunne jeg ikke rigtig koncentrere mig. Harrys vrede og sårede adfærd skræmte mig stadige.
Det gjorde helt ondt at tænke på.
”Kendte du nogen af de døde mennesker?” han lagde hans hånd på min ryg, og jeg lod den være. Det hele kunne da også være ligegyldig.

”Min søster og hendes mand” han nikkede medfølende. En evne jeg følte jeg havde mistede, for jeg var måske blevet for vant til at se forfærdelige ting – at jeg ikke havde medfølelsen tilbage længere.
”Det er… jeg ked af at høre” hans stemme dirrede og jeg sendte ham et træt smil.
”Jeg ved ikke hvordan jeg skal kapere det. Men…” jeg rejste mig op og lod hans hånd falde ned på bænken.
”Det skal nok gå” han sendte mig et afklarede smil og jeg trak på skulderne.
”Det finder jeg vel ud af” jeg svang tasken på, og skulle lige til at gå ud af døren da han stoppede mig igen.
”Selena, hvad sker der med dig?” de havde altid holdt af mig, og det var nok også nu det rigtig gik op for mig.
”Intet, Storm.” jeg rystede med mine hænder inden jeg foldede dem ind under hinanden. ”Selena, du plejede at være den der forstod alles behov” han trak mig hen til sig, og mit hjerte bankede i fuld galop.
”Hvad er der sket med dig?” han vrængede næsten ordene ud, og det gjorde mærkværdigvis ikke særlig ondt, som det ellers burde have gjort.
”Intet. Jeg skal hjem!” jeg kiggede lidt sårede på ham og han rystede opgivende på hovedet.
”Har din søster børn?” jeg nikkede stumt.
”Så tag dig af dem!” jeg åbnede munden på klem og han lavede endnu en af hans hovedryst.
”Jeg har også et arbejde.” han sendte mig et skarpt blik.
”Selena, der er andre ting der er vigtigere ind forfremmelser” han gav slip på mit håndled inden han igen forsvandt ud af døren.

 

-

 

Jeg kom stille ind af døren, velvidende af at Harry nok allerede sad der inde og var trist, vred og frustreret. Jeg trak vejret hivende da jeg kiggede ned og to ekstra sko stod på rad og række. To små fine børnesko.
Jeg trådte efter lang tids overvejelser ind i stuen hvor mit blik landede på de to små drenge der stormede hen til mig. Jeg tumlede et par skridt tilbage inden jeg satte mig ned på hug foran dem.
Jeg kunne ikke lade være med at tænke på samtalen jeg havde i omklædningsrummet. Der var andre ting i livet ind arbejde, og det opdagede jeg nu.
”Moster Selena” de kastede sig begge ind i favnen på mig. Jeg grinede hæst inden en midaldrende kvinde fik min opmærksomhed.
”Miss. Styles?” jeg nikkede stumt – for hvad skulle man ellers gøre.
”Gemma har skrevet dig og Harry som værger” jeg kiggede undrende hen mod hende og efterfølgende Louis, Harry og så Niall.
”Hr. Styles er ikke stabil nok, så de har kun dig indtil videre” jeg sank klumpen og kiggede på en vred Harry.
”Ikke stabil nok?” drengene lagde sig ned ved mine ben og gjorde at jeg måtte sætte mig ned inden det hele endte galt.
”Han har været ude for nogle ting, som gør at han ikke er godkendt til at være værge, i hvert fald lige nu” jeg sank klumpen jeg havde i halsen.
”De har kun jer, og hvis du ikke vil tage dem ind – bliver de sendt på børnehjem” jeg bed mig i læben og den midaldrende dame kiggede indgående på mig.
”Så må de jo blive her” hviskede jeg svagt. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...