The Secret Twin 2 - Harry Styles

Flere år er gået siden vi har hørt om Harry og Selenas genforening. Selena er i mellemtiden blevet uddannet læge, og arbejder på hospitalet i centrum af London. Louis og Selena er blevet forlovet og hvad der sker for Harry, er der ingen der rigtig ved noget til.

Harry er i mellemtiden blevet en skygge i medierne, og blevet mere indelukket, på trods af hans specielle stilart, og skuespilkariere.

Men denne specielle pige fik ham til at åbne de grønne øjne igen.
- Men hvor tæt på, er denne veninde egentlig i virkeligheden?


- det er ikke nødvendigt at have læst 1'eren, men det er du velkommen til ;)

18Likes
29Kommentarer
10354Visninger
AA

19. Mix

Harry Styles

"Nej, nej, nej hvor skal du nu hen, smukke?" Louis hev bilnøglerne ud af hånden på hende, og skubbede hende op af væggen. 
"Giv nu slip Louis! Du er ikke min far!"
Det var tydeligt at se, at det gik Louis på, at de var uvenner. Det var også rigtig synd, for de fortjente det ikke. De var også forlovede, og de holdte virkelig meget af hinanden, og elskede hinanden, så det her var helt hjerteknusende.
Cassidy havde vist mig, at vi allesammen var ved at gå i den forkerte retningen, og de eneste der var vendt om, var os to også Niall. Luke og Benjamin ved jeg ikke lige med.
"Selena tag det roligt." "Men han er så ligeglad med mig!"
Det var jeg jo ikke. Jeg elskede hende, og det var derfor jeg forsøgte at vise hende, at hun var på det forkerte spor. "Kom så, Selena!"
Louis hev hende med ud i køkkenet, og smed nøglerne ned i en skuffe. Så skubbede han hende hårdt op af en køkkenskuffe, så bestikket raslede derinde.
Jeg stod omkring 2 meter væk fra dem, bange og nervøs. Louis havde aldrig opført sig på den her måde før.
Selena vrælede, men kiggede ind i Louis øjne, som om hun var hans tjener. Nu var hun bange for ham.
"Selena. Vi prøver at vise dig, at vi holder af dig! Det er det eneste vi gør!"
"Ved at vise mig, at jeg har et fantastisk liv, og i ikke har? For i gør det ikke lige frem godt!"
Jeg mærkede bevægelse bag mig, og ud kom Cassidy. Hun stod et par meter bag med, med sine ben i rør, altså, med let adskilte ben. Hendes knoer var knyttede ned langs hendes sider.
Jeg havde ikke snakket med hende, siden hun fortalte mig om hendes baggrund. Det var ikke fordi jeg var skuffet over hende, slet ikke, men jeg havde bare lidt at tygge på. Derfor havde jeg kun leget med Luke og Benjamin, og ellers bare siddet og tænkt.
Jeg kiggede ikke hen på hende, men fornemmede bare hendes stilling, og hendes hårde øjne der var rettet imod mine skuldre. Var hun sur på mig?

"Selena du bliver nødt til at tænke selv-" "og i bliver nødt til at se, at jeg også har det hårdt."
Louis gav pludselig slip på hende. "Men det er jo det vi gør. Vi bruger hver eneste celle i vores krop til at hjælpe dig!" "Ja! Især du og Harry! I har slet ikke gjort noget for mig!"
Niall støttede de to små, så de ikke så skænderiet, men det gik også dem på, at Louis og Selena var uvenner.
Louis forsøgte med at kærtegne hendes kind. "Vi elsker dig jo."
"Nej i gør ej! Lad mig så være, Louis! Har jeg ikke gjort det tydeligt for dig?"
Og stakkels Louis vidste jo ikke hvad han skulle stille op.
Så sagde han bare, helt stille:
"Jeg elsker dig Selena, men ikke den person du viser mig idag." Så drejede han sin forlovelsesring af, og lagde den på bordet.
Jeg hørte et gisp bagfra.
"Du bestemmer selv, om den skal være på min finger, eller her på bordet. Desuden vil jeg råde dig til at søge professionel hjælp."
Så tog han selv bilnøglerne op fra skuffen, og skyndte sig ud af lejligheden.

Der var helt stille.
Dødstille.
Havde Louis lige brudt sin forlovelse? Nej? Han gav hende en chance til, gjorde han ikke? 
Det hele var min skyld. Selena stod og stirrede chokeret efter ham. Hun lignede et monster. 
Hun havde slået mig, ønsket Cassidy død og nu tabt sin forlovelse. 
Jeg vendte mig langsomt om, chokeret over hvad der havde udspillet sig foran mig. Det var i sidste ende mig, der ødelagde deres forhold. Det hele havde været spild af tid.
Jeg begyndte at gå, langsomt forbi Cassidy og ind imod mit værelse.
"Nej! Harry!" Selena skreg skingert og længselsfuldt efter mig. "Du må ikke forlade mig!"
Hun greb ud efter mig, med store skræmte øjne. Jeg rystede på hovedet. Så gik jeg ind i værelset.

Lidt efter kom Cassidy ind til mig. Jeg kunne godt fornemme hun måske var lidt sur på mig.
Jeg sad bare der på sengen, og lyttede til Selenas hulken ude på gangen.
"Harry?"
Jeg svarede ikke.
Hun satte sig ved siden af mig. "Hey... det er ikke din skyld."
Jeg trak på skuldrene. Det kunne hun jo sagtens sige.
Hun kærtegnede min kind. "Harry..."
Jeg turde ikke engang se på hende, for jeg turde ikke at vise hende tårerne i mine øjne.
Hun fik dem at se på mine kinder i stedet for.
"Bare sig det. Det er okay."
Jeg vidste hvad hun hentydede til. "Nej," sagde jeg. "Selvfølgelig betyder det intet for mig, Cassie. Du er den samme person jeg..."
Hun kiggede nysgerrigt på mig. "Du hvad?"
Hun havde da i det mindste forstået, at jeg stadig holdte ligeså meget af hende som før, hvis ikke mere.
"Det..."
Hun grinede. "Sig det nu bare."
Jeg smilede lidt. Så trak jeg på skuldrene igen. Hun lagde sig sukkende op af min skulder, men det var ikke et suk der viste hun var træt af mig. Bare sådan et lille fint suk.
"Jeg er forelsket i dig," hviskede hun.
Jeg stivnede, og mine indåndinger blev kortere og mere hidsige.
Nej... hvad?
"Det er som om mit førstehåndsindtryk passede," hun flettede vores fingre sammen.

Førstehåndsindtryk? 
Det... hun sagde ved vores andet møde?
Jeg kiggede ned på hende, uden et ord.
"Du er ligeså så perfekt som jeg troede.
Så vendte jeg mit hoved væk fra hende igen.
"Var det det samme du skulle sige til mig?"
Så nikkede jeg bare, ja, gu fanden var det det samme, men jeg er en svagpisser, så det kunne jeg jo ikke tage mig sammen til at sige.
Forsigtigt vendte jeg mit ansigt imod hendes, og opdagede hendes blå øjne stråle ind i mine grønne. Smukke og fulde af...
Ja jeg kunne ikke engang sige det i mit hoved. Lad os finde et synonym.
Begær. De skinner af begær. 
Der var aldrig nogen der havde set sådan på mig før, men jeg tror mine så ligeledes sådan ud, måske bare lidt mere nervøse.
Mit blik røg ned til hendes læber, og det skræmte mig ikke at de var nydannede fra forbrændingen. Intet ved hende skræmte mig mere. End ikke hendes barske fortid. End ikke hendes nylavede næse. Intet. 
Så røg mit blik op til hendes øjne igen.
"Jeg tror det er på tide, at du tager sagen i egen hånd," sagde hun. "Hvordan?"
Hun sendte mig et smil. "Tag hende med hjem, og vask hendes sår."
Ja, også?
Også?
Også måtte jeg vel gøre det samme, som jeg gjorde for 5 år siden.
"Hvem har fortalt dig det?"
Hun rødmede svagt, og så uendelig sød ud. "Niall."
Så nikkede jeg. "Ja. Okay. Men hvad skal jeg sige? Hun hader mig jo, og jeg var ret barsk imod hende."
"Du er hendes tvilling. Du er den eneste der ved hvad hun føler. Det kan godt være i har mistet evnen til at sige det samme, på samme tid, men i føler stadig det samme."
Det kan godt være, at hun havde ret, men jeg havde en anden plan.
Jeg skulle have den evne tilbage.
Så kyssede jeg hendes kind. "Tak, Cassie."
Hun gemte sine røde kinder. "Selv tak, Harry."

Jeg rejste mig fra sengen, og bevægede mig ud i gangen, hvor Selena sad med benene trukket til sig, og stirrede ud i luften. Hun opdagede ikke rigtig at jeg var der, til jeg sank ned på hug, foran hende.
"Hej," hviskede jeg.
Hun reagerede ikke, hun stirrede bare på mig.
"Undskyld. Jeg kan ikke gøre det om, det jeg har gjort. Så, undskyld. Selena du har reddet os allesammen. Har du set mig nu? Jeg ligner ikke et skelet mere. Du reddede Cassidy. Du reddede Niall, og Benjamin og Luke. Og du reddede Louis. Vi er bare nogle... forpulede, egoistiske møghoveder, så vi har ikke lagt mærke til det. Men det har du. Og du har brug for en pause."
Jeg trak lige vejret engang. Så tog jeg fat om hende, og trak hende op at stå. Vi stod og kiggede lidt på hinanden. "Jeg elsker dig, Selena," hviskede jeg. "Men kom nu tilbage til os."
Hun kiggede ned i jorden. Hun sagde ikke noget.
Så trak jeg hende ind i et kram, og hun strammede sig også godt ind til mig.
Et kram var ligesom kodeordet for Selena. Hvis du gav hende et kram, var hun sikker på at man mente alt man sagde. At alt var godt igen.
"Undskyld," hikstede hun. "Jeg har været en kæmpe idiot," hun lod sine fingre stryge over min kind, der hvor hun havde slået mig. "Tilgiv mig."
Jeg nikkede. "Du er tilgivet."
Hun smilede forsigtigt.
"Undskyld."
Vi gav slip på hinanden af forskrækkelse. De sidste 3 år havde vi ikke snakker i munden på hinanden, ved brug af samme ord.
Så grinede jeg. Jeg grinede rigtigt og befriende. Selena fnes også til at starte med, men det var vistnok ikke mig, der gik hende på.
Det var nok Louis.
Cassidy stak hovedet ud af soveværelset, og fik Selena til at bryde ud i tårer igen. "Undskyld! Undskyld, Cassie." Hun turde ikke gå hen til hende. Cassidy gik lidt tættere på os. Hun trak på skuldrene. "Det var en fejl, ikke?"
Selena snøftede og nikkede. "Jo det var. Undskyld."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...