The Secret Twin 2 - Harry Styles

Flere år er gået siden vi har hørt om Harry og Selenas genforening. Selena er i mellemtiden blevet uddannet læge, og arbejder på hospitalet i centrum af London. Louis og Selena er blevet forlovet og hvad der sker for Harry, er der ingen der rigtig ved noget til.

Harry er i mellemtiden blevet en skygge i medierne, og blevet mere indelukket, på trods af hans specielle stilart, og skuespilkariere.

Men denne specielle pige fik ham til at åbne de grønne øjne igen.
- Men hvor tæt på, er denne veninde egentlig i virkeligheden?


- det er ikke nødvendigt at have læst 1'eren, men det er du velkommen til ;)

18Likes
29Kommentarer
10683Visninger
AA

3. Met - meet

Harry Styles

Det var lidt som en stor bunke, som jeg smed en lille stump i hver eneste dag. Nogle gange var stumpen større end andre gange.

Det var lidt som et tyggegummi, der startede som friskt og hårdt, og sluttede slattent og blødt.

Det var lidt som om, at den dårlige samvittighed jeg havde overfor Selena hver dag bare blev større og større.

Som om at den dårlige samvittighed voksede inde i mig. Hvis det ikke havde været for Selena, havde jeg også mistet Louis, som er den eneste fra det 'gamle' One Direction jeg ikke har mistet.

For et par dage siden så jeg hende inde på Madam Tussauds igen. Den sorte hat og det hår, der hverken var blondt eller brunt eller leverpostejfarvet havde en speciel karikatur for mig.

Grunden til, at jeg var derinde den dag, var nok at jeg ville se om jeg stadig var der. Mig sammen med drengene, der havde været mine bedste venner, ja nærmest mine ægtefæller, mine brødre i hvertfald.
Og det var jeg da. Med et kæmpe smil på læberne og med muskulær krop sad jeg der med mine bedste venner, og nød livet.
Men hvis skyld var det, at det var blevet ødelagt?

Da jeg stod og kiggede på figurerne, kiggede jeg hen på styret i verden. Det Amerikanske styre. Vores præsidenter, vores ministre. Den indflydelse de har på os.
Jeg gik roligt derhen, og kiggede på de figurer der var af de tidligere præsidenter, blandt andet Barack Obama.
Og dér lige foran vores regent, Donald Trump, stod hun. Foroverbøjet til hegnet rundt om ham.
Jeg var med det samme blevet nervøs. Jeg var ikke samme selvsikre person mere, så jeg havde ikke taget rigtig kontakt til nogle mere. Lige nu var hendes selvsikkerhed en svaghed for mig, som om jeg brændte mig på den, når jeg så på hende.
"Det er skørt, ikke?" Spurgte hun og kiggede med hovedet på skrå hen på Donald Trump. Lige så grim som i virkeligheden, sad han der ved regentstolen som voksfigur.
"Hvordan skørt?" Spurgte jeg uhørligt. Hun kiggede om på mig, og jeg blev igen nervøs. Var det mig hun talte til?
Hendes øjne lyste dog bare op, da hun så jeg ville tale med hende. 
"Hvordan sådan noget går til."
Jeg gik langsomt hen til hende, og skjulte mine hænder i jakkelommerne, så hun ikke så jeg rystede. 
"Ja," åndede jeg. "Jeg forstår det ikke."
"Hvad forstår du ikke?" Hun lød en anelse bedrøvet. "Hvordan man kan gå fra at hade en gruppe personer så meget, også ende med at lade dem styre vores land bagefter."
"Nårh, Barack Obama? Ja. Jeg ville ønske det stadig var ham der styrede vores verden. I stedet for den nar," hun nikkede hen på Trump. 
Om han styrede verden, kunne man godt starte en diskution om, men jeg valgte noget andet. "Men ville Hilary have været bedre?"
Nu blev hun selv eftertænksom. "Det har jeg desværre aldrig tænkt på." Hun kiggede op på mig. Hun var ikke betydeligt høj, og var faktisk en del lavere end Selina også.
"Du virker som en fantastisk person."
Så kiggede hun væk igen.
Jeg måtte nive mig selv i det løse hud på min underarm, for at tro det hun sagde var rigtigt.
Fantastisk. Det ord er jeg ikke blevet omtalt som, siden... Meget lang tid siden. Siden jeg for 5 år siden besluttede mig for at begive mig i andre retninger end i musikken.
"Jeg er Cassie," hun rakte venligt sin hånd ud. Ville jeg ryste nu?
Jeg rømmede mig forsigtigt. "Harry," jeg gav hende hånden, og smilede det jeg ville kalde for venligt.
Hun fnes forsigtigt, "det ved jeg da."
Jeg holdte et suk tilbage. Hun var ikke spor anderledes. 
"Må jeg spørge dig om noget?" Spurgte hun forsigtigt. Jeg kiggede igen ned på hende. Denne gang sukkede jeg. "Altså..." "Nej! Jeg ville ikke trænge mig på," hun så faktisk lidt bedrøvet ud nu. "Det er bare... Jeg bliver simpelthen nødt til at spørge dig om det!"
Jeg løftede forundret øjenbrynene. Hun smilede. "Jeg er sygeplejerske. Det føltes befriende."
Igen måtte jeg se overrasket på hende. Hvordan kunne det være befriende? Jeg hadede, hadede hospitaler, og jeg kunne på ingen måde forstå Selenas kærlighed til sygehuse, men hvis det gjorde hende glad, var der ikke noget at sige til det.
"Hvordan?" Hviskede jeg. "Altså... Når du møder så mange mennesker. Du møder så mange personligheder og sygdomme, og du får liv til at udforske mennesker på den måde!"
Hendes øjne strålede af livsglæde da hun fortalte, og jeg var lige ved at tabe besindelsen, for det var længe siden jeg selv havde haft den glød i mine øjne. "Altså! Ikke på den måde!" Hun lagde hovedet på skrå og kiggede selvtilfredse op på mig. "Men du ved... Det er bare fantastisk. Men det er noget andet at være forskellige personer, altså føler man sig-" jeg vidste hendes spørgsmål ville komme nu, og jeg måtte vende bøtten igen. Hun var ikke som alle andre. Hun interesserede sig for mig som person og mine værdier, i stedet for mine statusser i samfundet, som kendt.
Som da hendes sidste del af talestrømmen skulle siges, kom en ung kvinde, sikkert på hendes alder kvidrende forbi.
"Cassie, Cassie! Næ, hvem har du dog der? Er det mon Harry Styles?" Hun trak drillende ud i mit navn, og tænkte igen slet ikke over mine følelser eller mine nederlag. 
"Sikke en! Nej, Cassie hun-" "stop så, Chris! Gå!"
Den anden kvinde - Chris, som nok var en forkortelse af noget - fnøs hånligt. "Du kan da dele med os andre!"
"Gå! Nu!"
Chris vendte dog snuden, og triskede hen til en anden sektion på museet.
"Det må du meget undskylde, jeg ville ikke forårsage dig ulejligheder!" Hun sendte mig et bedrøvet genert smil. Jeg rystede på hovedet, med et lille sandt smil. "Det er okay. Men..." 
Hun nikkede. "Jeg skal vidst videre. Vil du..." Hun tøvede. "Klokken 13 på mandag? Ved Englands trone?"
Jeg kiggede lidt forvirret, og forundret på hende. Mente hun virkelig det?
Hun blinkede med øjet. "Vi ses, Harry."

 

Og nu stod jeg her, klokken 13 om mandagen, ved voksfigurene som skulle forestille kongefamilien. 
Nervøst kiggede jeg efter hende, bange for hun havde løjet og slet ikke ville komme. Jeg havde set frem til det her møde hele weekenden, og været en stor solstråle siden sidste samtale med hende. Selena kaldte mig skør, men hun var inderst inde nok glad for at se sin bror smile igen.

"Harry?" 
Bag mig hørte man den forundrede usikre stemme, og jeg vendte mig hurtigt om og sendte hende et lille smil. Hun åndede lettet op og grinede. "Hej! Undskyld, jeg var lidt bange for jeg havde fat i den forkerte."
Selvom hun for mig stadig var en fremmed, var jeg det nok ikke på samme måde for hende, for hun trak mig ind i et fjerlet kram, så jeg kunne mærke hendes bløde nøddebrune hår. Det var svært at kategorisere den, for den var ikke leverpostejsfarvet overhoved, men heller ikke blond. Det var smukt. Hun havde skjult sin pande med sit pandehår og den karakteristiske sorte hat. Hun sendte mig et smil. "Det er også skørt med kongefamilien, ikke?"
Jeg blev lidt skuffet over hun startede ud sådan, for jeg havde hele weekenden grublet over, hvad hun mon ville spørge mig om, og hvordan jeg skulle svare hende. 
Skulle jeg virke stolt og glad for det, eller arrogant, eller som om jeg ikke kunne lide det.
"Ja. Men det er hyggeligt alligevel." "Jeg syntes vi går for meget op i det." 
Jeg kiggede med hovedet på skrå op på Kong Charles, der efter utrolig mange år af sit liv havde måttet vente på den højeste plads i monarkiet, nemlig regenten. Dronning Elizabeth var gået bort nogle år forinden, og på den måde havde han fået pladsen. Det overraskede mig ikke, at det var sådan det var sket. 
"Det er overvurderet. Hvad skal vi bruge en konge til nu om dage? Jeg forstår det ikke."
Jeg vidste ikke rigtig hvad jeg skulle svare, og jeg følte mig lidt dum. Så jeg tav bare.
"Du kan rigtig lide dem, hvad?"
Hun kiggede lidt skælvende på mig, med et lille kækt smil om læberne. 
"Årh ikke sådan rigtig... Jeg forguder dem ikke, men prøv at forestille dig hvordan de lever. Det må være specielt."
"Rædselsfuldt specielt. Tænk, de får ikke engang et almindeligt liv."
"For dem er det jo almindeligt."
Hun tav. "Ja. Du er så sandelig en specielt mand, Harry." 
Jeg kiggede ned på hende med halvåben mund. Var det godt eller skidt...?
"Ment på den gode måde. Tag ikke fejl, Harry, du virker som en god mand."
"Men du kender mig ikke. Hvordan kan du sige det?" Jeg stammede næsten, for det var så længe siden nogle havde værdisat mig. 
"Hvem siger førstehåndsindtrykket ikke er baggrunden for en som person?"
Jeg kiggede op på voksfigurene igen. "Du er en meget poetisk sygeplejerske," sagde jeg så.
Hun grinede. "Ja. Min veninde siger også, at det ville være bedre hvis jeg var psykolog. Hov, det glemte jeg vidst at fortælle. Jeg har en nattevagt i nat, så jeg tager nok hjem om en times tid igen, hvis ikke det går dig på."
Jeg havde ikke regnet med et romantisk og langt stævnemøde, så jeg nikkede bare med et smil. Selena skulle også på nattevagt, og inden da skulle jeg over og hjælpe hende med at samle en kommode af en slags. Louis var nemlig på arbejde, den gode mand.
"Selvfølgelig. Du værner over din pligt."
Hun smilede og trak på skuldrene. "Det kan man måske godt sige."
Vi var stille lidt. "Cassie?" Spurgte jeg forsigtigt.
Hun nikkede muntert. "Hvad var det du så gerne ville spørge mig om?"
Jeg tog mod til at kigge ned på hende, og derefter uden vilje at møde hendes øjne. Hendes blå øjne havde en dyb afspejling, og hun lignede en der skjulte på en masse hemmeligheder og historier. En eventyrer.
"Når man er skuespiller..." Hun flettede sine fingre sammen. "Virker det så befriende at spille en anden end sig selv? Gør du det, fordi du nyder andres roller end din egen? Jeg har set mange af dine film, og du er altid i den rolle, hvor personen prøver at gøre alt godt, og tilfredsstille andre. Vælger du bevidst den rolle, for at slippe ud af din egen rolle? Din menneskelige rolle?"
Hun kiggede nysgerrigt op på mig, og jeg begyndte at tænke over hvor gammel personen foran mig er.
Var hun yngre eller ældre end mig? Med sine ord virkede hun ældre, men hendes humør sagde det andet.
"Hvor gammel er du?" Stammede jeg mig frem til. "29. Jeg ved det, jeg er ved at blive gammel."
Hun sukkede. "Men der er bare så meget jeg ikke har fundet svar på endnu."
Jeg nikkede.
"27, sagde jeg stille. 
Hun smilede. "Du er altså en mærkværdig person. Hvordan kan man være så rolig og perfekt i sin person som 27-årig? Du virker som en der har styr på det hele." Chokeret holdte jeg mine hænder op foran mig. "Jeg er ikke perfekt! Tro mig, dit førstehåndsindtryk virkede ikke i denne omgang!"
"Hey. Det var ikke for at være offensiv," hun tog et skridt tættere på mig, så jeg kunne mærke hendes lette vejrtrækning ud for min hals.
"Man hvorfor? Er din rolle som menneske kedelig? Eller er det andre der lader dig tro, at din egen rolle ikke er god nok?"
Hun så bedrøvet på mig, og virkede bekymret for mig.
"Cassie..."
"Vær ikke nervøs. Jeg er ikke ude på at skræmme dig."
Jeg rystede på hovedet med lukkede øjne.
"Jeg kan ikke svare dig. Undskyld."
Måske havde hun ret, måske ønskede jeg altid at vise hvad jeg kunne, og blev ødelagt når jeg ikke kunne.
Hun lod sine fingre røre min kind, og tørrede noget væk. Det gik op for mig at jeg havde ladt en tåre slippe.
"Det..."
"Hey... Harry jeg vil gerne lære dig at kende. Jeg mener hvad jeg siger. Her," hun gav mig en lille lap papir, og jeg gjorde mig umage for ikke at røre hendes fingre da jeg tog det.
"Skriv til mig."
Hun tvang mine øjne ind i hendes. 
Jeg nikkede.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...