The Secret Twin 2 - Harry Styles

Flere år er gået siden vi har hørt om Harry og Selenas genforening. Selena er i mellemtiden blevet uddannet læge, og arbejder på hospitalet i centrum af London. Louis og Selena er blevet forlovet og hvad der sker for Harry, er der ingen der rigtig ved noget til.

Harry er i mellemtiden blevet en skygge i medierne, og blevet mere indelukket, på trods af hans specielle stilart, og skuespilkariere.

Men denne specielle pige fik ham til at åbne de grønne øjne igen.
- Men hvor tæt på, er denne veninde egentlig i virkeligheden?


- det er ikke nødvendigt at have læst 1'eren, men det er du velkommen til ;)

18Likes
29Kommentarer
10618Visninger
AA

10. Home, sweet home

Selena Styles

Der var gået et par uger, nærmest fire, siden jeg havde været inde ved Cassie og Harry. I de dage havde jeg enten brugt som akutlæge på akutafdelingen eller i akutbilen som kørte ud til borgerne i London – som stadige var under udgangsforbud.
Redderne skulle have tid til at lede efter mennesker, eller retter sagt lig. Det indre centrum lignede en krigszone, selvom vi kun havde været ramt af to lidt store eksplosioner.  
Jeg må nok indrømme at jeg var ved at gå ud af mit gode skin, jeg kunne snart ikke mere. Heldigvis var der ikke mange flere tilskadekommen, men dødstallet var steget, og steg dog desværre stadige. I de fire uger der var gået, havde vi ikke hørt om flere eksplosioner, men hvis vi skulle være ærlig – kunne vi snart heller ikke rumme flere folk på afdelingerne.
Vi var næsten fuldt til randen.
”Styles?” jeg stod indeni omklædningsrummet, og var ved at gøre mig parat til at komme hjem da vores alles kære afdelingschef kom ind.
”Hvad er der?”  jeg trak min kirtel af og åbnede skabsdøren. Manden også bedre kendt som vores afdelingschef lukkede min skabsdør. Jeg stoppede i min bevægelse og kiggede lidt mistroisk på ham.
Jeg måtte indrømme at jeg ikke ville holde til endnu en vagt. 
”Du må godt tage din bror med hjem” Londons beboer havde stadige udgangsforbud. Men derfor forstod jeg stadige ikke hvorfor han lige havde lukkede min skabsdør.
”Okay. Men…” jeg kiggede hen på ham og han sendte mig et tøvende smil.

”Jeg vil gerne lige snakke med dig inden da” jeg rystede denne gang, ikke fordi jeg frøs for det gjorde jeg ikke – jeg var nok bare nervøs for samtalen.
Det kunne gå begge veje, kunne det ikke det?
”Okay” jeg pillede ved min kirtel. Jeg turde ikke se på ham, jeg var nervøs og bange. Jeg tro aldrig jeg har været så nervøs i mit liv før, jo måske da jeg skulle redde Cassie. Men ellers aldrig.

”Skal vi gå ind på mit kontor?” jeg kiggede modvilligt op på ham, og nikkede stumt inden vi begge gik ind på hans kontor og satte os på de bestemte pladser.
”Nå Styles” han sendte mig et rolig smil og jeg holdte krampagtig fat i stolens sæde. Jeg kunne mærke på mig selv, at mine vejrtrækninger var nær hivende. Jeg kiggede svagt på ham, mine brune øjne der kiggede ind i hans halv grønne, halv grå øjne.
”Selena, slap af” han lænede sig tilbage i stolen med foldet hænder. Jeg derimod sad utrolig urolig og bare ventede på min dom. Kunne jeg virkelig blive fyret nu, der var jo en stor sandsynlighed for en fyring.
”Du bliver ikke fyret Selena” det var som om den korte sætning fik en kæmpe klump til at forsvinde i min hals. Jeg kunne lige pludselig trække vejret uden den pivende lyd. ”Du har været ved os i to år. Vidste du det?” han smilede stille og jeg kiggede undrende på ham. Hvad havde det med noget at gøre?
”Nej…” min stemme var lav og næsten helt skrøbelig at høre på. Jeg havde stadige en bange anelse om at der var noget galt, og jeg var bange for det var mig der var noget galt med.
”Kan du huske den aftale vi lavede da du var til samtale med mig?” jeg rystede undrende på hovedet og han sendte mig et rolig smil inden han skubbede et stykke papir mod mig. Jeg trak den stille til mig, bange for hvad der stod.
”Kan du ikke huske at vi snakkede om at du kunne få en lønforhøjelse” der var en klokke i mig der ringede, men den var nærmeste helt svagt at jeg næsten ikke kunne høre hvad jeg selv tænkte.
”Nej…” han satte sit hoved lidt på skrå inden han kiggede hen på mig. Jeg sad og drejede på min forlovelsesring imens jeg hev hårdt efter vejret.
”Det gjorde vi så” han lagde sine hænder på bordet mellem os.
”jeg kunne rigtig godt tænke mig at du blev fast nede i akutafdelingen” jeg lagde krampagtig mine hænder ovenpå hinanden. ”Det er jeg allerede?” jeg kunne ikke lade være med at gemme min undrende i stemmen og han rystede smilende på hovedet.
”Mere som en koordinator” jeg åbnede min mund og lukkede den kort efter igen.
”Hvad skulle det indebære?” jeg hev stille i min forlovelsesring imens jeg kiggede ind i hans øjne.
”At det er dig folk kommer til, når de skal noget” – ”det er dig der bestemmer om folk kan få fri” jeg hev efter vejret og min chef satte noget vand foran mig. Jeg tog stille imod den, med rystende hænder.
”Jeg forstår det ikke helt” måske skyldtes det min manglende søvn ellers skyldes det at jeg ikke forstod hvorfor jeg skulle have den ekstra titel på mig.
Var det en form for forfremmelse?
”Selena, det jeg siger er en forfremmelse, højere løn og større ansvar” han kiggede på min rystende hænder imens jeg prøvede at drikke vandet. Jeg havde aldrig rystede så meget, måske på nær den gang Louis friede til mig.
”Må jeg tænke over det?” han sendte mig et smil.
”Bare kom med et svar på mandag. Hent din bror og hold en velfortjent weekend” jeg nikkede stumt og rejste mig op.

 ×

Jeg kom ind med en taske i hånden, ind og hørte deres grin. Jeg havde lidt ondt af Cassie, at Harry kunne komme hjem men hun ikke kunne. Harry skulle hjem, og en anden skulle overtage hans plads, som en samlebånd der ikke bekymrede sig om andre ind dem selv.

”Selena?” jeg grinede hjertelig og satte diskret tasken fra mig inden jeg kom helt ind i rummet.
”Hvordan har mine to ynglings patienter?” jeg satte mig i stolen og kiggede på Cassie og Harry der bare havde lysende øjne.
”Bedre” Harry svarede stille, Cassie var dog stille.
”Hvad med dig Cassie?” Cassie sad halvt op, med alt for mange slanger omringet hendes krop. ”Jeg ville ønske det aldrig var sket Selena!” hun valgte at være helt ærlig overfor mig, selv med den mand hun så tydelig havde et godt øje for. ”Det kan jeg godt forstå. Men…” jeg afbrød mig selv ved at kigge ned i mit skød.
”Hvad er der Selena?” Harry lagde tungt hans hånd ovenpå min. Jeg holdte vejret kort inden døren igen åbnede sig.
”I skal have jeres medicin” utrolig nok var det en ung læge der kom ind, lidt ligesom jeg var. Jeg kiggede på ham, og rystede på hovedet.
”Hr. Styles er undtaget” jeg kiggede sigende på lægen og han kiggede undskyldende på mig. ”Det må du undskylde Selena” han trådte et skridt tilbage og både Cassie og Harry kiggede undrende på mig.

”Jeg er ked af det Cassie, men Harry er udskrevet” jeg kunne se Cassie skulle gøre alt for ikke at græde, Harry åbnede dog bare chokeret munden og jeg bed mig i læben.
”Harry, du er stærk nok til at blive udskrevet så det blev du” Harry strammede ubevidst grebet om min hånd, jeg registrerede det ikke synderlig. Harry var ikke ligeså stærk som han en gang havde været, og det pinte ham en del – han ville bare ikke indrømme det.
”Hvad med Cassie?” jeg kiggede på Harry og lægen var i gang med at give Cassie medicinen, Cassie var dog mere modvillig.
Det forstod jeg dog også godt.
”Hun skal blive her lidt endnu” jeg vendte Harrys hånd om og gav den et blidt klem. ”Jeg skal nok sørge for at hun har det godt” jeg sendte dem begge et smil, men ingen af dem sendte et tilbage.
”Hvor skal jeg være Selena. Kan jeg være alene i min lejlighed?” jeg havde rejst mig og lagt tasken på hans seng. Harry sad og kiggede tøvende på den inden hans grønne øjne ramte mine igen.
”Hjemme ved hos os. Niall bor der også” Niall var blevet udskrevet for en uge siden men var ikke stærk nok til at være alene, lidt ligesom Harry er.
”Jamen…” jeg vidste godt hvad Harry var bange for at drengene og ham havde mistede alt de havde sammen – det havde de bare ikke. Det havde Louis og Niall forstået, nu var det bare Harry og Liam der skulle forstå det.
”De savner dig. Og vi passer godt på jer” Harry trak hans tøj på fra tasken inden han kiggede over mod Cassie der sad og kiggede trist ned i sengen.
”Og Cassie skal nok komme sig Harry” jeg kyssede blidt Harrys hånd inden jeg rejste mig og kiggede på Cassidy.
”Så besøger jeg dig Cassie” Jeg rystede på hovedet.
”Harry der er udgangsforbud, det er sidste uge – men ingen må gå ud eller rundt” jeg bed mig i læben.
”Jamen”

 ×

Vi var kommet tilbage til Lejligheden og Harry havde ikke sagt noget. Jeg kiggede stille hen på Harry da jeg åbnede døren, Harry gjorde dog ikke andet ind at gå ind og kigge betuttede ned i jorden.
”Harry, det skal nok gå” jeg lagde blidt min hånd på hans skulder. Harry havde godt se hvordan centrum så ud, og det skræmte ham nok stadige. For mig var det blevet normalt at se, og på et tidspunkt skulle vi da også opbygge det igen.
”Hvor mange er døde?” Harry kiggede sårede på mig inden han faldt ned på hans bagparti. Jeg satte mig ved siden af ham inden jeg lagde mit hoved mod væggen og det samme gjorde Harry.
”Alt for mange Harry” jeg strammede grebet om mine hænder. Louis og Niall var sikkert indeni stuen og jeg sad med Harry i gangen.
Hver sin smerte rendte vi alle rundt med.
”Hvor mange sårede?” han hev mig blidt ind til sig og jeg lagde mine arme omkring hans mave. Sådan sad vi bare i et stykke tid, søster og bror – tvillinger.
”Et par hundred” jeg lukkede mine øjne og Harry lagde hans hage mod min hovedbund. Sådan havde vi ikke siddet i mange år, og det gjorde mig en smule lykkelig at vi sad sådan her nu, selv under omstændighederne.

Så var Harry min bror – min tvilling.

Og jeg var hans søster – tvilling.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...