The Secret Twin 2 - Harry Styles

Flere år er gået siden vi har hørt om Harry og Selenas genforening. Selena er i mellemtiden blevet uddannet læge, og arbejder på hospitalet i centrum af London. Louis og Selena er blevet forlovet og hvad der sker for Harry, er der ingen der rigtig ved noget til.

Harry er i mellemtiden blevet en skygge i medierne, og blevet mere indelukket, på trods af hans specielle stilart, og skuespilkariere.

Men denne specielle pige fik ham til at åbne de grønne øjne igen.
- Men hvor tæt på, er denne veninde egentlig i virkeligheden?


- det er ikke nødvendigt at have læst 1'eren, men det er du velkommen til ;)

18Likes
29Kommentarer
10599Visninger
AA

15. Go Away!

Harry Edward Styles

"Hvorfor flippede du ud på Selena igår?"
Cassidy var begyndt at benytte sig af evnen til at gå, og stod nu i vindueskarmen og snakkede til mig der stod bag hende.
Jeg tøvede. "Det var ikke med vilje. Jeg var chokeret."
"Det var Selena da også. Hun har også mistet sin søster."
At jeg kun havde én søster nu, var noget der dræbte mig inderligt. Gemma havde virkelig været en ekstra mor for Selena og jeg som små, og jeg husker hende løbe rundt i haven med os som små, og grine af os tvillinger dagen lang. Men det var uskyldige, gode grin.
Nu var alt tabt. Jeg havde intet af hende mere.
Jeg troede hun havde overlevet. Hun var så stærk. Hvis jeg kunne overleve, hvorfor kunne hun så ikke?
Det føltes urealistisk. Gemma Anne Easton-Styles var død. Og det samme med sin mand, Tom Easton-Styles.
Død og snart begravet. Jeg vidste ikke om jeg ville med til deres begravelse. Jeg var bare fokuseret på, at forsøge at beskytte og være der for deres to sønner, Benjamin og Luke, der var 5 og 3 år.
De mistede deres forældre i en alt for ung alder.
"Undskyld."
"Det er ikke mig du skal undskylde til. Selena har det også hårdt, at du ved det."
Jeg kiggede forlegent ned i gulvet, oprigtigt ked af det her. Jeg havde såret Selena, men også Cassidy.
Med et suk hørte jeg hende komme nærmere. Så mærkede jeg hendes kolde fingre imod mine kinder, der løftede mit ansigt op.
"Det var ikke for at gøre dig mere trist."
"Det ved jeg."
Ligesom jeg så tit have gjort det ved hende, ledte hun nu efter følelser i mine øjne. Ledte efter svar.
"Harry..."
Jeg rømmede mig. "Hvad med den gamle dame?"
Hun kiggede lidt forvirret på mig. "Nå hende? Hun døde i nat."
Der var så mange der døde.
Hun gav slip på mig ansigt, og jeg følte mig slap og uduelig igen.
Hun satte sig hen på sengen igen. 
"Jeg er rask nu." "Er du? Virkelig?"
Hun nikkede glad. "Jeg bliver udskrevet på fredag, men jeg må ikke bo alene, og ikke arbejde til om et par måneder."
"Men du kommer da hjem."
Hun trak op skuldrene. "Altså, jeg tænkte jeg som en start kunne komme hjem til jer, ikke?"
"Det ville ihvertfald være rart," sagde jeg forbløffet over, at hun allerede ville blive udskrevet.
Jeg smilede til hende. Så slog det mig.
"Men Cassidy? Har du ikke en familie?"
"Jo da."
"Men hvor er de?"
Hun trak på skuldrene. "Hvad mener du med det?" Spurgte jeg forvirret.
"Min storebror flyttede til Argentina for 10 år siden. Og... Ja."
"Dine forældre?" 
Hun så forpint ud i blikket. Havde hun ingen forældre?
"Efter jeg kom sammen med min ekskæreste, har jeg ikke haft kontakt til dem."
"Men... Hvorfor?"
"Det skal vi ikke tale om nu."
"Men Cassidy jeg kan se det går dig på."
"Så lad være med at tale om det!" Råbte hun af mig. Det var første gang nogensinde Cassidy havde råbt af mig. Vreden og sårbarheden skar hende ud af øjnene, men hun nægtede.
"Gå Harry! Gå!"
"Men..."
"Men hvad?! Du tænker ikke på andre end dig selv! Skrid!"
Hendes stemme var skinger og vred.
"Cassie..." "Mit navn er Cassidy," sagde hun vredt.

-

"Louis hvad er det dog du har givet dem at spise..." Sagde Selena irriteret.
"Nudler. Selena det er børn, de kan ikke vente til du har købt ind. De var sultne."
Jeg gik forsigtigt længere ind i lejligheden. Selena kiggede vredt på en træt Louis, der havde passet børnene hele dagen. "Men nu har jeg jo lige købt ind! Ligger du ikke mærke til noget!"
Drengene kiggede uskyldigt op på sin moster.
"Selena. Tag det roligt. Bare begynd med maden, men vi bliver nødt til at give dem mad når de er sultne."
Selena begyndte at pakke ud, i et hidsigt tonefald. "Kunne de ikke vente?!"
"Luke er kun 3 år Selena!"
Benjamin kiggede ulykkeligt frem og tilbage på dem. "Vil i ikke være lidt stille?" Hviskede han.
Det her var jo det rene kaos. Jeg gik langsomt ind i køkkenet.
"Åh, Hej Harry," hilste Louis med et anstrengt smil.
"Jaja, Hej med dig, brormand," vrissede Selena vredt af mig.
Luke kunne også mærke den anspændte luft i rummet, og begyndte at klynke. Det lod ikke til at Selena og Louis rigtig lod mærke til det, for de ignorerede dem bare.
Jeg gik om til drengene og lagde mine hænder på deres rygge. Jeg tyssede roligt på dem. "Moster er bare træt, i skal ikke være bange."
Luke kiggede op på mig, med sine store brune øjne, Gemma også havde haft. Jeg fik en klump i halsen.
"Skal vi lege med togbane?"  Spurgte han med med et smil.
Han havde stadig en anelse babystemme i sig, men han var også kun tre.
Jeg skulle lige til at svare ham, men Selena brød det hele igen.
"Du skal ikke røre dem!" Hun skubbede mig hårdt væk fra drengene. "Du er ustabil! Du kan ikke engang stå stille uden at ryste!"
Jeg kiggede forskrækket på hende. Hvad havde jeg nu gjort?
"Selena," sagde Louis advarende.
Luke var lige ved at bryde ud i gråd, og Benjamin forsøgte at trøste ham.
"Selena jeg prøvede bare at-" "at hvad? At få dem til at lege med dig? Du ender nok med af blive bange for legen!"
Hendes ord gik rigtig ondt, især fordi alle bare var sure på mig lige nu. Vores mor var sikkert også rigtig skuffet over mig, Cassidy hadede mig, Selena hadede mig. Og Luke og Benjamin skulle da ikke ende i samme skål som mig.
"Jeg prøvede bare at hjælpe dem! Det kan godt være vi har mistet vores søster, men de har også mistet deres mor!"
"Harry! Det kan du ikke bare sige til dem! Er du helt væk?"
"Nej! Men det lader da til at du er det! Fint at du er koordinator, og at du har et arbejde, men du har to nevøer du er værge for!"
"Og det er du ikke? Nej, for du er jo ustabil," hun vrængede ordene ud, og tog hårde" truende skridt imod mig.
Louis sad næsten og klynkede ligeså meget som drengene.
"Lige nu er det dig der er ustabil! Du kan da i det mindste prøve at tage det roligt!"
"Harry du tænker ikke på andre end dig selv! Ved du hvor mange jeg har prøvet at redde livet for? Det var et held, et held siger jeg dig, at jeg reddede Cassidy. Hun var død! Jeg kunne havde ladet hende ligge og gået videre! Men nej, jeg reddede hende for din skyld! Fedt at du er forelsket i min bedste veninde, for det sårer mig da ikke at hun vælger dig frem for mig nu!" 
Hendes ord gjorde mig mundlam, men jeg fortsatte:
"Du var ikke en skid bedre! Hvem var det nu der blev forlovet med min bedste ven, hvad Selena?"
Men det skulle jeg aldrig have sagt, for lidt efter kom hendes hånd flyvende tværs over lokalet og langede lige ind i min kind med et kæmpe smæld. Min kind dunkede og var ildrød, og Selena stod der med et chokeret blik og så ned på sin hånd.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...