The Secret Twin 2 - Harry Styles

Flere år er gået siden vi har hørt om Harry og Selenas genforening. Selena er i mellemtiden blevet uddannet læge, og arbejder på hospitalet i centrum af London. Louis og Selena er blevet forlovet og hvad der sker for Harry, er der ingen der rigtig ved noget til.

Harry er i mellemtiden blevet en skygge i medierne, og blevet mere indelukket, på trods af hans specielle stilart, og skuespilkariere.

Men denne specielle pige fik ham til at åbne de grønne øjne igen.
- Men hvor tæt på, er denne veninde egentlig i virkeligheden?


- det er ikke nødvendigt at have læst 1'eren, men det er du velkommen til ;)

18Likes
29Kommentarer
10688Visninger
AA

6. Explosion

Selena Styles

Jeg bankede blidt på Cassidys dør, jeg havde måske været en smule afvisende overfor Cassidy. Denne gang ville jeg prøve at se om jeg kunne forstå hvad de så i hinanden. De var så langt fra hinandens foretrækkende valg af datingparter.

”Selena?” jeg stod op af dørkarmen og var lige ved at falde i søvn, da Cassidy åbnede døren. ”Øh hej” jeg kiggede lidt forskrækket på hende.
Hun så virkelig forfærdelig ud, og det var bare mildt sagt. Jeg måtte nok indrømme at hun lignede en blanding mellem en pjusket og slidt kat.

”Har du sovet godt Cassie?” jeg grinede blidt da jeg endelig havde fået slugt kamelen. Hun åbnede bare døren i stedet inden hun gik træt ind i stuen.

Havde jeg sagt vi var utrolig tætte, så det med at se hinandens grimme sider var en del af aftalen.
”Hvad vil du Selena?” hun kastede sig træt ned i sofaen og jeg slingede mig i hendes lænestol. ”Jeg ville bare…” jeg vidste ikke rigtig hvad jeg skulle sige, for jeg havde ikke lyst til at ødelægge noget for nogen. Men hvis jeg skulle være ærlig så var jeg bange for Harrys ve og vel.
”Selena?” jeg stoppede med at pille i mine negle, en nervøs vane både Harry og jeg havde.

”er du okay?” Cassidy eller Cassie satte sig op og lænede sig hen mod mig.
”Jeg er bare overrasket over…” jeg kunne mærke at Cassidys telefon viberede og jeg nåede at få fat i den inden lyset lyste skærmen op.
Det var en besked fra Harry, jeg behøvede ingen gang se navnet, man kunne vise mig nummeret og jeg ville vide det var Harrys.

Jeg rystede blidt på hovedet inden jeg igen kiggede på Cassidy der denne gang sad og legede med hendes hår. Det var hendes dårlige vane.

”At du ikke vidste at det var min tvilling du tog på date med” min stemme var nok mere hård ind hvad den burde, og det var lidt synd for hende. For hun kiggede hurtig undskyldende på mig.

”Sig mig, kan du godt lide Harry?” jeg satte mig ud til kanten og det samme gjorde Cassidy. Så denne gang kiggede vi hinanden dybt i øjne inden vi sukkede begge, nok af forskellige grunde.

”Selena, du må ikke være sur” hun lød bedende og trist. Jeg rystede bare på hovedet inden jeg kiggede ned på mine negle.

”Jeg vil bare gerne vide sandheden. Ville du kun på date med Harry fordi han har penge?” jeg kiggede bedrøvede op på Cassidy. Jeg kendte hende, men jeg kendte også Harry. Det var vel en kombination af at jeg ikke vidste hvor jeg selv stod. Becky havde nok fået mig til ikke helt at stole på mine veninder, for hun var der ikke da nogen af os havde brug for hende.

”Selena, du kender mig da bedre ind det!” Cassie lød både oprevet og vred. Jeg kiggede hen på hende inden jeg bed mig i læben.

”Ja! Men Harry er blevet såret nok, jeg kan ikke klare hvis han bliver sårede igen” Cassidy rejste sig stille op og satte sig efterfølgende på bordet og greb fat om mine hænder.

”Selena, jeg vil aldrig såre ham” jeg trak mine hænder til mig inden jeg igen drejede dem rundt. Jeg vidste da godt at hun ikke ville såre ham, men Harry var så skrøbelig lige nu, at jeg var bange for han ville såre sig selv ved at blive forelsket i hende, for tænk hvis hun ikke har det på samme måde.

”Jeg… Jeg bliver nød til at gå” jeg rejste mig med en høj hastighed at jeg var lige ved at falde bagover af kræften. Jeg stormede hurtig ud af døren inden et frustreret støn ramte lydbølgerne inden jeg nåede elevatoren der ville tage mig ned til hoveddøren.

”Selena Styles?” jeg vendte mig forskrækket rundt. Siden verden fandt ud af at jeg var Harrys tvilling og Louis forlovede var det gået over gevind. Jeg var denne gang genkendelig og det irriteret mig grænseløst, men man måtte vil yde for at nyde. Men hvad er der at nyde i at blive genkendt.

Flere mennesker var samlede sig rundt om mig da jeg nåede gaden, og jeg skubbede mig forbi inden jeg nåede bilen som jeg også kastede mig hurtig ind i, inden jeg trykkede speederen i bund.

×

Jeg stormede ind af døren inden jeg blev mødt af flere mennesker som jeg ikke havde forventet. Liam, Harry, Louis og hele Nialls familie og jeg stod bare og kiggede overraskede rundt.

”Hvad…Hvad?” jeg gik nogle skridt tilbage inden Louis rejste sig op og gik hen og holdte fast omkring mig.

”Niall?” Nialls mor kiggede bekymrede på mig og jeg rystede utrolig meget. Jeg måtte nok sige at jeg ikke vidste synderlig meget omkring det, men det jeg vidste var at Niall var vågen og i gode hænder.

”Jeg…Jeg” Louis stillede sig bag mig inden han blidt lod små kys prydrede min nakke, op og ned.

”Selena, du bliver nød til at snakke til dem” Louis hviskede det svagt ind i øret på mig, og det irriteret mig grænseløst.

”Da Niall kom ind i går, der…” jeg sank den tykke klump jeg havde i halsen. Niall havde betydet og betyder stadige utrolig meget for mig. Jeg kunne næsten sige at vi var gået hen og blevet bedste venner, desværre på bekostning af Harrys ve og vel.

”Selena, trak vejret” jeg kiggede hen mod Liam der kiggede rolig på mig. Når jeg så kiggede hen på Harry så han utrolig ubekvemt ud og det gjorde helt ondt at se på. Det gjorde tydelig ondt at næsten hele hans gamle band var samlede samme sted, det er jo ikke fordi Harry havde været den bedste til at holde kontakten siden deres split i 2016.

”Niall var forslået og ude af stand det rigtig at kunne gøre noget” jeg greb fat rundt om mig selv inden jeg kiggede nervøs på Louis og efterfølgende hans familie.

Jeg må nok sige at jeg ikke er vant til at overbringe nyhederne til de pårørende, det har aldrig været en af mine spidskompetencer. Og så at Niall har en betydning for mig gør det ikke meget bedre.

”Og?” hans forældre prøvede at hjælpe mig på vej. Jeg trak vejret hårdt og ujævnt.

”Han var med i en bilulykke hvor hans medpassager mistede livet. Men Niall har det godt og er ved at komme op på dupperne igen” denne gang var det hans forældre der kæmpede med at holde deres vejrtrækningerne under kontrol. Jeg derimod svang mine arme omkring Louis der allerede holdte om mig.
”Så det vil sige at Niall så passageren dø?” moren lagde grædende hendes hænder over ansigtet imens små hulk ramte lydbølgerne. ”Jeg tro ikke han overværede det” denne gang var det alles tur til at kigge undrende på mig.

”jeg tro allerede Niall var bevidstløs da passageren udåndede for sidste gang” denne gang græd moren højlydt og de andre kiggede bebrejde på mig. Jeg rystede denne gang af ubehag, det var aldrig særlig sjovt.

”Det var ikke særlig medfølende Selena” det var Liam der var den eneste der kunne formulere ordene og alle andres suk gjorde det bare meget værre.
”Jeg…Jeg” jeg slap Louis greb inden jeg løb ud af døren. Det hele blev for meget, jeg havde bare brug for at komme væk fra det hele og bare være alene for en stund eller resten af ugen. Hvorfor kunne jeg ikke bare være mere medfølende som Liam også pointeret. Kunne det være fordi jeg havde set flere ting som andre aldrig ser i deres liv?

Bliver man virkelig så ødelagt at sit arbejde at man ikke ved hvordan man skal være medfølende mere?
Men hvis man bliver det, hvorfor bliver man så alligevel ved. Ville det ikke bare have været bedre at finde en anden karriere.

Eller er man virkelig så ødelagt?

 

Jeg nåede lidt ud af byen inden min mobil ringede for fulde drøn. Jeg skulle ikke arbejde før i morgen men alligevel ønskede jeg det var mit arbejde. Måske kunne det være at jeg kunne få lov til at tænke på noget andet.
Arbejde med mine hænder, være i kontakt med ens medmennesker man aldrig ser før det er nødvendig.

”Det’ Selena” jeg trykkede på knappen inden jeg holdte ind til siden, indeni nødsporet, bare for en stund.

”Selena, det er arbejdet. Vi har utrolig brug for hjælp” jeg lagde tungt mit hoved tilbage mod sædet. ”Er der ikke andre der kan komme?” jeg lukkede stramt mine øjne inden jeg hev febrilsk efter vejret.

”Der er sket en eksplosion indeni centrum. Der er så mange sårede mennesker at vi har spurgt alle” jeg åbnede af ren refleks mine øjne.

”Jeg kommer” jeg drejede ud mod trafikken igen inden turen gik til hospitalet med en masse tanker om hvordan det hele så ud.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...