The Secret Twin 2 - Harry Styles

Flere år er gået siden vi har hørt om Harry og Selenas genforening. Selena er i mellemtiden blevet uddannet læge, og arbejder på hospitalet i centrum af London. Louis og Selena er blevet forlovet og hvad der sker for Harry, er der ingen der rigtig ved noget til.

Harry er i mellemtiden blevet en skygge i medierne, og blevet mere indelukket, på trods af hans specielle stilart, og skuespilkariere.

Men denne specielle pige fik ham til at åbne de grønne øjne igen.
- Men hvor tæt på, er denne veninde egentlig i virkeligheden?


- det er ikke nødvendigt at have læst 1'eren, men det er du velkommen til ;)

18Likes
29Kommentarer
10679Visninger
AA

2. Confession

Selena Styles

Jeg stod indeni personalestuen imens jeg ventet på at min veninde ville blive færdig så vi kunne komme ud og shoppe. Det er nok tid til at fortælle at denne shoppetur var speciel for jeg skulle giftes med manden i mit liv, og det var i dag jeg og min første brudepige skulle se på brudekjoler og vi kan ligeså godt sige at jeg var vildt nervøs for hvem ville ikke være det.

”Sel?” jeg vendte mig omtumlet om og kiggede på Cassidy der bare grinede hjertelig af mig. Jeg rødmede kort inden hun åbnede skabet og lagde tingende fra arbejdet ind og tog hendes taske med ud.

Jeg kiggede kort på hende, for hvad skulle man sige – det gik hurtigere at tiden kom til at finde en kjole til mig.

”Glæder du dig?” hun skubbede døren i og låste den efter sig. Skal vi ikke lige for præciserede hvem min veninde Cassidy er. Cassidy er sygeplejske, 29 år, og en kvinde som er utrolig eventyrlystig, og så tænker i hvordan kan de være bedste venner. Det er let nok, jeg var også eventyrlystig en gang, nu har jeg for meget ansvar at man bare mister den.

”Jeg er nok mere nervøs” vi gik begge ud af rummet og gik ned af de lange gange. Det var faktisk sjældent at man havde tid til sine patienter, men man fik det til at køre rundt. Ved at presse personalet til det yderst, men er det ikke også der hvor man finder ud af hvordan folk klare presset, det er jo ikke alle der kan det.

”Det skal nok gå Selena!” hun satte sig ind på passagersædet og jeg satte mig ind på førersædet. Lønnen som læge var fantastisk, det var som om jeg ikke behøvede at tænke over at jeg afhæng af min bror eller min forlovet. Denne gang afhæng jeg kun ad mig selv, og kun mig selv.

”Det skal du jo sige” grinede jeg inden jeg kørte ud af parkeringspladsen og ud på den trafikerede vej. Jeg trommede på rattet da min forloves sang kom frem i radioen og det skal var dejligt at høre hans stemme.
Hvis nogen spørg om Harry, så nævner jeg ingenting, for hvis jeg skal være ærligt har Harry ikke rigtig ville snakke med Louis eller jeg, han ville kun snakke med sig selv, være i sin lejlighed og det gjorde helt ondt at tænke på.

Var han virkelig så ødelagt at spotlightet.

”Jeg glæder mig i hvert fald til at se dig i kjolerne” jeg grinede højlydt imens jeg drejede ind og holdte ved butikken. Cassidy havde bevægede sig ud, jeg derimod sad stadige indeni bilen. Bange for hvordan det hele ville forgå.

”Kom nu Selena!” hun åbnede døren til min side og kiggede indtrængende på mig. Jeg rømmede mig kort inden jeg med rystende ben bevægede mig ud til Cassidy. Jeg havde aldrig troede at jeg ville være så bange, så nervøs for bare at kigge på kjoler.

”Glæd dig nu” hun skubbede mig ind af døren til kjolebutikken inden et par ansigt formede sig foran mig.

”Hvad kan jeg så hjælpe jer med?” jeg rømmede mig kort inden mit syn blev normal igen. jeg kiggede hen på et par kvinder der stod og kiggede glad på mig.
”Jeg skal giftes, så det er vel kjoletid” havde jeg sagt at jeg hadede at gå i kjole, så det med at finde en kjole var ikke lige mig og det vidste Cassidy også.

”en prinsessekjole” hendes indskud fik mig til at ryste panisk på hovedet. ”Bare en stilren og smuk kjole” de nikkede inden vi blev vist hen til stedet det hele forgik.

 

×

 

Jeg kom endelig hjem efter en utrolig lang dag, det eneste jeg virkelig havde lyst til var at sove natten ud – det fik jeg så bare ikke mulighed for, for da jeg trådte ind i stuen sad Harry kramagtig og bare kiggede ned på hans sammenrullede finger.

”Harry?” jeg satte mig ned foran ham, trak blidt hans hænder hen til mig. Hans finger der var blevet tyndere ind de allerede havde været og det skræmte mig faktisk en del. ”Harry?” Louis trådte ind i stuen inden han åbnede munden. ”Sådan har han været hele dagen” Harry løftede hovedet og kiggede direkte ind i mine øjne inden jeg måtte rømme mig kort.
”Er jeg…” han stoppede igen, og jeg klemte blidt hans hånd inden jeg satte mig ved siden af ham. Som jeg ikke havde forventet lagde Harry kort hans pande mod min, jeg sendte ham et smil som han forgæves prøvede at gengælde.
Harry var bestemt ikke sig selv, og det var nærmest blevet det normale. Det skræmte alle fra hvid og sans. Men Harry havde bevæget sig ud, og det var da en start.

”Er jeg gået fra forstanden?” jeg trak hans tynde ansigt mod mit, holdte godt fast. Jeg kunne fornemme at han ikke havde lyst til at jeg svarede, men det gjorde jeg alligevel.

”Selvfølgelig ikke Harry!” hans krop rystede og jeg trak ham helt ind til mig. Sådan sad vi bare indtil hans stemme afbrød det hele.

”Jeg mødte en i dag” jeg trak mig væk og vi satte os begge bedre til rette. ”Hvem?” Louis satte sig i stolen ved siden af mig.

Jeg tro Louis var bange for at Harry ville knække hvis vi sagde det forkerte, den følelse havde jeg også haft.

”En pige” Louis og jeg vekslede hurtig blikke, men Harry så ikke ud til han registeret det.
”Det var som om…” han afbrød sig selv. Jeg tro grunden til han havde det så skidt var fordi gruppen havde splittet sig op og næsten ingen kontakt havde til hinanden. Altså med undtagen Louis og Harry. For Harry var min bror og Louis var min forlovede fra fjerde måned.

”Som om?” jeg klemte kort Harrys hånd og han drejede for første gang hoved mod mig, sendte mig et mislykkede smil. Men det var en stor start.

Måske er han stadige gemt inde bag den ødelagte dreng. Medierne har gjort det godt, ødelagt en uskyldig dreng.

”En pige der fangede mit blik” jeg sendte ham et glad smil og han rystede ikke nær så meget mere.

”Det er da godt Harry!” jeg lagde blidt min hånd mod hans kind, Harry der lagde hans hånd ovenpå min. Louis smilede, det kunne jeg fornemme på hans adfærd. Det skyldtes nok også at Harry ikke selv havde taget handling til noget i flere måneder, så bare en lille handling gjorde underværker.

”Må jeg godt snakke med Selena alene?” det var første gang Harry havde sagt en længere sætning, så Louis kiggede fortumlede på os. Jeg sendte ham et blik han kendte alt for godt, så han rejste sig op og gav blidt mine læber et kys inden han forsvandt væk igen.

”Hvad vil du snakke med mig om Harry?” Harry legede med sine hænder. Jeg lagde min hænder over hans og stoppede hans fumlende hænder.

”Hun fangede mit blik Selena” jeg nikkede lydløst. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige, for det var anderledes ind de sidste måneder.

”Hvad skal vi gøre ved det?” Harry så nervøs og tilpas ud. ”Vil du hjælpe mig med at finde hende” jeg kiggede lidt lang tid ud i luften til at han fik sagt den næste sætning. Sætningen der tydelig gjorde ondt på ham at sige.

”Det er fint hvis du ikke vil. Det er også bare en dum ide” han var på vej til at rejse sig da jeg hev ham ned igen. ”Jeg tænker bare Harry… London er stor” han nikkede lydløst og jeg kiggede på Harry, Harry der allerede kiggede på mig.

”Hvor fandt du hende?” det var første gang i lang tid at jeg så et snert af glimt i hans øjne. Det gjorde underværker, bare selvom det kun var et kort splitsekund.

”Henne ved det parken” jeg kiggede stille på ham.
”Hvordan så hun ud?” jeg prøvede at gøre feltet mindre, men det var ikke helt så let. ”Hun havde blond hår, blå øjne og så var hun veltrænet” det hjalp ikke synderlig meget, men det var da en lille start.

”Flere detaljer Harry?” han rystede modvilligt på hovedet.

”Jeg ved det ikke er meget, men vil du ikke hjælpe Selena?” hans stemme dirrede af frustrationer. Jeg sendte ham et rolig smil. Det kan godt være vi var 27 år, men nogen gange føltes det ikke sådan.

”Selvfølgelig Harry. Til enhver tid”

 

×

 

Jeg tro der var gået et par dage hvor Harry havde tilbragt tiden hjemme ved Louis og jeg. Hver dag jeg havde været på arbejde, om det var dagtimerne eller nattetimerne havde jeg ledt efter hende efter arbejdstiden havde haft sin ende for mig. Jeg var ved at gå ud af min gode skind da Cassidy trådte ind til mig i personalestuen.

Cassidy skulle hjem til hjem til Louis og jeg, da hun intet vand havde så hun kunne ikke være hjemme ved hende selv.

”Selena er du okay?” hun lagde en hånd på min skulder, hvilket fik mig til at vågne en smule mere op.

”Ja, lad os komme af sted” jeg rystede på hovedet inden Cassidy nikkede lydløst og fulgte efter mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...