The Secret Twin 2 - Harry Styles

Flere år er gået siden vi har hørt om Harry og Selenas genforening. Selena er i mellemtiden blevet uddannet læge, og arbejder på hospitalet i centrum af London. Louis og Selena er blevet forlovet og hvad der sker for Harry, er der ingen der rigtig ved noget til.

Harry er i mellemtiden blevet en skygge i medierne, og blevet mere indelukket, på trods af hans specielle stilart, og skuespilkariere.

Men denne specielle pige fik ham til at åbne de grønne øjne igen.
- Men hvor tæt på, er denne veninde egentlig i virkeligheden?


- det er ikke nødvendigt at have læst 1'eren, men det er du velkommen til ;)

18Likes
29Kommentarer
10608Visninger
AA

8. Burn down

Selena Styles

Der var gået over 48 timer siden jeg havde sovet. Det vil sige der var gået over to dage, og de sårede var hobbede sig op, det samme havde de mennesker der ikke havde overlevet eksplosionen – hvis det ikke skulle være løgn, vidste vi nok alle at det kun var begyndelsen på den rene rædsel.

”Doktor Styles?!” jeg vendte mig om inden jeg måtte kvæle et tiltrukket gab. Jeg nikkede tamt inden person kiggede ned i papirerne han havde i hånden.

”Du står for akutafdelingen i dag. Du giver opgaverne ud, og hjælper hvis der bliver brug for det” jeg nikkede inden jeg kvalte endnu et gab. Grunden var til at jeg var koordinatoren i dag, var nok fordi de fleste andre var knækket under for alt det vi havde set de sidste 48 timer. Det havde heller ikke været 48 behagelige timer, men det blev man nød til at se bort fra.
Jeg gik med lange skridt hen mod akutafdelingen, men jeg nåede dog lige ind og se til både Cassidy og Harry.
Cassidy var hårdere ramt ind Harry var, det var nok derfor hun stadige lå på intensivafdelingen. Harry var nok mere ramt mentalt ind han var ramt fysisk, men det var begge lige slemt, bare på hver sin måde.

”Styles!” jeg vendte mig om da jeg nåede akutafdelingen og hvis det ikke havde været for synet der mødte mig, havde jeg ikke forstået skrækken i stemmen. Flere kvæstede mennesker blev kørt ind på båre og lagt i det alt for overrendte rum.

”Hvad er der sket?” jeg gik med hurtige skridt hen til den hårdeste ramte person i rummet imens jeg kiggede på de grædende reddere. Jeg tro ikke at nogen skulle brokke sig før de havde været i redderens sko, bare for en dag – de ser så meget mere ind alle andre kunne drømme om.

”Endnu en eksplosion” de kiggede grædende på mig. Jeg kunne ikke lade være med at få en kuldegysning ned af ryggen inden jeg nikkede med hovedet, ude af stand til at formulere en ordentlig sætning.

”Hvor mange sårede har vi indtil videre?” jeg trak handskerne på inden jeg eftersøgte personen fra større sår, ind personen allerede havde.
”25, og det bliver ved med at stige” jeg nikkede inden jeg lukkede øjne et øjeblik bare for at eftersøge ham igen.

 

Jeg kom endelig hjem og faldt ned af døren inden tårerne strømmede ud igen. Jeg tro jeg var knækkede under, jeg kunne ikke mere og jeg trak stille mine ben op til sig. Jeg lod blidt mine arme stramme sig rundt om mine ben inden jeg lagde grædende mit hage mod mine knæ.

”Selena?” jeg kiggede op igennem mine sammentværede øjenvipper, kiggende på Louis der sad på hug foran mig.

”Er du okay skat?” han lagde blidt hans arme omkring mig imens jeg puttede mig længere ind til ham. ”Jeg kan ikke mere Lou” jeg mærkede hvordan tyngdekræften forsvandt under mig inden han havde mig i brudestilling.

”Lad os få dig i seng skat” han lagde mig stille i sengen inden jeg lagde hoved mod hans bryst. Selve hans hjertebankende gjorde mig nervøs, men samtidige også utrolig beroligende og det var helt uvant til mig – i hvert fald i de her 48 timer.

”Jeg kan ikke mere Louis” jeg strammede grædende mine hænder om hans T-shirt. Alle i Londons centrum var under udgangsforbud, det var kun alle der arbejdede under sundhedsvæsnet og alarmcentralen.

Som politiet, brandvæsnet og ambulancerne.

”Det skal du da heller ikke” han aede stille min ene arm. Jeg strammede bare grebet om ham. ”Louis, jeg skal arbejde” han kyssede blidt min hovedbund inden jeg gabte, og gabte inderlig – ikke bange for at folk ville se ned på mig.

”Jeg har ikke noget valg Louis” jeg hviskede det stille inden jeg lukkede øjne og faldt ned i en form for limbo.
Ikke rigtig vågen og ikke rigtig sovende, sådan lidt indimellem.

En form for rævesøvn vel?

”Godnat Selena” var nok det sidste jeg rigtig registrerede.

 

 ×

 

Jeg var kommet tilbage til min vagt, efter et par timers søvn. Jeg havde denne gang ansvaret for at se efter de sårede og ikke stå og tage imod folkene i akutafdelingen. Jeg tro godt ledelsen havde regnet ud at man måtte variere mellem personalet i akutafdelingen, hvis alle skulle kunne holde til det.
Der er jo en hvis antal ting man kan klare at holde til, og jeg tro jeg er nået til bristepunktet og derfor var jeg da også glad for jeg havde gangvagten.

”Harry?” jeg trådte helt ind i rummet og Harry kiggede stille hen mod ham. Jeg havde en god nyhed, Cassidy havde på mirakuløs vågnet og skulle ned på genopvågning, der hvor Harry allerede var.
Måske kunne de lærer hinanden bedre at kende, måske lærte Harry nogen nye ting om sig selv, om dem der altid havde været der for ham, og stadige er.

”Selena, hvad laver du her?” jeg lod blidt min hånd ligge sig på hans som han hurtig kiggede ned mod. ”Jeg skal kigge til folk i dag” han forstod tydelig min hentydning og jeg sendte ham derfor et lille smil.

”Og du er en af de personer der tilhøre gruppen” han nikkede kort og jeg lagde blidt min hånd på hans kind, og han lod hans knoglede hånd ligge sig ovenpå min.

”Jeg har både gode og dårlige nyheder til dig Harry” han nikkede rystende og jeg trak hans hånd op mod min mund inden jeg blidt kyssede Harrys håndryg.

”Tag det rolig Harry. Ingen du kender er døde” jeg hentyde til hans gamle band, hans bedste venner for det var de vil stadige.
Var de ikke det?
”Hvad er de dårlige nyheder?” hans strammede grebet om min hånd inden jeg klemte hans hånd besværlig.
”Drengene kan ikke komme og besøge dig, eller Niall” han kiggede undrende på mig.
”England og især London er under udgangsforbud” denne gang kiggede han misbilligt på mig. Jeg var nu helt sikker på at han havde hukommelsestab og det gjorde en smule ondt at registrere og vænne mig til.
”Og det skal betyde?” hans grønne og livsforladte øjne fik mig til at sætte mig ned af ren og skær skræk.

”Vi er under angreb Harry” han blikkede bekymrede og hev hivende efter vejret.
”Regeringen har bedt alle om at blive indendørs” han nikkede stumt, og jeg rystede kort på hovedet inden jeg begyndte igen.

”De snakker om at melde ud, at England er i undtagelsestilstand” hans vejrtrækninger var hivende men under kontrol.
”Hospitalerne kan snart ikke mere Harry.” han rystede panisk på hovedet. ”Hvad med dig Selena?” jeg bed mig i læben inden jeg igen slap grebet om læben.

”Jeg er okay, men der er så få der har mere at give af” han nikkede kort.

”Hvad med den gode nyhed?” han drejede emne, det var vidst også det bedste for alle.
”Du kan huske kvinden i flammerne som du fortalte om?” han nikkede uroligt, for vi vidste begge hvem det var.

”Cassie?” Harrys stemme var skrøbelig.

”Hun er på vej ned til opvågning” han smilede taknemlig.

”Og jeg har arrangeret at hun bliver lagt her ind”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...