The Secret Twin 2 - Harry Styles

Flere år er gået siden vi har hørt om Harry og Selenas genforening. Selena er i mellemtiden blevet uddannet læge, og arbejder på hospitalet i centrum af London. Louis og Selena er blevet forlovet og hvad der sker for Harry, er der ingen der rigtig ved noget til.

Harry er i mellemtiden blevet en skygge i medierne, og blevet mere indelukket, på trods af hans specielle stilart, og skuespilkariere.

Men denne specielle pige fik ham til at åbne de grønne øjne igen.
- Men hvor tæt på, er denne veninde egentlig i virkeligheden?


- det er ikke nødvendigt at have læst 1'eren, men det er du velkommen til ;)

18Likes
29Kommentarer
10360Visninger
AA

16. Believe in your self

Selena Styles

Tiden var gået langsom og tiden var kommet til at Cassidy skulle hjem og bo ved mig og Louis. Siden mandagen havde Louis og jeg ikke snakkede synderlig meget sammen. Harry og Cassidy havde ligeledes heller ikke snakkede synderlig meget sammen.
Jeg var ved at være træt af at mit hjem var ved at udvikle sig til et herberg for alle mennesker der lige havde brug for hjælp. Selvfølgelig elskede jeg at hjælpe andre – men der var bare forskel på det. På arbejdet er det min pligt at hjælpe andre, men der hjemme ville jeg faktisk også ønske at jeg kunne ligge det hele væk.

”Selena, vi skal ud og hente Cassidy!” Louis råbte det indefra stuen imens jeg stod i køkkenet. Jeg bukkede mit hoved sukkende foroverbøjet imens jeg rystede på hovedet. Benjamin og Luke sad inde med Louis, Niall og Harry.
”Jeg ved det Louis!” jeg havde bevægede mig ind i stuen inden jeg lænede mig op af dørkarmen. Jeg rystede stille på hovedet da jeg kiggede på Harry og efter Louis.
”Jeg køre bare nu så” Louis sendte mig et stille smil inden han rejste sig for at komme hen til mig. Jeg rystede på hovedet inden jeg gik et skridt tilbage. Jeg følte mig stressede og helt igennem umenneskelig.
Jeg kunne se på Benjamin og Luke at de var triste. Men jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre ved det, andet ind at sende et smil der aldrig nåede mine øjne men det virkede ikke som om de lagde synderlig meget mærke til det. For lidt efter sendte de mig et smil og Luke tumlede hen til mig.
Jeg satte mig stille ned på knæ, lige i det øjeblik hvor Lukes arme ramte mig. Jeg holdte ham svagt ind til mig inden jeg stillede aede ham på ryggen.
”Skal jeg køre med dig?” Louis satte sig ved siden af Luke og jeg. Harry havde dog min opmærksomhed. For siden dagen havde det bare ikke været det samme, Harry og jeg var måske uheldigvis ved at glide fra hinanden.
Det kunne skyldes Gemmas død?
”Jeg skal nok klare det Louis” jeg kiggede hen på ham og rejste mig efterfølgende op. Luke holdte stadige kramagtig fat i mig.
Jeg trak ham op til mig inden Louis prøvede at give mig et kram igen. Endnu en gang var jeg ved at vige tilbage, men Louis var hurtigere og fik grebet om mig.

Luke var nok den der mindede mig mest om Gemma, det skyldtes vel at både Luke og Gemma havde brune øjne, den samme øjenfarve som min. Det gjorde faktisk næsten helt ondt at tænke på, men jeg holdte det i mig, så godt jeg nu kunne.

”Jeg tager af sted” jeg prøvede at sætte Luke fra mig, men han holdte bare bedre fast. ”Må jeg ikke komme med dig Selena?” han lagde betuttede hans hoved mod mit bryst for fik alle de andres opmærksomhed. Jeg bed mig i læben inden jeg nikkede lydløst.
Jeg kunne godt se at de andre kiggede bekymrede hen på os, måske skyldtes det at Londons centrum stadige ikke var kommet sig. Men jeg kunne da ikke sige nej til Luke, eller kunne jeg.
Jeg ved snart ikke hvor mine egne følelser, behov er henne længere.
”Jo Luke. Vi går nu” jeg ignorerede de andres prøvende på at holde Luke tilbage. Men jeg gik bare bestemt ud af døren, jeg kunne godt bruge noget at distrahere mig med – måske hjalp det at have Luke med mig.

 

-

 

Jeg stod inde ved Cassidy med Luke i hånden. Cassidy kiggede bekymrede på mig, kunne hun se der var noget galt med mig – for jeg måtte indrømme at jeg selv havde mistede overblikkede over mine egne følelser.
”Selena er du okay?” hun satte sig ud på sengekanten og jeg trak bare på skulderne, inden jeg kastede noget tøj hen til hende. Det var mit tøj, men det skyldtes måske at Cassidys lejlighed stadige ikke var muligt at komme til. Cassidy var jo heldig at bo i centrum af London og Louis og jeg boede lidt ude for London.
”Gør dig nu parat Cassie” hun kiggede stille på Luke og så mig. Luke strammede grebet om min hånd og jeg kiggede stille på ham, sendte ham et halvt ægte, halv falsk smil.
”Selena er du okay?” hun stillede mig det samme spørgsmål inden hun fik tøjet på sig selv. Jeg kiggede bare stille på hende inden jeg sendte hende et falsk smil. Selvfølgelig kunne kun se det, men hun kommenterede det ikke – hvilket jeg var glad for.
”Lad os komme af sted” hendes læge havde udskrevet hende og nu skulle hun bo ved Louis og jeg i hvert fald en måned, men om det blev flere må tiden vise.
”Lad os det!” konstaterede jeg stille og Luke hoppede op på mig. Jeg gik med besvær ud og hen mod min bil - med Luke og Cassidy ved med min side.
”Jeg må advare dig at centrum ikke ser pænt ud” jeg låste Luke fast i børnesædet og kiggede efterfølgende på Cassidy.
”Hvad mener du Selena?” hun kiggede bekymrede på os og jeg lukkede døren og kiggede på Cassidy.
”Cassie, to eksplosioner gør meget ved en by” hun nikkede stumt inden hun åbnede bildøren og satte sig lydløst ind. Jeg gjorde ligeledes det samme, jeg satte dog bare bilen i gear inden jeg drejede ud af parkeringspladsen.
”Selena. Hvad sker der med dig?” hun lagde tungt hendes hånd på min arm. Jeg rystede den stille af mig inden jeg kiggede stift ud mod vejen.
”Jeg er bare stressede Cassidy!” jeg vidste at jeg brugte hendes rigtige navn, og jeg vidste hvor meget det irriterede hende – men til mit forsvar irriterede hele verden mig generelt for tiden.
”Så tag nogle afspadseringsdage?” hun kiggede hen mod mig, jeg rystede bare på hovedet inden jeg drejede ned af gaden mod Louis og mit sted.
”Det kan jeg jo ikke Cassidy” jeg drejede helt ind på parkeringspladsen inden jeg trak nøglerne ud af tændingen.
”Selena. Du skal også tænke lidt på dig selv!” jeg vidste at hun havde ret men jeg ville nok bare ikke selv indse det før det er for sent. Men er det, det ikke allerede – jeg er jo at miste alle jeg nogensinde har haft kær, og det er kun ene og alene min skyld.
”Det kan jeg ikke” jeg åbnede bildøren uden at kigge på hende. ”Selena. Du er 27 år, tag det roligt!” hun have ligeledes åbnede døren og kiggede hen mod mig.
”Selena, du har to børn du skal være der for!” hun vrængede ordene ud. Men det var som om jeg ikke rigtig blev sårede af det, det var som om jeg havde byggede et skjold op omkring mig. Men det bliver man da også nød til at gøre, hvor mange kan klare at se det jeg gjorde?

”Det ved jeg! Men jeg har også et arbejde!” jeg kiggede arrigt på Cassidy. Jeg åbnede stille døren ind til Luke der stille lå og sov, jeg klikkede selen op og hev ham med mig ud.

”Du må finde ud af hvad der er vigtigst”

 

-

 

Natten var kommet og jeg lå rastløst. Alle de ting jeg havde fået af vide i den seneste tid lå og kogte i mit hoved. Måske skulle jeg virkelig holde fri? Men ville det ikke bare ødelægge alt det jeg havde fået og opnåede i løbet af årene?
Jeg skubbede stille dynen af mig da jeg hørte Louis stemme igen. ”Selena, hvad laver du?” han trak i snoren til vores natlampe så han kunne se mig ordentligt. ”Jeg har brug for noget luft Louis” jeg sendte ham et tøvende smil inden jeg rejste mig helt op og kiggede ind hans gråblå øjne – der skinnede rummet op.
”Nu? Selena klokken er fire om natten?” hvilkede mindede mig om at jeg faktisk utrolig nok havde fri i morgen – og det gjorde mig bare endnu mere rastløs.
”Ja, nu Louis” jeg svang min badekåbe over mig og Louis rystede på hovedet inden han igen slukkede lyset og lagde sig til at sove.
”Godnat Selena” han mumlede det kort inden jeg lukkede døren i til vores soveværelse. Jeg åbnede døren og havde mine nøgler i hånden. Jeg tro egentlig ikke rigtig jeg havde registrerede at der var andre ude på vores terrasse.
”Selena?” jeg kiggede ned på Cassidy der kiggede op på mig. Jeg satte mig ned ved siden af hende og kiggede stille op hende. ”Hvad er der Cassie?” det var første gang i lang tid jeg brugte hendes kælenavn, hvilket fik hende til at smile sødt af mig.
”Sig mig noget Styles” jeg nikkede og kiggede på hende.
”Hvorfor kan du ikke se hvad der er vigtigste i livet?” jeg bed mig i læben. Måske var mit kommende svar ikke det hun håbede på, men det var da sandheden.
”Fordi jeg aldrig har haft det synderligt hårdt, som du har haft” hun kiggede undrende på mig, og jeg uddybede det mere. ”Jeg har aldrig skulle vælge mellem to ting. Måske ved jeg ikke hvad der er godt for mig” hun lagde sin hånd på mit knæ.
”Selvfølgelig ved du det Selena. Tænk på hvem du ikke vil såre” jeg åbnede munden og hun smilede stille af mig.
”Harry, Louis og dine nevøer betyder noget for dig” jeg åbnede min mund for at afslutte hendes sætningen, men igen kom hun først.
”og mig, men det er ikke det vigtigste” jeg kiggede væk.
”Du vil ikke såre dem. Så lad være!” 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...