The Secret Twin 2 - Harry Styles

Flere år er gået siden vi har hørt om Harry og Selenas genforening. Selena er i mellemtiden blevet uddannet læge, og arbejder på hospitalet i centrum af London. Louis og Selena er blevet forlovet og hvad der sker for Harry, er der ingen der rigtig ved noget til.

Harry er i mellemtiden blevet en skygge i medierne, og blevet mere indelukket, på trods af hans specielle stilart, og skuespilkariere.

Men denne specielle pige fik ham til at åbne de grønne øjne igen.
- Men hvor tæt på, er denne veninde egentlig i virkeligheden?


- det er ikke nødvendigt at have læst 1'eren, men det er du velkommen til ;)

18Likes
29Kommentarer
10360Visninger
AA

23. Be mine?

Harry Styles

Efter morgenmaden, gik jeg op på mit soveværelse igen. Jeg sad deroppe alene i et par minutter, og kiggede på min nyskrevede sang, da døren gik op. Jeg behøvedes ikke engang at vende mig om, for at vide det var Cassidy. Den negative energi kunne mærkes langt borte fra.

Hun havde været sært sur hele morgenen, og jeg troede faktisk bare, at det var nyheden om ulykken der havde gjort det, og jeg havde også selv følt mig påvirket af det, men det lod ikke til at det var det.
Jeg havde stærkt overvejet - sammen med Liam - at gå til politiet, men vi var endnu alle ustabile, og derfor ville politiet sikkert ikke tro på os.
Det var lidt ligesom om lavinen væltede, da hun så jeg sad ved min sang.
"Må jeg ikke se sangen?"
Hun havde kun set notater. Ikke sangen. Jeg turde ikke vise hende den.
"Æh... nej, Cassie ikke nu."
"Men hvorfor ikke? Kom nu, jeg vil se den!" Hun forsøgte at hive papiret væk fra mig, men jeg foldede den hurtigt sammen og lagde den under min albue. "Lad være!"
"Kom nu! Er det fordi jeg ikke er pålidelig nok, eller hvad?!"
"Nej, Cassie! Men jeg vil ikke være et nar, vel?" "Okay, så man er et nar, hvis man kan lide mig, eller hvad?"
"Det var ikke det jeg sagde."
Jeg sukkede dybt. Skide uretfærdigt, at hun stod og sagde det der til mig. Desuden, så var der en grund til jeg ikke viste hende det. 
"Hvad har du skrevet om, Harry? Er det hvor grim jeg er, eller hvad? Eller hvor stor din dårlige samvittighed er?"
"Stop så. Cassie! Jeg vil ikke være uvenner med dig!" "Nå! Men så stop med at råbe af mig!" Vi stod foran hinanden i angrebsposition, og det skræmte os begge, tror jeg.
Især på alle Cassidys beretninger om hende og Evan. Det gjorde stadig ondt at tænke på, at hun havde været udsat for det, og eftersom hun kunne fortælle mig dét, kunne jeg også udtrykke mine følelser:
"Cassie jeg er så skide forelsket i dig, at jeg er bange for, at min sang vil få dig til at gå fra mig! Forstår du det!"
Hun stirrede mundlamt på mig, med tårer i øjnene. "Hvorfor skulle jeg gå fra dig, Harry?" Hun tørrede sin øjenkrog. "Jeg holder jo så meget af dig."
"Fint! Læs det nu bare, jeg er parat til at sige farvel."
Jeg rakte hende papiret.
Hun foldede det langsomt ud, og læste det ord for ord. Det var så pinligt. Jeg havde skrevet vores forhold til hinanden om, så det virkede som om det var en dårlig ting. Men jeg mente, at det var dårligt vi havde fundet hinanden nu, midt i ulykken, og ikke efter.
Hun snøftede, og tabte reaktionsløst papiret. "Fortryder du mig? Os? Men hvad handlede det i biografen så om?" Hun rystede, og det gjorde ondt at se.
Jeg sukkede. "Det var derfor du ikke skulle læse det. Cassie, jeg ville ønske vi ikke var mødtes nu, men på et andet tidspunkt hvor vi begge var stabile. Så havde vi undgået at skulle være fortabte."
Hun sagde ikke rigtig noget.
Jeg var flov, og ked af det. Dumme mig. Jeg kunne jo bare have sendt hende ud.
"Men det er jo det gode, ved det. Vi har et meget stærkere bånd end alle mine andre medpersoner. Fordi vi støttede hinanden, dengang vi kæmpede for at få vejret inde på hospitalet."
Jeg tav. Hun havde nok ret. Mine skuldre faldt tungt ned, og jeg kiggede ned i gulvet.
Også sagde hun det, som jeg havde ønske hun ville sige i rigtig lang tid. Som jeg gerne ville have gjort igår, men ikke turde. Fordi jeg bare ikke tør, fordi jeg ikke har været i kvindelig kontakt i 100 år.
"Kys mig."
Jeg kiggede op på hende, med et blankt blik.
"Kys mig Harry! Kys mig!"
"Men... hvorfor?"
"Fordi jeg elsker dig!"
Jeg pustede tungt ind igennem mine næsebor, og ud af min mund. Okay. Fint, i lige måde, det er ligesom det jeg har følt i nogle uger nu. Hvordan kunne jeg så nægte det?
"Men... jeg vil ikke give dig falske forhåbninger..." jeg lød virkelig, virkelig dum.
Hun gik hen til mig, så vi stod helt tæt. "Du har aldrig givet mig falske forhåbninger. Aldrig."
"Så jeg lever op til din opfattelse af perfekte mænd?"
"Nej. Du overgår den."
Også stillede hun sig på tæer, og trykkede sine læber mod mine. 
Mine hænder lagde sig på mine kinder, og trak hende tættere. Hendes læber var søde... bløde... helt perfekte. Jeg kunne slet ikke give slip på hende igen, og lod mine læber strejfe hendes igen og igen. Mine hænder gled ned til hendes hofter. Det hele føltes så naturligt, som om vi havde gjort det her hver dag i flere år.
Hun trak sig åndeløst fra mig. 
Vi kiggede forpustet, forundret på hinanden. "H-har... kyssede jeg dig lige?" Spurgte hun stammende.
Jeg nikkede, "ja. Ja det gjorde du."
Da vi havde fået pusten, tog jeg hendes hænder. "Jeg elsker også dig," hviskede jeg. Hun kiggede op på mig, med strålende øjne, som jeg knapt kunne læse. 
"Gør du? Virkelig?" 
Jeg nikkede. "Så inderligt som jeg kan sige det."
Måske gik jeg for langt frem, eller var for hurtig, men jeg var 27, og hun 29, og jeg vidste det inderst inde sårede Cassie, at være alene i den alder, uden kæreste eller noget, og fordi vi kender hinanden så godt, og vi lige har erklæret vi elsker hinanden, kunne jeg ikke lade være:
"Vær min, Cassidy," jeg valgte hendes rigtige navn, fordi det betød meget for vores begge, dette spørgsmål. Hun kiggede ned i vores hænder, med sine smukke blå øjne. 
Så kneb hun dem sammen, næsten helt forvirret. "Ja," hviskede hun. "Jeg vil være din."
Også slog hun sine arme længselsfuldt om mig, og lod sig fælde nogle enkelte tårer imod mit bryst. Hun snøftede. 
"Du var bange for, at der ikke var nogle der ville elske dig, ikke?" Spurgte jeg forsigtigt. Hun nikkede. Jeg kyssede hende i håret. "Det må du aldrig tænke. Du er så... perfekt." "Er jeg?" "Hvis jeg er, er du også. Men hvis jeg er perfekt, er du så guddommelig?" Jeg trak mig væk med et skævt smil.
Hun rødmede med et lille fnis. "Måske."
Jeg bukkede mig ned til hende, og gav hende et kys. Det føltes stadig lidt mærkeligt, at kysse Cassidy, men hun var jo min kæreste nu. Det var også lidt sødt, at hun var så lav i forhold til mig, men jeg kunne lide det.
"Mhm... tusind tak," hun klemte mine hænder, og kyssede min hals. "Selv tak, min Cassie."

"Øh... vi smutter bare igen..." Selena og Louis stod med et halv forarget udtryk i ansigtet, dog med små smil på deres læber.
Cassidy hoppede dog bare hvinende ud af min favn, og løb hen til Selena, som hun selvfølgelig skulle fortælle alt til. Jeg smilede fornøjet, imens jeg gumlede lidt på hvad der lige var sket.
"Wauw Harry, det må jeg nok sige," Louis sendte mig et stort smil. Men han havde også liget fået sit kivs kærlighed tilbage.
Jeg sukkede lykkeligt. Det var helt uvirkeligt.
Jeg kyssede med Cassidy. Og nu er jeg hendes kæreste.
"Gud," sagde jeg, næsten helt chokeret. "Har jeg kysset Cassidy?" 
Louis grinede højt. "Det har du vidst," han puffede blidt til mig. Det føltes helt helt skørt, og min hjerne (og ikke mindst hjerte) var blød som smør, hvilket fortalte mig at jeg var skide skør og bragende forelsket.
Mit hjerte var fuldendt igen, præcis som da jeg fik Selena tilbage for 5 år siden. Jeg var stolt. På trods af alle omstændighederne havde vi klaret det. Cassidy og jeg. Jeg og Cassidy.

"Er i kærester?!" Blev der skreget ude i gangen.
Jeg hørte et lille fnis, inden et kæmpe hyl blev stukket i vejret. "Cassie dog!"
Louis grinede, men jeg var ret væk i en lykkesrus. Det var alt for uvirkeligt, og jeg følte ligesom intet gav mening - på den gode måde.

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...