The Secret Twin 2 - Harry Styles

Flere år er gået siden vi har hørt om Harry og Selenas genforening. Selena er i mellemtiden blevet uddannet læge, og arbejder på hospitalet i centrum af London. Louis og Selena er blevet forlovet og hvad der sker for Harry, er der ingen der rigtig ved noget til.

Harry er i mellemtiden blevet en skygge i medierne, og blevet mere indelukket, på trods af hans specielle stilart, og skuespilkariere.

Men denne specielle pige fik ham til at åbne de grønne øjne igen.
- Men hvor tæt på, er denne veninde egentlig i virkeligheden?


- det er ikke nødvendigt at have læst 1'eren, men det er du velkommen til ;)

18Likes
29Kommentarer
10616Visninger
AA

9. Back to life

 

Cassidy Stewards

(Cassie)

I grunden var jeg en dårlig sygeplejerske. Alle de kolde, trætte blikke der blev sendt i min retning af andre sygeplejersker, mindede mig forfærdelig meget om det jeg til tider havde selv. 
Og jeg forstod pludselig, hvor ondt det gjorde, at være alene her. Jeg havde altid prøvet at være der for mine patienter, men jeg gjorde det altid på den forkerte måde. Nu var jeg her, alene.
Portøren og jeg. 
Mange ville nok blive bange for at se en ung kvinde, med poser og nåle og slanger ud over det hele, komme kørende forbi. Det var nok også skræmmende.

Jeg kunne mærke mit hjerte dunke i kapløb for at transportere ilten og blodet igennem min krop. Som om, at det sidste sekund det bankede, havde tabt sin funktion, og nu skulle bygge forfra.
Jeg burde sige tak til Selena for at redde mit liv. Jeg havde med nød og næppe, og forfærdelige mange volt i kroppen klaret at vende tilbage til livet, selvom flammerne for længst havde hevet ilten ud af mig.

"Så er vi her, Cassidy," den ældre portør sendte mig et lille smil, men jeg kunne se det gik ham på.
Det gjorde ondt på ham at skulle se alle de sårede. Men hvorfor så arbejde på et hospital? Der er jo ikke flere patienter, end andre gange.

Når man dør, begynder man at forstå lidt mere. Nej, du ser ikke et flashback fra hele dit liv, eller møder englen Gabriel der giver dig en dom.
Du sover bare. En behagelig, tankeløs, frygtløs drøm. Jeg savnede døden lidt. Især da jeg endelig fik liv igen, for nu er alting jo anderledes.
Jeg var jo fanget i ilden i et langt stykke tid, og det havde medført utallige brandsår, og smeltet hud. Mine arme og ben var smurt ind i salver, så jeg følte mig rigtig klam. 
Heldigvis var alle mine lemmer funktionsdygtige, og intet på min krop var ødelagt, desuden ville det kun være ar og ikke smeltet hud, der vil være på mig for altid.
Jeg havde fået at vide, at det der var blevet ændret mest på, var mit ansigt. Ilden havde revet få dele af mit ansigt fra hinanden, og noget af det var blevet lappet sammen og syet osv. Jeg var rigtig bange for at se hvordan jeg så ud, og jeg undgik stadig alle spejle.
Nu hvor jeg officielt havde ramt bunden, kunne jeg faktisk ikke bevæge mig selv. Jeg kunne ikke spise selv, fordi mine læber og fingre var forbrændt. Mine fødder havde brandvabler. Min krop var ødelagt.
Selvom jeg aldrig vil se ligeså smuk og glathudet ud som før, er jeg ikke direkte forfærdelig at se på. Det var bare en masse ar, der vil blive mere og mere skjulte med tiden.
Jeg var bange for ingen vil kunne lide mig, fordi jeg så anderledes ud. Mit ansigt var blevet lappet sammen af lægerne, så jeg så nok ikke så fin ud længere. Og uheldigvis nåede jeg ikke at finde en kæreste, eller en mand der elskede mig, for den jeg er. Jeg er dømt til at være grim og alene nu.

En stille rømmen kom ovre fra siden. Tungt drejede jeg mit hoved, og så ud af mine hævede øjne Selena, der sendte mig et forsigtigt smil.
"Jeg skal se dine sår."
Hun tog plastichandsker på, og fandt den salve jeg blev smurt med. Det her ville gøre ondt. Efter at have ligget bevidstløs i flere dage, var jeg nu endelig vågnet, og jeg kendte lige nu kun til lægerne, og smerten fra salven.
Det var som at være nyfødt. Du skal lære alting forfra.
Sådan var det at dø.
Selena var meget nænsom, da hun smurte det ud i mit ansigt. Især omkring næsen smurte hun, og jeg vidste de havde taget hud et andet sted fra min krop for at lave næsen rigtig igen.
"Det ser flot ud," hviskede hun.
Jeg rullede bare mine læber sammen. Hvad skulle det betyde?
Hendes øjne smilede, men jeg kunne ikke finde ud af, om det var fordi hun elskede sine patienter, eller jeg var hendes veninde. Hun var en god læge. Hun klarede altid at hjælpe patienterne til punkt og prikke, i forhold til mig der bare udførte opgaverne og gik igen. 
Så slog det mig, den første tanke om en anden person, end om jeg selv mig pludselig: "brylluppet, Selena. Brylluppet," min stemme var hæs og uforståelig, fordi jeg ikke havde talt i mange dage og timer, men hun forstod mig.
"Brylluppet kan vente. Louis og jeg har hinanden," hun lod salven bedøve mine hænder, og jeg kunne langsomt mærke smerten i mit ansigt komme nærmere. Det stak. Brændte.
Jeg fik tårer i øjnene. Jeg ville hellere have været død.
"Cassie..." Selena blev helt bedrøvet.
"Du er smuk. Okay?"
Hun vidste det gik mig på, at min krop var vanrøgt. Men det kunne have været værre. Om 5 år, ville man knapt kunne se jeg var blevet forbrændt. Det vidste jeg, men kunne jeg holde det ud 5 år mere?
Jeg nikkede forsigtigt. 
"Jeg kommer tilbage om en lille times tid. Så... Så er der mad."
Hun virkede forpint. Det skyldtes nok hendes 1. Brudepige lå her og var bedre tjent som død, med sondemad på bestillingen. 
Hun gik igen, dog med en besked til patienten ved siden af mig.
Great. Nu var der ovenikøbet også en patient ved siden af mig, som jeg skulle bo på stue med. Heldigvis var der et gardin imellem os, så vi ikke kunne se hinanden. Jeg ville ikke være skyld i at give nogen mareridt.
For første gang siden jeg vågnede, for et par timer siden, følte jeg mig fuld af energi. Måske var det fordi min krop brændte, eller også fordi jeg trods alt var vækket til live igen.
Men så alligevel, jeg følte det ikke nyttede noget alligevel. Jeg var bange for at bryde sammen. Det mindede mig om dengang min ekskæreste fortalte mig det ikke nyttede noget for mig at leve, men jeg var jo ikke dum. Siden dengang havde jeg forsøgt at være ekstrovertiv, og vise jeg var eventyrlysten. Men ingen havde knækket min skal endnu. Ingen. Og tænk hvis nogen gjorde det?
De skulle ikke vide, hvad jeg havde været igennem. Dette var bare et mindre bump på vejen og det-

Så hørte jeg det. Sengehesten på den anden patients seng blev slået ned. Jeg holdte et gisp inde og knep øjnene sammen. Hvis patienten havde været ude for samme uheld som mig, eller hvad nu det her var, så måtte han/hun under ingen omstændigheder rejse sig fra sengen. Jeg hørte nogle tunge åndedrag, der mindede mig om en gammel mand. Det her var ikke rart. Men helt ærligt, jeg var på et hospital og der kunne jo ikke ske noget.
Mine øjne var mast så meget sammen at mine kinder nærmest rørte mine øjenbryn, da gardinet forsigtigt blev hevet fra.
Også:

"Cassie?"

Stemmen var forsigtigt og lav, og helt klart mandig, men ikke helt mandig. Det var en ung dreng eller mand eller noget. Ej, ikke så ung alligevel.
Skridtene kom tættere på, og til sidst åbnede jeg langsomt mine øjne.
Så stod han der. Bare lige pludselig. Ved siden af min seng, omtåget og træt med sine grønne falkeøjne hvilende på mig.
Åh nej. Det skulle da for Guds skyld ikke være ham. Han skulle ikke se mig sådan her, hvordan skulle jeg så nogensinde få en chance hos ham igen?
Han havde en veneflon i begge sine håndrygge, og hans inderside af albuerne var helt blå af andre nåle der havde siddet der.
Hvordan var det her nu sket....?
Ja, når man dør på den måde som jeg gjorde, glemmer man i virkeligheden ikke helt hvad der skete. Jeg gjorde ihvertfald ikke.
Jeg husker Harry og jeg havde en frokostaftale, og tilfældigvis havde vi valgt at tage det samme tog, fra den samme station, på det samme tidspunkt, og endt i samme ulykke.
Jeg husker hvordan det lige pludselig bare sagde 'bang' under os, og bomben jævnede os ved jorden. Det sidste jeg rigtigt husker er, hvordan han fløj igennem luften som om supermand havde givet ham en knytnæve i maven, og hvordan han faldt sammen på betongulvet flere meter væk fra mig. Jeg troede trykket og slaget havde knækket ham midt over, men jeg nåede ikke at registrere det, og hjælpe ham med den autoritet jeg jo har, før jeg selv blev kastet tilbage i flammerne. Sådan lå jeg og gispede til taget var ved at falde ned over os, og jeg troede virkelig de ikke ville finde mig. Men det gjorde de, og nu lå jeg her.
Nu lå vi her.
Han var humpet over på den anden side af sengen, og sat sig udmattet ned.
Han kiggede undersøgende på mig, men hans blik var anderledes end andres havde været. Han forsøgte at finde i følelser i mine øjne, i stedet for at fokusere på de skræmmende slanger rundt om mig.

"Jeg troede du var død."

Hans stemme fløj igennem den tykke luft som flere tusind knive, og jeg tabte helt pusten.
Jamen Harry skat, det gjorde jeg jo også.
Men jeg sagde bare:
"Jeg troede du var død."

Så smilede han. Et lille skævt smil, som fik et lille smilehul frem i hans kind, og gjorde ham meget ung at se på. Han så sådan helt... Udsultet ud. Som om intet ved hans krop var værd mere, men hans øjne skinnede. Det gjorde de altid.

"Har du det godt?"
Han spørgsmål kom bag på mig, og jeg følte mig virkelig dum og malplaceret. Jeg havde det fantastisk altså.
Men det var lige før jeg ikke havde brug for ironi. Jeg havde det jo fantastisk. Han sad jo lige der.

"Det... Nej..." Han kløede sig lidt i baghovedet. "Undskyld."
For første gang siden jeg vågnede følte jeg en trang til at grine, så det gjorde jeg, selvom det nu mere lød som en skrattende lyd fra en radio.

"Er du okay?"
Han nikkede. "Det.. Det er okay. Du har det vidst noget værre end jeg."
Jeg nikkede langsomt. "Jeg ser forfærdelig ud, ikke?"
Hans grønne øjne kiggede genert ind i mine, og jeg vidste ikke helt om det gjorde ham forlegen, eller om jeg bare var virkelig grim.
"Nej... Du er smuk."
Jeg sukkede. "Det kan du sagtens sige."
Han smilede denne gang med hele munden. "Det er lidt svært når du sidder lige der, at du ved det."
Igen grinede jeg den skrattende lyd. Tænk han kunne få mig til at grine, selvom mit liv var helt af helvedes til, lige nu. 

Vi blev afbrudt af lægen der kom ind af døren med en vogn. Det var min vogn. Jeg gøs og fik kuldegysninger, og det gjorde at salven blev lidt flaget på min hud.
"Åh, Hej med jer," Selena smilede denne gang et stort sandt smil.
Hun begyndte at gøre sit arbejde, og imens Harry kiggede efter enhver detalje hun gjorde, lukkede jeg øjnene. Jeg ville ikke se mig selv blive koblet til en maskine der skulle sende blendet mad ind i mig.
"Harry?" Selena satte en tallerken rigtig mad til ham på bordet. Mine øjne åbnede sig.
"Ja?" Han kiggede op på sin søster med et lille smil.
"Jeg... Både som din læge, men også som din søster vil jeg gerne... Jeg vil gerne bede dig om at spise noget. Dine værdier i den ende ligger i den forkerte retning. Vil du ikke nok prøve?"
Selena bed sig nervøst i sin læbe, og jeg var spændt på Harrys reaktion.
"Jo. Men vil du ikke tage dig af nogle, der har det værre end jeg?"
"Harry du er ikke rask."
"Men heller ikke alvorligt syg."
Selena sukkede. "Jeg vil bare gerne have du har det godt, ikke?"
Hun smilede forsigtigt til ham.
Jeg ville gerne have hun skulle gå, så vi kunne sidde for os selv. Men hun måtte ikke gå før alle næringsstofferne var trængt ind i mig.
Harry tog prøvende sin tallerkner hen til sig. Åh, ville han ikke nok spise noget? Jeg ville gøre alt for at kunne spise den mad han fik, bare for at slippe fra dette maskineri. 
"Tak," Selena slukkede for min maskine, og lod os være igen. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...