Heksenat

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 okt. 2016
  • Opdateret: 14 okt. 2016
  • Status: Færdig
Patricia, Penny og Melinda er noget så utroligt som hekse. Efterkommere af De Udvalgte Tre. Med så stærk en familie som deres, har de sjældent haft behov for deres magi. Denne Allehelgensaften skal det dog være. De har en klassekammerat på Skolen for Magi. Hans moster har solgt sin sjæl til ondskaben, og de er overbeviste om, at Warren har fulgt hende over på den mørke side. Hans opførsel tyder i hvert fald på det, og det er altid bedre at være på den sikre side frem for at ende som død - eller det, der er værre. Derfor beslutter de sig også for at udrydde ham én gang for alle, og hvis de kan få hans moster med i købet, ville det være perfekt. Hvilken bedre måde at overbevise resten af familien om, at de nu endelig er klar til at træde i familiens fodspor? Bare ærgerligt, at ting ikke altid går, som man forventer. Fan fiction - Charmed/Heksene fra Warren Manor. Deltager i Halloween-konkurrencen oktober 2016. Valgmulighed nr. 1.

4Likes
12Kommentarer
503Visninger
AA

7. Epilog

 

Epilog

Langsomt gik det op for Penny, at der begyndte at være aktiviteter nedenunder igen. De befandt sig oppe på loftet, fordi hun ikke havde haft lyst til at efterlade nogen. Nu var hun glad for sin beslutning. Hun hørte sin ene moster kalde på én af deres venner, der kunne kontrollere ild, hvorefter de forsvandt sammen, sikkert mod kælderen for at slukke den ild, Cade havde antændt. Moster Paige blev tilkaldt for at se på Melinda, der groggy men ved bevidsthed var blevet opdaget på værelset, og derudover lykkedes det langsomt Penny at stykke sammen, hvad der var sket med resten af festen.

De der kunne havde forladt den på magisk vis. Resten havde søgt tilflugt på førstesalen, mens hekse med aktive evner havde holdt den gruppe af dæmoner i skak, der pludselig var dukket op ud af den blå luft. Ingen var kommet noget alvorligt til, og de værste skader var allerede tilset af dem med healingevner.

Kort sagt – En typisk Halloween for alle Halliwells. Dette var bare første gang, Penny havde haft en aktiv rolle i forestillingen. Hun gøs, ikke sikker på, om dette var noget, hun havde lyst til at skulle kæmpe med på regelmæssig basis. Nogle gange havde man bare ikke noget valg.

”Jeg har lige slået min egen moster ihjel.” Warrens stemme var hæsere end normalt, og Penny strammede øjeblikkeligt grebet om ham. Forsigtigt lagde hun sit hoved mod hans ene skulderblad og aede ham på armen.

”Det er jeg virkelig ked af. Jeg burde ikke have givet dig drikken. Jeg skulle selv have gjort det. Undskyld.” Han rystede langsomt på hovedet.

”Nej, det … Måske var det bedst sådan. Jeg ved ikke, om jeg ville have kunnet leve med det, hvis du havde været ansvarlig for hendes død.” Hun krammede ham lidt tættere ind til sig.

”Var I tæt på hinanden?” Hun ønskede at kende svaret, selv om hun også var bange for det.

”Engang. Det er længe siden. Hun var god mod mig, da jeg var dreng.” Han rystede opgivende på hovedet. ”Underligt, som ting kan gå nogle gange. Jeg ville have gjort hvad som helst for at have reddet hende, men så så jeg hende torturere sin puddel, Pocket. Før havde hun ham altid med sig overalt. Jeg tog mig af ham bagefter. Han gjorde det også klart for mig, at det ikke var første gang, hun behandlede ham sådan, og da jeg fandt ud af, at hun slog folk ihjel. Uskyldige mennesker, der enten stod i vejen for hende eller … ja, jeg har faktisk ikke haft noget at gøre med hende siden.”

”Er der noget, jeg kan gøre for dig?” hviskede hun. Han grinte uden humor, og hans skuldre virkede pludselig meget anspændte.

”Ikke noget, du er villig til at gøre. Og det er helt okay. Jeg har fattet det nu. Faktisk tror jeg, at jeg tager hjem. Jeg trænger til at være lidt alene.” Hun kunne ikke lade ham gå sådan. Han var knust oven på det med Ofelia, og han følte sig sikkert stadig forrådt efter at være blevet angrebet nede i kælderen af Melinda og Patricia. Nu vidste han jo, at Penny også havde været en del af det.

”Okay, men jeg har brug for at vide, at du klarer det.” Hun tøvede og tog en dyb indånding, i håb om at få modet til at sige det næste. ”Har du lyst til at ses i morgen?”

Han stivnede. Så vendte han sig langsomt om mod hende, klar til at afvise hendes tilbud. Derfor stillede hun sig på tæerne og pressede sine læber mod hans i det kys, de burde have delt tidligere. Hans forvirring var komplet. Det var hendes også et kort øjeblik. Var hans tunge virkelig piercet?

”Skal jeg komme hjem til dig eller skal vi mødes et sted?” fik hun så endelig frem. Hun lod ham ikke svare, inden hun allerede havde skubbet ham ud gennem døren med front mod trappen, mod udgangen. ”Vi kan også bare ringes ved. Tænk over det. Så ses vi.” Hun sendte ham sit største smil. Et smil, han virkede lettere forblændet af, hvorefter hans blik dykkede til hendes kavalergang.

”Okay. Vi ses,” fik han så endelig frem. Hun grinte, da han forsvandt lettere omtumlet, fordi det med Warren virkede som det naturligste i verden. Altså dét med at være en femme fatale. Hun havde ikke troet, at hun havde det i sig. Hun havde taget fejl.

”Er du okay?” Stemmen var ikke så selvsikker, som den plejede, og Patricia lignede heller ikke sig selv. Følte sig ikke som sig selv. Hun passerede Warren i gangen, men ænsede ham nærmest ikke.

”Jeg har det godt,” fik Penny stille frem. ”Hvad med dig?” Søsteren trak kort på skuldrene, inden hun snøftede meget højlydt.

”Noget kan tyde på, at jeg skal lære ikke at kaste med sten, når jeg selv bor i et glashus.” De stirrede på hinanden. Så forskellige og alligevel så ens.

”Du kunne ikke vide det,” sagde Penny så, men Patricia rystede hårdt på hovedet.

”Du ville have vidst det med det samme. Du blev også ved med at tvivle på, at Warren kunne være ond. Du havde ret. Jeg tog fejl.” Sætninger, Patricia meget sjældent ytrede, så de betød ekstra meget.

”Mine evner ville måske have reageret, men jeg er heller ikke perfekt. Jeg skulle aldrig have ladet det med Warren gå så vidt. Jeg forstod det bare ikke. Jeg mener – han er skøn. Hvad skulle han ville med mig?” Patricia fnøs og skar en grimasse.

”Jeg vidste det godt. Han har haft et godt øje til dig i meget lang tid. Måske var det også derfor, jeg ikke ville have, at I skulle finde sammen. Jeg ville have ham for mig selv. Han var som en besættelse, og jeg hader mig selv for det.”

Penny hævede sine øjenbryn og udbryd skingert: ”Hvad? Hvad mener du med, at du vidste det? Og har du været vild med ham? Det har du da aldrig fortalt mig!”

”Selvfølgelig har jeg ikke det. Du tror måske, det er tilfældigt, at han begyndte at gå i sort tøj og få lavet alle de dér tatoveringer? Han havde aldrig overvejet det, men da jeg fortalte ham, at du trods din uskyldighed rent faktisk var helt vild med fyre, der var rå og gik med læderjakker? Der gik ikke engang en uge! Er du klar over, hvor sjældent det er?” Penny var målløs. Havde Warren ændret sig selv for hendes skyld?

”Men … hvorfor ville du sige sådan noget i første omgang? Det er jo løgn.” Patricia grinte højt.

”Fordi jeg var jaloux! Jeg var jaloux på dig, Penny. Min egen lillesøster, der ikke engang behøvede at gøre noget for at fange opmærksomheden hos den ene fyr, jeg gerne ville have.” Patricia sukkede teatralsk og satte sig på den gamle, grønne sofa, der ofte var samlingssted for Halliwellfamilien. Penny satte sig ved siden af, forvirret og såret på én og samme tid.

”Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige,” sagde hun så. Tankerne kørte rundt i hovedet på hende, og hun gennemgik alle de gange, Warren havde sagt eller gjort noget, hun havde fundet underligt. Hun tænkte også på den afgrund, der var kommet mellem hende og Patricia, og det gjorde ondt at tænke på, at hun måske ville være nødt til at droppe tanken om Warren for sin søsters skyld.

”Der er ikke noget at sige. Her til aften er det gået op for mig, hvor usund den besættelse har været. Jeg har ikke engang været vild med ham i en evighed. Jeg ville bare heller ikke have, at I skulle finde sammen, selv om I passer så godt sammen.” Penny smilede kort.

”Så vi passer godt sammen?” smilede Penny.

”Det siger min evne i hvert fald, og den plejer ikke at tage fejl.” Hun stønnede frustreret og begravede begge hænder i sit sorte hår. ”Hvor føler jeg mig dum! Du må tænke det værste om mig lige nu.” Penny benægtede det øjeblikkeligt.

”Selvfølgelig ikke! Du har ingen idé om, hvor lettet jeg er over, at vi nu rent faktisk taler sammen igen. Jeg har savnet dig.” Patricia brød ud i gråd, hvorefter de krammede hinanden intenst.

”Jeg har også savnet dig. Tilgiv mig for at have været så egoistisk. Det var så dumt. Jeg kunne ikke engang slippe det, da jeg fandt sammen med Cade.” Hun snøftede lidt mere. ”Jeg er ovre det nu. Det vil være helt fint, hvis du finder sammen med Warren. Det lover jeg.”

”Det er jeg virkelig glad for at høre. Og ikke for noget, men det er Cade, vi snakker om, ikke? Dæmon-Cade? Det er altså ikke videre overraskende, at du ikke kunne glemme Warren, selv om du var sammen med Cade. Hvis du til gengæld havde haft en rigtig kæreste – Jeg er helt sikker på, det havde været noget helt andet.” Patricia grinte kort, overrasket, inden hun nikkende gav sin søster ret.

Melinda kom ind til dem og smed sig med benene over dem og et stort smil på læberne.

”Det var virkelig på tide, I to fik talt ud! Betyder det, at vi endelig kan være sammen igen alle tre, uden at I behøver at skændes konstant?”

”Ja!” konkluderede Penny glad, mens Patricia grinende råbte ”nej!”

Melindas smil forsvandt, hvorefter hun rejste sig op og forlod dem igen. ”Så nægter jeg altså at være en del af det. Kommer I ikke med ned? De fleste er her endnu, og efter dæmonjagten fejrer folk vores sejr. Faktisk er jeg ret overbevist om, at flere af vores kære fætre er godt på vej til at blive lettere berusede.”

Penny smilede og inddrog øjeblikkeligt de to andre i sine planer om at hævne sig på Chris, og selvfølgelig var de klar på at hjælpe hende.

Nu manglede de bare den helt rigtige trylledrik …

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...