Heksenat

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 okt. 2016
  • Opdateret: 14 okt. 2016
  • Status: Færdig
Patricia, Penny og Melinda er noget så utroligt som hekse. Efterkommere af De Udvalgte Tre. Med så stærk en familie som deres, har de sjældent haft behov for deres magi. Denne Allehelgensaften skal det dog være. De har en klassekammerat på Skolen for Magi. Hans moster har solgt sin sjæl til ondskaben, og de er overbeviste om, at Warren har fulgt hende over på den mørke side. Hans opførsel tyder i hvert fald på det, og det er altid bedre at være på den sikre side frem for at ende som død - eller det, der er værre. Derfor beslutter de sig også for at udrydde ham én gang for alle, og hvis de kan få hans moster med i købet, ville det være perfekt. Hvilken bedre måde at overbevise resten af familien om, at de nu endelig er klar til at træde i familiens fodspor? Bare ærgerligt, at ting ikke altid går, som man forventer. Fan fiction - Charmed/Heksene fra Warren Manor. Deltager i Halloween-konkurrencen oktober 2016. Valgmulighed nr. 1.

4Likes
12Kommentarer
513Visninger
AA

6. 5. Kapitel

 

”Dumme hekse,” spyttede den fremmede i mørket, og Patricia følte hans ord som knivstik direkte i hjertet. Denne fremmede, som havde udseende af Cade, men som tydeligvis ikke var ham.

”Hvad har du gjort af Cade?” spurgte hun skingert og forbandede sig selv for at have brugt sin trylledrik på Warren frem for denne egentlige trussel. I det mindste havde Penny stadig sin. Det måtte hun have, med mindre hun allerede havde brugt den, inden Melinda og hun selv havde haft mulighed for at komme ned til dem i mørket.

”Cade. Din kæreste?” spurgte Melinda så frastødt, og Patricia knyttede sine hænder i vrede over, at kusinen kunne tillade sig at have nogen som helst mening om, hvem hun kunne date, og hvem hun ikke kunne. Melinda havde ikke engang kysset med en fyr trods sin fremskredne alder! 

”Cade eksisterer ikke,” snerrede stemmen så, der aldrig havde lydt så vred eller kold før, og Patricia nægtede stadig at tro det.

”Du lyver!” skreg hun. Det næste hun oplevede var, at hun hang med hovedet nedad, mens flammer begyndte at slikke langs kælderens mørke hjørner. Luften blev lynhurtigt kvælende, og røgen sved i både øjne og lunger.

”Stop det. Jeg befaler, at du stopper det. Nu!” Melinda kunne være direkte frygtindgydende, og med sit flammende røde hår og sin rolige, kontrollerede stemme, troede Patricia næsten på det. I næste sekund lå kusinen på gulvet i en bevidstløs bunke, og Patricia havde aldrig været så rædselsslagen som i dette øjeblik.

Pennys undskyldende blik og tårevædede øjne vidnede om, hvad hun ville gøre, og Patricia nikkede tappert, selv om hun vidste, at det kunne koste hende. I næste sekund kastede Penny sig ned efter Melinda og forsvandt sammen med hende. Warrens bekymrede blik veg dog næsten ikke fra Cade.

 

Hivende efter vejret efterlod Penny Melinda på hendes gamle børneværelse og satte i løb ned i stuen. Hun vidste, at hun græd. Hun vidste også, at det gjaldt liv eller død, og at hun ikke havde et sekund at spilde. Så optaget af sit hastværk var hun, at hun næsten var helt nede i stuen, inden hun opdagede, at der var noget helt forkert ved det syn, der mødte hende.

Der var mennesketomt. Musikken var slukket, og det eneste, der vidnede om, at der for få minutter siden havde været en større fest i gang, var de mange udsmykninger, der i halvmørket virkede direkte skræmmende, og så selvfølgelig de halvtomme glas, der stod på næsten alle tomme overflader. Hvor var folk henne? En kæmpe klump i halsen gjorde det næsten umuligt for hende at trække vejret, da hun opdagede smadrede møbler i havestuen, og synet af en enlig, rød sko.

”Leder du efter din familie?” spurgte en sukkersød stemme så. Penny vendte sig om mod den og fik øje på en midaldrende kvinde, der trods sin alder var blændende smuk og havde en udstråling, der kommanderede én til at være opmærksom. Penny var øjeblikkeligt under hendes fortryllelse, selv om hun samtidig kunne se løgnene, der omgav den fremmede, men alligevel åh så genkendelige kvinde, som en kåbe.

”Bare rolig. De har det alle fint. De er bare lidt optagede lige nu.” Hun smilte falskt, inden hun så sig omkring, som om hun ledte efter nogen. ”Hvad har du gjort af Warren? Jeg var sikker på, at han var sammen med dig.”

Penny stivnede og hadede sig selv for at føle sig så forrådt. Han stod i ledtog med sin moster. Det måtte han gøre. Hvordan kunne Ofelia ellers vide, at han var her til festen, og at han endda havde været sammen med hende?

Et højt skrig fra køkkenet fik dem begge til at se derhen, og Cade slæbte en kæmpende Patricia med sig, mens Warren fulgte efter dem som i en slags trance. Det tomme blik i hans øjne gjorde Penny iskold, og hun begyndte igen at tro på, at han ikke kunne være helt ond. Hvordan skulle han også kunne være det efter at være blevet ramt hele to gange med deres kraftfulde trylledrik?

Drikken! Det gik endelig op for hende, at hun stadig havde den i sin hånd. Hvordan havde hun kunnet glemme den i første omgang? Hun forsøgte med det samme at skabe sig et overblik over situationen, forsøgte at finde ud af, hvem hun lettest kunne overraske, og hvordan hun kunne slippe derfra med sit eget, Patricias og nok også Warrens liv i behold.

Hvad hun havde brug for var en afledningsmanøvre. Én af den slags, der fuldstændig tog ens fjender på sengen, og som … kom i form af umulige fætre.

Chris og Wyatt dukkede op i en eksplosion af blåhvide gnister, hvorefter Cade blev overmandet og forsvandt i en sort sky af røg foran dem. Ofelia sendte dem begge er rasende blik, inden hun hævede sin arm og fik Chris til at flyve gennem rummet. Wyatts automatiske skjold var øjeblikkeligt oppe, og Patricia søgte omgående ly bag ham, velvidende at han var den stærkeste og mest magtfulde i rummet.

Warren overraskede ved at ryste trancen af sig og søge over mod Penny. Deres øjne mødtes kort, inden han stillede sig mellem hende og sin moster. En gestus, der ikke blev overset af nogen, og som endelig fik Penny til at indse, hvor stærke hans følelser måtte være for hende for at vælge hende over en nær slægtning.

Uden at tænke videre over det lod hun den lille glascylinder med den grønlige væske glide ned i hans ene hånd. Hvorfor hun gjorde det, vidste hun ikke. Måske var det hendes måde at undskylde til ham på og et forsøg på at give ham kontrol i en situation, der var håbløs. Måske var det en ubevidst tillidserklæring, hendes endnu gryende empatiske evner vidste var nødvendig i situationen, for at alle kunne overleve.

Da hans fingre strammedes om den, og hans skuldre spændtes, faldt noget på plads indeni hende. Noget, hun ikke engang havde været klar over, var mangelfuldt. Ukomplet.

Warren så direkte på sin moster og tiltrak sig så hendes opmærksomhed. Han undskyldte over for hende, men forklarede hende også, at det han nu gjorde var nødvendigt. At han ville ønske, at tingene var anderledes, men at hun havde valgt at gå én vej, hvorimod han allerede for år tilbage havde valgt at gå en anden.

Glasset blev knust mod træplankerne, og langsomt rejstes en hvirvelvind op fra gulvet, der omsluttede den smukke, men ondskabsfulde heks. Hun udstødte et højt og inderligt skrig. Et skrig, som fik alle hårene til at rejse sig på Pennys arme.

Instinktivt omsluttede hun Warren i sine arme. Det var ikke et øjeblik for tidligt. Da Ofelia indså sit nederlag, vendte hun al sin vrede mod den nevø, hun aldrig havde set som en egentlig trussel. Med en hurtig håndbevægelse sendte hun al sin ondskab mod ham i et angreb, der var giftigt og helt sikkert dødeligt.

Penny tøvede ikke. Hun lukkede øjnene og ønskede dem begge til et sikkert sted, langt fra svigefulde kærester og morderiske mostre.

Lyden af knuste glasfacader, dødsskriget og noget tungt, der ramte gulvet, fulgte dem dog, og da de endelig turde åbne øjnene igen, gik der lang tid, inden nogen af dem sagde noget.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...