Heksenat

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 okt. 2016
  • Opdateret: 14 okt. 2016
  • Status: Færdig
Patricia, Penny og Melinda er noget så utroligt som hekse. Efterkommere af De Udvalgte Tre. Med så stærk en familie som deres, har de sjældent haft behov for deres magi. Denne Allehelgensaften skal det dog være. De har en klassekammerat på Skolen for Magi. Hans moster har solgt sin sjæl til ondskaben, og de er overbeviste om, at Warren har fulgt hende over på den mørke side. Hans opførsel tyder i hvert fald på det, og det er altid bedre at være på den sikre side frem for at ende som død - eller det, der er værre. Derfor beslutter de sig også for at udrydde ham én gang for alle, og hvis de kan få hans moster med i købet, ville det være perfekt. Hvilken bedre måde at overbevise resten af familien om, at de nu endelig er klar til at træde i familiens fodspor? Bare ærgerligt, at ting ikke altid går, som man forventer. Fan fiction - Charmed/Heksene fra Warren Manor. Deltager i Halloween-konkurrencen oktober 2016. Valgmulighed nr. 1.

4Likes
12Kommentarer
506Visninger
AA

5. 4 Kapitel

 

Der var mørkt, og Penny forbandede øjeblikkeligt sin manglende planlægning. De havde haft styr på det hele, men havde nogen af dem tænkt over, hvad der skulle ske rent praktisk, når hun nåede kælderen? Tydeligvis ikke, for der var ikke noget lys.

Famlende gik hun ned ad de knirkende trin, og uhyggen bredte sig. Hun følte sig for første gang bange og kunne slet ikke lide tanken om at skulle befinde sig i en skummel kælder alene med en mulig dæmon. Hvad i alverden havde hun tænkt på?

”Seriøst, Penny?” Hans stemme gemte på et smørret grin, og hun kunne næsten ikke høre andet end sin bankende puls. Hun knugede det lille glas i sin hånd, men ville ikke smide den på et tidspunkt, hvor hun risikerede ikke at ramme. Ville han kunne se i mørket? Hun knugede endnu mere om glasset i håbet om at skjule det for ham. Bare for en sikkerheds skyld.

”Er du bange for mørket?” hørte hun sig selv spørge og hadede, at hendes stemme rystede og rent faktisk afslørede, at hun selv havde lidt problemer med det. Han grinte let, inden han svarede.

”Ikke normalt, men det er All Hallows Eve. Kræfterne er løs, og det er ikke til at sige, hvad man kan støde på sådan en nat som i nat.” Hans stemme kom langsomt nærmere. Hans skridt gav genlyd, og hun kom i tanke om, hvor stor kælderen egentlig var. ”Magien er overalt. Kan du mærke den?” Et vindpust gik gennem rummet, og hun spærrede chokeret øjnene op. Ikke at det hjalp på noget. Hun var stadig fuldstændig blind.

”Var det dig, der gjorde det?” spurgte hun frygtsomt og tog ufrivilligt et skridt i hans retning. Som om han kunne skærme hende mod ondt.

”Ikke rigtigt. Vidste du godt, at der er fyldt med flagermus hernede? Det er deres aktivitet, du kan mærke.” Hun kunne ikke forhindre sig selv i at gispe kort og tage yderligere skridt over mod ham. Hans varme hænder var meget velkomne mod hendes nøgne overarme, og hun trådte fraværende ind i hans favn, mens hun forsøgte at se, hvad han så.

”Hvorfor tror du det? Kan du se dem?” Hun var nødt til at vide det, selv om hun måske godt kunne høre dem nu, hvor hun koncentrerede sig. Hans arme trak hende tættere ind til sig, og hans duft fyldte igen hendes næsebor. Hun havde aldrig været så fristet, som hun var i dette øjeblik, til at lade sit hoved hvile mod hans skulder og måske trykke næsen mod pulsen i hans hals.

”Jeg kan mærke dem.” Han tøvede, som om der var noget, han gerne ville fortælle hende, men som var en dyb hemmelighed. ”Det er det, jeg gør. Det er den evne, min mor gav videre til mig. Jeg kan kommunikere med dyr.” Hun var flov over, hvor overrasket hun var over hans evne. Det var en god evne.

”Så din evne havde noget at gøre med dét på skolen. Dengang du blev suspenderet sammen med de andre tre …” Pludselig gav det hele meget mere mening. Hun tvivlede ikke et øjeblik på, at han fortalte hende sandheden. Det var trods alt en del af hendes evner.

”De torturerede dem og havde gjort det i næsten en time. I det mindste overlevede de alle sammen.” Hans passionerede stemme vidnede om hans kærlighed til dyrene, og hun var endelig overbevist om, at han ikke kunne være dæmon. Hvad hun ikke forstod var hans ændrede, fysiske fremtoning og så selvfølgelig hans ekstreme interesse for hendes familie. Hvis han ikke ville vide noget om familien og deres kræfter, fordi han ville udnytte den viden, hvorfor så?

Hans højre hånd bevægede sig kærtegnende ned langs hendes ryg og lagde sig nederst på hendes lænd. Vejret sad pludselig fast i hendes hals. Åh. Kunne han rent faktisk være interesseret i hende? Men … Det havde hun slet ikke set komme. Hans ånde ramte hendes ene kind, og hans mund var så tæt på. Var han på vej til at kysse hende?

Eksplosionen fik dem begge til at reagere voldsomt. Penny skreg overrasket, mens Warren skubbede hende om bag sig i et ridderligt forsøg på at beskytte hende. Han havde dog ikke noget at frygte. Penny havde set både Patricia og Melinda i lysglimtet, og hun var flov over nu at skulle afsløre, at hun havde mistænkt ham. I det mindste var han ikke kommet noget til. Det betød, at de havde taget fejl.

”Hold da op. Det mislykkedes,” hørte hun så Melindas stemme i mørket, og hun spærrede chokeret øjnene op. Mislykkedes? Hvordan kunne det være en ”mislykke”, at han stadig var blandt dem?

”Jeg vidste, at du ikke havde lavet den stærk nok,” vrissede Patricia, inden endnu en eksplosion fik dem til at fare tilbage.

”Hvad fanden gør du, Patricia?" spurgte han indædt. "Hvad har du gjort? Omgør det. Jeg vil ikke under nogen fortryllelse, du har haft noget at gøre med. Penny?” Hun savnede øjeblikkeligt hans varme, da han også tog afstand til hende, tydeligvis begyndt at lægge to og to sammen og rent faktisk få fire. Det sårede tonefald i hans hæse røst gik direkte i hjertet på hende. Hvad havde hun dog gjort?

”Det er ikke, som det ser ud. Du er okay. Vi har ikke fortryllet dig. Det sværger jeg,” skyndte hun sig at forsikre ham om, men han forholdt sig tavs, og den komplette stilhed i mørket føltes trykkende og forkert. Fortrydelsen svøbte sig om hende og fik hende til at fryse.

”Så du var også med i det. Det var altså derfor, vi skulle herned.” Hans stemme var neutral og distanceret, og hun havde aldrig haft det værre. Hun havde rent faktisk såret ham.

”Åh for guds skyld. Kom nu videre!” bjæffede Patricia, inden hun tændte en medbragt lommelygte.

Både Melinda og Penny skreg forskrækkede, da det gik op for dem, at der rent faktisk befandt sig andre personer i mørket end dem. Warren spjættede og rynkede panden, mens Patricia smilede lettere forvirret.

”Hvad i alverden laver du hernede? Hvornår er du kommet?” spurgte hun imødekommende.

Og så blev alt mørkt igen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...