Heksenat

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 okt. 2016
  • Opdateret: 14 okt. 2016
  • Status: Færdig
Patricia, Penny og Melinda er noget så utroligt som hekse. Efterkommere af De Udvalgte Tre. Med så stærk en familie som deres, har de sjældent haft behov for deres magi. Denne Allehelgensaften skal det dog være. De har en klassekammerat på Skolen for Magi. Hans moster har solgt sin sjæl til ondskaben, og de er overbeviste om, at Warren har fulgt hende over på den mørke side. Hans opførsel tyder i hvert fald på det, og det er altid bedre at være på den sikre side frem for at ende som død - eller det, der er værre. Derfor beslutter de sig også for at udrydde ham én gang for alle, og hvis de kan få hans moster med i købet, ville det være perfekt. Hvilken bedre måde at overbevise resten af familien om, at de nu endelig er klar til at træde i familiens fodspor? Bare ærgerligt, at ting ikke altid går, som man forventer. Fan fiction - Charmed/Heksene fra Warren Manor. Deltager i Halloween-konkurrencen oktober 2016. Valgmulighed nr. 1.

4Likes
12Kommentarer
512Visninger
AA

4. 3. Kapitel

 

Penny stoppede brat, men inden hun vidste af det, mærkede hun en hånd mellem sine skulderblade, og skubbet sendte hende direkte i armene på den ene fyr, hun ønskede at holde så stor afstand til som muligt.

”Ups,” lød det grinende fra Chris, mens han og Wyatt hastigt fortsatte forbi dem. Penny havde aldrig brudt sig mindre om dem. Dette var pinligt, og hun havde ingen idé om, hvad hun skulle stille op med sig selv nu.

”Er du okay?” Warrens lettere hæse stemme, der altid havde tiltrukket hende, lød tæt ved hendes øre, og varmen fra hans ånde gav hende gåsehud. Hans læderklædte arme var lukket stramt om hende, og duften af henholdsvis læder og hans sædvanlige parfume indhyllede hende i en skøn blanding af det, hun altid forbandt med ham.

Hun blinkede et par gange og lænede sig langt nok tilbage til at kunne se ind i hans mørkeblå øjne, der var lige så intense som altid. Hun havde selvfølgelig vidst, at det ville være en fejl, men hun havde aldrig kunnet modstå de øjne. Allerede nu vaklede hun i sin overbevisning om, at han skulle udryddes. Den magt han havde over hende … den skræmte livet af hende.

Så smilede han, og hun blev blød i knæene. Var det noget dæmonisk, der gjorde, at han havde den virkning på hende? Han var så tiltrækkende, men på sådan en barsk og forbudt måde. Det kunne ikke være godt. Han var høj, bredskuldret af en 20-årig, hans mørkebrune hår var langt og nåede ned til skuldrene, og så lod han aldrig en chance gå fra sig, når det kom til at flashe de mange, sorte tuscher på sine overarme.

Warren var blevet så rå. Hans attitude var kold, nærmest afvisende det meste af tiden. Sådan havde han aldrig været før. Når hun tænkte tilbage, bare et enkelt år, havde han været helt anderledes. For det første havde han været korthåret, hans sweatere havde haft muntre farver, og han havde ikke engang ejet en læderjakke. Nu gik han aldrig i andet. Hans opførsel havde ændret sig så drastisk, at man kunne ledes til at tro, at der var tale om to helt forskellige personer. Det forvirrede hende, for hvis han virkelig var blevet ond, burde han så ikke være blevet mindre tiltrækkende også?

Hun gøs ved tanken om, at hun skulle have anlæg for ondskab i sig, men det måtte hun vel have, hvis hun følte sådan et slægtskab med ham, ikke? Var det bare et spørgsmål om tid, inden hun endte på den anden side?

”Øhm, jeg har det fint, tak,” fik hun endelig frem. Hun forsøgte at skubbe ham væk, og kun modstræbende lod han armene falde. Hun tog en dyb indånding for at ruste sig selv til den kamp, de snart skulle udkæmpe i kælderen og mødte igen hans blik. Det chokerede hende at se en piercing i det ene øjenbryn. Den var ny. Hun kunne ærligt sige, at han var blevet den type, alle fædre hadede og afskyede at se deres døtre med.

”Warren.” Hans navn alene fik hendes hjerte til at knuge sig sammen. Hvad pokker kunne der være sket med ham, siden han var blevet så anderledes? De så begge to over mod Harry, Pennys fætter, der var jævnaldrende med Warren og engang havde været hans bedste ven. Harry, som nu stort set var nået hen til dem og forventede en eller anden form for reaktion.

”Harry.” Warren slap hende helt, mens de to fyre hamrede hinanden på ryggen og spurgte hinanden, hvordan det gik. Hun kunne ikke lade være med at rulle med øjnene. Så blev det vist ikke mere overfladisk. I det mindste gav det hende anledning til at smutte derfra, væk fra Warren, selv om hun godt vidste, at både Patricia og Melinda ville brokke sig over det. Det var jo meningen, at hun skulle lokke ham med sig ned i kælderen, men hun havde vel lov til lige at få vejret, havde hun ikke? De var ikke hendes fangevogtere.

”Penny!” Patricia var der med det samme, og Penny havde bare lyst til at forbande hende langt væk. Som heks vidste hun naturligvis, at forbandelser var meget kraftfulde og ikke noget, man spøgte med. Heller ikke selv om ens ældre søster var ved at drive én til vanvid. Nogle gange ville hun bare ønske, at der fandtes en mellemvej.

Samtidig havde Patricia snart ikke mere tålmodighed med sin uduelige lillesøster. De havde lagt en plan og indgået en aftale. Det hele afhang af, at Penny kunne få Warren med sig ned i kælderen, men hvis hun ikke engang gjorde et forsøg, ville det helt sikkert aldrig komme til at ske.

”Hvad skete der? Afviste han dig?” spurgte Melinda, der ikke på noget tidspunkt stillede spørgsmålstegn ved, om Penny var den rette til jobbet eller ej. Patricia overvejede allerede, om hun selv ville kunne vække nogen form for interesse hos deres bytte, men han havde allerede afvist hende en gang før for længe siden, og hun var endnu ikke overbevist om, at hun havde tilgivet ham for det, selv om hun var kommet meget videre. Det var Cade, hendes karismatiske og lækre kæreste, et ganske tydeligt bevis på.

Det mindede hende om, at de var nødt til at komme videre med planen snarest muligt. Cade kunne være her, hvad øjeblik det skulle være, og det var første gang, han skulle møde hele familien. Hvis de skulle slippe af med deres, og især Pennys, plageånd, var de nødt til at gøre det nu.

”Nej nej, han …” Penny sagde ikke mere, og Patricia havde lyst til at skrige af frustration.

”Seriøst? Nu må du fandeme holde op! Det var dig selv, der ville det her. Du var overbevist om, at han var blevet påvirket af sin moster …”

”Nej, det passer ikke. Det var dig, der blev ved med at sige det. Jeg har aldrig …” forsøgte Penny, mens Patricia så rødt. Melinda kunne ikke lade være med at grine, hvilket fik begge søstre til at se irriterede på hende.

”Hans udseende har ændret sig. Hans personlighed har ændret sig. Han er blevet set med én, der med sikkerhed er ond, og hvad var det, han havde haft gang i med nogen af skolens andre rødder? Det der med dyrene.” De andre to nikkede, og Melinda fortsatte roligt. ”Det er utilgiveligt at skade levende væsner. Derfor er jeg med i det her, selv om jeg måske også er lidt i tvivl om, hvorvidt han rent faktisk er dæmonisk.” Panikken i Pennys ansigt var øjeblikkelig, så Melinda beroligede hende hurtigt. ”Det er også derfor, jeg sørgede for, at drikken kun kan udrydde ham, hvis han altså har noget ondt i sig. Hvis han bare har dårlig dømmekraft, manglende moral eller er en idiot, må vi forsøge at skræmme ham eller noget andet. Du ved, hvordan alle har det med vores familie. Vi kan sikkert finde på noget.”

Nu var det Patricias tur til at grine højt. ”Det kan jeg lide at høre. Det er en plan, jeg kan acceptere. Dig, Penny?”

Penny tøvede kun kort, inden også hun nikkede. Så længe der var en lille chance for, at Warren klarede den, kunne hun gå med til det. Hvad hun ville gøre, hvis trylledrikken udryddede ham, kunne hun bekymre sig om, hvis det rent faktisk skete. Indtil da var hun nødt til bare at tro og håbe på det bedste.

Derfor tog hun også en dyb indånding og sørgede for at skabe øjenkontakt til ham gennem stuen. Han forsøgte kort efter at se væk, men hun fastholdt hans blik, og i løbet af sekunder begyndte en varme at brede sig i hele kroppen på hende på sådan en kildrende og forventningsfuld måde. Det forfærdede hende. Havde hun virkelig tænkt sig at gennemføre det her? Hun var ingen femme fatale. Det lod hun som regel Patricia og andre kvindelige familiemedlemmer om, men med Warren var det let. Alt for let.

Så da hun bevægede sig gennem stuen og ud i køkkenet, var hun sikker på, at han ville følge efter hende, og når først han var derude, ville det være ret ligetil at få ham med sig ned i den kælder.

Forsigtigt rakte hun ned i sin udskæring og fremdrog den lille glasbeholder, som indeholdt den grønne, potentielt dødelige væske. Hun gemte den godt i sin ene hånd og gik målrettet mod kælderdøren, dog først efter at have sikret sig, at ingen holdt alt for godt øje med hende. Det ville aldrig gå godt, hvis nogen så hende eller forsøgte at følge efter hende. Den ret alene havde Warren, og hendes hjerte sprang et slag over, da hun så ham slentre gennem døren ind til køkkenet.

Så gik det løs.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...