I en verden af kaos

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 okt. 2016
  • Opdateret: 13 aug. 2017
  • Status: Igang
Dette er mest bare en lille skitse, for jeg er først lige kommet rigtigt i gang, og har ikke styr på titel eller afsnitstitler eller sådan noget endnu. Men ville gerne vise den alligevel, så..
// Isabella Flinth lever i år 2135, og verden er under ødelæggelse. Landet Alkador er efter hendes erfaring det eneste tilbage, men også det er nu udsat for væsenernes hærgen. Hende og resten af det råd hun sidder i forsøger at finde en løsning, men den viser sig at føre fatale konsekvenser med sig.

9Likes
33Kommentarer
951Visninger
AA

4. Et chok

”ISABELLE!” et sæt gik igennem hendes krop, og råbet fik alle samtlige dele til at ryste. Et kort øjeblik var hun ikke engang sikker på, om hendes krop ville holde.
”Isabelle! kom herover nu!” Martinus råbte hendes navn flere gange, og hun forstod ingenting. Hendes hjerte slog uregelmæssigt, og hendes hoved var bombarderet med flere tusinde tanker. Isabelle stod helt stille. Hendes krop var som frosset fast til det punkt på jorden hvor hendes fødder havde placeret sig, og det føltes som værende helt umuligt at hun nogensinde ville kunne rykke sig, indtil Martinus med en hvis styrke greb hendes arm og trak hende med sig. 

”Martinus, Martinus sæt farten ned, så er du sød” bad hun. Hun vidste ikke hvor de skulle hen, men hun kunne ikke løbe væk, ligegyldigt hvor meget hun gerne ville det. Han havde et stærkt greb i hendes venstre arm, og hendes ben hang slatne langs den ordnede grussti. Langsomt begyndte følelsen af varme tårer at dukke frem, og de fandt deres vej ned langs hendes kinder, men Martinus slap ikke. Hun græd, og hun græd mere, men intet af det lod til at have en virkning på ham.


De gik og gik, eller han gjorde, hun var mere en rekvisit, indtil de pludselig stoppede. Han slap sit greb om hende, ligeså hurtigt som han havde taget det til at starte med. De første minutter forstod hun ingenting. Hendes syn var sløret af tårer, og hendes hoved dunkede lyden af en smertende hovedpine. Men langsomt begyndte det at gå op for hende, at hun var hjemme. Hendes mave værkede, som var nogle i gang med at sy den og samtlige af hendes organer sammen, men intet så ud til at være forkert. Det hele føltes forkert, men virkede normalt. Martinus blik gjorde hende dog utilpas, hver gang hun var ved at få sine nerver til at slappe af, og da han langsomt gik hen mod den smalle, lyseblå hoveddør, troede Isabelle, at hendes organer skulle falde ud, sammensyede. Han åbnede hoveddøren, og med hans selvsikkerhed omkring det virkede det som om, at han havde været der før. Isabelle gik med de langsomste skridt nogensinde op mod døren, og da hun trådte indenfor, løb hun ikke længe efter ud igen, og fandt ikke mange sekunder senere en busk at kaste op i. Kvalmen skyllede op i hende utallige gange, og den flydende væske pressede sig ud igennem hendes mund, som ville det aldrig få en ende. Tårer blandede sig med opkast, og trøjen der før havde været så ren og pæn blev en stor fadæse. Først da opkastet holdt op, og hun kunne trække vejret, uden at føle at hun inhalerede flydende katastrofe, gik det op for hende, hvad hun havde set. Og på et sekund skyllede tårerne ind over hende, som var de monsunregn på en kedelig dag i Indien.
 

 

***

 

 

”Isabelle?” ”Isabelle er du okay?” hendes blik var sløret, og hun åbnede kun sine øjne ganske svagt, men hendes hørelse virkede
ganske udmærket, og hun kunne uden problemer genkende Martinus’ stemme. Han ruskede svagt i hendes venstre arm, meget blidere end da han havde hevet hende hen for at se dét.
”Isabelle, vær sød at sig hvis du kan høre mig” bekymringen i hans stemme var tydelig, og hun klemte hans hånd. På trods at hendes slørede syn, fornemmede hun at han smilede. Det var et roligt og trygt smil, og det malede alle de grimme billeder fra huset røde. Dog blot for et øjeblik, og da det øjeblik var ovre, skallede den røde maling af, og erindringens billeder smuttede igennem de huller, den ellers så fine maling havde skabt.
”Jeg er okay, og jeg hører dig. Har jeg været væk længe?” spurgte Isabelle. Det var det første hun spurgte om, da hun kom op og sidde.

”En lille times tid er mit bedste bud. Blot en mild besvimelse. Men jeg er glad for, at du er vågen nu” Martinus’ stemme var ikke længere hverken bekymret eller tryg, og han malede ikke længere med rød maling. Forvirringen var enorm, men frygten var værre. Isabelle så hvad der var sket derinde, og hun vidste, at hun måtte ud og finde hende, mens det stadig var en mulighed.
”Martinus! Martinus vi må afsted.” Han sukkede, men han vidste, at hun havde ret. Isabelle kunne se det på ham. Hun kunne se, hvad der gemte sig bag den frygtløse facade. Han havde set det samme som hun havde, og han var bange. Men på trods af hvad de havde set i huset, på trods af de smadrede møbler og de brutalt slagtede dyr, frygtede hun ikke at tage ud og lede. Dog frygtede hun hvad hun ville finde.
”Jeg er nødt til at spørge … jeg ønsker nok ikke at kende svaret, men jeg er nødt til det. Hvad har skabt det kaos i mit hjem? Hvad har slagtet mine høns og mine hunde? Hvad har ødelagt hvert eneste af mine møbler?” hun forberedte sig på svaret, med sit blik fastholdt på Martinus’ og med sine tårer på himmelfærd.
”Det har de, Isabelle. Det har de.” 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...