I en verden af kaos

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 okt. 2016
  • Opdateret: 13 aug. 2017
  • Status: Igang
Dette er mest bare en lille skitse, for jeg er først lige kommet rigtigt i gang, og har ikke styr på titel eller afsnitstitler eller sådan noget endnu. Men ville gerne vise den alligevel, så..
// Isabella Flinth lever i år 2135, og verden er under ødelæggelse. Landet Alkador er efter hendes erfaring det eneste tilbage, men også det er nu udsat for væsenernes hærgen. Hende og resten af det råd hun sidder i forsøger at finde en løsning, men den viser sig at føre fatale konsekvenser med sig.

9Likes
33Kommentarer
880Visninger
AA

5. En eftersøgning af de større

Murbrokker, sten, græs, sand. Murbrokker, sten, græs, sand. Murbrokker, sten, græs …
Med en pludselighed løftede hun sit blik. En dråbe havde bremset remsen, og der kom flere af dem. De ramte hendes fregnede næse, og hun pustede til dem.

 De gik ved søen og ledte. Lederskabet var blevet enige om, at de var nødt til at starte et sted, og den plan de havde besluttet at de skulle følge lød på, at engen skulle gennemsøges først. Isabelles mor var en af de mere betydningsfulde i rådet, og det at hun var væk skabte kaos og fortvivlelse. Alkadors krigsføring var gået i stå, og gruppen der ellers var parat til afsending måtte vente. Væsenerne var kommet rådet i forkøbet, og det var et kæmpe nederlag. Men det skabte også frygt. I rådet snakkede de ældre om, at væsenerne havde overvåget befolkningen. At væsenerne havde vidst, at rådet havde lagt planer om at tage en af deres, og at de i stedet havde gjort det. Isabelle fik kuldegysninger ved tanken, og hendes hår rejste sig som Mount Everest på de vinterblege arme. Nætterne forinden havde hun sovet alene, og det havde været frygteligt. Endnu mere frygteligt havde det været, at de næste nætter skulle blive ligesådan.

”Har du kigget området herhenne i gennem?” Emile kom hen mod hende. Han var ung og lyshåret, og i det forhenværende år havde rygterne lydt, at han var vild med hende. Han var sød, og hun havde været smigret da det først kom frem. Desværre havde der været ét sølle problem ved det; han var ikke Martinus.
”Ja, her er ingenting … har I fundet noget?” spurgte Isabelle, selvom hun havde haft bange anelser, fra da han kom hen mod hende. Som hun næsten havde forudset, rystede han irriteret på hovedet, og det føltes pludseligt uoverskueligt at de gik og ledte.
”Vi har heller ikke fundet noget henne ved os, desværre. Men der må være noget et sted” Madeleine mødte dem, men med samme sørgelige udmelding som hun selv var. Isabelle rystede blot på hovedet og gik over for at gennemlede et nyt sted.
Selvom alle i rådet godt var klar over, hvad der var sket med Isabelles mor, hvem der havde taget hende, nægtede de to ledere at fastslå en årsag før der var tilstrækkelige beviser. Walter havde ikke selv været meget for det, og egentligt ønskede han bare at de skulle stå til ansvar for deres angreb, men Sue var uenig. I realiteten lød reglen på, at alle beslutninger skulle tages i de to lederes fællesskab, og i absolut enighed, men i de senere år var Walter var blevet svagere og Sue stærkere; det betød at Sue ville have sine forslag igennem, selvom det blot var hende der gik ind for dem, og Walter lod hende få sin vilje uden videre protest.

 

Isabelle kiggede ned på den nøgne klippebund, der gemte sig under det frodige græs, som omgav søen. Hun havde fundet et stille sted, hvor hun kunne samle tankerne. Langsomt lod hun sine hænder dække det skyldstyngede ansigt, og der gik ikke langt tid, før hun mærkede tårerne komme. Hendes krop rystede i takt til hendes hulken, og for første gang i alt for lang tid, lod hun det hele komme ud. Hun græd. Hun græd for sin mor, der var blevet taget fra hende. For den ensomhed det medførte at miste sin mor i en ung alder. For den frygt der voksede i hendes krop, når de ikke fandt hende. Når ingen vidste, hvad der var sket med hende; hvad de havde gjort ved hende. Frygten for at hun var blevet mishandlet borede sig ind i hende, og åd langsomt af hendes hjerte. Den tog større bidder for hver dag. Det var uudholdeligt, og hun havde sådan haft brug for, at lukke det ud. Hun ønskede mere end noget andet at hun ville dukke op. Men hendes håb svandt, og snart var der ikke mere end et hvedekorn tilbage.
Hun græd over, hvor ulykkeligt det var, at Martinus ikke elskede hende. At han end ikke så hende. Over at hun var så dum at tro, at håbe på, det hele ville kunne ændre sig. Det var latterligt. Isabelle fik lyst til at slå sig selv, bare en enkelt gang … hendes mor havde altid sagt, at det var en god løsning; at straffe sig selv er ikke forkert, skat. Det er sundt at vide, hvornår man har fejlet.
Isabelle skød mindet fra sig, mens nye tårer løb ned af de i forvejen anbragte racerbaner.
”Isabelle?” Martinus’ stemme lød spørgende. Hun stoppede op og kiggede rundt, men han var ikke til at se. Borte med blæsten, tænkte hun. Hun sukkede en enkelt gang og gav sig så til at lede videre, søge under græsset, efter spor. Ingenting, fandt hun. Absolut ingenting. Hun blev ved. Ledte de samme steder i gennem flere gange, hundrede gange, indtil en hånd med en blid bevægelse tog fat og holdte om hendes arm.
”Isabelle, er du okay?” spurgte han, og selvom svaret var nej, kunne hun ikke fortælle Martinus om det. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...