I en verden af kaos

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 okt. 2016
  • Opdateret: 13 aug. 2017
  • Status: Igang
Dette er mest bare en lille skitse, for jeg er først lige kommet rigtigt i gang, og har ikke styr på titel eller afsnitstitler eller sådan noget endnu. Men ville gerne vise den alligevel, så..
// Isabella Flinth lever i år 2135, og verden er under ødelæggelse. Landet Alkador er efter hendes erfaring det eneste tilbage, men også det er nu udsat for væsenernes hærgen. Hende og resten af det råd hun sidder i forsøger at finde en løsning, men den viser sig at føre fatale konsekvenser med sig.

9Likes
33Kommentarer
778Visninger
AA

7. 5

 

De sad i den varme stue. Han havde lagt et tæppe om hende og skaffet hende kakao. Hun frøs stadig en anelse, men det var ikke derfor hun rystede. Han holdt hendes hånd i sin, og hun nød øjeblikket. De smilede til hinanden, og hun fandt en ro i hans øjne.

”Martinus, du behøves virkelig ikke gøre det her” mumlede Isabelle.

”Hold nu op, Isabelle. Jeg kunne jo ikke bare lade dig falde sammen i gråd derude alene, vel? Og hvad hvis de også havde taget dig? Nej, det kan du nok se.” Han lød så voksen. Han var blot 2 år ældre end hende, men så meget mere moden. Isabelle mærkede det velkendte sug i maven, og hun frygtede, at hun ville rødme. Hun elskede ham. For hende, var han perfekt. Hans blå øjne stod i skøn kontrast til det lyse hår, og hans smil var så varmt. I de 2 timer de havde siddet hjemme hos ham, var få ord blevet udvekslet, og alligevel følte hun sig umådeligt godt tilpas.
Isabelle kunne ikke styre sig, og det spørgsmål hun længe havde holdt inde røg ud:
”Men, hvad med Madeleine? Hvor er hun?”
”Hvorfor spørger du om hende?” Martinus kiggede på hende med et forvirret blik.
”Ja, det ved jeg ikke. I er bare tit sammen, så jeg tænkte, ja, det ved jeg ikke” fremstammede Isabelle og kiggede skamfuldt ned i bordet. Hun mærkede en rødmen brede sig, og hun håbede inderligt, at han ville undgå at bemærke det. Han flyttede sin hånd mod hendes hage, som for at trække hendes skamfulde ansigt frem, men stoppede så, og rejste sig.
Inden han gik, vendte han sig mod Isabelle: ”du skal ikke blande dig i mit forhold, Is. Det er mit forhold. Jeg kommer ikke til at elske dig, hvis det er det, du håber. Det er mit ansvar, at du har det okay. Det handler om mit job og har intet med os to at gøre.” Det sidste han sagde, havde været en forestilling fra hendes fantasi, det var hun overbevist om, men alligevel føltes det, som hvis han havde sagt det.
Døren smækkede. Isabelle hev efter vejret. Hele hendes krop gjorde ondt. Tårer strømmede frem. Det føltes uvirkeligt. Så uvirkeligt.

”Hvorfor” hviskede hun til sit indre jeg, mens tårerne langsomt løb ned ad hendes i forvejen våde kinder. ”Hvorfor?”

 

”Sidder du her stadig?” spurgte Martinus, da han efter en halv times tid kom tilbage til stuen.
”Ja, undskyld. Jeg ved ikke, hvor jeg skal gå hen. Alt derhjemme er ødelagt, og mor … ja, hun er der ikke” snøftede Isabelle.

”Det er fint, Is. Bare slap af” han smilede og satte sig ved siden af hende. Hun var rykket over i sofaen, og de sad nu begge under det bløde uldtæppe foran pejsen.
”Jeg har altid tænkt på … hvad er det med det her råd?” spurgte hun.
”Hvad mener du? Det er bare et råd” lo Martinus.
”Ja, men altså. Det hele virker så gammeldags. Vi hujer i bordene og det er flertallets magt der er gældende og vi fremlægger løsningsforslag en af gangen, mens de andre sidder som ridderne om det runde bord. Jeg forstår det bare ikke. Hvis vi er en ny generation med et nyt verdenshåb, hvorfor så ikke modernisere?” Isabelle fornemmede, at hendes stemme vrængede en anelse, og hun turde ikke kigge Martinus i øjnene.

”Så let er det ikke, Is” snerrede han, som hvis nogen havde fornærmet hans døde far.

”Det blev grundlagt som et støtteredskab i tiden, hvor vi ingenting havde. Det kan man ikke bare ændre. Det er Alkadors største og stærkeste værdi, og befolkningen bedste hjælp” fortsatte han.

”Det virker ikke sådan, Martinus! Hvor er hjælpen nu? Hvor er min mor? Har rådet fundet hende?” hun trak vejret hurtigt, frydede sig over, hvordan han trak sig sammen, og fortsatte så: ”Nej. Det tænkte jeg nok.”

Martinus rejste sig uden varsel. Han flåede tæppet væk og sprang op fra sofaen, som hvis han havde brændt sig på Isabelle. Han stod i et par sekunder og lignede en, der overvejede sit næste træk. Derefter flåede han fat i Isabelles arm, trak hende henover det nymalede trægulv, overhørte hendes bedende skrig, og smed hende udenfor huset, uden at fortrække en mine.

Isabelle trak sig sammen, med hænderne knugede om sine knæ. Hun var nået dertil, hvor hun ikke længere havde noget at sige. Overhovedet. Hun vidste godt, at rådet var et ømt punkt for ham, hun havde hørt historierne om hans far, men hun havde ikke været klar over, at hans reaktion på det ville være så voldsom. Og slet ikke så voldelig.

I stadigt chok over raserianfaldet, rejste Isabelle sig fra den støvede kantsten, og begyndte at gå hjem, indtil hun kom i tanke om, at der ikke længere var et hjem for hende. En smerte tog form i hendes mave, og hendes øjne flakkede mod de mægtige bjerge, der omgav hovedstaden Brülil.
Hun sendte et par tanker til sit ruinlagte hjem og søgte mod byens torv. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...