I en verden af kaos

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 okt. 2016
  • Opdateret: 13 aug. 2017
  • Status: Igang
Dette er mest bare en lille skitse, for jeg er først lige kommet rigtigt i gang, og har ikke styr på titel eller afsnitstitler eller sådan noget endnu. Men ville gerne vise den alligevel, så..
// Isabella Flinth lever i år 2135, og verden er under ødelæggelse. Landet Alkador er efter hendes erfaring det eneste tilbage, men også det er nu udsat for væsenernes hærgen. Hende og resten af det råd hun sidder i forsøger at finde en løsning, men den viser sig at føre fatale konsekvenser med sig.

9Likes
33Kommentarer
875Visninger
AA

6. 4

 

Walter sad ved sit rodede skrivebord, på kontoret bag den grønne dør. Han kunne ikke fjerne sit blik fra den. Den nærmest kiggede op på ham, og han vidste ikke, hvad han skulle stille op. Det er ikke min skyld. Det er ikke. Min. Skyld.  Han havde bedt om at få Sue derhen for en time siden, men hun var endnu ikke dukket op. Mage til uforskammethed. Han lagde sine hænder oven på den, mærkede dens rå, men bløde indbinding. Et smil bredte sig. Så meget havde de opnået. De var kommet så langt på ikke mere end 56 år. Han tog den op foran sig, og åbnede den forsigtigt. Den var støvet, ingen havde holdt om den længe. Han bladrede om på 7. side.

 

§37

Hvert et menneske må beskyttes. Mand som kvinde. Ung som barn. Det er Rådets opgave, at intet menneske overlades til sig selv, omend situationen er uoverskuelig.

 

Han nåede dårligt at læse det sidste ord, da den grønne dør gik op. Sue væltede ind. Hendes hår var en smule uglet, og hendes hvide skjorte var krøllet. Hun lignede et rod, for at sige det pænt, og Walters sukkede opgivende.

”Jeg ved ikke, hvor vi er gået galt, men der er noget vi overser! Det er der nødt til at være!” Walters stemme havde nær væltet Sue ned fra den marmorhvide bordplade hun havde sat sig på.

Her er 5 kontorstole, med bløde puder af silke, og en hængesofa, havde Walter frustreret tænkt, da hun havde sat sig.

”Hvad mener du, Walter?” Sue så uforstående ud. Hun rettede diskret sin ryg, og fandt en ny, behagelig stilling på den velegnede siddeplads.

”Hun er jo ikke bare forsvundet, Sue! Hun er blevet taget! Du ved det, jeg ved det, Isabelle ved det. Alle ved det, men ingen tør hæfte sig ved det, fordi vi ikke har offentliggjort det! Fordi du mener, at vi skal finde beviser. Men det er åbenlyst, Sue. Åbenlyst!” Walter travede rundt som en gal på det lille kontor, og Sue flyttede uroligt på sig. 

”Kære Walter, vi kan ikke anklage dem for noget, vi ikke er sikre på de har gjort. Sådan fungerer det ikke,” hun prøvede at lyde rolig, men hun udstrålede det modsatte for tydeligt. Hun var klar over, at han var vred på hende. Han var gal.

”Sue. Kære Sue. De er ikke mennesker. De er ikke som os, og det ved du, så lad for Guds skyld være med at henvis til dem, som var de mennesker. De er væsener. Modbydelige væsener, og det eneste de foretager sig er at hærge. Det er ikke menneskeligt, det er umenneskeligt. Vi er menneskelige. Men ikke over for væsener, der truer vores liv. Der truer vores landsbyer, vores land. Vores familier. De truer vores tilstedeværelse, og vi kan ikke bare se til, fordi vi mener, at vi skal være hellige over for nogle, der er sendt fra helvedet!” han smækkede den grønne dør efter sig, og hun vidste, at diskussionen var slut der. Han ville offentliggøre det, og hun kunne intet stille op.  

 

Sue rejste sig og skulle til at forlade kontoret, idet dén også fangede hendes blik. Deres grundlov. Deres fundament. Alt hvad de havde kæmpet for, og alt hvad de havde lovet at kæmpe efter. Hendes hjerte slog en smule hurtigere, og hun kunne mærke de forsigtige sveddråber, der langsomt begyndte at forlade hendes pande, for at begive sig videre ned ad hendes ansigt. Hun stod her i en alder af blot 37, og rynkerne var allerede begyndt at bosætte sig. Hun var dog også en skrøbelig størrelse, hvis sind havde lidt en masse i de 37 år. Sue gøs. Hun gøs altid ved de … minder. Hun trådte et par skridt tilbage og dumpede svimmel ned i sofaen. Sveddråberne var nu i hundredevis, og hendes vejrtrækning var ikke til at styre. Det glimtede for hendes øjne, og hun følte sig magtesløs.

 

”Sue, skat, kom herhen” råbte moderen i døren med det fine forklæde. Hun råbte til sin datter, der legede med et viskestykke. Datteren var lyshåret, og med et stort smil.

”Skat, vær sød at kom hen til mor, ikke?” råbte moderen igen, nu en anelse nervøst. En far kom til syne i døren. Han råbte også til pigen. Et øjeblik efter ramte et skud faren i brystet, og han faldt sammen på trappeafsatsen. Moren med forklædet skreg, og datteren hvis udtryk før havde været fuldt af glæde, var nu mørkt som helvedets værste afkrog. Datteren løb hen mod moderen

 

...

 

 

”Sue?” ”Sue, er du okay?” Charlotte, deres sekretær, stod bøjet henover Sue, som lå krampet sammen på sofaen. Sue kiggede op med et forskrækket blik, og vendte det så ned igen. Hendes hænder rystede, ligesom resten af hendes forkrampede krop. Charlotte rystede på hovedet og gik ud for at hente vand til den ligblege Sue.

”Det hele … Det er så frygteligt det hele” stammede Sue.

”Hvad er frygteligt? Hvad mener du, kære?” spurgte den nervøse Charlotte.
”Det hele” mumlede Sue og lukkede øjnene. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...