I en verden af kaos

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 okt. 2016
  • Opdateret: 14 nov. 2016
  • Status: Igang
Dette er mest bare en lille skitse, for jeg er først lige kommet rigtigt i gang, og har ikke styr på titel eller afsnitstitler eller sådan noget endnu. Men ville gerne vise den alligevel, så.. // Isabella Flinth lever i år 2135, og verden er under ødelæggelse. Landet Alkador er efter hendes erfaring det eneste tilbage, men også det er nu udsat for væsenernes hærgen. Hende og resten af det råd hun sidder i forsøger at finde en løsning, men den viser sig at føre fatale konsekvenser med sig.

9Likes
22Kommentarer
392Visninger
AA

2. Flere begyndelser – en art

”Okay, vi skal have valgt en gruppe der tager ud på øen og henter ham. Vi kender til deres beliggenhed, men mere ved vi ikke. Hvor mange de er, hvor bevogtet der er og hvordan det foregår derhenne, ved vi ikke, så gruppen må tage højde for eventuelle vanskeligheder. Er alle med?” Walters stemme rungede i det mindre lokale, og hans grå hår var lige så meget et tegn på hans snart for gamle alder som tørheden i hans stemme. Han undskyldte altid med, at han måske var gammel, men at det ikke gjorde ham svag. Alle vidste dog, at han snart var nødt til at gå af som leder. 56 år tidligere, i en alder af blot 20 år, var han blevet valgt som landets første leder, og der herskede aldrig tvivl om, at han var den rette leder. Han fik aldrig nogle sønner, kun en enkelt rebelsk datter. Til hans store fortvivlelse sagde loven i Alkador, at der skulle være en leder af hvert køn, og eftersom den kvindelige leder kun var et sted i trediverne, kunne hans datter ikke overtage posten, mens han stadig kunne overvære det. Martinus tilsluttede sig pøbelen af lyttere og klappede af Walter sammen med resten. Isabelle lod sit blik falde mod Martinus. Han var iført en udrustning, præcis som de andre rådsmedlemmer. Hendes var lidt forskellig fra hans, eftersom hans køn ikke just var det samme som hendes, og så alderen. Han var 19, hun var 17; udrustningen skifter ved overgangen til det voksne. Han blå øjne lyste det dunkle rum op, og en svag rødmen bredte sig i hendes fregnede ansigt. Det var hvad han fortalte hende, den ene gang de snakkede sammen; ”hvor har du mange fregne, Isabelle. De klæder dig”. Inden da var hun utroligt flov over sin fregnede hud, men nu bar hun den med stolthed.

 

   Walter genoptog sin tale og gjorde det klart hvordan man meldte sig til udrykningsgruppen. En kø der skulle ende med at blive længere end Kilimanjaro er højt begyndte så småt, og drenge som piger ansøgte om at komme på udrykningsgruppen. Isabelle begyndte forsigtigt at liste sig hen mod køen, men hendes mors falkeblik fangede hende som var hun en mus, og moren nærmede sig med hastige skridt. Med en vending på 180 grader drejede Isabelle næsen mod deres lille hus, og hun var næsten nået ind i det tætpakkede køkken, idet hun blev fanget. Hun udstødte et svagt skrig da moren borede sine negle ned i hendes nakke, men bed så tænderne sammen. Hun var vant til det. Moren sukkede og kiggede med et opgivende blik på Isabelle. Med en svag rysten på hovedet lod hun sin lange, spinkle pegefinger falde mod husets indgang. Hun var tynd. Tyndere end det. Glæden nærmede sig aldrig længere hendes fortrukne ansigt, og hendes tøj hang på hende i laser. Inden dét skete, var hun altid glad. Hun havde aldrig været tyk, end ikke kraftig, men hun havde bestået af andet end hud og scener. Sådan var det ikke længere. Isabelle var ikke engang sikker på, at hun faktisk bestod af hud længere, måske var det hele blot scener og et par enkelte knogler, hvis altså hun havde nogle tilbage efter utallige krige med væsenerne.


Væsenerne, som egentligt kaldtes Umbra havde eksisteret længere end Isabelle.
Efter 3. Verdenskrig, var størstedelen af verden så udslået og ude af stand til at kæmpe videre, at væsenerne fik lov til at udbrede deres stammer. De var ikke af den menneskelige art, men de var heller ikke direkte monstre. De svævede over jorden som var de kropsløse sjæle, og bar en dragt af skygger. De var ansigtsløse, og deres handlinger var hæmningsløse. Umbra fremtrådte oftest efter mørkets frembrud, og sjældent var de blevet set ved lys dag. Da verden begyndte at komme sig over krigen, og Vesten efter mange års krig havde fået bugt med terroren, var det allerede for sent at stoppe den nye trussel. Lande blev ødelagte, byer brændte op og tallene for tabte menneskeliv blev blot ved at stige. Nogle enkelte indbyggere fra de rigere dele af USA, og få fra Sydamerika havde klaret den. De var flygtet væk som samlet flok, og havde søgt tilflugt et sted langt fra hvad de kendte. Langsomt havde de overlevne etableret sig, og Walter havde sammen med et par enkelte andre grundlagt det første råd, og i fællesskab havde de navngivet landet Alkador. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...