Den efterladte

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 okt. 2016
  • Opdateret: 6 okt. 2016
  • Status: Færdig
Dette er en novelle om en dreng der lider af epilepsi, hvilket har gjort at han er blevet mobbet det meste af hans skoletid. Da han starter på gymnasiet tænker han at han kan få en ny start men desværre ender det slet ikke sådan.

2Likes
0Kommentarer
83Visninger

1. Den efterladte

Mit råb rungede i de kolde grå væge. ”Hvorfor. Hvorfor gør i dette her.” Jeg vidste at de kunne høre mig, men de grinede bare videre, hvilket fik min vrede i kog. Jeg forstod ikke hvorfor jeg var endt der. Hvad havde jeg gjort for at fortjene det. Jeg vidste godt at jeg var en smule nørdet men jeg havde jo aldrig gjort dem noget. Jeg prøvede at finde en anden forklaring, end den der var åbenlys. For den der var, var bare så forkert og uretfærdigt og det var jo ikke noget, jeg kunne gøre noget ved. Det var bare noget der var sket for mig. eller rettere sagt, det var noget der var sket med mig, men de kendte mig jo ikke engang.

Det var helt tilbage i folkeskolen. Faktisk helt tilbage i tredje klasse. Jeg kan ikke huske det hele, men jeg kan huske noget af det. Vi havde billedkunst og vi skulle male et billede af vores kæledyr eller ynglings dyr. Jeg sad og prøvede at male en lille løvfrø. Jeg havde altid syntes at de var seje med deres røde øjne og orange fødder, men så skete der noget. Jeg blev svimmel og jeg havde lige pludselig svært ved at fokusere, så jeg rakte hånden op og spurgte og jeg måtte gå på toilettet, men jeg fik af vide at jeg skulle vente til frikvarteret. Jeg gjorde mit bedste for at blive siddende på stolen, men det gik ikke så godt. Der gik kun meget kort tid før jeg faldt ned på gulvet. De andre begyndte at skrige, mens jeg begyndte at krampe helt vildt og så blev alting sort.

Det var første gang jeg havde et epilepsianfald. Da jeg kom tilbage i skolen, var der ikke rigtig nogender ture at snakke med mig. Det var som om, at de var bange for mig og sådan forsatte det desværre.

Da jeg startede i sjette klasse, gik folk fra at være bange for mig, til at drille mig, og drillerierne gik over i mobning, og den psykisk mobning gik over i fysisk mobning. Jeg mistede lysten til at gå i skole og mine anfald begyndte at komme oftere. De prøvede at give mig noget medicin inde på sygehuset. Noget som skulle hjælpe i 70% af tilfældene, men åbenbart ikke for mig. Det gjorde ganske vidst, at jeg havde færre anfald, men de gik ikke væk.

Så kom alle eksamenerne i 9. Klasse, hvor tingene faktisk blev bedre for en stund. Folk havde bare andre ting at tænke på, end mig og det faktum, at jeg var anderledes. Så der fik jeg en lille pause og jeg klarede mig okay til eksamenen. Jeg kom ud med et gennemsnit på 11,6, hvilket jeg var temmelig stolt af. Desuden skulle jeg jo også starte på gymnasiet. Det betød en ny start. Et sted, hvor alle ikke havde set mig falde om i kramper. Nej. Nu havde jeg en chance for at passe ind. Eller det troede jeg.

Jeg troede af en eller anden grund, at jeg kunne gemme min epilepsi og det gik egentlig rigtig godt i starten. Jeg fandt nogle jeg kunne hænge ud med og jeg synes at undervisningen var spændene. Jeg begyndte stille og roligt at blive gladere og mere selvsikker. Jeg var en af de bedste i klassen og mine lærere roste altid mit arbejde. En dag kom min matematiklære ned og spurgte om jeg ville være holdkaptajn på skolens matematikhold, i den årlige matematik konkurrence mellem vores skole og naboskolen og det ville jeg vildt gerne. 

Så i dage op til turneringen sad jeg og øvede formler og regneregler der hjemme ved skrivebordet og jeg var mega spændt. Vi klare os faktisk ekstrem godt i forhold til, hvad skolen plejede. Ved det sidste spørgsmål stod det lige mellem vores hold og det andet. Vi havde tabt de sidste 5 år, så min matematiklære og alle de andre på holdet var helt oppe og køre. Det sidste spørgsmål kunne kun blive besvaret af holdkaptajnerne og jeg var helt klar. Spørgsmålet lød ”Hvad er kvadratroden af 36 gange med pi i anden” og jeg trykkede på knappen i det sekund dommeren afsluttede sætningen. Jeg tænkte, at det da bare vare et simpel multiplikation, og lige som jeg skulle til at sige svaret, kom jeg til at kigge op. Alle sad og kiggede på mig med forventningsfulde øjne. Det var jo ikke alle der havde haft lyst til at være der i starten, men nu hvor vi var ved at vinde blev det jo alligevel lidt spændene så det ud til. Folk begyndte at råbe mit navn igen og igen og jeg blev helt målløs. De sad alle sammen og heppede på mig, men tænkt nu hvis jeg svarede forkert. Så ville de alle sammen blive vildt skuffede og det ville det hele være min skyld. Jeg kunne ikke. Jeg var ikke klog. Jeg ville svare forkert og så ville det andet hold vinde og vi ville tabe for sjette år i træk. Jeg blev svimmel. Jeg kunne ikke fokusere. Det hele ville være min skyld. Jeg tog fast i bordet og gjorde alt for at blive stående, men det var ikke nok. Jeg vældede ned gulvet hvor jeg landede med et brag i kramper, og så var det slut. Nu vidste de det alle sammen. Og ikke bare dem fra vores egen skole, men også alle dem fra naboskolen. Det var frygteligt pinligt.   

Da jeg kom i skole igen, var det som at komme tilbage i tredje, bare endnu værre. Folk begyndte at simulere mit anfald, når jeg passerede på gangen. Folk grinede og kaldte mig spasser og lærerne lagde slet ikke mærke til det. Jeg prøvede at holde mig for mig selv og efter noget tid begyndte de fleste også at være ligeglade og lade mig værre, men der var stadig en gruppe drenge der syntes, at det var hylende morsomt. De gik stadig rundt og kaldte mig spasser og gjorde mig til grin i timerne. Jeg prøvede bare at holde mig så langt væk fra dem som mugligt og ignorere de ting som de sagde, men en dag gik de over stregen.  Jeg gik ud fra, at der var nogen der måtte have set min kode til Facebook, da jeg ville logge ind i et frikvarter. For næste gang jeg loggede ind, var det første jeg så et stort biled af mig, hvor jeg ser helt skør ud, hvorpå der var skrevet teksten Jeg er en spasser.  Jeg har brug for hjælp med store blokbogstaver. De endda gjort til mit profilbillede, men det var ikke det eneste.  Da jeg scrollede længere ned fandt jeg en video fra den dag, hvor jeg havde fået et anfald mit påscenen under matematikkonkurrenceog jeg kunne se at de havde sendt det til hele skolen.

Jeg kunnemærke vreden stige op i mig, hvilket den faktisk ikke gør så tit. Der var nogle piger der havde piger ovre i hjørnet af klassen, der havde fået øje på min reaktion og begyndte at fnise. De gættede vel, hvad jeg havde set, men det var ikke dem jeg havde fokus på. Jeg vente mig straks om og gik med faste skridt ned mod det bord, hvor de drenge som der havde plaget mig så inderligt i de sidste par uger sad. ”Hvad fanden skulle det til for. Hvad har jeg gjort jer” råbte jeg, mens jeg pegende ned mod min computer, hvor videoen stadig afspillede. ”Tag det roligt lille ven. Det er jo bare for sjov” sagde en af dem der hed Nick spydigt. ”Ja. Kan du ikke tage lidt sjov, var spasser” sagde Anders. ”Dette er ikke sjovt. Det er mit liv i er i gang med at ødelægge.” sagde jeg hårdt. ”Slap nu af. Det er jo bare for sjov” sagde Nick igen og virkede denne gang lidt mindre kæphøj. Han havde nok ikke forventet den reaktion. ”Nej jeg har fået nok. I ved godt, at det i har gjort er kriminelt. Det kaldes identitetstyveri og jeg vil ikke finde mig i det mere. Nu går jeg ned på kontoret og fortæller hvad det er i har gang i og der er ikke noget i kan gøre for at stoppe mig” sagde jeg til sidst, vel vidende at jeg havde vundet, hvorefter jeg svingede min taske om på ryggen og tog computeren under armen og forlod klassen. Jeg havde bare fået nok. Jeg kunne ikke holde det ud længere. Jeg ville fortælle hvad der var sket og så måtte de voksen beslutte hvad der skulle ske. Jeg skulle lige til at dreje ned mod biblioteket da klokken ringede ind, men jeg forsatte. Der var ikke nogen grund til at gå tilbage der.

Jeg forsatte ned gennem fællessalen og ned hen mod trappen der gik op til førstesal, men jeg blev stoppet. Nick kom bag fra og holdt mig for munden. Jeg rev og sled for af komme fri, men der gik kun et øjeblik før Anders og Kristian også kom. Jeg blev helt forbavset da jeg så Kristians ansigt, for han var den jeg havde været tættest med inden det skete, og han plejede ikke at være med på Nick og hans slængs små julelege. De trak mig ned af trappen og ned i kælderen, hvor fyrrummet lå. De trak mig med der ind og bandt min ene hånd fast til et jernrør i vægen, med et tyndt stykke reb. Nick gav tegn til de andre to drenge om, at de ikke skulle slippe mig, mens han begyndte at snakke, igen i sin sædvanlige overlegne tone. ”Prøv at hør her lille spasser dreng. Nu får du lov til at side her lidt og køle af” startede han, men Kristian afbrød. ”Ja. Du kan få lov til at sidde her til vi er sikker på at din lille mund ikke siger noget til nogen”. Jeg kiggede op på ham, med et blik der var fyldt af had og foragt. ”Bare slip ham” kommanderede Nick, hvorefter de forlod rummet grinende. Jeg rev og sled i rebet, men jeg kom først løs af rebet, i det sekund som de smækkede døren og lod låsen klikke.

Mit råb rungede i de kolde grå væge. ”Hvorfor. Hvorfor gør i dette her.” Jeg vidste at de kunne høre mig, men de grinede bare videre, hvilket fik min vrede i kog. Jeg var blevet drillet, mobbet og gjort til grin gennem de sidste 7 år af mit liv, på grund af noget som jeg ikke havde kontrol over. Noget som jeg ikke havde valgt. Jeg mærkede vreden stige op i mig. Som om jeg havde fået elektrisk stød. Jeg kunne ikke have det. Jeg trak min højre hånd tilbage og smadrede den ind i den grå betonvæg med al den kraft jeg kunne mønstre, hvorefter en stærk svidende smerte skød igennem min hånd. Jeg kunne ikke fokusere og jeg følte mig svimmel. Jeg vidste hvad der skulle til at ske og jeg vidste, at der ikke var nogle til at hjælpe mig. Jeg faldt ned på gulvet, men jeg gjorde mit bedste for at blive ved bevidstheden, men jeg havde allerede mistet kontrollen over min krop. Jeg indså at jeg var blevet efterladt. Jeg var alene og der ville ikke komme nogen for at hjælpe. Jeg var blevet efterladt til mig selv, i en mørk kælder under en skole. Jeg tænkte tilbage til første gang det var sket. Jeg så en lille dreng på bare ni år, der faldt ned af sin stol uden kontrol over sin krop. Derefter så jeg en lille dreng på elve år, der faldt ned fra ribberne i gymnastik igen uden kontrol over sin krop. Så var der en på tolv år og en på tolv et halvt og sådan forsatte det. Først da jeg nåede til en dreng på 16 år, der faldt om på gulvet i en mørk kælder, blev jeg trukket tilbage til virkeligheden. Der var nogen ved døren. Der var en der prøvede at låse døren op. Jeg hørte et lille klik et sted langt væk, hvorefter han kom styrtene ind og jeg mistede bevidstheden.

Da jeg vågnede sad han ved siden af min seng. Lyset fra de store vinduer som jeg havde set så mange gange før, blindede mig. ”Jeg er så ked af det. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre, for at vise dig hvor ked af det jeg er”. Kristian sad med bøjet hoved. ”Du gjorde det for, at være sikker på der ikke skete noget” sagde jeg spørgende. Han kiggede forundrings fuldt op på mig. Han havde vidst ikke tænkt at det var de konklusion jeg ville være kommet til. ”Jeg ved at der er støre chance for, at det sker når du bliver presset” mumlede han. ”Tak” sagde jeg, for jeg vidste ikke hvad jeg ellers skulle sige. Han kiggede på mig og han virkede lettet. ”Nick og Anders og nogle af de andre, er faktisk også blevet arresteret for det de gjorde mod dig og det der på din Facebook”. Jeg vidste slet ikke hvad jeg skulle sige. Nick og de andre ville nok ikke genere mig igen og Kristian virkede ikke til at skamme sig over at være i nærheden af mig mere. Som i slet ikke. Han rygede faktisk helt hen i min seng og tog min hånd. Kristian kiggede mig direkte ind i øjnene. Hans øjne skinnede som krystaller i det bløde aftenlys. Han lænede sig over mod mig og jeg lænede mig hen mod ham og så mødte vores læber i et langt og inderligt kys. Da vi slap hinanden, holdte han sin hånd på min kind og ledte efter spor af fortrydelse i mit blik, men jeg fortrød ingenting. Kristian var præcis den person jeg havde brug for.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...