Savnets hemmeligheder

Mit bud til novellekonkurrencen Hjertesorger, lev dig ind i smerten. Det hvide ord er Afsked og den sorte ord er Uforløst. "Jeg går med tunge skridt hen af den mørke gang. Gangen virker mørk og kold. Uden de farverige billeder. Kun mørke penselstrøg, af en buldermørke masse, som har dekoreret gangen, med kunst. Jeg kan mærke mobilen vibrere i min hånd, men jeg tjekker den ikke."

1Likes
0Kommentarer
74Visninger
AA

1. Savnets hemmeligheder

Jeg går med tunge skridt hen af den mørke gang. Gangen virker mørk og kold. Uden de farverige billeder. Kun mørke penselstrøg, af en buldermørke masse, som har dekoreret gangen, med kunst. Jeg kan mærke mobilen vibrere i min hånd, men jeg tjekker den ikke. Jeg forsætter blot med at tage det ene skridt, efter det andet. Målrettet efter, at komme hen til min dør. Ind i mørket. Væk fra den dystre gang. Der skridt for skridt virker til at blive mindre, smallere, og skumlere. Jeg kan mærke hvordan billederne griber fat i mig. Hvordan den dystre maling smelter ned af lærrederne. Ned af væggen, ned mod gulvet, hvor det langsomt kommer mod mig. Jeg stopper. Vender mig om mod det. Jeg ser intet. Kun gangen, malerierne og mørket. Men jeg ved det er der…

Jeg hører et vindue gå itu. Et vindpust sætter gang i bevægelserne i mit hår. Vildt suser håret omkring mit hoved. Jeg kan intet se. Følelserne vender tilbage. Jeg kan mærke den kolde maling, sno sig op af mit ben. Langsomt i en vridende bevægelse, kommer den nærmer mod mine knæ. Jeg sætter i løb. Jeg flygter mod min dør. Jeg trykker det kolde håndtag ned. Braser gennem med alt kraft, imens malingen vrider sig op af min krop. Mod mit hjerte. Jeg mærker træet flytte sig for mig. Min vægt har fået døren skubbet op. Men jeg ser intet, kun skyggerne.

Døren lukker af sig selv. Der er helt mørk i mit lille værelse. Malingen er væk. Den var der aldrig. Det ved jeg godt, inderst inde.  Men det er nemmere at håndtere på den måde.

Jeg trækker blusen over hovedet. Den lander med et blødt bump på gulvet. Jeg fører hænderne om mod ryggen, hvor jeg hæfter brystholderen løs. Den lander ovenpå blusen, der ligger for mine fødder. Der er ingen lyde, ingen lugt. Kun en svag duft af hans parfume, der stadig hænger i luften.

Jeg kravler ind under de tunge dyner. Men den varmer ikke som før i tiden. Den kolde luft efteråret bringer, har sat sig godt i værelset. Den varme han før i tiden gav mig er der ikke længerer. Nu må jeg alene fryse. Jeg lægger mig i fosterstilling. Mine kolde hænder trækker mine ben tættere ind til mig. Jeg kan mærke kulden der bider i mave og ben, på mit skind. Men der er intet jeg kan gøre ved det. Jeg fortjener den kulde. Den kolde skulder jeg fik, er nu mit hjem.

Jeg vender mig om på ryggen, for at stirre op på det hvide loft. Jeg husker hvordan det så ud, fyldt med stjerner og månen der skinnede kun for os. Men fuldmånen er væk. Nu er der kun en dunkel, tom himmel tilbage. Den betyder intet for mig.

Jeg lukker stille mine øjne. Søvnen har bidt i mig længe. Jeg vil ikke lade den vinde. Jeg kan ikke falde i søvn. Han kommer blot i mine drømme. Han dukker bare op igen. Men han er her ikke. Han kommer aldrig tilbage, det var det han sagde. Jeg husker hans duft. Den stærke parfume, der kradser lidt i næsen. Jeg husker hans stemme. Den mørke runge lyd. Jeg husker ham klart. Min sikre havn.

Søvnen tager overhånd. Den kommer brusende ind, som Vesterhavets store bølger. Jeg falder i en dyb endeløs søvn.

 

Han tager en dyb indånding.

  ”Skat.”

Han holder en pause inden han forsætter.

  ”Skat. Jeg er ked af det. Men…”

  ”Men hvad?!” afbryder jeg.

Jeg skulle være stærk, men tårende løber allerede ned af mine kinder.

  ”Men hvad!!”

Det er ikke noget spørgsmål længere.

  ”Hvad. At du tager afsted igen? At du ikke kommer tilbage?... Forventer du virkelig jeg venter på dig igen?”

Jeg holder en lille pause inden jeg forsætter. Jeg kan se hans øjne løber i vand, men med et beslutsomt blik.

  ”Jeg er træt af at vente.” græder jeg.

  ”Jeg er træt af ikke at vide hvor du er. Hvad du laver. Eller om du overhovedet tænker på mig!”

Min stemme skælver, mens jeg udtaler hver stavelse.

Hans hånd kærtegner min kind. Jeg griber aggressivt fat i den. Jeg kan mærke mine negle bore sig ned i hans hud. Men jeg er ligeglad med om det er forkert. Hans smerte er blot en svag trøst  for mig.

  ”Du kan våge på at forføre mig, med dine ord, dine handlinger, eller gaver.”

Min finger er helt oppe ved hans ansigt.

  ”Kan du ikke forstå at du ikke betyder noget for mig?! Kan du ikke forstå at det er for sent?” Jeg græder den sidste sætning. Men stopper øjeblikkeligt da jeg udtaler de næste ord.

  ”Det er ligegyldigt om du tager afsted.” Mit blik er stenhårdt, iskoldt. Mine arme falder ned, til min side.

  ”Det er ligegyldigt om du bliver. Du er her alligevel ikke. Du er fjern, du er kold, du er her aldrig. Det eneste du kan finde ud af, er at forføre dine pokkers ludere, du går og knepper. Og så skal du ikke tro, at du bare kan komme her, med juveler og gaver for at få mig tilbage!” jeg snerre de sidste ord.

Nogle små spyt dråber rammer ham i hans fjæs. Mens jeg i en voldsom bevægelse, river den guld halskæde jeg har om min hals af, som han har givet mig.

  ”Det er ligegyldigt.” sukker jeg.

Jeg kigger kort på ham, for at han skal sige mig i mod. Men det gør han ikke. Han hverken siger noget eller rækker ud efter mig.

  ”Fint!” råber jeg såret.

Jeg lader halskæden glide fra min hånd mod molen. Drejer om på hælen og jeg går væk fra ham. Tårnede render ned som et vandfald over mit ansigt. Jeg kan mærke hans blik bore sig ind i min ryg, men jeg vender mig ikke om. Ikke den her gang.

Det eneste han får som afsked er mine tårer, der falder gennem molens revner ,ned i det dybgrønne hav.

 

Jeg vågner med et chok. Kulden er forsvundet og er blevet erstattet af det varme vinterlys. Jeg drejer mig om. Jeg er alene. Jeg gider ikke engang række ud efter mine drømmedagbog for, at skrive nattens rejse ned. For den er allerede nedskrevet, hundrede af gange. Altid de samme ord, har udfyldt flere notesbøger.

Han er ikke det værd. Det har han aldrig været. Jeg rækker i en hurtig bevægelse ud efter billedet på sengebordet. Jeg skimter kort manden på billedet. Inden jeg aggressivt smadre det ned i bordet, så jeg kan høre glasset splintre. En tåre gennembløder et lille område på min pude.

 

Et billede af ham har aldrig hjulpet på savnet.

 

Min far er begravet i bølgerne. Det er på tide at han skal forblive begravet der.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...