Get used to it ~ JB.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 okt. 2016
  • Opdateret: 15 nov. 2016
  • Status: Igang
Allisons liv er ikke nemt. Hun flytter rundt fra by til by på grund af hendes fars job. Hendes mor forlod hendes far, da hun var lille, og nu blev hun nødt til at leve med Heather, farens nye kæreste. Det med at være ny i en by var efterhånden ikke blevet et problem for hende, eftersom hun havde prøvet det en masse gange. Men lige dét med at flytte skole, var hun ikke så vild med. Og hvad gør man også, når man ender med at blive nabo til skolens største player? Og kommer der følelser med i spillet, eller vil hun bare være den næste tøs i hans samling?

135Likes
122Kommentarer
37749Visninger
AA

4. "He's a try harder."

Næste dag vågnede jeg med sommerfugle i maven. Jeg skulle starte på min nye skole, og spændingen var allerede begyndt at træde ind. Jeg tog slattent mit ene ben ud af sengen, og placerede det på gulvet, inden jeg rejste mig op, og tog gardinerne væk fra mit vindue. Jeg ville ikke vide hvordan jeg så ud lige nu, for det var sikkert ikke et kønt syn. Tværtimod. Jeg var ikke et morgenmenneske, og det var ikke svært at se på mit udseende om morgenen. Uglet hår, dårlig ånde og min klamme natbøjle skrålede virkelig, at jeg bare var pisse lækker og frisk.

Jeg kiggede træt rundt på de sidste papkasser på mit værelse. Jeg havde lovet min far at pakke dem ud i går, men jeg blev alt for distraheret af alle mulige andre ting, og derfor fik jeg selvfølgelig ikke gjort det.

”Allison! Er du vågen?” Råbte Heather nede fra stuen af. Jeg mumlede et hurtigt ja, og traskede sløvt ned af trappen. Jeg kunne ikke lide hende. Hun prøvede at lege min mor, hvilket jeg ikke brød mig om. Min mor forlod familien, og jeg havde ikke brug for en, der erstattede hende. Misforstå mig nu ikke, Heather var fin nok, men hun var alt for ung til min far. Man kunne se, at hun kun ville have ham på grund af hans penge, og hun bekymrede sig heller ikke en skid for mig, men jeg havde lært at leve med hende.

 

Uden at lede fiskede jeg nogle cornflakes ud af skuffen, og hældte dem op i en skål. Jeg fandt noget mælk i køleskabet, og dryssede dem så med lidt sukker, inden jeg gik op af trappen igen, og lukkede døren ind til mit værelse.

Et bling lød og jeg så over på min telefon. Hurtigt hentede jeg den, for at se hvem fanden der gad skrive til mig klokken 7 om morgenen.

Justin: Godmorgen new girl, first day of school, glæder du dig? ;)

Åh gud. Villle det her blive ved? Jeg troede kun, at han skrev til mig i går, men jeg tog åbenbart fejl.

Dig: Har du tænkt dig at skrive godmorgen til mig hver morgen, eller var det bare en heldig dag for mig i dag?

 

Justin: Vi ses smukke

 

Jeg rullede øjne og lagde min telefon væk. Hurtigt fik jeg spist mine cornflakes, så jeg kunne få tøj på, og lagt noget makeup. Jeg vidste til gengæld ikke hvad jeg skulle have på, hvilket var underligt, når jeg havde prøvet at være ny på en skole omkring de 8 gange nu. Jeg kiggede frustreret ind i mit skab, og fik øje på en sort sommerkjole, som hang bagerst i mit skab. Det måtte blive den. Den skulle alligevel bruges inden jeg voksede ud af den, så hvorfor ikke bare tage chancen, og håbe på at jeg så nogenlunde okay ud, selvom jeg ikke var det helt store kjole menneske. Jeg plejede egentlig bare at gå i løse bukser, mine vans og en helt basic T-shirt, men hvad fanden, forandring fryder.

Da jeg havde gjort mig klar og sagt farvel til min far og Heather, smed jeg min taske over skulderen, og hoppede i mine vans, og så var jeg ellers den der var smuttet. Jeg satte mine høretelefoner i ørerne, og skruede helt op for musikken. Jeg nåede kun lige at starte den, inden mine høretelefoner blev revet ud af ørerne på mig.

”Jeg vidste ikke, at du var kjoletypen, men den klæder dig, du er lækker.” Sagde en velkendt stemme, og det sædvanlige kække smil kom frem på hans læber.

 

”Hvad vil du, Justin?” Jeg satte mine høretelefoner ind igen, men der gik ikke et sekund før, at de blev revet ud igen.

”Jeg tænkte bare, at vi ligeså godt kunne følges. Det ville jo være latterligt, hvis vi bare gik ovre på hver vores side af vejen, når vi begge to godt ved, at vi har lyst til at gå sammen.”

"Hør, jeg kender ikke dig, du kender ikke mig, så i stedet for at være så offensiv, så kunne du måske prøve at lære mig at kende på en lidt anden måde. Altså du har ikke engang introduceret dig selv endnu."

Han nikkede kort, da jeg afsluttede min sætning. Han stoppede mig op, og kiggede mig direkte ind i mine øjne.

"Okay godt så, hvor skal jeg starte? Mit navn er Justin," han rakte hans hånd ud imod mig, og jeg tog imod den for så at ryste den blidt. "jeg er snart atten år, og der er rigtig mange piger der ikke kan lide mig, fordi jeg er en kæmpe nar, also known as a fuckboy, som nogle ville kalde mig. Jeg øh.. kan godt lide at spille basket og fodbold, og min yndlingsfarve er grøn." Han sendte mig et kæmpe smil, og jeg grinte.

Jeg nikkede blidt med hovedet, og sendte ham et imponeret ansigtsudtryk, og begyndte så at gå videre. Han fulgte trop, og grinte selv lidt fjoget.

"Såå, hvad synes du? Var den introdution godtaget?" Jeg sendte ham et smil, og nikkede.

"Ærlig er du i hvert fald."

"Kan jeg så lige sige noget mega ærligt nu?"
 

"Ja, kom med det." Det var sikkert nu han fyrede et eller andet mega cheesy af, men jaja.

"Jeg ved godt, at vi lige har mødt hinanden ik, men altså, du virker altså ret interessant new girl, jeg løj ikke i min besked, og jeg siger det bestemt heller ikke til alle." Oh shit. Farven blussede op i mine kinder, så jeg skyndte mig at vende hovedet til ham. Jeg var ikke vant til at få komplimenter, og når jeg så fik dem, så vidste jeg aldrig hvordan jeg skulle reagere.

"Awww rødmer du smukke." Han løftede mit hoved op, og sendte mig et smil. Hurtigt puffede jeg hans fingre væk, og rystede på hovedet.

"Lad os nu bare komme i skole, vil ikke komme for sent den første dag." Jeg tog lidt hurtigere skridt, men det så ikke ud til at være et problem for ham at følge med.

 

"Som fruen ønsker."

 

 

*****

 

Jeg sad inde i klasseværelset med alle de andre elever. Jeg havde allerede fået en ven, eller sådan da. Hun hed Jessica, og var faktisk overraskende sød. Ikke at jeg ikke havde troet det, men hendes tøj var lidt udfordrende. Altså hun lignede en af de seje typer, hvad er det nu man kalder dem? Bad girls? Anyways, hun spurgte mig, om jeg ville sidde med hende til frokost, og selvfølgelig sagde jeg ja. Hvis jeg skulle overleve det her skoleår, så kunne det være meget godt med nogle venner.

Jeg havde engelsk, og selvfølgelig havde Justin det også. Jeg lagde mærke til, at han sad og stirrede fucking meget på mig, men jeg prøvede at ignorere ham og fokusere på timen. Selvom det ikke var noget interessant vores lærer talte om, blev jeg alligevel nødt til at se ud som om, at jeg faktisk hørte efter.

Timen gik hurtigt, og snart skulle jeg have Historie. Jeg kunne faktisk godt lide historie. Der var et eller andet over det, som jeg fandt spændende, men hvis du spurgte alle mine, nu gamle, venner, så ville de kigge underligt på dig, og sige noget i stil med, "er du dum? Det er røvsygt."

Jeg pakkede stille og roligt mine ting ned i min taske, og gik ud på gangen. Mit skabs nummer var 129. Jeg skimtede hurtigt nummeret på det nærmeste skab. 114. Med hurtige skridt fandt jeg mit skab, og smed mine engelskbøger ind i skabet, for så at finde mine historiebøger frem. Idet jeg lukkede skabet, mærkede jeg et prik på min skulder. Jeg vendte mig om, og blev mødt af en mørkhåret dreng med blå øjne.

"Jeg ved godt, at det måske er lidt underligt, men er du ikke ny? Jeg synes ikke, at jeg har set dig før."

Jeg nikkede og sendte ham et smil.

"Jo, jo det er jeg. Mit navn er Allison." Jeg rakte min hånd frem, og han tog imod den og gengældte mit smil.

"Mit navn er Sean, rart at møde dig, Allison."

"Jamen i lige måde Sean. Kunne du måske ha.." Inden jeg nåede at afslutte min sætning, fik jeg øje på Justin ovre i hjørnet. Han stod og stirrede, og det var ikke behageligt.

"Ved du hvad, to sekunder Sean, jeg bliver nødt til at gå, men måske ses vi senere?" Jeg sendte ham et undskyldende blik, og han gengældte det med et smil.

"Det er helt okay, og ja vi gør så, det håber jeg i hvert fald." Han blinkede til mig, og så var han ellers smuttet.

Frustreret gik jeg over imod Justin.

"Er du sød at lade være med at stå og nedstirre mig? Kan du ikke finde på noget andet at lave? Bare fordi vi er blevet naboer, giver det dig ikke ret til at forfølge mig."

Han grinte af mig, og noget sagde mig, at han slet ikke tog mig seriøst.

"Jeg kunne sagtens lade dig være, men sagen er den, at jeg faktisk ikke har lyst. Og for at snakke om noget andet, så kan jeg se, at du allerede har fået venner." Sagde han, og jeg vidste godt, at han hentydede til Sean.

"Sean er sød ja." Han rystede på hovedet.

"Jeg snakker ikke om Sean, men om Jessica. Hun er med i min gruppe, så gæt hvem du også skal spise frokost med i dag?" Jeg sukkede, og han fik et lumsk smil på læben. "Yup, that's right baby, me."

"Håber ikke, at dine venner er ligesom dig, for så er jeg den der er skredet." Sagde jeg flabet, og han tog sig til hjertet og lavede et sad face.

 

"Av, er du altid så ond imod nye mennesker?" Han pressede mig forsigtigt op af væggen, og stod med en arm plantet på hver sin side af mig. Jeg kunne hverken sige eller gøre noget. Han strøg forsigtig mit hår bag mit øre, og kærtegnede min kind blidt.

"Du skal virkelig lære at snakke pænt til andre mennesker, new girl." Hans hoved bevægede sig tættere på mit, og stemningen var intens.

"Vi kan jo ikke have, at du render rundt og er sådan. Du trænger til at blive..Hvad skal man sige.." Hans hoved kom endnu tættere på mit, og vores læber snittede hinanden, inden han bevægede sin mund hen til mit øre. "Tæmmet lidt."

"Lad hende være Jay."

En dreng kom frem bag Justin, og Justin fjernede sig hurtigt fra mig. Drengen rakte hånden ud imod mig, og Justin betragtede ham lidt.

"Mit navn er Ryan." Jeg sendte ham et smil, og tog imod hans hånd.

"Allison."

"Nå Allison, har prettyboy her så allerede lavet dig? Hvordan var han? Var den stor nok?" Justin gav Ryan en lammer, og Ryan begyndte så bare at grine.

"Okay nej. For det første, han er ikke min type, for det andet, han er ALT for offensiv, lidt af en try harder, og for det tredje, det kommer aldrig til at ske." Jeg afsluttede min sætning, og Ryan kunne ikke holde sit grin inde mere.

"Som du kan se Ryan, så arbejder jeg stadig på det. Hun er ikke så nem hende her." Han kiggede over på mig, og jeg sendte ham et flabet smil.

"Jeg elsker hende allerede. Fandme dejligt med noget forandring fra din side af." Ryan puffede lidt til Justin, og smuttede så ellers bare.

"Jeg er din type, ik lyv new girl."

"Jeg løj ikke, jay."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...