This Year ❄️ One Direction

  • af &
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 nov. 2016
  • Opdateret: 19 dec. 2016
  • Status: Færdig
Julen er tiden hvor familien samles. Hvor børn og voksne deler glæden med hinanden, og familiebåndet forstærkes i alle de små hjem. Og selvom tiden går og vi knap mærker det, betyder det meget om vi holder jul med dem vi ønsker at fejre den med. // Annalee holder meget af sin familie, også selvom det ikke er hendes rigtige. Men hun vil finde nogen, nogen der måske savner hende og har det som hende. Dog havde hun aldrig troet at hendes fætter, skulle blive hendes redning. // I den anden ende af England bor Evelyn, en stille pige der aldrig har haft det nemt i de tre plejefamilier hun har været hos. Indtil en ældre dame tog hende til sig. Men Evelyn har den tomme følelse i maven af at der mangler noget. Den bliver kun forstærket, en kold eftermiddag i Londons gader.

20Likes
4Kommentarer
5664Visninger
AA

11. 4 Advent (E)

 

Evelyn Rosalie Watson

❄️

- Den Fjerde Advent -

❄️

Kapitel af Rimaa

Så mange ting er sket. Mit liv er blevet ændret på bare fire uger. Alligevel er det på mange måder det samme. Jeg har stadig Louisa. Min lille bil, og mit hjem. Men jeg har også en tvillingesøster. Hun er den ting jeg har gået og følt, jeg havde glemt. Hun har udfyldt det tomme hul, der har været siden jeg selv har kunne tænke. Og som om hun kan læse mine tanker, kommer hun gående ind i stuen. Min søster. Vi er alle sammen hjemme hos mig, da Niall rejser i morgen. Det da rart lige at kunne sige tak for hjælpen, og god jul. Bag Anna, kommer Harry gående med kakao og Niall med skumfiduser og pebernødder. Nu skal i ikke tro vi har holdt sådan en overdådig julemiddag. Faktisk har vi spist pizzaer fra supermarkedet. Men det kan da også være hyggeligt!

Harry rækker mig en kop og jeg smiler som tak. Vi har ikke snakket en eneste gang hele aftenen. Sjovt når man tænker på hvor meget jeg har snakket med Niall. Det er bare som om at hver gang vi kigger på hinanden, så kommer der sådan en uskreven mur. Som om vi ikke rigtig kan komme tæt på hinanden. Men nu skal jeg ikke overpladre jer med mit teenagesnak. Det har der alligevel været nok i de sidste bare dage. En anden ting - jeg skal stadig nå at finde gave til Annalee! Hun skal jo ligesom have en gave nu hvor hun er min søster, og den skulle helst kunne blive pakket op den 25. Det er egentlig sjovt at tænke på at jeg faktisk har en tvillingesøster. Hvor mærkværdigt og heldigt det var, at Harry han så mig den dag på gaden.

Det var sådan set også mærkværdigt hvor flabet jeg var overfor ham. Jeg er vel bare ikke typen der er særlig god til at snakke med fremmede. Men hvem er egentlig det. "Ikke også Eve?" Annas stemme afbryder min tankegang. Jeg kigger op. "Hvad?" de griner lidt. Ja, mig og Anna er nu officielt på kælenavne. Fordi jeg har givet hende lov til at kalde mig Eve! Hun er ikke sådan en stranger som Harry der bare gør det. "Jeg sagde, at vi skal holde julemorgen sammen," jeg nikker og smiler stort. Det har altid kun været mig og Louisa, men nu skal vi altså holde julemorgen med Anna og hele hendes store familie. Harry og hans familie spiser sammen med Annas familie d. 24. Men mig og Louisa kommer altså julemorgen. Jeg ved ikke om Harry er der d. 25. En lille del af mig håber det.

For helvede Eve. Anna og Niall kigger på hinanden, det er som om de har en indre samtale. Og jeg ved ikke hvad der gør det, men jeg har det som om at der sagtens kunne komme noget spændende ud af det. Tro mig, jeg er Doktor Kærlighed, og det har jeg altid været. Det har altid været mig der har forudset forelskelser, og skubbet piger ud over kanten så de turde tage det sidste skridt. Og skal der det samme til med Anna, jamen så værsgo' smukke. Jeg smiler lidt for mig selv. Der er dog en ting der aldrig har været særlig Doktor Kærlighed agtigt ved mig. Jeg har aldrig selv kunne skubbe mig selv ud over kanten, aldrig har jeg selv turde tage det sidste skridt. Men sådan er det jo. Og sådan tror jeg alle piger har det. Men ikke efter de har snakket med mig!

En klat sne falder ned fra taget, det runger lidt, men der er ingen der lægger mærke til det. Solen har lige i dag tittet frem nogen steder, hvis man altså har været heldig og set den. Man kan lige opleve lidt af den varme, solen udsender, hvis man står på det rigtige sted, på det rigtige tidspunkt. Ellers så er man jo bare uheldig. Er det ikke det livet handler om? Om hvor heldig og uheldig, man er på de rigtige tidspunkter? Jeg har aldrig selv tænkt særlig meget over det. Når man er ung, snakker de ældre jo hele tiden om, at man tror man er udødelig. Selv føler jeg mig ikke udødelig, jeg ved da godt at chancen for at dø er lige så stor som hos alle andre. Der er bare den forskel, om man frygter døden, eller om man tager den med et smil.

Jeg retter lidt på min trøje, og skubber mit skulderkorte hår om på ryggen. "Har du altid haft skulderkort hår," Harrys dybe stemme giver et sæt i mig. Jeg ryster på hovedet. "Indtil jeg blev 16 havde jeg hår til livet. Lige så langt som Annalees," han nikker. "Hvorfor klippede du det så kort?" jeg kigger på ham. "Jeg ville gerne prøve noget nyt, og så syntes jeg det var passende at donere håret til nogen der virkelig har brug for det," han smiler skævt. "Det klæder dig også. Måske er det også meget godt, det er ihvertfald den eneste måde jeg kan kende forskel på dig og Anna. Og så har Annalee selvfølgelig lidt fregner på næsen," siger han med et strejf af sjov i stemmen.

Han har ret. Der er ikke mange andre forskelle på mig og Anna. Men det er faktisk bare meget sjovt. At have en der ligner en så meget, det er som om man kan genspejle sig i personen. Som, hvis man er bange for noget, så kan man bare snakke med hende, for hun vil altid forstå en. "I går også på samme måde," jeg kigger med store øjne over på Harry. "Det var derfor jeg lagde mærke til dig den dag, du lignede Annalee bagfra på en prik. Især fordi i går meget ens," jeg kan ikke lade være med at komme med et halvgrin. "Jeg ved godt det lyder sjovt, men det er altså rigtigt!" jeg løfter øjenbrynene. "Klart," siger jeg. 

Alle de tomme kopper står igen på bakken. Jeg rejser mig for at bære dem ud, men mine hænder strejfer Harrys der ville have gjort det samme. Jeg kigger op på ham. "Så må vi jo begge to gøre det," griner han lavt. Mit blik glider over på Anna. Hun er fordybet i en samtale med Niall. "Tager du den eller skal jeg?" jeg nikker mod ham, og han tager den op. I stedet hælder jeg resten af skumfiduserne over i den samme skål, og tager posen med ud. Jeg stirrer på Harrys ryg da han går foran mig. Det skulder lange hår, som jeg ved han har planer om at klippe af. Jeg prøver at forestille mig ham uden det lange hår. Hvordan hans grønne øjne og skæve smil, vil hænge sammen med det nyklippede hår.

Det er da et meget godt resultat jeg får ud af det. Som om han kan mærke hvad jeg tænker, drejer han hovedet. Jeg kigger hurtigt ned på posen, og koncentrere mig om at gå ind i køkkenet uden at vælte eller hvad jeg nu kunne finde på. Han begynder at skylde kopperne af, og jeg tager imod dem for at sætte dem i opvaskemaskinen. "Er der julemorgen?" spørger jeg, og jeg kan gøre høre min stemmer lyder overdrevent afslappet. Han fanger mit blik, og denne gang kigger jeg ikke væk. "Det ved jeg ikke," siger han ærligt. "Jeg mener. Ser jeg, jeg mener vi, altså mig og Louisa, dig så igen?" han smiler og rækker mig endnu en kop. "Du vil måske gerne se mig igen?" " -Du vil måske ikke se mig igen?" svare jeg igen, han løfter øjenbrynene.

"Godt svar," der bliver stille lidt, indtil jeg opdager at der ikke er flere kopper. Det er tid til at gå tilbage til de andre. "Selvfølgelig vil jeg se dig igen Eve," jeg kigger overrasket op på ham. "Mener du det? Altså, det kunne jo godt være at du havde en kæreste, og derfor ville jeg ikke trænge mig på. Ikke fordi jeg mener vi skulle være kærester! Det var bare ren høflighed. Som ven. Ja, som ven," hans smil bliver bare større og større jo mere jeg siger. Sådan en kegle, Evelyn, du er sådan en kegle. Jeg mærkede et greb om mit liv. "Du er den skøreste pige jeg har mødt. Først afviser du mig udelukkende, bagefter dukker du op foran min lejlighed, pludselig kan du ikke fordrage mig. Og nu?" jeg bider mig i læben. Velvidende at Harry lige nu står med armene omkring mig, og jeg som den poetiske person jeg nu engang er, er bange for at mit hjerte vil afsløre mig.

For hold da op det slår hurtigt. Jeg synker. "Nu er jeg vel bare... Evelyn?" han ryster på hovedet. "Du er meget mere end det. Du er Eve," og som han har sagt det rammer hans læber mine. Jeg læner mig ind mod ham, fuldstændig ligeglad med om mit hjerte er ved at hoppe ud af mit bryst, ligeglad med om jeg fortyder det her i morgen, eller i overmorgen. For det her er min juleforelskelse, det her er min familie, kort sagt, det her: Er mit juleeventyr.

____________________________ 

Hejsaaa!

Så er det altså sidste advent, og det sidste i kommer til at høre fra mig på denne historie.

Jeg er virkelig ked af det korte kapitel, men det hele skulle gå lidt stærkt.

Jeg skal jo også være klar til jul. ;)

Der kommer en besked fra mig igen i aften.

I har været så fantastiske og søde alle sammen, til at læse vores historie!

Tusind gange tak!

Men vores anden historie er jo ikke færdig endnu!

Langt fra. :)

Vi ses alle sammen!

Knus

Rimaa xx 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...