This Year ❄️ One Direction

  • af &
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 nov. 2016
  • Opdateret: 19 dec. 2016
  • Status: Færdig
Julen er tiden hvor familien samles. Hvor børn og voksne deler glæden med hinanden, og familiebåndet forstærkes i alle de små hjem. Og selvom tiden går og vi knap mærker det, betyder det meget om vi holder jul med dem vi ønsker at fejre den med. // Annalee holder meget af sin familie, også selvom det ikke er hendes rigtige. Men hun vil finde nogen, nogen der måske savner hende og har det som hende. Dog havde hun aldrig troet at hendes fætter, skulle blive hendes redning. // I den anden ende af England bor Evelyn, en stille pige der aldrig har haft det nemt i de tre plejefamilier hun har været hos. Indtil en ældre dame tog hende til sig. Men Evelyn har den tomme følelse i maven af at der mangler noget. Den bliver kun forstærket, en kold eftermiddag i Londons gader.

20Likes
4Kommentarer
5901Visninger
AA

8. 3 Advent (E)

 

Evelyn Rosalie Watson

❄️

- Den Tredje Advent -

❄️

Kapitel af Rimaa

Mine hænder lægger sig om koppen. Varmen fra den brænder mine fingerspidser, men jeg lader som ingenting. Sneen er holdt op med at falde. Kun tø sne, og brune nedtrampede klatter kan man finde. Vejene er glatte, og selv jeg er bange for at køre. Men jeg kan ikke lade være, jeg må finde ud af om Annalee er min tvillingesøster. "Godt, hej, ja og god jul," stemmen kommer ude fra gangen. En nøjagtig kopi af mig, eller sådan da, kommer gående ind i stuen. "Heller ikke de kunne hjælpe! Jeg ved snart ikke hvem vi skal spørge. Nu har vi snakket med hver eneste børnehjem i London, og ingen kan hjælpe!" hun lader en hånd rode i håret, mens hun smider sig i sofaen.

"Men måske er vi slet ikke fra London. Den første plejefamilie jeg boede hos, boede helt oppe nordpå her i England," "- Ja, men der er bare ét problem. De kan ikke huske hvilket børnehjem de adopterede dig fra!" afbryder hun med et suk. Hun har ret. "Måske har Louisa adoptionspapirerne fra mig af. Ved du hvad, jeg tager hjem og leder igen," siger jeg beslutsomt. "Sødeste Evelyn du har ledt hundrede gange, hun må jo have smidt dem ud," hendes stemme er håbløs. "Det ligner bare ikke Louisa at smide noget ud," ærligt talt, det gør det faktisk ikke. Min egen mumlen med mig selv giver mig en idé. "Måske har hun lagt papirerne i skuffen hvor papirerne fra hendes afdøde mand ligger, hun har aldrig været særlig god til at sortere dem,"

Det banker på døren, og Annalee rejser sig op. En pige med lyst hår kommer løbende ind, efterfulgt af en dreng der går med bøjet hoved over en telefon. "Evelyn det her er Safiya, min lillesøster. Og det er min lillebror Danyel," jeg smiler til dem. "What up!" siger Danyel, og jeg kigger måbende efter ham. Annalee ryster på hovedet. "Han er uforbederlig," mumler hun og sætter sig i sofaen. Hendes plejeforældre kommer gående efter, dem har jeg mødt. Vi har snakket med dem flere gange, dog har Safiya og Danyel aldrig været til stede der. "Hej Evelyn! Godt at se dig igen," pludrer Juliane og giver mig et kram. "Jeg skulle sige fra Harry, at Niall stadig ikke kan finde noget fly. Det er vidst et eller andet med at de alle sammen er overbooket," jeg løfter øjenbrynene og kigger på Annalee, der trækker på skuldrene. "Hvor har du mødt Harry?" "- Hjemme hos Louisa, ja jeg ville lige tage en kop kaffe med hende, og så var Harry og Niall der,"

"Er de hjemme hos Louisa!" hun trækker en spegepølse op af indkøbsposen. "Ja? Det troede jeg da i vidste? De leder vidst efter nogen adoptionspapirer. Har i egentlig fundet dem?" Mere høre vi ikke før vi er gået igang med at tage sko på. "Hvad i alverden laver de hjemme hos Louisa! De har aldrig truffet hende før, stakkels hende, hun må jo være så forvirret," jeg snakker der ud af, mens Annalee koncentrere sig om at starte bilen. "Hvad tænker de også på, det er som om de tror at vi ikke selv kan finde ud af hvor vi kommer fra," mumler hun. "Jamen det kan vi jo heller ikke," vi stirrer på hinanden. "Nårh nej," så starter hun bilen og gasser den op så alt sneen ryger ud til siderne.

Vi flyver forbi huse og juletræer, og kommer endelig ud på den store vej. Radioen spiller: Let It Snow, og vi nynner med. Dog kan jeg ikke lade være med at tænke på Louisa, hvad mon hun sagde da de kom? Hvem mon hun tror de er? Åh gud. Kunne de ikke bare holde sig væk! Hvor vidste de overhovedet fra hvor jeg bor? Det er sikkert Harry der har... stalket ... mig. Ej okay, sådan er han nu nok heller ikke. Jeg kom jo trods alt også vandrende til hans lejlighed midt om natten, hvis han nu bare har glemt det, kan jeg jo godt tillade mig at være lidt sur på ham. Ikke?

Vi glider ind imellem vejene til et par lejligheder, og forbi dem igen. Godt at min bil ikke er særlig stor, så er alt ligesom bare lidt nemmere. Alt sådan nogen som at køre og parkere, det er altså bare en lille smule lettere fordi bilen er lille. Altså fordi den er lille, så er det også en 'lille' smule lettere. Haha. Ruden dugger da min ånde rammer den, og glider som små dråber ned af vinduet. Jeg følger dem med øjnene. Da jeg var lille, sagde jeg altid til mig det var et kapløb. Hvilken dråbe kunne først nå den anden side af ruden? Det var meget smart tidsfordriv hvis man kørte langt. Men nu er der intet mere, min fantasi er ved at slippe op. Desværre.

 

Oh the weather outside is frightful

But the fire is so delightful

And since we've no place to go

Let It Snow! Let It Snow! Let It Snow!

 

Mit blik glider over på Annalee, hendes næse og mund har præcis samme form som min. Hovedet har samme størrelse, og vi har den samme lille hage. Vi har begge to et smilehul i venstre side. Hendes er dog tydeligere end mit. Der er også en mindre forskel, hun har fregner omkring næsen. Det har jeg ikke. Hvordan mon vores mor har set ud? Ligner hun os? Eller ligner vi vores far? Jeg ryster på hovedet. Måske er vi overhovedet ikke søskende, måske er det bare et eller andet vildt sammentræf. Mit blik glider mod ruden, jeg begynder at kunne kende husene da der ikke er så mange af dem mere. Snart drejer vi ind i af indkørslen til mit hjem. Annalee har gennem ugen været masser af gange hjemme hos mig, sammen med Juliane.

Vi har snakket om alt og intet, og det har virkelig været rart at føle at man måske endelig er tæt på at finde et lille stykke af sin biologiske familie, et stykke af noget at det man føler man manglede. Jeg springer ud af bilen, og tramper direkte op til hoveddøren. Jeg åbner den, og tramper sneen af på dørmåtten. "Louisa?" der lyder klirren af glas, og da vi har taget skoene af kommer Louisa gående ud inde fra stuen. "Jamen goddag piger! Hvorfor har i dog ikke sagt at i har sådan nogle nydelige drengevenner? Du ved da du skal fortælle mig alt Eve," "Ja. Eve," kommer det ovre fra den franske dobbelt dør ind til stuen, og jeg sender Harry et dræberblik.

Han burde overhovedet ikke være her. Jeg går direkte hen imod de to drenge, og tager fat om deres arme. "I kommer med mig," fortumlet følger de efter, og jeg kan høre hvordan Annalee også går efter. Jeg puffer dem ind på mit værelse og lukker døren bag os. "Hvad i alverden laver i her!" spørger jeg ophidset, med en kold stemme. "I kan da ikke bare komme rendende hjem til Louisa på den måde. Hun kender jer ikke engang! I burde overhovedet ikke blande jer!" "Evelyn de gjorde det jo bare i bedste mening," siger Annalee. De to andre står og kigger skræmt på mig. "Altså Louisa ser da ud til godt at kunne lide os," jeg kommer med et vredt udbrud, over Nialls kommentar. "I er verdensberømte! Tror i jeg vil have alle mulige rendende ude foran mit hus? Det kan godt være jeg lyder som en idiot, men jeg ved at Louisa heller ikke ville syntes det var særlig fedt!"

"Eve, undskyld. Vi vil jo bare så gerne have beviser på at du faktisk er Annas tvillingesøster. Også for din skyld," Harrys stemme er uskyldig, og undskyldende på en gang. "Jamen. I. Jeg," der bliver stille. "Tak," siger jeg så med et suk bagefter. "Men jeg er altså ikke vant til at alle ved hvem jeg er. Så kan det godt være at du er vant til det Annalee. Men det er jeg altså ikke," hun tager min hånd. "Det ved jeg godt. Men det er altså ikke så slemt som du tror. En dag mister de interessen for dig, så længe du ikke begynder at date en af dem," jeg nikker. "Du har ret," sammentygger jeg. "Men lige en ting til," jeg stiller mig foran Harry med hænderne i siden, og sammenknebne øjne. "Hvor fik i min adresse fra?" Han smiler skævt. "Jeg har også mine kontakter," siger han flabet.

 

It doesn't show signs of stopping

And I've bought some corn for popping

The lights are turned way down low

Let It Snow! Let It Snow! Let It Snow!

 

"Hvad skete der egentlig med det fly?" spørger Annalee så helt roligt. Niall smiler trist. "De er alle sammen overbooket, jeg kan først tage et fly den 19 december. Men jeg kommer da hjem til jul," hun nikker. "Det skal vi nok sørge for," jeg løfter øjenbrynene. "Hvorfor tager du ikke bare et privatfly?" spørger jeg dumt. Harry sukker. "Bare fordi vi er 'verdensberømte' som du så fint kalder os, så betyder det ikke at vi bare kan tage et privatfly når det passer os," jeg skuler til ham. Hold fast hvor går han mig på nerverne lige nu. "Okay, men nu hvor i er her. Har i så fundet noget?" afbryder Annalee mit skulende blik. De ryster begge to på hovedet. Vi kigger lidt på hinanden, indtil døren knirker og Louisa træder ind.

"Jeg kører ned og handler ind til lidt aftensmad. Bliver i og spiser?" hun smiler stort, og spørgende. "Nej vi må hel," "- Ja det gør de," afbryder jeg Harry. Jeg kigger op på ham, og møder hans blik. "Som tak for at de bliver og hjælper," han kigger overrasket ned på mig. Jeg ved godt at han lige gik mig på nerverne. Men så slem er han nu heller ikke. "Det er da dejligt, jamen så smutter jeg," jeg nikker og smiler, så lukker døren bag hende. "Godt så. Anna, dig og Niall tager nedenunder. Harry, du bliver og hjælper mig heroppe. Annalee kender huset bedre, så det er nok bedst sådan," de nikker, og Annalee og Niall begiver sig nedenunder. Straks går jeg ud i gangen, og begiver mig mod kontoret.

Jeg aner ikke hvor vi skal starte. Men der burde altså være et papir hvor mit biologiske efternavn står på. Annalee ved godt hvad hendes biologiske efternavn er, desværre fik de bare aldrig et papir med da de adopterede hende. Det mener Juliane ihvertfald at de ikke gjorde. Selvom jeg dog har svært ved at tro det. Men fair nok, nu skal vi bare finde mit papir og så sikre os at jeg har samme biologiske efternavn som Annalee. Så burde der ihvertfald ikke være ret meget tvivl længere. Altså hvis vi både ligner hinanden til forveksling, vi er begge adopteret fordi vores biologiske mor ikke kunne tage sig af os, og vi har samme biologiske efternavn. Ja så tænker jeg, at vi må være søskende. På en eller anden måde ihvertfald.

"Hvor leder vi først?" hans stemme bag mig, afbryder min tankegang. "Det ved jeg ikke... Men vi skal vel starte et sted," han griner. "Ja, det skal vi vel," han stopper op foran mig. "Tænk du lader os spise med, hvad nu hvis nogen 'opdager' os?" jeg ryster på hovedet. "Jeg overdrev, og det er jeg ked af. I er gode nok. Uden dig havde jeg nok aldrig mødt min søst... Annalee," jeg retter hurtigt mig selv, jeg aner jo ikke om hun faktisk er min søster. "Det havde du nok alligevel. I kunne vel ikke have undgået hinanden for altid," jeg griner. "Who knows?" jeg vender mig om og roder i den samme kasse, jeg har rodet igennem hundrede gange.

"Du er sgu noget for dig selv. Eve,"

____________________________________ 

Halløjsa alle julenisser!

Så er det 3. Advent.

Som tiden dog flyver! :)

Jeg håber i kan lide vores historie?

Jeg er rigtig glad for at skrive den.

Jeg er ihvertfald rigtig glad for at i læser med.

Det er helt fantastisk!

I er bare søde. Det er i bare.

Vi ses i mit lille juledigt!

Rimaa xx

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...