This Year ❄️ One Direction

  • af &
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 nov. 2016
  • Opdateret: 19 dec. 2016
  • Status: Færdig
Julen er tiden hvor familien samles. Hvor børn og voksne deler glæden med hinanden, og familiebåndet forstærkes i alle de små hjem. Og selvom tiden går og vi knap mærker det, betyder det meget om vi holder jul med dem vi ønsker at fejre den med. // Annalee holder meget af sin familie, også selvom det ikke er hendes rigtige. Men hun vil finde nogen, nogen der måske savner hende og har det som hende. Dog havde hun aldrig troet at hendes fætter, skulle blive hendes redning. // I den anden ende af England bor Evelyn, en stille pige der aldrig har haft det nemt i de tre plejefamilier hun har været hos. Indtil en ældre dame tog hende til sig. Men Evelyn har den tomme følelse i maven af at der mangler noget. Den bliver kun forstærket, en kold eftermiddag i Londons gader.

20Likes
4Kommentarer
5665Visninger
AA

10. 3 Advent (A)

 

Annalee Grace Hamilton

❄️

- Den Tredje Advent -

❄️

Kapitel af Zackie

Med rolige bevægelser træder jeg ind i værelset. Gulvet giver sig under mine fødder, og efterlader en knirkende lyd. Jeg lader blikket glide undersøgende rundt i rummet. Papirer flyder overalt, og jeg kan straks konstatere at dette ikke bliver den nemmeste opgave. Et suk undslipper min mund, imens jeg forsøger at overskue det hele. Velovervejene over hvor jeg burde starte søgningen henne.

Solens stråler trænger igennem de tykke vinduer, og lyser støvpartiklerne der svæver rundt i rummet op, og jeg beslutter mig for at lede den slidte bogreol igennem. Min finger stryger henover den støvede hylde, så en grå plet danner sig på min fingerspids. Uden besvær sætter jeg mig til at søge hylderne igennem, der er fyldt op med en masse gamle bøger, hvilket man kan bekræfte på omslaget af de forskellige bøger. 

"Finder du noget?" min krop giver et hop af ren forskrækkelse, og jeg vender rundt på hælen. Evelyns figur danner sig i døråbningen, og jeg presser min let åbne mund sammen. "Nej.." et suk slipper udover hendes læber, og et opgivende tryk placere sig på hendes ansigt. 

"Vi finder det jo ikke!" udbryder hun, og jeg tillader mig at hvile min krop op af bogreolen. Mit hoved læner sig til siden, og finder støtte op af kammen. Let lukker jeg øjnene, og lader et suk slippe mine læber. "Det må jo være her, spørgsmålet er bare hvor," konstatere jeg, imens at jeg forsøger at komme på positive tanker. 

"Vi finder det ihvertfald ikke ved at stå her," hendes stemme lyder opgivende, og et opmuntrende smil, forsøger at spille sig på mine læber. "Nej, du har ret. Så lad os lede videre," svarer jeg, og lader endnu en gang blikket glide rundt i rummet. "Det var min plejefars kontor det her," hører jeg hende sige, og jeg lader opmærksomheden glide over på hende. Stilheden lægger sig over os som en tung dyne, og jeg kan konstatere at hun ser tilbage på nogle minder, alligevel nænner jeg ikke at bryde ind. Jeg læner hovedet let på skrå, og betragter hendes tænkende udtryk. Let it snow, sætter sig på min nethinde, og jeg begynder at nynne teksten inde i mit hoved, som tiden går. 

 

When we finally kiss good night
How I'll hate going out in the storm!
But if you'll really hold me tight
All the way home I'll be warm
 

"Nåh, nok om det. Jeg går nedenunder og leder videre," bryder hun ud, og jeg betragter hvordan hun forsvinder ned af gangen. I en rolig bevægelse bevæger jeg mig hen til skrivebordet. Overfladen kan godt trænge til en lakering, men kvaliteten fejler tydeligvis ikke noget. 

Jeg ser papirene igennem, og lader hurtigt mine øjne skimte indholdet, der nu står på hvert papir. Tydeligvis er det ikke det jeg lader efter, og jeg kigger desperat videre. Mine øjne i en søgende tilstand, stryger henover rummet, som har jeg et robots syn.

Let kigger jeg skuffer, og utallige breve igennem. Dog ser heldet ikke ud til at være med mig, og jeg lader min krop tage plads i en orange betrukket sofa. Min hånd hviler sig på armlænet, og jeg læner udmattet hovedet tilbage, så mit blik lægger på loftet.

Hvis bare det er så let, men selvfølgelig skal det lige være modsat, og umuligt at finde. Hvis det undrer jer, så er vi stadig i færd med at lede efter Evelyns adoptions papirer, da mine vist aldrig kom med hjem. Til gengæld fik jeg mit efternavn at vide, som gør situationen lidt lettere, ellers ved jeg ikke hvad vi havde stillet op. 

_______________________

 

Tiden går, og jeg har efterhånden ikke styr på hvad klokken er. Men jeg kan konstatere at nogle timer er gået, og jeg har stadig ikke fundet nogen tegn på papiret. De ser heller ikke ud til at de andre har held, ellers ville jeg da have hørt fra dem. Bortset fra hvis de selvfølgelig har glemt mig, hvilket jeg da ikke håber er tilfældet. 

Med et opgivende blik, roder jeg omhyggeligt endnu en bunke igennem. Sørger for at jeg ikke overser noget, og måske ser forbi det jeg nu leder efter. Ikke fordi at jeg regner med at finde det, efter de mange timer der er gået, hvor intet er fundet. Ikke engang et enkelt tegn. 

Et dybt suk forlader mine læber, som jeg sorterer de forskellige stakke papirer, eller breve.

"Hvordan går det herinde?" en stemme trænger igennem min koncentration, og mine tanker forsvinder som dug. Mit blik søger op fra bunken, så det lander på Niall. Hans blik glider engang rundt på alt rodet, jeg har gjort værre end det allerede var. Et uskyldigt smil spiller sig på mine læber, som en hentydning til at han netop ikke skal nævne rodet. Han opfatter hentydningen, og nikker forstående. 

"Har du kigget derhenne?" forhører han mig, og mit blik fæstner sig på en bunke i hjørnet. Jeg finder mig selv bevæge mig imod bunken, og bukke mig ned, så jeg sidder i hug. Overrasket ryger mine øjenbryn i vejret, og før jeg tænker yderligere over det samler jeg med rystende hænder, det papir vi alle havde ledt efter siden i morges op. Jeg kan fornemme Nialls blik hvile i nakke på mig, og jeg vender mig langsomt om imod ham. Mit blik ligger stadig på papiret, uden at forsøge at skimme indholdet igennem. En tanke slog mig, som om at jeg først opfatter situationen lige nu. Jeg snerper læberne sammen, imens mine øjne slører teksten. 

Dette er måske svaret på om jeg ren faktisk har en ukendt søster, som jeg så har dannet bekendskab med nu. Det lyder skræmmende i mine ører, men hvis jeg ser på den positive side, har jeg måske mulighed for at danne kontakt med min biologiske familie, uden at være alene om det? 

"Er det det?" hører jeg Niall spørge lavt, som har han haft en indre kamp med sig selv, om han tør at bryde ind. Jeg glipper med øjnene, inden jeg langsomt leder mine tanker et andet sted hen. Mit blik stirre tænktsom ud i luften, og jeg finder mig selv forsvinde fra omverdenen.

 

The fire is slowly dying
And, my dear, we're still goodbying
But as long as you love me so
Let It Snow! Let It Snow! Let It Snow!

 

"Ja," ordene flyder endelig ud over mine læber, og jeg vender opmærksomheden imod Niall. Han skærer tænder, imens han blik kigger tomt mod papiret. Han kan tydeligvis ikke finde ud af hvordan han skal handle situationen, men kan jeg bebrejde ham nu når jeg måske er lidt fraværende?

"Såå.. Går det?" spørger han lavt om, hvilket hev mig helt ud af min trance. Han fanger mit blik, og jeg kan fornemme bekymringen i hans øjne. I et øjeblik bliver jeg suget ind i hans klare blå øjne, der gemte på mange følelser, der bare ikke blev vist frem. "Jeg ved bare ikke hvad jeg skal stille op," indrømmer jeg besvarende, på hans spørgsmål. 

"Vi må hellere informere de andre," lyder det lidt efter fra mig igen, mens et smil pynter sig på mine læber, forsøgende på at lette den tunge stemning, hvilket tydeligvis lykkedes. Niall danner øjenkontakt, og gengælder mit smil, så hans hvide tænder blottes. Nogle svage smilerynker kommer frem omkring hans øjne, og formår at få hans øjne til at virke mere virkelige. 

Med hjælp fra min hånd får jeg rejst mig op fra hug, inden jeg bevæger mig nedenunder, med Niall i hælene. Roligt træder jeg ind i stuen, selvom mit hjerte banker hårdt mod mit bryst. Hvorfor reagerer jeg sådan her? Opmærksomheden bliver vendt mod os, så snart vi træder ind i rummet, og jeg knuger papiret ind i min hånd. Evelyns blik glider ned på papiret, og forbliver det. Hendes mund har samlet sig til en lige steg. Så jeg er ikke den eneste der reagere sådan her?

Hun nikker imod det, inden hun fanger mit blik. Et usikkert smil forsøger at spille sig på mine læber, og hun gengælder det med et ægte bredt smil. Så ét svagt smilehul kommer frem på hendes kinder. "Hvad står der så?" hører jeg Harry spørger, hvis øjne lyser af forventning. Mine øjne søger ned mod papiret, og for en gang skyld, sløre teksten ikke, og lader øjnene kører langs indholdet. Jeg kan mærke alles blik hvile forventningsfuldt på mig, og jeg skimter videre indtil jeg når det vi alle har ventet spændt på. 

"Woodley, lige som mit" 

_______________________________

Så blev det 3 Advent!

Hvor det dog går hurtigt!

Håber kapitlet tilfredsstiller jer!

Jeg nyder ihvertfald at skrive denne historie,

så håber i nyder at læse den!

Vi ses, næste Advent!

- Zackie xx

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...