This Year ❄️ One Direction

  • af &
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 nov. 2016
  • Opdateret: 19 dec. 2016
  • Status: Færdig
Julen er tiden hvor familien samles. Hvor børn og voksne deler glæden med hinanden, og familiebåndet forstærkes i alle de små hjem. Og selvom tiden går og vi knap mærker det, betyder det meget om vi holder jul med dem vi ønsker at fejre den med. // Annalee holder meget af sin familie, også selvom det ikke er hendes rigtige. Men hun vil finde nogen, nogen der måske savner hende og har det som hende. Dog havde hun aldrig troet at hendes fætter, skulle blive hendes redning. // I den anden ende af England bor Evelyn, en stille pige der aldrig har haft det nemt i de tre plejefamilier hun har været hos. Indtil en ældre dame tog hende til sig. Men Evelyn har den tomme følelse i maven af at der mangler noget. Den bliver kun forstærket, en kold eftermiddag i Londons gader.

20Likes
4Kommentarer
5850Visninger
AA

5. 2 Advent (E)

 

Evelyn Rosalie Watson

❄️

- Den Anden Advent -

❄️

Kapitel af Rimaa

Jeg vender mig om. Sparker til dynen, og lader den endnu engang klæbe sig fast til mine ben. Frustreret kører jeg en hånd gennem håret, hvor er det bare belastende. Det er lørdag nat, og egentlig burde jeg være sammen med nogen venner. Men efter ham der Harry snakkede om at jeg er adopteret, er dagene ligesom blevet en lang sammensmeltning af alt muligt. Er det virkelig muligt at der findes en pige der hedder Annalee, der ligner mig til forveksling? Nej umuligt, nu må jeg altså stoppe. Endnu engang vender jeg mig om, men søvnen vil ikke sætte sig fast i mine øjne. Mine øjne åbner, og retter sig mod loftet. Jeg griber ud efter min mobil. Klokken viser 00.06, nu er det altså officiel 2. advent.

Og jeg ligner mildes talt en søhest der er strandet på land. Hvad nu hvis jeg faktisk har en søster? Hvis jeg ikke er den eneste, min mor sendte væk fordi hun ikke kunne tage sig af mig? Af os... Uden rigtig at tænke svinger jeg benene ud over sengen. Jeg må komme til bunds i det her, og når jeg nu alligevel ikke kan sove. Jeg stopper op. Men hvad gør jeg lige, det var jo et rent tilfælde Harry så mig sidste søndag, jeg aner jo ikke hvor jeg skal finde ham. Et øjeblik ligger jeg mig tilbage i sengen, mit hoved kører på højtryk. Måske skal jeg bare lade det lægge. Mine øjner lukker i. Vent lidt, hvad var det nu Emily sagde da jeg spurgte hende om ham? Ja, jeg spurgte Emily om ham, jeg er sgu da nødt til at vide hvem der kender Annalee!

Det gør han så tydeligvis. Hun sagde hun ved hvor han bor, og hvor i alverden hun ved det fra ska' du ikke spørge mig om! En hurtig sms senere lister jeg hen til mit klædeskab. Emily ved sådan set hvor alle i London bor, hun er sådan en type der elsker sladder. Og hvem er den bedste ikke at sladre om? Nu håber jeg bare at hun har ret, og at adressen ikke bare er et eller andet rygte. Men hun plejer altså at være rimelig skarp til sådan noget. En del af mig er meget imod at jeg gør det her, med hvad fanden, hvad kan gå galt? Hvis det virkelig fører til at den knude jeg har haft i maven alle de år forsvinder, så gør jeg gerne hvad der kræves. Den tomme følelse man har, den dræber virkelig en langsomt.

Det er lidt som at føle man har glemt et eller andet, man ved bare ikke hvad det er man har glemt. Som når man tager i skolen og finder ud af man har glemt sin madpakke, og egentlig hele morgenen godt har vidst at man har glemt noget. Til gengæld finder man bare altid ud af hvad det er man har glemt. Men det har jeg aldrig fundet, hver gang håber jeg at det er det jeg har glemt, men det er det ikke. Og jeg er bange for at det her min sidste chance, for at finde ud af hvad det er der skete med mig dengang. Og om jeg virkelig har glemt nogen et sted.

Jeg finder noget tøj frem, nu håber jeg at Louisa sover tungt. Og hvis jeg ikke er tilbage i morgen, må jeg jo sige at jeg sov hos Emily. Jeg hader at lyve, men jeg kan ikke fortælle sandheden, desuden, hvordan skulle jeg sige det? Harry Styles troede jeg var en eller anden pige han skulle være sammen med, men i virkeligheden var jeg en anden, og nu vil jeg gerne finde den pige han troede jeg var? Det lyder totalt kludret i mine øre, og så er det måske også bare bedste at det kludrede forbliver hos mig lidt endnu. Det lyder en del nemmere. Jeg hiver mit tøj på, og sætter mit hår op i en hestehale.

Jeg lister forbi Louisas værelse, og går så stille som jeg nu kan ned ad trappen. Mit hjerte hopper en gang da et trin knirker, jeg holder vejret og lytter, ingen bevægelse. Jeg puster ud og fortsætter, så hurtigt som jeg nu kan uden at larme tager jeg sko og overtøj på, vikler mig ind i mit halstørklæde, vanter og hue, og griber bilnøglerne til Fiat'en. Jeg låser døren efter mig, og bander indvendigt da den giver et højt klik fra sig. Jeg klikker selen og tænder bilen, så skriver jeg ellers adressen ind på min GPS, på telefonen. Okay, kun ti minutters kørsel herfra, det er da rimelig fint. Hvis jeg nu parkere samme sted som sidste søndag, kan jeg jo gå resten af vejen. Mine hænder finder radioen og tænder.

Jeg lytter ikke rigtig til de talende stemmer, der snakker om den 2. advent. Mine tanker finder vej tilbage til hvad det er jeg lige har gang i. Hvad skal jeg sige til ham? Han kan jo sikkert ikke engang huske mig, og så står jeg bare der som en eller anden kegle. Et øjeblik er jeg lige ved at vende om, men noget inde i mig tvinger mig til at fortsætte. Jeg må ikke give op nu, der er en pige her i London der ligner mig til forveksling. Og jeg vil vide om det bare er en tilfældighed. Er det det, fear nok, så prøvede jeg i det mindste. Men at leve med uvidenhed, ellers tak. Utroligt at jeg egentlig aldrig er stødt ind i hende, men okay, London er stor, og jeg har jo også kun boet her seks år af mit liv. Og jeg har gået i skole i en mindre by en halv time væk, det er først da jeg begyndte at studere her sidste sommer at jeg er meget i London.

Det giver et sæt i mig da jeg opdager at jeg allerede er nået til gaden hvor parkeringspladsen ligger, jeg har måske mødt to biler på vejen. Jeg forstår dem godt, det er kun tossede typer som mig der køre rundt i Londons mindre klokken 00:41 om natten. Der er til gengæld masser gang i diskotekerne omkring, og det vrimler sikkert med taxaer på de større gader. Men altså ikke lige her. Jeg parker bilen så elegant som jeg plejer (langt fra), og stiger ud i den kolde friske nattevind. Stjernerne blinker klart over mig, og der er ikke en sky på himlen. Mit blik fanger min mobil, seks minutter gående herfra. Jeg begynder at gå, sneen falder ikke nær så kraftigt som den gjorde i går, men alligevel ligger den tykt på tagene.

Alle lys i de mindre butikker er slukket, og lejlighedskomplekserne kommer til syne. Her har jeg godt nok aldrig været, det er også alt for dyrt til mig. Det her er kun lejligheder jeg kan drømme om. Jeg går ned af nogen mindre stier. Er jeg den eneste der hader at gå udenfor når det er mørkt? Flaget på min mobil vidste sig lige foran mig, jeg kigger op. To lejligheder ved siden af hinanden tårner sig op for mit blik, jeg bider mig i læben og går hen til anlægget man taler ind i. Okay, nu trækker vi vejret dybt og går ikke i panik. Mit blik falder på en af de der plader der står navnet på. H.E Styles, det må jo være ham. Harry Styles. Hvorfor det der E skulle være der aner jeg ikke, det må jo være et mellemnavn.

Jeg presser knappen i bund. Ingen reaktion. Jeg presser den ind endnu engang og holder den fast, mine fingre er kolde og jeg tripper lidt på stedet. Jeg vidste det, han bor ikke her. "Hallo?" en hæs stemme trænger igennem. Er det ham? "Det... Det er Evelyn. Det er Harry ikke? Harry Styles?" der bliver stille. "Jo, det er mig. Evelyn? Hvad la" "- Ja, du ved, hende pigen du troede var Annalee," afbrød jeg, uden at tænke mig om. Sikkert fordi jeg er så ophidset over han kan huske mig. Endnu engang bliver der stille. "Der er åbent, du kan komme op," døren går op og jeg træder ind. Der er en anelse varmere end udenfor, alligevel beholder jeg jakken på.

Trapperne dukker frem foran mig, og jeg begynder at gå op. Selvom der er en elevator foretrækker jeg trapper, det er da noget jeg kan forholde mig til. Det er så én af mange ting. Da jeg endelig når op banker jeg forsigtigt på, straks bliver døren åbnet. Foran mig står Harry, med uglet hår og trætte øjne, i det mindste nåede han at få tøj på. Jeg synker. Hvem er lige så tosset at dukke op foran hans lejlighed, hvem har overhovedet mulighed for sådan noget? Jeg har snakket med ham én gang. Og der var jeg rimelig flabet. Godt jeg har Emily, ellers havde jeg aldrig fundet ham igen.

Han træder til side så jeg kan komme indenfor. "Hvad i alverden har du min adresse fra? Og hvordor opsøger du mig nu?" hans stemme er forvirret med et lille grin. "Det er en lang historie," siger jeg lavt. "Så er det godt vi har hele natten," hans stemme er sarkastisk med en strejf af humor, selv kan jeg ikke lade være med at slippe et lille grin ud. "Hvordan var det så overhovedet du fandt ud af hvor jeg bor?" spørger han, da jeg har fået mit overtøj af. "Jeg har en veninde, der ved hvor de fleste i London bor. Harry jeg er kommet for at snakke med dig," den kunne jeg så have klasket mig selv i panden for, hvis jeg ikke er kommet for at snakke med ham, hvad fanden skulle jeg så være her for?

Vi sætter os ned ved spisebordet og jeg kigger mig lidt omkring. "Du må undskylde jeg var lidt... Flabet... Sidste søndag. Det var først bagefter jeg opdagede alvoren i det," han smiler, og hans grønne øjne lyser en del op. Han rejser sig og sætter vand over til te. "Jeg forstår det godt, det er ikke hver dag man får af vide man ligner en anden til forveksling," jeg kigger ned i bordet. "Nej... Harry jeg er adopteret. Og jeg tror hende du snakker om, måske er min søster," der bliver stille, han sætter en kop foran mig med dampende te i. Duften spreder sig. "Jeg har tænkt det samme, Annalee er også adopteret. Hun er min mosters plejebarn," mit hjerte springer et slag over, Annalee. Er det virkelig muligt? Har jeg virkelig en søster?

Der lyder skramlen inde fra et værelse, og en ung dreng med lyst hår kommer gabende ud. "Harry hvorfor er du... Annalee?" der er den igen, Niall Horan tror også jeg er Annalee. "Det her er ikke Annalee, selvom jeg godt kan forstå du tror det. Evelyn det her er Niall," jeg kigger op på ham. "Hej," han kigger forbavset på mig, det eneste han har på er et par natbukser. Han griber ud efter en t-shirt og går ned mod os. "Okay, fortæl mig så hvad det her går ud på, er det en eller anden form for joke? Det der er jo Annalee, det kan enhver jo se!" Jeg løfter øjenbrynene og kigger på Harry. "Niall, kig på hendes hår," han kigger med store øjne på mit skulderkorte hår. "Hvorfor har du klippet det kortere?"

Harry udbryder et dybt suk. "Niall, det her er altså Evelyn!" han tænder lyset over bordet, det skærer i øjenene, men langsomt går sandheden op for Niall. Jeg er ikke Annalee. Det er da også på tide han indser det. Niall sætter sig. "Vil det sige at du er..." "- Ja det er det vi tror," svarer Harry hurtigt. "Evelyn er adopteret ligesom Annalee, men vi ved ikke noget, bortset fra at de ligner hinanden meget," jeg nikker, og kvæler et gab. "Vi må talere videre om det her i morgen, jeg kan tro du også er træt Eve," jeg kigger overvældet på ham. Ingen andre end Louisa og Emily kalder mig Eve, det har han ikke fået min tilladelse til! Men på den anden side, er det altså lidt sødt.

Han siger det som om det er helt normalt, og rejser sig op. "Vi må også snakke med Annalee, hun vil alligevel finde ud af det," smiler Niall skævt. Altså de snakker alle sammen om hende der Annalee! Hvem er hun? Hvorfor er det hele også så overvældende. Jeg kigger ned i gulvet og kan mærke det prikke og stikke bag øjenlågene. "Er du okay?" en hånd ligger sig på min arm, jeg nikker og smiler kort. "Kom, du er træt. Du kan sove i min seng, så tager jeg sofaen," han lægger en hånd på min ryg og guider mig over mod en anden dør end den Niall kom ud fra.  "- Jamen det," "- Ikke mere diskution, det er vi alle sammen for trætte til. Jeg ved godt du ikke kender mig, men lad os nu bare lade alt det lægge. Vi gør dig ikke noget," jamen det er jo ikke det jeg mener! Jeg kan da ikke sove i hans seng!

Han åbner døren og jeg træder ind i hans værelse. Følelsen af at være alt for tæt på et fremmed menneske kommer snigende. "Her, du kan sove i den," han rækker mig en t-shirt. "Hvis du virkelig er Annalees søster, så er vi jo lidt i familie ikke?" han smiler skævt så hans smilehuller kommer frem. Jeg slapper af i mine skuldre. "Tak, for alt," "- Godnat, Eve," nu gjorde han det igen! Sådan en... En... Argh jeg kan ikke finde på noget at kalde ham! Det er også ligemeget. Jeg kryber i hans t-shirt og under dynen, den dufter af, ja den må jo så dufte af Harry. Ikke dårligt må jeg sige.

____________________________

Så blev det 2. Advent!

Er det ikke bare skønt?

Jeg håber i glæder jer til resten af kapitlerne der kommer i dag.

Forresten:

Tusind mange gange mega tak for alle der læser med!

Der er SÅ mange der har liket og favoritiseret.

Det er helt fantastisk!

Jeg håber i også kan lide vores anden historie:

One Last Moment.

Vi ses!

Rimaa xx

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...