This Year ❄️ One Direction

  • af &
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 nov. 2016
  • Opdateret: 19 dec. 2016
  • Status: Færdig
Julen er tiden hvor familien samles. Hvor børn og voksne deler glæden med hinanden, og familiebåndet forstærkes i alle de små hjem. Og selvom tiden går og vi knap mærker det, betyder det meget om vi holder jul med dem vi ønsker at fejre den med. // Annalee holder meget af sin familie, også selvom det ikke er hendes rigtige. Men hun vil finde nogen, nogen der måske savner hende og har det som hende. Dog havde hun aldrig troet at hendes fætter, skulle blive hendes redning. // I den anden ende af England bor Evelyn, en stille pige der aldrig har haft det nemt i de tre plejefamilier hun har været hos. Indtil en ældre dame tog hende til sig. Men Evelyn har den tomme følelse i maven af at der mangler noget. Den bliver kun forstærket, en kold eftermiddag i Londons gader.

20Likes
4Kommentarer
5847Visninger
AA

7. 2 Advent (A)

 

Annalee Grace Hamilton

❄️

- Den Anden Advent -

❄️

Kapitel af Zackie 

Et kraftigt lys og en gentagende kimende lyd fra en mobil der ringer, trækker mig ud af min sovende tilstand. Jeg jamre utilfreds, og lægger min pude for ørene. Desværre så har jeg ikke heldet med mig i dag, da det virker som om at lyden bliver højere som tiden går. Jeg brummer irriteret, og langer ud efter min mobil, der ser ud til at være grunden til den forbandede larm. Jeg kniber øjnene sammen, for at undgå den skarpe lysstyrke der kommer fra min mobil. Jeg sænker straks lysstyrken, inden jeg fører mobilen op til øret, for at hører Niall's rungende stemme igennem røret. "Hej Annalee! Harry er her også," jeg sukker indvendigt, og tvinger min krop op til en siddende position. "Hej," lyder det mumlende fra min hæse morgenstemme, og det skulle ikke undre mig, hvis de ikke forstod hvad jeg sagde. 

"Jamen godmorgen til dig, du er godt klar over at den er halv tolv ikke?" hører jeg Harry grine, og jeg finder mig selv rulle med øjnene. "Mh, en halv time for tidligt, så hvorfor ringer i?" spørger jeg, imens jeg i en udmattet bevægelse klør mig i øjet med den u-brugelige hånd. En masse skramlen og raslen kan høres i bagrunden, og jeg kan konstatere at de er ude og køre i bil. 

"Tjo, sådan set bare for at advare dig om at vi er på vej, så du må hellere komme i sving! Hej hej!" kommer det fra Niall, og inden jeg kan nå at reagere har han lagt på. Jeg brummer irritereret. Det ser ikke ud som om, at denne dag bliver en afslapnings dag, som jeg ellers har set frem til.

Et opgivende suk forlader mine læber, og jeg slynger benene ud over sengens kant. Kulden kommer mine bare ben i møde, og bringer gåsehuden frem. Varmen fra dynen frister mig, og jeg må kæmpe for ikke at lade den varme dyne, omfavne min kolde krop. Som Niall selv sagde, er det vist på tide at jeg gør mig klar. Jeg slentre over til min kommode, det meste af mit tøj ligger hulter til bulter, men jeg fik formået at finde noget passende tøj til den kommende dag. Mit nattøj klæber sig til min krop, imens mit  hår stritter ud til siderne. Jeg skærer en grimasse, måske jeg kan nå et bad?

Jeg slentrer ud på badeværelse, og får med lethed min store nattrøje af. Jeg træder ind i brusekabinen, og lader det kolde vand komme i kontakt med min bare krop. Jeg trækker elastikken ud af mit hår, så det falder ned om skuldrene på mig, og sæber i en hurtigt bevægelse min krop ind i sæbe. Sæben bliver skyllet ud af mit hår, og samler sig istedet på fliserne, inden den finder sin vej ned i afløbet. Jeg kører en gang min hånd igennem mit hår, for at sikre mig at alt sæben bliver skyllet væk. 

Jeg slukker for vandet, og træder ud fra brusekabinen for at vikle mig ind i et håndklæde. Dug har samlet sig på spejlet, og gør det derfor svært at se sit eget spejlbillede. Jeg åbner et vindue, for at lade den tunge varme luft sive ud. Jeg lader håndklædet tørre de våde dråber af min krop, for derefter at kunne tage dagens tøj på.

- Outfit -


Jeg kører børsten igennem mit lange hår, imens min krop bevæger sig i takt til musikken, der runger inde for de fire mure på mit værelse. Selvom det ikke skulle undre mig, hvis man kan høre det helt nede fra stuen af. Mit blik falder på sneen udenfor mit vinduet, og et smil placerer sig på mine læber. Et tyndt lag sne har fundet sig til rette på de tynde træer, og efterlader en manglende glimtende glans. Efterlader et smukt klart landskab, samt den skyfrie himmel.

"Annalee? Er du oppe?" en banken på døren trækker min opmærksomhed, og jeg kan se ud af øjenkrogen at min plejemor Juliane, titter hovedet frem i døråbningen. Måske det ville være en ide, at fortælle jer, at jeg altid har kaldt mine plejeforældre ved deres navne, mest fordi jeg ikke føler for at kalde dem mor, og far. På en måde virker det bare ikke rigtigt, og heldigvis er det sådan at det er forståeligt for dem. Det er det gode ved dem, de forventer ikke at vi ser dem som vores rigtige forældre, selvom vi stort set gør det. De er jo dem der har været der det meste af vores liv, og dem vi har opbygget værdifulde minder med, og med vi mener jeg Danyel og mig, Safiya er jo en anden sag, da hun er deres biologiske barn, men derfor har hun en ligeså stor betydning som de andre.

"Ehm, vi smutter nu, du har ikke fortrudt?" spørger hun, og jeg ryster på hovedet, imens et overbevisende smil spiller sig på mine læber. Selvom det i virkeligheden er løgn - jeg har fortrudt. Men eftersom Harry og Niall, havde lagt andre planer for mig, ser det ikke ud til at jeg kan tilbringe tid sammen med min familie i dag, da de skal ud på et julemarkedet. "Okay så, der står morgenmad klar til dig dernede, vi ses" hun sender mig et smil, inden hun forsvinder ud i gangen.

Jeg lægger børsten fra mig, og bevæger mig nedenunder.  En blanding af bacon og pandekager fylder mine næsebor, og min mave bobler af gejst. Let it snow, kan høres i baggrunden og lægger den bekendte behalige stemning, der som regel er hver morgen. Jeg nynner, og bevæger min krop i takt til musikken, inden jeg tager plads ved det lille runde bord. Safiyas juledekoration er blevet placeret på midten af bordet, og jeg smiler ved tanken, over hvor stort et smil der var på hendes læber, da hun blev færdig med sit mesterværk.

Jeg tager en bid fra pandekagen, så den søde smag af sirup fylder min mund. Da Juliane er hjemmegående, og med to yngre søskende, er det dyrebare tid hvis man har huset for sig selv. Min plejefar Charles derimod har en længere arbejdstid, og kommer derfor først hjem omkring 19. Til gengæld, så er det desværre ikke alle der oplever så meget kvalitets tid med ens familie, så jeg er taknemmelig for det jeg har.

Mine tanker bliver afbrudt af ringeklokkens høje kimen, der runger i hele huset. Jeg skubber stolen bagud, så den glider hen af gulvet. Jeg rejser mig op, og tøffer ud i gangen. Nogle høje skikkelser kan ses igennem det u-tydelige vindue, og man kan på den ene skikkelse skimte noget vildt hår, så man kan konstatere at det er Harry og Niall. Jeg trækker ned i håndtaget, og lader døren gå op. 

"Hejsa!" bliver jeg kommet i møde af Harry og Niall, og.. En anden? Mit blik hviler stift på en perfekt kopi af mig. Er det overhovedet muligt? Altså man siger jo at der findes 7 personer der minder om dig, men en direkte kopi? Godt nok, har hun ikke fregner, og har kortere hår end mig, men ansigtstrækket, ligner mig på en prik.

"Annalee, mød Evelyn. Evelyn, Annalee," introducerer Harry os, selvom vi begge står som er vores fødder frosset fast til jorden. Hvilket faktisk er lidt morsomt, da det er vinter. You know, vinter er ligmed, frost og sne? Nej? Okay..

Mit blik ligger stadig på Evelyn, må det så være. Samtidig med at hendes ligger på mig. En akavet stilhed har lagt sig tungt over os, og jeg kan i øjenkrogen se at Harry og Niall veksler blikke. Tydeligvis, ved de ikke hvordan de skal handle denne, tunge akavede stilhed. Mit hovede er lagt let på skrå, imens utallige spørgsmål og tanker strømmer rundt inde i hovedet på mig, og kæmper om at få førsteretten til at blive løst. 

"Ehm, er det måske muligt at vi må komme ind, der er lidt koldt at stå herude," jeg blinker en gang md øjnene, og vender opmærksomheden mod Niall, der akavet klør sig i nakken. Jeg nikker, og træder et skridt til siden. Jeg lader dem komme ind i varmen, så jeg kan lukke døren efter dem, og derfor forhindre den kolde luft fra at komme ind, og give træk i resten af huset. 

"Hvor kommer du fra?" hører jeg mig selv spørge Evelyn. Hendes blik glider en gang rundt i rummet, inden det låser fast på mig. "Jeg bor med min plejemor i udkanten af London," svarer hun, imens hun tager plads i sofaen. Jeg nikker, overrasket over at hun tydeligvis også er adopteret. "Så.. Du er adopteret?" spørger jeg, hvilket får hende til at nikke bekræftende. 

"Harry fortalte, at du også er adopteret?" kommer det fra hende, og nu er det min tur til at nikke. "Ja, det er jeg," svarer jeg, og tager plads i lænestolen overfor. Harry og Niall, har begge sat sig i sofaen, og følger nøje med i vores samtale, uden at gøre en enkelt bevægelse. Utroligt at de overhovedet kan forholde sig så roligt.

"Tror du der er en chance for at vi, ja.. Er en form for søskende?" spørger hun, hvilket får mig til at kigge op fra mit skød, for at se hendes blik hvile på mig. "Det ved jeg ikke, men hvorfor blev vi så skilt ad?" hendes blik søger gulvet, og hun trækker stille på skuldrene som svar på mit gengældende spørgsmål. "En ting er ihvertfald sikkert, i ligner en kopi af hinanden," bryder Niall ind, hvilket får Harry til at ånde en større mængde luft ud, som har han under hele samtalen holdt vejret.

"Som var i tvillinger,"

____________________________

Så kom det næste kapitel!

Hvad synes i?

Vi vil meget gerne høre jeres meninger!

Glæder mig til at skulle udgive igen næste advent!

Vi er jo halvvejs igennem!

Vi ses!

- Zackie xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...