This Year ❄️ One Direction

  • af &
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 nov. 2016
  • Opdateret: 19 dec. 2016
  • Status: Færdig
Julen er tiden hvor familien samles. Hvor børn og voksne deler glæden med hinanden, og familiebåndet forstærkes i alle de små hjem. Og selvom tiden går og vi knap mærker det, betyder det meget om vi holder jul med dem vi ønsker at fejre den med. // Annalee holder meget af sin familie, også selvom det ikke er hendes rigtige. Men hun vil finde nogen, nogen der måske savner hende og har det som hende. Dog havde hun aldrig troet at hendes fætter, skulle blive hendes redning. // I den anden ende af England bor Evelyn, en stille pige der aldrig har haft det nemt i de tre plejefamilier hun har været hos. Indtil en ældre dame tog hende til sig. Men Evelyn har den tomme følelse i maven af at der mangler noget. Den bliver kun forstærket, en kold eftermiddag i Londons gader.

20Likes
4Kommentarer
5705Visninger
AA

4. 1 Advent (E)

 

Evelyn Rosalie Watson

❄️

- Den Første Advent -

❄️

Kapitel af Rimaa

Med strakt arm sætter jeg den første nisse på sin retmæssige plads, altså den plads den har haft alle de seks år jeg har boet har. Seks år siden var det i tirsdags at jeg kom hertil, og det er nok det bedste der nogensinde er sket. Louisa kommer ind af stuedøren, hun bærer på en stor papkasse. Og ligesom sidste år, ligger alt fra hendes mors mormors tid deri. Både nisser og julekugler. "Nu skal du bare se Eve. Nu pakkede du det jo så fint ned sidste år, så nu burde det være mere overskueligt," smiler hun, så tre smilerynker på hver side af mundvigerne dukker frem. Hun mistede sin mand et år tidligere før hun mødte mig. Jeg var som sædvanlig på børnehjem, der havde jeg været i to måneder. En dag gik jeg ind i byen, jeg kiggede på en trøje som enhver anden fjortenårig pige ville gøre. Alligevel vidste jeg at jeg ikke ville kunne købe den.

Men så kom Louisa, og hun købte den til mig. Det sjove er at jeg stadig har den, og at jeg kan passe den. Jeg kom altså med hende hjem, hun hjalp mig igennem en af de sværeste perioder som teenager. Helt ærligt, fjorten år, og jeg havde ingen mor til at fortælle mig hvordan det er at vokse op. Det tidligere par jeg boede hos, var jeg hos i fem år. Moren var såmænd sød nok, faren var aldrig rigtig hjemme. De kunne ikke selv få børn, men en dag voksede hendes mave. Og jeg vidste jo godt hvorfor, og rigtigt nok. Tre måneder senere sad jeg på børnehjem. Jeg vidste godt de var kede af at måtte sende mig videre, men jeg havde ligesom heller aldrig rigtigt været en del af familien.

Og nu ville de jo også gerne have deres egen familie. Men nu bor jeg hos Louisa, jeg er tyve år og jeg har ihvertfald ingen intentioner om at tage herfra lige foreløbig. Jeg har brug for et sted at være mens jeg studerer, og Louisa har brug for mig. "Ej Eve, kan du huske den her? Det første år du holdt jul her syede du sko til den! Det ka' du godt huske ikke?" Jeg smiler og tager den lille nissepige, lavet af stof i hænderne. Hun er på størrelse med en stols støtteben. "Jo, det kan jeg godt," Louisa sagde dengang at det var hendes mormor der syede den, og så har de alle tilføjet en enkel ting til den.

Og fordi jeg nu også er en Watson nu, skulle jeg også sy en lille ting til den. Og da den ingen sko havde, besluttede jeg mig dengang for at det skulle være det. Desuden er jeg heller ikke den bedste til at sy, men sko kunne jeg da heldigvis finde ud af at lave. Endnu engang dykker min hånd ned i papkassen, og hiver et dansende nissepar op, jeg kigger mig omkring og stiller det i vindueskarmen. Præcis som sidste år. "Du kan vel ikke huske hvor vi lagde min nissefar lavet af glas vel?" Louisa roder forundret papkassen igennem. "Jamen Louisa, den gik jo i stykker sidste år ved et uheld, kan du ikke huske det?" Hun kigger op på mig, men nikker så bedrøvet. "Jo nu kan jeg godt huske det, det var da også en skam. Han var ellers så fin," jeg piller lidt ved nisselandskabet vi har stillet op på kommoden. Vatten der skal lægge som sne, bliver til små filtknuder imellem mine fingre.

Måske jeg burde købe en ny til hende? Jeg mener, hun var så glad for den nissefar. Jeg skal alligevel ud og handle aftensmad i dag... Ja det gør jeg, jeg køber en ny nissefar med hjem til hende. Endnu engang tager jeg en ting op af kassen og sætter på plads, så begynder jeg ellers at bevæge mig op ad trappen til mit værelse. Jeg har stadig nattøj på, og skal jeg ud at handle må jeg hellere få noget tøj på. Jeg åbner mit klædeskab og sender det et håbløst blik, for derefter at vende mig om mod mit vindue og sende det et håbløst blik. Jeg bliver nødt til at tage noget varmt på hvis jeg ikke vil fryse tæerne af derude. Mit blik falder på den kasse julepynt jeg plejer at pynte mit værelse med hvert år, det skal jo også gøres.

Hurtigt tager jeg noget tilfældigt og begynder at smide mit nattøj. Som regel plejer der at være alt for varmt på mit værelse, men i dag er her faktisk overraskende behageligt. Min seng står ovre i hjørnet, hvor dynen lægger rodet ovenpå. Jeg må hellere få redt min seng også, jeg ved ikke hvorfor, men jeg har det rarest med når den er redt. Desuden, jeg skal tidligt op i morgen og videre med studiet. Jeg kaster mig nattøj over på sengen, jeg må rydde det op når jeg kommer hjem. Okay, jeg skal have købt aftensmad, nissen til Louisa, morgenmad og frokost til de næste par dage, måske en julegave til min veninde Emily også. Men det kan jeg jo altid finde. Nej det kan jeg faktisk ikke. Hun er også så svær, jeg studier samme sted som hende, og vi snakker godt sammen. Men det er ikke sådan et overvældende bedste veninde forhold.

Sådan noget har jeg aldrig været særlig god til, jeg har det bedste med at have et par venner og så være sammen med dem. Desuden har jeg også et arbejde ved siden af. Louisa er frivillig i en genbrugsbutik, og ellers har hun jo sin pension. Nogen gange får hun også penge for at gøre rent på plejehjem, faktisk tror jeg bare hun nyder at snakke med alle de ældre mennesker. Dog vil hun aldrig selv på plejehjem, ihvertfald ikke de næste par år, hun plejer at sige, at når jeg flytter hjemmefra så kan hun begynde at overveje det. Mit ønske er jo hun finder en ny mand at holde af, så kan de jo passe på hinanden når jeg ikke bor her længere. Men jeg må også give hende lidt tid, det er jo syv år siden hun mistede sin mand. Og det må jo have gjort ondt.

Mit hår bliver svinget lidt rundt mens jeg griber min pung, og løber øvet ned af trapperne igen. "Jeg tager ud og handler!" råber jeg gennem huset, Louisa kommer gående ud til mig samtidig med jeg tager sko på. "Tak Eve, men vær nu ikke for sent hjemme vel?" jeg ryster på hovedet. "Nej nej, jeg skal nok skynde mig," haster jeg, og giver hende et hurtigt kram. Så vikler jeg halstørklædet om min hals, og går ud i sneen, ud i vinteren. Jeg indsnuser den friske duft af rimfrost, og begiver mig hen til bilen. Der er heldigvis kun et kvarter i bil hen til centrum, men jeg bliver så også nødt til at stille bilen et sted og gå resten af vejen.

Jeg kan bedst lide at gå rundt i centrum, det giver ligesom mest mening i min verden. Desuden kan jeg ikke vente med at se al den julepynt de har sat op. Det er bare så flot. Bilen starter og jeg tænder med det samme for varmen, der er altid så hundekoldt når man sætter sig ind i den. Men den virker og det er det vigtigste. Det lille rækkehus forsvinder bag mig og de små stræder med butikker og huse dukker frem, udkanten af London, intet sted er bedre end her. Der er stille, og alle her omkring kender på en måde hinanden. Alligevel er vi ikke vores egen lille landsby, nej, vi er en del af London. Lyskæder fra elle husene belyste gaderne, og jeg kører helt ned i første gear, jeg skulle nødig køre galt.

Et hus fanger mit blik og jeg giver et suk fra mig, det er ligesom en kopi af det første plejehjem jeg boede i. Lille, hyggeligt, men dem der boede i kunne ikke enes. Selvfølgelig endte de med at blive skilt, jeg var egentlig for lille til helt at forstå det. Jeg boede der i fire år, fra jeg var et til jeg blev fem. I starten tror jeg virkelig de holdt af mig, men de kunne ikke enes om mig da de blev skilt Og til sidst ville ingen af dem egentlig have mig, så jeg endte på børnehjem, ja. Husene bliver større jo længere ind i byen jeg kom, snart dukker de store lejligheder op, som der helt overgår ens forstand. Jeg drejer ned af den let genkendelige vej, her er den en lille gratis parkeringsplads kun få kender til. Men det gør jeg altså. Fordi jeg er sej, eller noget. Med en elegance (som ikke er der) parkerer jeg bilen, og slukker bilen.

Et øjeblik nyder jeg varmen og stilheden, så stiger jeg ellers ud og slukker bilen. Jeg efterlader den sølvgrå Fiat 500 bag mig, og går igennem en lille smøge så jeg kommer midt ind i menneskemyldret. Duften af æbleskiver og brændte mandler trænger ind i min næse, med en blanding af røg. En menneskemængde står foran et juletræ og synger "Merry Christmas Everyone", jeg nynner med, og begiver mig ned af gaden mod det første supermarked der kommer. Lysene der hænger fra tag til tag, og nisserne i de forskellige vinduer, skærer i øjnene og giver en stemning af ubrydelig hygge. Men hvad er hygge egentlig? Et øjeblik stopper jeg op, nissen til Louisa. Jeg går målrettet hen mod den butik jeg har set, en nisse lavet af glas står i vinduet.

Dens tomme øjne kigger på en, mens den står med en hue i hånden. Smilet pryder det lille ansigt, den er helt perfekt. Jeg er sikker på at Louisa bliver glad for den. Døren til butikken går op, og jeg træder ind mens jeg smiler til den ældre mand der kommer gående ud med en pose i hånden. "Hej og glædelig jul, er der noget jeg kan hjælpe med?" en middelaldrende dame står bag disken, jeg tager mine hue af og nikker. "Nissen af glas der står ovre i vinduet, jeg vil meget gerne købe den," hun nikker. "Ja så gerne," hun tager nissen ned fra en hylde længere nede i butikken. "Så det er en julegave?" "- Nej den skal faktisk gives i dag," svarer jeg. Hun tager gavepapir frem og begynder at pakke den ind. "Bliver i mange til jul?" jeg ryster på hovedet. "Det bliver kun mig og min plejemor," plejemor, sært, det er sjældent jeg kalder hende det.

"Det lyder da hyggeligt," jeg nikker, og betaler samtidig. "Ja, julen er altid en dejlig tid," hun pakker det sidste ind og binder et bånd omkring. Hun pakker gaven ned i en pose og rækker den frem til mig. "Så må i have en god jul," jeg tager imod pakken. "I lige måde," hun smiler som tak, og jeg går endnu engang ud i kulden. Jeg tager min hue og vanter på, og begynder endnu engang at gå ned af gaden. Mørket er begyndt at sænke sig, og mange mennesker vender om og går tilbage mod parkeringspladserne. Nu skal de hjem og lave 1. advent mad, med kartofler og sovs og det hele. Jeg må hellere finde på noget lækkert til Louisa og mig i dag, der er ikke noget bedre end den første dag hvor man rigtigt kan mærke at det er jul.

"Annalee? Hvad laver du dog her? Skulle du ikke være derhjemme?" en hånd ligger sig på min skulder, forskrækket vender jeg mig om. "Annal..." han stopper midt i en sætning, vi stirrer på hinanden, hvad fanden laver Harry Styles her? Ja, jeg ved godt hvem han er. Hvem ved ikke det. "Du er jo ikke Annalee," jeg løfter øjenbrynene. "Nej det er jeg ikke," mumler jeg, og skal til at vende om. "Men, hvem er du så? Du er jo nærmest en kopi af hende," jeg giver en form for grin fra mig. "Ja det er godt spørgsmål. Jeg hedder Evelyn, og jeg har altså aldrig hørt om en Annalee, så jeg er ked af hvis du blev skuffet," hun er sikkert en eller anden pige han skulle have mødtes med.

"Er du adopteret?" ej nu må han stoppe. "Det kommer ikke dig ved, og du må have mig undskyldt, jeg skal videre. God jul," en rystelse går igennem mig, hvorfor i alverden spurgte han om jeg er adopteret? Hvor ved han overhovedet alt det der fra? Mine skridt bliver hurtigere, jeg vender mit hoved om, han står med et bekymret blik i øjenene og ser efter mig. Jeg må indrømme at han egentlig er rimelig lækker. Pinligt Evelyn. Jeg ryster en anelse på hovedet og går videre. Hvor er det mærkeligt. Langsomt begynder oplevelsen at foretage sig, men knuden i maven forsvinder ikke.

 

____________________________________________

Hejsa!

1. Advent... Hvad siger vi så?

Jaaaah det er jul!

Og jeg har virkelig glædet mig til at publicere denne historie.

Så her er den altså. :)

Mange hilsner.

Rimaa xx

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...