This Year ❄️ One Direction

  • af &
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 nov. 2016
  • Opdateret: 19 dec. 2016
  • Status: Færdig
Julen er tiden hvor familien samles. Hvor børn og voksne deler glæden med hinanden, og familiebåndet forstærkes i alle de små hjem. Og selvom tiden går og vi knap mærker det, betyder det meget om vi holder jul med dem vi ønsker at fejre den med. // Annalee holder meget af sin familie, også selvom det ikke er hendes rigtige. Men hun vil finde nogen, nogen der måske savner hende og har det som hende. Dog havde hun aldrig troet at hendes fætter, skulle blive hendes redning. // I den anden ende af England bor Evelyn, en stille pige der aldrig har haft det nemt i de tre plejefamilier hun har været hos. Indtil en ældre dame tog hende til sig. Men Evelyn har den tomme følelse i maven af at der mangler noget. Den bliver kun forstærket, en kold eftermiddag i Londons gader.

20Likes
4Kommentarer
5646Visninger
AA

2. 1 Advent (A)

 

Annalee Grace Hamilton

❄️

- Den Første Advent -

❄️

Kapitel af Zackie

Et tyndt lag sne dækker akkurat græsset, så det danner et hvidt glimtende underlag. Snefnug svæver i luften, for at finde sin plads i græsset, som alle de andre. Små stemmer kan høres i baggrunden, og mine mundviger hæver sig automatisk i et smil. Brandeovnens flammer breder varme ud i stuen, og jeg knuger det tykke uld-tæppe tættere ind til min krop. Mine øjne fortsætter med at betragte den dalende sne, imens mine hænder er formet om den bekendte kop, som jeg finder frem hvert år, når vi når December. En lille kop med røde rensdyr malet på. En kop jeg fik af min afdøde farmor, for lang tid siden. Hun kendte til min svaghed for kopper og julen, hvilket er derfor hun forærede mig den. 

Savnet til hende vokser, og jeg klemmer øjnene i. Hun var måske ikke min biologiske farmor, men derfor fandt hun plads i mit hjerte. Det lyder meget poetisk. Jeg har aldrig at kende til min biologiske familie, og jeg ved heller ikke historien bag det hele. Men har det en betydning? Nu når jeg har en familie der elsker mig, som er jeg deres eget barn?

Selvfølgelig ønsker jeg at kende mere til min biologiske familie, at finde grunden til at de gav mig væk. Mere ønsker jeg ikke. Det er ikke ens betydning med at jeg flytter hjemme fra. Biologisk eller ej, så er min plejefamilie den familie jeg har kendt så langt jeg kan huske. Derfor betegner jeg dem som min rigtige familie, Det eneste jeg beder om, er bare at skabe bekendskab til min biologiske familie. 

Jeg lader mit blik glide rundt i stuen, der er dækket op med med julepynt, og dekorationer. Giver virkelig stuen den manglende hyggelige glans. Intet er bedre end julestemningen, der er spredt udover stuen. Plus, den dalende sne. Det er en rigtig December dag, den vi alle glæder os til kommer. 

"Så det er her du gemmer dig," en stemme trækker mig tilbage til virkeligheden, og jeg kigger op for at se min bonus fætter Harry. Et skævt smil er placeret på hans læber, og han lader sig synke ned i sofaens puder, på den ledige plads ved siden af mig. Jeg mumler et "mhm" og lader blikket glide tilbage til vinduet. Normalt ville min kusine Gemma også være her, men hun havde vidst nogle andre planer.

Sneen lyser op i mørket, samt det svage gule skær fra gade lygterne. Få mennesker passerer en gang i mellem, selvom gaden lægger i udkanten af byen. Sommetider savner jeg byen, selvom jeg kun bor en halv time væk, kommer jeg her ikke så tit. I dag er dog en undtagelse, men det skyldes at min mors søster, Anne og hendes mand Robin bor i udkanten af London, og da vi er blevet inviteret til julefrokost, kørte vi ind til byen. 

Endnu engang bliver jeg bragt tilbage til virkeligheden, denne gang er det af en ringen fra en mobil. Jeg ser hen mod Harry, der holder en mobil op til øret. Hans mund bevæger sig, i form af nogle ord. Han har rejst sig op, og bevæger sig mod gangen. Sikkert for at få noget ro, fra de små stemmer.

Jeg tager en tår fra den lune te, så en sød vandet smag breder sig i min mund. Normalt tilføjer jeg ikke så meget sukker, men julestemningen fik mig på andre tanker, og fik mig til at tilsætte lidt ekstra sukker. Nogle små fødder klinger mod gulvet, og jeg sætter et smil på mine læber. Min lillesøster Safiya på 4, kommer trippende hen til mig, med noget der kunne tyde på en julekanin i hendes små hænder. Et bredt smil er formet på hendes læber, imens hendes øjne lyser af begejstring. 

"Anna! Se, se!" udbryder hun, og stikker kaninen op i ansigtet på mig. Jeg nikker, og former min mund til et o. "Ej, hvor er du heldig!" udbryder jeg, med entusiasme i stemmen. Hun fniser, og forsvinder ud i køkkenet, med sin nye kanin bamse i hænderne. Jeg griner let for mig selv, og følger hende med blikket ud til køkkenet, inden jeg vender blikket mod Harry, der kommer ind i stuen, med øjnene fordybende i hans mobil.

Hans blik glider kort op, og møder mit. Jeg sender ham et spørgende blik, og hentyder til hvem han snakkede i mobil med. Nysgerrige mig i aktion. "Det var Niall der ringede, hans fly er aflyst" forklarer han kort, og jeg nikker forstående. Jeg ved udmærket godt hvem Niall er, jeg kender da til Harrys såkaldte arbejde. Selvom jeg må indrømme at jeg ikke tænker så meget over at han er kendt. Men selvfølgelig kender jeg da til ham, og de andre. 

"Jeg må hellere hente ham, vil du med?" hører jeg ham spørge, og jeg ryster en gang på hovedet. "Ellers tak, jeg tror bare jeg bliver her," jeg sender ham et roligt smil, og tager endnu en tår af den nu næsten kolde te. "Jeg er alligevel viklet ind" siger jeg, og trækker op i det tykke tæppe. Han griner kort, og bevæger sig ud i gangen, for at tage overtøj på. Han råber et kort farvel, hvilket får Anne til at tippe hovedet frem i døråbningen, med et forvirret ansigtsudtryk.

"Hvor skulle Harry hen?" spørger hun, og jeg griner kort. Typisk Harry bare at gå, uden at informere hans familie om det. "Han skulle hente Niall," svarer jeg, og sender hende et smil. Hun nikker forstående, men man kan tydeligt se at hun stadig var forvirret. "Noget med et fly der blev aflyst," tilføjer jeg, og denne gang ser det ud til at hun forstod det hele. 

"Kommer du ikke med ind til os andre? Det er da kedeligt at sidde her alene?" hun gør tegn til at komme med ind, og jeg vikler mig hurtigt ud af tæppet. Kuldegysninger kommer mig i møde, da min krop skal vende sig til den nye temperatur, og jeg folder i en hurtig bevægelse armene om mig selv. Jeg følger med Anne ind til spisestuen, hvor de alle sidder rundt om det store træ spisebord. En rød dug er blevet lagt over bordet, og en lysestage står på midten. Forskellige typer madretter står på bordet, samt nogle små julestjerner. Lyset er dæmpet, hvilket får lysene fra lysestagerne til at træde mere frem i rummet, og lægge en behagelig belysning.

Jeg tager plads ved siden af Danyel, min lillebror på 13. Hans blik er på hans mobil, han gemmer under bordet, og jeg kan skimte at han, til jeres alles overraskelse er inde på Pokemon Go, eller hvad man end kalder det. Han giver mig ikke engang et blik, da jeg tager plads, men holder blikket på hans mobil. Hvad er der med folk og deres mobiler i dag? Danyel er ligesom mig adopteret over i familien, hvorimod Safiya er mine forældres eneste biologiske barn. De troede ikke de kunne få børn, hvilket var grunden til at Danyel og jeg var adopteret. Indtil den dag så kom, og endnu et nyt familiemedlem kom til verdenen, nemlig Safiya.

De voksne rundt om bordet stopper kort deres samtaler, for at sende mig et smil. Jeg gengælder det med et forsigtigt smil, inden de falder ind i samtalerne igen. Jeg forsøger at fordybe mig ind i deres samtale, men som altid viser deres samtaler ikke interesse. Jeg sukker indvendigt, og læner mig tilbage i stolen, mit blik på vinduet, hvor sneen endnu ikke er stoppet fra at dale i små fine glimtende snefnug ned fra himlen. 

______________________________

 

Tiden går, uret tikker i takt som sekunderne går. Latter fylder mine ører, og jeg ser op fra mine lår. De voksne er stadig i fuld gang med snakken, og jeg bruger tiden så godt jeg kan ved enten at studere snefnuggene falde udenfor, eller ved at trille tommelfingre. Mit blik glider hen på Safiya, der uroligt sidder i hendes stol, og prøver at fange min mors opmærksomhed. Hendes øjne ryger hen på mig, da hun tydeligt kan mærke mit blik hvile på hende. Jeg sender hende et smil, inden jeg vender opmærksomheden hen til Danyel, der utroligt nok stadig sidder med sin mobil. 

"Du kunne ikke for en gangs skyld lægge mobilen fra dig?" hører jeg mig selv spørge, hvilket får ham til at kigge op. Et suk undslipper hans mund, og han glider telefonen tilbage i hans lomme. "Hvad skal jeg ellers lave?" spørger han, imens hans store blå øjne møder mine. "Det ved jeg ikke, hvad end din fantasi nu finder på?" siger jeg, og sender ham et drillende smil. Han ruller med øjnene, og fisker sin mobil op igen. Suk, ungdommen nu til dags. 

Jeg lægger nakken tilbage, og kigger op i loftet. Nogle små u-tydelige stemmer kan høres ude i gangen, og jeg vender straks opmærksomheden mod lyden. Harry og Niall er sikkert vendt tilbage, hvilket da også var på tiden, de har nok ikke haft held med snevejret. Der er jo nok grunden til at Nialls fly blev aflyst? Jeg rejser mig op, med endnu en kop te, og bevæger mig ud i gangen. Nu når jeg ikke havde andet at lave, kunne jeg da ligeså godt være høflig og hilse? 

"Hej," hører jeg mig selv sige, og jeg gør et akavet vink. "Du må være Niall," jeg sætter et smil på læberne, og rækker en hånd ud. Niall gengælder mit smil, så hans skinnende hvide tænder bliver blottet. Hans hånd kommer i kontakt med min, og han ryster kort vores hænder. "Annalee, gætter jeg på?" spørger han, hans stemme lyder hæs, men stadig meget energisk. Hans øjne møder mine, og jeg kan se hvordan de lyser af følelser, noget der efter mig, har en stor betydning. Jeg er overrasket over at han kender til mig, men hvem ved? Måske er jeg så hardcore at Harry fortæller om mig til andre?

"Ja, det er mig"

__________________________________

Så blev første kapitel udgivet!

Yaaay!

Håber i kunne lide det og har lysten til at læse mere.

Det næste kapitel er fra Mulle, og bliver udgivet senere i dag.

Håber i vil hænge på, vejen igennem!

Vi ses!

- Zackie xx

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...