The Flash Forever

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 okt. 2016
  • Opdateret: 19 okt. 2016
  • Status: Færdig
Shay har fundet ud af Barry Allen er The Flash og at ham og hans venner arbejder sammen for at stoppe krimineliltet og finde andre meta-mennesker som ham. Vil der komme mere ro på, når du hun ved sandheden? Nok ikke, det er jo Central City de bor i. (anbefaler at læse 1'eren først)

1Likes
2Kommentarer
1139Visninger
AA

9. Cisco...

Vi kom hurtigt ind i Star labs, hvor jeg så det jeg havde frygtet. Cisco lå på patientsengen, med blod ud af næsen og i kramper. Tårerne faldt ned af mine kinder uden der kom en lyd ud. Caitlin stod inde ved ham og prøvede sit allerbedste for at holde ham i ro. Barry kom ud til mig og gav mig et hurtigt kram.

"Det hele skal nok gå. Vi fangede reversed flash, men det er derfor han er der. Det er tidslinjerne der ikke går op. Wells er ved at lukke ham ud, så vi kan sende ham tilbage til sin egen tid. Alt skal nok blive okay" hviskede han til mig imens han krammede mig. Han slap mig og gik ned til Wells. Jeg gik ind til Caitlin og satte mig på stolen ved siden af Ciscos seng. Joe stod her også og jeg havde først lagt mærke til ham nu. Hvorfor skulle sådan noget her ske. Jeg kunne ikke forstå det. Bare det virkede for jeg ville ikke miste Cisco. Han havde svært ved at trække vejret og hans krop var blevet på sin vis usynlig, men strålede.

"Det kommer til at virke" mumlede Joe imens han havde en hånd for sin mund og det eneste jeg kunne gøre var at nikke. Selvom jeg var ufatteligt træt kunne jeg ikke få mig selv til at falde i søvn. Jeg skulle være her når han vågnede. Pludselig gik han i voldsomme kramper igen. Det tog livet af mig og se det her. Jeg kunne ikke. Jeg rejste mig hurtigt op og løb ned til hans lab. Jeg satte mig på hans stol imens jeg gemte mit ansigt i mine hænder. Hvorfor skulle det her ske. Det var ikke fair. Han var det kærligste menneske jeg nogensinde havde mødt. Han havde et hjerte af guld og gjorde alt for dem han holdte af. Jeg kunne høre fodtrin og kiggede op. Det var Joe. Jeg havde aldrig snakket meget med Joe, han havde altid bare været her. Han var en god mand.

"Shay. Jeg kan nok ikke gøre så meget for dig lige nu..." Sagde han og tog en stol og satte sig ved siden af mig. Han tog min hånd og holdte stramt om den. Det gav mig en underlig følelse af tryghed. "Men du skal bare vide jeg er her. Hvis du har brug for at snakke eller bare ikke vil være alene. Jeg ved hvor meget de alle sammen holder af dig, især Iris. Hun ser dig som den lillesøster hun aldrig fik. Jeg ved godt du ikke har nogle voksenfigurer i dit liv...det jeg bare prøver at sige er at hvis du får brug for det, så er jeg lige her" han gav mig et lille smil, men tristheden stod i hele hans ansigt. Jeg nikkede stille.

"Tak Joe" fik jeg mumlet kvalt ud gennem tårerne og følelsen af at jeg ikke kunne få vejret. "Jeg havde bare sådan en dårlig fornemmelse hele dagen. Som om der ville gå noget galt" fik jeg halvkvalt ud og der begyndte at rende flere tårer.

"Der var intet du kunne have gjort og bare rolig. De skal nok fikse det. Han får ikke lov til at forlade os" sagde han og jeg nikkede. Mit hjerte sad helt oppe i halsen på mig. Mine tanker kørte rundt i hovedet på mig. Men det eneste jeg kunne fokuserer på var smerten i hele min krop.

"Det virkede. Han burde snart vågne" hørte jeg pludselig Caitlin sige. Jeg rejste mig hurtigt op fra stolen og skyndte mig ind til ham. Hans kramper var stoppet og han så helt normal ud igen. Jeg satte mig på stolen. Gav ham et kys på panden og efter det faldt jeg lidt hen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...