Tomme rum

Jeg har skrevet en kort tekst om, hvordan det føles pludseligt at blive forladt, starte på en frisk og komme videre. Mine inspirations-ord er: Afsked og tom(me) I dette tilfælde skal ordet forbindes med tomme rum.

0Likes
0Kommentarer
27Visninger

1. Tomme rum

Jeg havde svært ved at glemme chokket de første par uger efter. Da jeg drejede nøglen og trådte ind i lejligheden, der havde været vores. Du var der ikke, og det var spisebordet heller ikke. Heller ikke sofaen, som vi har ligget tæt i, mens vi så gamle romantiske klassikere. Du ville af og til trække mig tæt ind til dig, kysse min kind og så blidt lege med mit hår. Det ville få mig til at smile, og det ville kilde ned gennem kroppen. Jeg tager mig nogle gange i at tænke tilbage på det og smile igen, men husker så på den dag, hvor alle rummene var tomme. Mit blik vandrede over mod køkkenøen, som vi har lavet så mange måltider ved. Du ville sørge for kødet, fisken, kyllingen, hvad end menuen stod på, og jeg ville lave resten. Det eneste, der var tilbage i det køkken, var en lille flyttekasse med nogle knive, skærebrædder, viskestykker og en enkelt skål i. Jeg kunne stadig lave en salat, hvis bare der havde været mad i køleskabet. I soveværelset var der stadig halvdelen af vores hjemmelavede dobbeltseng. Synet af den pressede tårene til min øjenkrog, men ikke længere. Hvad, der udløste den egentlige gråd, var bunken af billeder af os sammen, der lå bredt over madrassen. Billeder af os smilende, glade, ja ligefrem lykkelige. Jeg husker, hvordan gulvet føltes hårdere, end det normalt havde gjort. Jeg husker, hvordan hendes ansigt så ud, da hun fandt mig. Jeg havde misset vores aftale. Vi skulle have været på café, men jeg dukkede ikke op. Lå bare. Græd. Jeg tror, at jeg den dag græd dobbelt så meget, som du nogensinde vil komme till. Måske endda mere. Hun holdt om mig længe og sagde så, at jeg skulle være hos hende det næste stykke tid. Det resulterede i, at jeg flyttede ind permanent. Hvad din grund var, interesserer mig egentlig ikke. Om der pludselig var et nyt arbejde, du ikke turde fortælle om, måske havde nynazister endevendt lejligheden og taget dig med. Den sidste mulighed turde jeg ikke tænke, men den fandt vej til mit hoved alligevel. Måske var jeg bare blevet udskiftet. Måske havde du set en flot brunette i hvid silkebluse nede på Starbucks på vej til arbejde. Måske glemte du mig lige et kort sekund, huskede mig igen og ignorerede mig så. Det ville være det værste scenarie: At jeg var så nem at udskifte. At der ikke skulle mere til. 

Møder jeg dig på gågaden eller i supermarkedet om et eller tre år, ved jeg præcis, hvad jeg vil gøre. Først vil jeg lammes og ikke være i stand til at tale. Så vil jeg slå dig rigtig hårdt. Koldt og enkelt. Måske vil jeg fortælle dig, hvordan jeg har haft det. Fortælle om, hvordan jeg forlod resterne af lejligheden og flyttede sammen med hende. Jeg kan også fortælle om de mindre gode perioder, der kom efterfølgende. Dengang alkohollen tog over, og hun var en fantastisk veninde og hjalp mig gennem det. Måske vil du høre om dengang, jeg var ekstra promiskuøs og gavmild overfor lidt for mange og endte med at måtte tage nogle piller i et stykke tid som behandling på mit promiskuøs selv. Derefter meldte jeg mig ind i det samme fitnesscenter som hende, hvor jeg fik styr på mig selv, og nu har hverken hende eller jeg rørt et stykke kød siden vinter. Vi planlægger en jordomrejse i efteråret, og jeg må sige, at jeg har aldrig set mere frem til noget i hele mit liv. Jeg har det godt nu, og jeg har glemt dig. Jeg har været ulykkelig, vred og forvirret i perioder. Ulykkelig, fordi du ikke længere lå ved siden af mig i sengen. Vred, fordi du intet sagde, men bare skred, og forvirret, fordi jeg aldrig har fundet ud af hvorfor. Intet af det betyder noget nu. Nu er jeg glad, og jeg er kommet videre. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...