Smertens Præstinde

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 okt. 2016
  • Opdateret: 5 okt. 2016
  • Status: Igang
Eleanora er på flugt fra regeringen. Hun er nemlig en speciel pige. "Våben" ville måske være et bedre ord til at beskrive hende. De sidste 3 år har hun søgt efter sin forsvundne bror, og nu har hun endelig en idé om hvor han er, da hun bryder ind i en af regeringens baser. Dog viser det sig at der er andre der er brudt ind, og Eleanora ender med at redde en dreng. Med drengen i armene, undslipper de borgen, men der går ikke længe for de støder ind i en gruppe der genkender drengen. Hvem er denne gruppe? Hvad er deres mål og hvad kommer de til at betyde for Eleanora?

3Likes
1Kommentarer
103Visninger

1. Kapitel 1

“Hvor er min bror?” 

Manden foran mig, presser sig op mod muren ved lyden af min hvæsende stemme. Hans øjne er fikseret på dolken foran ham. Flammerne i det dunkle rum, blinker og danser i klingens blanke flade. 

“Hvad snakker du om?” Stammer han, da jeg hviler klingen på hans hals. Sveden driver ned over hans flæskede ansigt og drypper fra hans hage. Hans øjne flyver fra klingen op til min maske. 

“Jeg ved ikke hvem du er, men jeg beder dig.” Han hakker sig igennem ordene med rystende tænder. 

“Jeg har kone og børn…” Han stopper med det samme sine ord, da jeg løfter min hånd. 

“Nej…” Han drejer sit hoved væk fra mig, med en halvkvalt piben. Med en hurtig bevægelse løsner jeg min maske. Med et knald rammer den gulvet. En rysten går igennem manden.

“Nej.” Igen piber han. 

“Kig på mig.” Koldt klinger mine ud i det stille rum. Kun flammers knitren lyder fra vagtstuens pejs. Uendeligt langsomt begynder han rystende at vende hovedet. Et irriteret støn slipper ud mellem mine læber. Jeg griber hans hage med min behandskede hånd og tvinger hans hoved. Mandens kolde våde sved våder min handsker. 

“Kig på mig.” Jeg gentager ordene.

Han tvinger sine øjne åbne med en jamren. I samme øjeblik bliver han lammet af stilheden. Munden åbner og lukker sig, men ikke et ord kommer ud. Øjnene udvides, og den klare frygt står malet i hans ansigt. 

“Du…” Angsten i hans øjne er ikke kun længere frygten for døden, men frygten for noget langt værre.

“Min bror.” Hvisker jeg og presser let på hans hals med min dolk. 

“Jeg kan ikke fortælle dig det. Du ved ikke hvad de vil gøre ved mig.” 

Med et irriteret støn, presser jeg min bare hånd mod hans pande.

Dokumenter. Bordet.

Jeg slipper lige så snart jeg fornemmer ordene.

Ud af øjenkrogen ser jeg et stearinlys lyd flakke over en rodet bunke papirer. Jeg griber mandens skulder og tvinger ham op. Med et brag tvinger jeg hans hoved ned på bordet. Min hånd stryger over papirerne, da jeg hurtigt stryger øjnene over dem. De ubrugelige papirer ender i en rodet bunke, da jeg fejer dem til side, efterhånden som jeg læser dem. Da jeg griber det næste papir stivner jeg. En ensom tåre sniger sig over min kind. Jeg fandt ham. Gispende efter vejret og med bankende hjerte, knuger jeg papiret i min hånd. Han er i live. Bordets dokumenter stikker jeg i lommen, men beholder det vigtigste af dem alle i min hånd. 

Jeg griber mandens krave og hamrer hans hoved ned i bordet. Livløst synker han ned på gulvet. I et øjeblik kan jeg ikke bevæge mig. Efter 3 års søgen har jeg endelig fundet min bror. Der lyder et støn fra den modsatte side af lokalet. Omkring mig ligger flere livløse kroppe. Hvis bare jeg kunne dræbe dem alle. Mine negle borer sig ind i min håndflade, da jeg knytter hånden. Jeg ryster på hovedet og løsner min hånd med et suk. Hvis jeg dræbte dem, ville det virkelig være sandt. Jeg ville virkelig være det monster som de kalder mig. Det kan jeg ikke gøre mod min bror. Jeg træder over kroppene og tager min maske. Omhyggeligt fastgør jeg den.

Med et sæt retter jeg hovedet op. Der lyder råb ikke langt fra tårnet. Hastigt stopper jeg dokumentet ind under min vams. Jeg træder over kroppene og læner mig op af væggen ved siden af døren. Med sammenpressede øjne lytter jeg så godt jeg kan. Udenfor høres råb blandet med lyden af løbende skridt med store tunge støvler. Forvirret rynker jeg brynene. Det lyder som om der er nogen andre her, udover mig. Men hvordan kan det passe? Hvem ville være dum nok til at invadere en af Præstestyrets vagtposter? En flok støvler kommer nærmere lokalet. 4? Nej, 5 mindst. Jeg kunne vægle at tage kampen op, men med så mange… Og når jeg allerede er udmattet, er det bedst at gemme sig. Umiddelbart ser der ikke ud til at være nogen gode gemmesteder i lokalet. Ah, der. Da jeg kigger op får jeg øje på en umærkelig afsats henlagt i mørke. Jeg griber en af loftet bjælker og svinger mig op. Der er så lavt til loftet at jeg kun akkurat kan være der, men med et par små besværlige bevægelser, når jeg hen til afsatsen, hvor der heldigvis er mere plads. I samme øjeblik slår døren op. En skikkelse smutter ind og lukker døren bag sig. Personens hoved ryger fra side til side, som om at han leder efter et gemmested eller en flugtvej. Interessant. Så dette er den invaderende fremmede? Personen træder længere ind i lokalet. En ung mand? Han er spinkel og ser ud til at være skadet. Pejsens svage lys flakker over hans ansigt. Jeg spærrer øjnene op. Han er ikke mere end en dreng. Omkring de 12-13 år. Det er den samme alder som min bror ville være. Jeg ved at det ikke er ham, men alligevel kan jeg ikke lade være med at sammeligne ham. Hvad i al verden laver en dreng som ham her? En buldren lyder uden for døren. Panisk vender drengen sig. Den nye vinkel afslører hans højre side. Hans hånd er presset mod hans mave. Jeg kniber øjnene samme i mørket. Rigtigt nok. Som jeg mistænkte, er hans tøj og hånd dækket af blod. Døren til lokalet bliver svunget åben, og brager mod stenvæggen.

“Der er han!” 

Fire vagter kommer buldrende ind i lokalet. De blotter deres tænder i store sejrende grin. 

“Så kan du ikke løbe længere.” 

Drengen bakker væk fra vagterne. De kommer langsomt nærmere. Som om at de nyder jagten og hans frygt. Desperat vakler han baglæns, men støder ind i bordet. Han fjerner sin hånd fra maven og sætter blodige spor på bordet. Hvis jeg hjælper den fremmede dreng vil det putte mig i farer og sandsynligvis sænke mig. Han ville tjene som en god distraktion. Alligevel kan jeg ikke stoppe den knugende følelse i mit bryst. 

“Skal vi have det lidt sjovt? Nogle ar ville passe fint på dit ansigt, siden du insistere på at lege med de voksne.” Lyder en af vagternes stemmer.

Jeg kigger på vagten, der hævede stemmen. En stor dolk hviler i hans hånd. Han svinger den fra side til side. Brysk latter lyder fra vagtens mund, da han træder nærmere drengen. Drengen bakker, mere paniske end før, men der ingen flugtvej. Hjælp mig! Nora! Jeg kniber øjnene sammen ved mindet af min brors ord. Du lovede at du ville passe på mig. Ordene ekkoer i mit hoved. Umærkeligt ryster jeg på hovedet. Drengen dernede, er ikke min bror. 

“Argh!” 

Et spinkelt råb af smerte får mig til at spærrer øjnene op. Drengen ligger krybet sammen på gulvet. Vagterne griber højlydt. 

“Er det alt du har? Efter at have gjort alt dette?” Vagten peger rundt i rummet. Drengens læber bæver og hans øjne skinner blank i det svage lys. Panikken har fortaget og er blevet af et ansigt udtryk jeg hader. Det samme udtryk som min bror havde den dag. Hvor er du, Nora? Hvorfor kommer du ikke? 

Det her kommer jeg til at fortryde. Jeg hopper ud over afsatsen og lander bag vagterne. De snurrer rundt ved braget. 

“Hvem fanden er du? Endnu en af dem?”

Uden svar træder jeg nærmere. Vagten med dolken griner hånende.

“Nå du vil også være med til at lege.”

Med en stor armbevægelse svinger han kniven mod mig. Let undviger jeg den tunge bevægelse og hopper forbi hans arm. Han udstøder et brøl af smerte. En stor åben flænge strækker sig fra han øre og ned over hans kæbe.

“Hvad fanden?” Hvæser han. Blodet drypper ned over hans kind.

“Det var dig der ville lege.” 

Med en hurtig simpel bevægelse slår jeg ham i tindingen med skæftet af min dolk. De andre kommer løbende i et klodset angreb, men med lethed nedlægger jeg dem med samme metode. 

Drengen er sunket sammen på gulvet. Fandens. Han har mistet bevidstheden. Hvis jeg bare efterlader ham her overlever han ikke. Et opgivende suk undslipper mine læber. Nu har jeg allerede brugt energi på, så kan jeg lige så godt gå hele vejen. Jeg løfter drengen op i mine arme. Da jeg når døren er råbene fjerne. Udenfor døren afsløres en tom korridor. Den er henlagt i mørke og en kold vind suser igennem korridoren. Drengen ser måske spinkel ud, men er overraskende tung og muskuløs. Hvorfor tog jeg denne dreng med mig? Prustende slæber jeg ham ned af gangen. En lav træ dør fører ind til et lille rum. Endelig.

Næsten fremme… Jeg skubber en lille lem op. Blødt placere jeg drengen nede i hullet før jeg hopper ned. Jeg trækker lemmen i efter mig og bliver med det samme omsluttet af totalt mørke. Kulden hernede er overvældende. Selv om det stadig kun er tidligt i efteråret, synes kulden voldsom. Endnu engang samler jeg drengen op. Hans hud er iskold og kulden synes at udstråle fra ham. Hvis jeg ikke får varmet ham op snart kommer han til at dø. Min tykke kappe ligger i den anden ende af de lange gange. Hvis det kun var mig, ville jeg hurtigt kunne bevæge mig tilbage uden at være hæmmet af mørket, men med drengen ville det være for sent. 

Jeg er nødt til at bruge elementerne. Rystende hæver jeg hånden foran mig og krummer den let.

Ild. En varm kugle af røde og orange flammer dukker op i min hånd. En følelse af en trist nostalgi rammer mig, da jeg mærker den blide varme breder sig i min krop. Med det samme bliver jeg overvældet af kvalme og svimmelhed. Jeg presser kuglen mod drengens bryst og begynder min færd igennem de mørke kolde gange. 

 

Mine hænder ryster voldsomt, da jeg trækker kappen om mig og lægger armene om drengen. Han er varm nu. Det er godt. Et smil spreder sig på mine læber, trods min udmattethed. Men jeg kan ikke slappe af endnu. Jeg løfter drengen og forlader det lille forfaldne hus. Hvis bare jeg kan nå ind til den lille landsby. Hovedvejen er for farlig. Jeg bider tænderne sammen og går ind i den viltre skov. Trætheden og den mørke skov får tiden til at smelte sammen. Om der er gået minutter eller timer ved jeg ikke. Jeg er opsat på at komme fremad. Flere gange snubler jeg, men hver gang rejser jeg mig op igen. Hvorfor gør jeg alt dette for en fremmed dreng? Med et sæt stopper jeg. Fortabt i mine tanker er jeg kommet tæt på et varmt lys. Bag et tæt krat, glider jeg ned på jorden. Mørke stemmer skændes højlydt på den anden side.

“…fanden mener du?” Spørgsmålet bliver mødt med stilhed.

“Hvor er Edan?” Den samme stemme stiller igen et spørgsmål. 

Drengen i mine arme… Kunne det være Edan? Så der var flere, end bare denne dreng.

“Caden…”

“Vi bliver nødt til at tage tilbage.”

Uden at tøve tager jeg en beslutning.

Da jeg stumbler igennem krattet bliver jeg mødt af et båls varme lys. Omkring bålet står 4 kampklædte mænd, med forbavsede udtryk. I samme sekund bliver utallige klinger rettet mod mig. Mine ben kollapser under mig og jeg falder ned på mine knæ. En lang stilhed opstår i natten, kun forstyrret af bålets knitren.

“Hvem er du?” Siger en enorm mand med en viltert skæg og en stor økse i hånden.

Jeg skiller mine læber for at svare, men ingen lyd kommer ud. Fandens. Med det sidste af mit energi slår jeg kappen til side og afslører drengen. Mørke pletter dukker op foran mine øjnene, men jeg hager mig desperat fast til min bevidsthed. Manden, Caden, stikker uden tøven hans sværd i skeden og løber hen til drengen.

“Edan!”

I samme øjeblik bliver alt mørkt og jeg mister bevidstheden.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...