Tiden går

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 okt. 2016
  • Opdateret: 4 okt. 2016
  • Status: Færdig
Det er en realistisk novelle, filosoferer lidt over livet

0Likes
0Kommentarer
42Visninger

1. Tiden går

 

Bladene udenfor mit vindue skifter farve. Fra lysegrøn til rødlige, gullige og orange nuancer. Efteråret er på vej. Det er blevet koldt i min lejlighed og mørket kommer tidligere om aftenen nu. Jeg trækker jakken tættere omkring mig og mærker den kolde, friske luft mod min hud. Årstiderne skifter, tiden går. Jeg prøver at følge med, men det er ikke let. Det er svært at ændre sig. Som at bortkaste noget af sin person i kampen om at finde noget andet, forhåbentligt skabe et bedre liv. Uforudsigeligheden er hård at takle, jeg føler efterhånden at kontrollen forsvinder. Diagnosen har jeg fået og med sig i kølvandet kommer endnu flere spørgsmål. Den bekræfter at der er noget galt med mig, jeg er anderledes.

Solen rammer mig i ansigtet og varmer min krop. Et dådyr gemmer sig i det høje græs og stirrer forsigtigt hen på mig. Det er et smukt syn, solen der gør alting lysere, bladenes farver og dådyrenes græssen. Som et minde om, at her er rart at være på trods af sygdom og lidelse.

Jeg har allerede forandret mig, men der er stadig et stykke vej endnu. Sorg, tristhed, ensomhed, glæde, lykke og latter. Det hele er forvirrende. Hvem er jeg? Så mange tanker der strømmer rundt i hovedet, så mange ting jeg skal til at gøre anderledes nu.

Et lille bitte dådyr bevæger sig roligt hen imod mig. De store sorte øjne kigger i min retning. Den forsøger sig med et skridt ad gangen, men den har hele tiden muligheden for at vende om. Jeg sætter mig ned på hug for at virke mindre skræmmende. Hvor langt tør den gå? 2-3 meter foran mig stopper den op og kigger tilbage på de andre dådyr. Jeg plukker lidt græs og rækker hånden frem. Den kan ikke modstå fristelsen, spiser græsset i min hånd og vender hurtigt tilbage til flokken.

Jeg slap for alle tankerne et kort øjeblik, men nu vender de tilbage igen. Det er underligt at miste noget af sig selv, den person som jeg er vandt til at være forsvinder efterhånden. Jeg prøver at holde fast ved det gamle, men inderst inde ved jeg at det nye er bedre. Det er processen der er hård, vejen den er svær og forvirrende. Et skridt ad gangen i den rigtige retning er bedre end ingenting. Det er ikke fordi jeg bliver til en anden person, jeg laver bare lidt om på min adfærd. Indeni er jeg stadig den samme, det er kun min adfærd udadtil der ændres til det bedre. Ligesom bladene der skifter farve. Bladet er stadig sig selv, har stadigvæk samme form og størrelse som før. Det er kun farven der ændres fra lysegrøn til rødlige, gullige og orange nuancer :-)

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...