If We Could Be Fixed - Niall Horan Fanfiction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 okt. 2016
  • Opdateret: 14 jan. 2017
  • Status: Igang
Efter måneder med hård genoptræning, er Niall næsten kommet over sin forfærdelige ulykke. Melody og drengene kunne ikke blive gladere, men noget er anderledes. Niall er anderledes. De tager en tur tilbage til Nialls hjemland, nemlig Irland, i håb om at få Niall tilbage. Men deres prøvelser er langt fra overstået. En af Nialls gamle bekendte dukker nemlig uventet og Melody kan mærke Niall glide væk mellem fingrene på hende. Jalousi vil blusse op, og Melody begynder at søge trøst hos Liam. Kan deres kærlighed holde til flere udfordringer?
*Dette er 2'eren til If I Could Fly*

60Likes
179Kommentarer
39282Visninger
AA

24. Kapitel 23

“Øhm.” En rømmen ovre fra døren, fik mig til at slå øjnene op. Harry og Louis stod  i døren og betragtede mig og Niall.

“Skrid ud.” Jeg tog en pude og kastede efter dem, mens jeg trak dynen tættere om mig. Jeg  var jo nøgen, fra aftenen før. Harry spændte i kroppen, men jeg nikkede som tegn på at alt var okay, og Louis smilede slesk, før de gik.

“Godmorgen,” sagde Niall med en morgenhæs stemme, der fik mig til at sukke lykkeligt. Han lød som sig selv. Jeg rullede øjne af mig selv. Det var underligt, at jeg kunne høre om Niall var sig selv, bare ved hans toneleje.

“Godmorgen,” sagde jeg stille og vendte mig mod ham. Han havde rejst sig op på sine albuer, og kiggede ned på mig. “Er du okay?” Mit spørgsmål fik ham til at sukke opgivende.

“Melody-”

“Ej undskyld,” udbrød jeg bange for, at han nu ville blive trist igen. “Det var et dumt  spørgsmål.”  

“Dem er du efterhånden blevet god til stille,” sagde han med et skævt smil, og jeg slog ud efter ham. Han lo blidt, men så så alvorligt på mig.

“Du ved godt, at jeg mente hvad jeg sagde igår ikke?” Spurgte han stille. “Jeg elsker dig.”

“Det ved jeg.” Jeg smilede blidt og tøvede. Var det for hurtigt, at presse på igen? “Vil du ikke nok gå til en psykolog?”

“Melody,” sukkede han blot og svang benene udover sengekanten, tog en skjorte og efterlod mig alene i værelset.

“Niall vent!” Råbte jeg efter ham og tog en af hans hvide skjorter, som jeg hurtig knappede. Jeg løb efter ham ind i stuen, hvor han havde sat sig i en sofa, med hovedet gemt i hænderne.

“Niall.” Jeg stillede mig foran ham og kørte hænderne kærligt gennem hans hår, mens han placerede sine hænder på mine lår. Forsigtigt lænede han hovedet ind mod min mave, og nussede mig blidt på lårene.

“Godmorgen.” Liam kom gående ind i bar mave og jogging bukser, med et glas juice i hånden. “Forstyrre jeg?” Han gjorde mine til, at gå ud, men  Niall løftede hurtigt hovedet.  

“Nej.” Liam nikkede bare langsomt og gik med korte skridt over i den anden sofa.

“Må vi komme ind?” Louis og  Harry kom ind og ventede ikke på svar, før  de smed  sig ved  siden af Liam.

“Sure,” sagde Niall bare og jeg rykkede mig, hvorefter jeg satte mig ved hans side og lagde hovedet på hans skulder. Jeg tøvede lidt. Det virkede så normalt, men det var lettere trykket. Tingene var langt fra, gået tilbage til normalen. Men nu var normal også en overvurderet udtryk for os. Hvornår havde tingene sidst været normal?

“Jeg skal nok gå til den skide hjernevrider, hvis det gør jer så glade,” sagde Niall til sidst, og jeg holdte  næsten vejret. “Men jeg tror ikke, at det vil hjælpe.”

“Vi beder dig ikke om mere, end at prøve,” sagde Harry toneløst. Alle virkede bange for, at bevæge sig. Som om en hurtigt bevægelse, kunne få Niall til at ændre mening. Niall rejste sig og forlod rummet med hurtige skridt, og jeg sank sammen. Jeg var lettet og udmattet. Som om jeg havde løbet et marathon, og egentlig bare glad for at se målstregen. Der manglede kun de sidste kilometer.

“Tak,” mimede Liam og jeg smilede bare. Jeg kunne godt forstå hans lettelse. Han var jo Daddy Directioner og med god grund. Det var jo ham, der holdte sammen på dem alle, når det blev svært. Den her gang, havde han bare haft brug for lidt hjælp.

♡♡♡

At sige at vi mærkede en lille forskel i Niall, var en underdrivelse. Der gik lidt tid, men efter de første 3 måneder begyndte tingene at lysne. Og jeg troede faktisk at Niall, også kunne se målstregen. Derfor var vi taget tilbage til Irland. Sidste gang endte ikke godt, og det ville være godt for Niall forældre, at se at han var okay igen. I hvert fald meget mere okay, end han var for 5-6 måneder siden. Det havde fandme været et hektisk halvt år.

“Isabella!” Udbrød Niall chokeret, da han åbnede fordøren.

“Jeg hørte at du var tilbage.” Hun smilede sit typiske blændende smil, og kastede med håret. “Vil du med ud og spille golf?” Niall kiggede kort over på mig og jeg smilede bare roligt. Altså så roligt, som jeg kunne. Jeg brød mig virkelig ikke om hende, men jeg ville ikke ødelægge det hele igen.

“Faktisk nej,” sagde han uden at tage øjnene fra mig. “Jeg har andre planer.” Jeg kunne ikke stoppe mit smil, og det blev kun større, da Niall smækkede døren i hovedet på hende.

“Andre planer?” Spurgte jeg med et smil. Niall lagde hænderne på mine hofter hofter, og kyssede mig i panden.

“Ja, jeg mangler stadig den ridetur der.”

“Vi joiner.” Drengene kom væltende ud i gangen. “Og imorgen skal vi fejre din fødselsdag Nialler.” Det havde jeg glemt. Eller ikke glemt, som i jeg  havde glemt det. Jeg havde bare fået det  smidt ud af hovedet, at det allerede var imorgen at Niall blev 21. Hold nu kæft, tiden gik stærkt.

“Alkohol,” hujede han og dunkede Louis i ryggen. Vi lo, og jeg begyndte næsten at græde.

“Hvad er der galt?” Spurgte Harry bekymret.

“Ingenting.” Jeg smilede og fejede nogle vildfarne tårer væk. “Jeg er bare så glad for, at det er begyndt  at lysne.” De grinede af mig og jeg daskede irriteret til Niall, som bare smilede skævt.

“Det ikke sjovt!”

“Jo det er,” grinede Louis og Liam smilede til mig, og jeg kunne næsten læse hans øjne.  Han var så lettet over, at han alligevel ikke mistede sine brødre. Og jeg var lettet over, at jeg ikke mistede min familie. Harry  lagde en arm om mig, og kiggede smilende ned til mig.

“Skal vi komme afsted?” Spurgte Niall ivrigt.

“Jeg advare jer.” Liams stemme nåede mit øre. “Man får skide ondt i røven.” De grinede og jeg så betragtede dem et kort øjeblik, før jeg fulgte efter dem ned til bilen.

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...