If We Could Be Fixed - Niall Horan Fanfiction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 okt. 2016
  • Opdateret: 14 jan. 2017
  • Status: Igang
Efter måneder med hård genoptræning, er Niall næsten kommet over sin forfærdelige ulykke. Melody og drengene kunne ikke blive gladere, men noget er anderledes. Niall er anderledes. De tager en tur tilbage til Nialls hjemland, nemlig Irland, i håb om at få Niall tilbage. Men deres prøvelser er langt fra overstået. En af Nialls gamle bekendte dukker nemlig uventet og Melody kan mærke Niall glide væk mellem fingrene på hende. Jalousi vil blusse op, og Melody begynder at søge trøst hos Liam. Kan deres kærlighed holde til flere udfordringer?
*Dette er 2'eren til If I Could Fly*

60Likes
179Kommentarer
39472Visninger
AA

22. Kapitel 21 - Overvågning

Nialls synsvinkel

 

I et øjeblik troede jeg, at jeg var død.  Jeg stirrede lige op i Melodys ansigt, og så lettelsen glide over hende. Så slog hun mig så hårdt over kinden, at mit ansigt fløj til siden og det gik op  for mig, at jeg ikke var død. Kæft den gjorde ondt.

“Hvad fanden skulle det til for?” Spurgte jeg vredt og gned min kind.

“Niall din store idiot!” Hvæsede hun og i et øjeblik lignede det, at hun ville slå mig igen, men så kastede hun sig ind over hospitalssengen, og knugede mig hårdt. Jeg stivnede helt og måtte tvinge mig selv til, at lægge armene om hende. Pludselig blev jeg i tvivl om jeg drømte. Det virkede næsten for godt til at være sandt, at Melody lige nu stod i rummet og knugede mig ind til sig. Ville hun, nu hvor hun havde set at jeg var i live, gå ud af døren og forsvinde igen. Det måtte hun simpelthen ikke. Det ville jeg slet ikke kunne klare. Blidt skubbede jeg hende væk. Hvis hun ville gå, kunne hun lige så godt gå med det samme. Jeg magtede ikke, at lege lege.  Hun så undrende på mig og åbnede munden, men i det samme braste drengene ind.

“Niall.” Liam åndede lettet op.

“Forhelvede,” mumlede Louis  og smilede skævt. “Så slap vi alligevel ikke af med dig?”

“Nej desværre.” Jeg trak på skuldrene og så alvorligt på dem, så deres smil forsvandt.

“Det er sgu godt at se dig i  live,” sagde Harry til sidst.

“Det der gør du aldrig igen!” Melody hævede truende fingeren. “Ellers skal jeg personligt nok slå dig ihjel!”

“Det kan du sjovt nok ikke, hvis han er død,” pointerede Louis og Melody stak underlæben frem.

“Du ødelægger hele min pointe Lou!” Hun så anklagende på ham og han smilede triumpherende. Jeg kunne ikke holde mit smil tilbage. I et øjeblik virkede alt normalt, men så dukkede en sygeplejerske op og virkeligheden bankede atter på. Jeg havde prøvet at begå selvmord. Og jeg var næsten ærgelig over, at det ikke havde virket. Jeg var bare så træt.

“Godmorgen.” Sygeplejersken smilede og rettede på nogle nåle, som sad i min arm, så jeg skar ansigt.

“Du kan blive udskrevet imorgen,” sagde Liam stille. “Men nu skal du altså se en psykolog.”

“Har jeg ikke sagt, at jeg ikke vil se en psykolog?” Spurgte jeg og mærkede vreden komme snigende. Jeg havde ikke brug for, at se en klam hjernevrider. Det var ikke nødvendigt.

“Niall.” Melodys bløde stemme nåede mit øre og fjernede toppen af vreden. “Please.” Hendes store blå øjne tiggede mig nærmest og hun lagde en hånd på min arm, som sendte et stød gennem min krop. De kiggede forventningsfuld på mig og jeg sank en klump.

“Jeg vil bare gerne hjem,” sagde jeg til sidst og de nikkede skuffet.

“Du tager med hjem til mig og Louis, og bor.”  Harrys brød stilheden.

“Hvad? Hvorfor?” Jeg så irriteret på dem.

“Fordi du åbenbart ikke kan være alene!” Kom det skarpt fra Melody.

“Jeg har ikke brug for babysittere!” Hvæsede jeg hidsigt.

“Men det får du altså,” sagde Liam bestemt og Louis tog over.

“Vi skiftes til, at holde øje med dig.” De så bestemt på mig, og jeg måtte erkende, at jeg nok havde tabt den her kamp. Træt lod jeg mig dumpe tilbage mod puden og lukkede øjnene. Jeg ville ønske, at jeg kunne sove for evigt.

 

♡♡♡

De holdte sørme sit ord. De skiftes den næste uge til at holde styr på mig, og ordet om min tur på hospitalet havde spredt sig over hele verden. Det gjorde mig ærligt talt rasende, at de ikke bare kunne lade mig være i fred. Det meste af tiden sad jeg på ‘mit’ værelse. Det vil sige det værelse, som jeg havde fået tildelt i Louis’ og Harrys lejlighed.  Jeg magtede dem ikke. Min krop gjorde ondt og min hjerne kørte på højtryk. Jeg kunne ikke sove, selvom jeg var så træt. Hver gang jeg lukkede øjnene så jeg L rette sin pistol mod Melody og mig der sprang ind foran. Og jeg kunne mærke smerten. Den havde kun været der et kort øjeblik, men jeg huskede den bedre end noget andet. Den havde været grusom. Jeg kunne mærke hvordan kuglen, havde revet min hud op, og banet  sig vej ind i mit  kød. Og jeg hadede hvert  sekund af nattetimerne, hvor minderne hjemsøgte mig. Og sådan havde det været i snart 1 år - lige siden ulykken. I starten havde det ikke påvirket mig så meget, som min fysiske tilstand, hvor jeg knap nok kunne gå. Men efterhånden blev det værre og minderne kom som mareridt. Og alligevel fortrød jeg ikke, at jeg var sprunget ind foran, og jeg ville ude tvivl gøre det igen om nødvendigt. Men jeg ville nu alligevel ønske, at jeg var død. At jeg ikke havde kunne høre Melodys tale, hvor hun tiggede og skældte mig ud, som fik mig til at finde den sidste kampgejst jeg havde. Så ville alt måske være  okay nu. De andre ville  have kommet videre, og jeg ville ikke have lavet sådan et rod i deres liv.

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...