If We Could Be Fixed - Niall Horan Fanfiction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 okt. 2016
  • Opdateret: 14 jan. 2017
  • Status: Igang
Efter måneder med hård genoptræning, er Niall næsten kommet over sin forfærdelige ulykke. Melody og drengene kunne ikke blive gladere, men noget er anderledes. Niall er anderledes. De tager en tur tilbage til Nialls hjemland, nemlig Irland, i håb om at få Niall tilbage. Men deres prøvelser er langt fra overstået. En af Nialls gamle bekendte dukker nemlig uventet og Melody kan mærke Niall glide væk mellem fingrene på hende. Jalousi vil blusse op, og Melody begynder at søge trøst hos Liam. Kan deres kærlighed holde til flere udfordringer?
*Dette er 2'eren til If I Could Fly*

60Likes
179Kommentarer
39502Visninger
AA

18. Kapitel 17 - Jeg giver snart op

Harrys synsvinkel

 

Juleaften var sgu sørgelig i år. Julen havde overhovedet ikke endt, som vi havde forestillet os. Det var tydeligt at Nialls familie var skuffet over ham - specielt Greg. Han havde givet Niall en stor sviner. Jeg havde stadig min til gode. En sviner fra min side var nok det sidste, som Niall havde brug for. Men det ændrede dog ikke på min vrede. Jeg havde fandens svært ved at se på ham, uden at blive  overvældet af en uhyggelig trang til at kastrere ham. Stemningen var bare ikke god. Også selvom vi ikke så meget til Niall, eftersom han for det meste sad på sit værelse uden at snakke med nogen. Nogle dage nægtede han endda at spise. Jeg ville gerne have ondt af ham, men det havde jeg ikke. Jeg ville næsten ønske, at jeg kunne havde medlidenhed med ham. Problemet var bare,  at det var hans egen skyld. Jeg var også sur på mig selv. Jeg burde have lyttet til Melody. Støttet hende. Hun var jo forhelvede min søster, men i stedet have jeg nægtet at tro på, at Niall kunne finde på sådan noget. Jeg havde uden tvivl været en forfærdelig bror.

“Glædelig jul,” mumlede Louis sarkastisk og modtog en skulder i  siden, fra Liam.

“Han har jo ret,” sukkede jeg tungt. Tavsheden lå over os, som et tæppe og gjorde det svært at trække vejret.  Niall’s forældre var til middag hos nogle venner, men vi havde besluttet at blive hjemme. Vi ville ikke ødelæggeres de lille juleaften, med vores dårlige humør. Niall havde siddet på sit værelse med gardinerne trukket for, de sidste 3 dage. Jeg var næsten begyndt at glemme, hvordan han så ud.

“Jeg er sgu bekymret for ham,” sagde Liam til sidst og jeg kiggede spidst på ham.

“Dette er vi andre da også, men han har bragt det på sig selv.”

“Har i andre ikke lagt mærke til, at der forsvinder flasker fra minibaren?” Liam så alvorligt på os.

“Tror du Niall..” Louis’ stemme døde ud.

“Han var på stoffer.” Min stemme var hæs og de andre stirrede på mig. “Den aften, hvor han, i ved... Det med Melody.”

“Hvordan ved du det?” Spurgte Louis vantro.

“Fordi han allerede var da, det han kom forbi om eftermiddagen, der med middagen.”

“Hvorfor fanden har du ikke fortalt det før?” Spurgte Liam vredt.

“Tja nok fordi jeg har haft mere travlt, med min voldtaget søster!” Spyttede jeg hidsigt og Liam sank en klump.  

“Okay Harry. Jeg forstår at du er vred-”

“Jeg er mere end vred.” Jeg måtte knytte hænderne stramt sammen “Jeg er rasende.”

“Og det forstår jeg godt, men glem ikke at det er din bedsteven, der lider lige så meget.” Liam så skarp på mig med et blik, der kunne få enhver til at krympe sig. “Vi bliver nødt til at hjælpe Niall. Og tro mig.” Liam tog en dyb og rystende indånding. “Jeg er også rasende, men vi kan alle se at der er noget galt med Niall - ellers ville han ikke have gjort, det som han gjorde.” Det kunne jeg jo kun give ham ret i.

“Er i færdige med at snakke om mig?” Niall trådte ind i stuen og kiggede koldt på os.

“Niall, vi bliver nødt til at snakke.” Louis rykkede sig nervøst i sofaen. Niall fnøs og vandrede lige forbi os og videre ud i gangen. Vi kiggede kort på hinanden, før vi fulgte med ham ud.

“Niall vi er bekymret for dig,” sagde Liam roligt. Niall ignorerede ham og tog sine sko på. Et kort øjeblik, mødte hans øjne mine og jeg fik svært ved at trække vejret.

“Liam lad vær. Det nytter ikke.” Min stemme lød ikke som min. Den lød mere monoton og fjern. “Han er stiv.”

“Niall.” Liam greb uroligt fat om Nialls kæbe og  vendte hans ansigt hen mod os.

“Hold jer fra mig,” hvæsede han og vristede sig fri. “Bare hold jer fra mig.” Med de ord, farede han ud af hoveddøren. Auch.

“Hvad skal vi gøre med ham?” Spurgte Louis opgivende.

“Lade ham få lidt luft,” sagde Liam stille. “Mon ikke han snart bliver sig selv igen?”

“Han har haft næsten et år, til at blive sig selv igen.” Jeg rystede på hovedet. “Jeg tror aldrig, at vi får den rigtige Niall tilbage.”

“Jo vi gør,” sagde Liam bestemt. “Nu skal vi bare give ham lidt tid til, at komme over det med Mel, og så må vi, om nødvendigt, tvinge ham til psykolog.”

“Hvad hvis det ikke virker.” Louis så opgivende på Liam, som knyttede næverne.

“Det skal det.” Liam kiggede ned i gulvet. “Det bliver det nødt til, for vi kan ikke fortsætte sådan her.”

“Hvad mener du?” Jeg kiggede undrende på ham. Hvad fanden mente han lige med den udtalelse.

“Jeg mener, at hvis Niall ikke bliver sig selv igen så..” Liam tøvede.Så er det måske på tide, at lægge One Direction bag os..”  

 

🔽🔽🔽

Dam dam daam. Det ser sgu ikke for godt ud.. Undskyld for den længe ventet opdatering, men har simpelthen haft så travlt.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...