If We Could Be Fixed - Niall Horan Fanfiction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 okt. 2016
  • Opdateret: 14 jan. 2017
  • Status: Igang
Efter måneder med hård genoptræning, er Niall næsten kommet over sin forfærdelige ulykke. Melody og drengene kunne ikke blive gladere, men noget er anderledes. Niall er anderledes. De tager en tur tilbage til Nialls hjemland, nemlig Irland, i håb om at få Niall tilbage. Men deres prøvelser er langt fra overstået. En af Nialls gamle bekendte dukker nemlig uventet og Melody kan mærke Niall glide væk mellem fingrene på hende. Jalousi vil blusse op, og Melody begynder at søge trøst hos Liam. Kan deres kærlighed holde til flere udfordringer?
*Dette er 2'eren til If I Could Fly*

60Likes
179Kommentarer
39505Visninger
AA

17. Kapitel 16 - Farvel er det sværeste od

Jeg så sørgmodigt på drengene, som havde svagt våde øjne. Hurtigt gav jeg dem alle et kram.

“Du behøver ikke tage afsted,” sagde Louis lavt og slap mig.

“Jeg kan ikke se på Niall.” Jeg rystede på hovedet.

“Du må ikke forlade os,” bad han lavt.

“Jeg kan ikke.” Med  de ord vendte jeg mig mod Danielle. Vi stod lige nu i lufthavnen, mens Niall var hjemme hos sig selv. Fandme nej om jeg skulle glo på ham.

“Det har været hyggeligt, at lære  dig at kende,” sagde jeg og gav hende et kram. Hun lo en lille glædesløs latter, og gengældte mit kram.

“Pas på dig selv.” Hun slap mig og smilede, mens hun trådte til siden, så jeg kunne komme til  Liam.

“Tak for alt Liam.” Jeg sprang i favnen på Liam og måtte tvinge tårerne tilbage. Jeg kom til at savne dem.

“Du behøver ikke tage helt til Danmark.” Harry så oprevet på mig. “Jeg kan tage med dig tilbage til London. Vi finder på en løsning. Jeg-” Jeg afbrød ham ved at trække ham ind i et langt kram, som for alvor trak tåre.

“Jeg har brug for lidt tid alene.” Jeg trak mig og tørrede mine øjne. “Det at komme til London har ikke ført andet, end problemer med sig.” Av. Den sad. Drengene stirrede vantro på mig og Harry trådte et skridt væk fra mig.

“Så alt har bare været problemer?” Spurgte han en smule olmt.

“Det var ikke det  jeg mente.” Mine skuldre faldt opgivende sammen. “Jeg har virkelig brug for at komme hjem, til en normal hverdag lidt.” Harry så stadig såret ud, men godtog min forklaring.

“Lov mig at du ringer.” Harry bed sig i læben. “Jeg vil virkelig ikke miste dig igen.”

“Åh Harry.” Jeg svang armene om ham og  hurtigt var de andre drenge der også, og gjorde det til et følelsesladet kram. Dog blev vi nødt til at trække os, da blitzene begyndte at flyve frem og tilbage. Det her skulle  nok blive forside materiale. Os der stod  og græd i lufthavnen og så lige uden Niall. Jeg sukkede bare ved tanken, om alle rygterne.

“På gensyn,” sagde de  og sendte mig nogle sigende blikke.

“Farvel.” Min stemme knækkede over og jeg tog hastigt mine kufferter, så jeg kunne komme afsted. Farvel var virkelig det sværeste ord.

♡♡♡

 

Jeg fortrød det. Jeg fortrød det hele. Hvorfor var jeg blevet forelsket i Niall? Hvorfor var jeg ikke bare blevet hjemme? Hvorfor skulle jeg absolut være så naiv? Det føles som om, nogen havde revet mit hjerte ud. Han havde aldrig såret mig på den her måde før.

“Velkommen hjem Melody.” Ellen gik mig i møde og trak mig ind i en varm omfavnelse.

“Tak fordi i gad have mig tilbage,” mumlede jeg forlegent. Det virkede underligt, at skulle flytte hjem igen.

“Døren står altid åbent for dig,” sagde Ellen alvorligt. “Jeg er trods alt stadig din mor, på en eller anden plan.”

“Selvfølgelig,” samtykkede jeg taknemmeligt. “Hvor er Christian?”

“Selvfølgelig spørger du om det først,” lo Ellen kort. “Han er derhjemme og bliver passet af Melanie.”

“Melanie?” Spurgte jeg overrasket. Det var ikke fordi, at vi havde mistet kontakten. Vi snakkede bare ikke så ofte sammen mere og det føles lidt som om, at vi ikke rigtig længere kendte hinanden.

“Ja.” Ellen nikkede. “Vi må hellere komme afsted, inden sneen bliver for tyk.”

“Oh gud.” Jeg gøs. Selvom de havde sneet i Irland, så var der stadig varme i forhold til Danmark.

“Velkommen tilbage til kulden,” grinede Ellen. Hun var så venlig ikke at snakke om Niall, eller drengene. I stedet spurgte hun bare ind til, hvilke planer jeg nu havde. Og jeg havde sandt og sige, ingen ide.

“Måske begynder jeg på universitetet med tiden,” sagde jeg langsomt. “Men indtil videre finder jeg bare et fritidsjob på en cafe, eller noget i den dur.”

“Det lyder som en god ide.” Ellen kørte ind på gårdspladsen. “Så er vi her.” Ej hvor havde jeg savnet det syn. Det var alligevel nogle måneder siden, at jeg havde været hjemme på besøg. Og nu skulle jeg bo her igen. Tanken gjorde mig trist, men samtidig glad for, at jeg stadig kunne kalde gården mit hjem.

“Mel!” Min lillebror kom løbende ud fra huset, iført sine blå gummistøvler og et stort smil, sad plastret til hans ansigt. Jeg løb ham i møde og smed mig på knæ foran ham, mens jeg knugede ham indtil mig. Hvor var han dog blevet stor. Tænk at han nærmede sig de 9 år, med hastige skridt.  

“Hey mus!” Melanie kom ud fra huset og gav mig et stort  kram. “Vi har så mange ting, som vi skal have indhentet.” Jeg lo højt. Hvor var det typisk. Ellen endte med at lave et helt festmåltid, mens jeg ivrigt snakkede med min lillebror og Melanie.

“Nej vel?” Min mund formede sig i et ‘o’.

“Yup.  3 år og han forlod hende ved alteret.” Melanie nikkede bekræftende.

“Det er vel prisen for, at gifte sig så hurtigt.” Jeg trak på skuldrene.

“18 år. Hold nu kæft.” Vi lo og Christian gav mig endnu et stort knus. Han havde ikke forladt min side hele aftenen - hvilket også gjaldt Tumpe. Måske var det alligevel ikke så slemt, at komme hjem igen?

 

🔽🔽🔽

​Bye bye Nialler. Og drengene selvfølgelig. Hvordan tror i, at det kommer til at gå for drengene nu? Og ikke mindst Niall?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...