Hjerteråb

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 okt. 2016
  • Opdateret: 4 okt. 2016
  • Status: Færdig
Til konkurrencen "Hjertesorger". Jeg har valgt ordene løfter, ensomhed og tomhed.

10Likes
12Kommentarer
285Visninger
AA

1. Hjerteråb

Sommetider bliver jeg næsten bange for mig selv. Endda ved højlys dag kan mine tanker formørke omgivelserne. Jeg tager mange dybe indåndinger, tæller til ti, forsøger ikke at tænke.

Det sidste lykkes aldrig.

Håbløsheden klemmer om mit hjerte og tvinger det på overarbejde. Hvorfor skulle hjertet have det bedre end hjernen?

Det er ligegyldigt hvor jeg befinder mig. Det gør ingen forskel. På mit værelse er jeg alene. Jeg er hende den asociale, uden et egentligt liv. Jeg er her bare. I parken er der mennesker. De ser mig ikke. Jeg er her bare. I selskab med andre bliver jeg set. Ingen kender mit indre. Jeg er her bare.

Tankerne kværner rundt i mit hoved i en usammenhængende strøm. Det er min skyld. Hvad med … Hvordan … Det er pinligt. Jeg ville ønske, at det bare fungerede. Hvis bare jeg kunne være fri som andre. Forstå det dog. Lad mig være! Jeg vil ud. Det er barnligt, at jeg reagerer sådan. Jeg hader, det hun gjorde.

Jeg tager mig til hovedet og trækker benene op under mig. Jeg ved der findes gode tanker derinde. Det går jo faktisk ret godt med skrivningen. Og jeg ved, at nogen derude synes, jeg er inspirerende. Og så er der dem der intet forstår. De føler ikke smerten og følgerne ved det hun gjorde.

Stop!

Mine tanker vender altid tilbage til mørket. De har besøgt stedet i ni år, og det sidste års tid har de taget fast bolig i skyggerne. De er blevet skeptiske, nærmest bange for lyset, for hver eneste gang kryber de tilbage i intetheden. Hvisker: Lyset er kun midlertidig. Glæden er kun til låns.

Jeg gav alt af mig selv. Gav dem min tillid. Gav mit hjerte til verden. Jeg lovede at kæmpe. For mig og andre. Alt for mange misbrugte den tillid. De var ligeglade med mig. Jeg var bare deres arbejde. Deres liv er vigtigere end mit. Hvad jeg føler er lige meget.

Mit hjerte tilhører stadig verdenen. Søger efter det gode i alle. Ønsker inderligt at finde det. Kæmper krampagtigt for at nedkæmpe mørket. Knuses når skyggerne tager en bid.

Tårerne triller ned ad kinderne, mens jeg bare stirrer ind i tomheden. Den hun skabte, da hun sagde: ”Det er din skyld.” Den der voksede, efterhånden som tiden gik. Den der senere blev til stress.

Det er så ydmygende. Mit hjerte kramper og kroppen lukker af ved de mindste ting. Aflysning af planer. Spontane tiltag. Manglende planlægning. Og ingen forstår hvorfor det påvirker mig.

Hvordan skal jeg nogensinde kunne forklare det? De har ikke følt noget lignende. Ingen ord kan beskrive, hvordan jeg har det. Det skal føles.

Jeg råber fra dybet. Skriger til halsen er revet til blods, og der ikke er flere tårer tilbage. Efterlader en tom skal. Jeg er her bare. Trækker vejret. Andet tager livet af mig. Det er for tidligt.

Mit hjerte tilhører for altid verden. Det drømmer stadig. Søger glæden og lyset indtil tiden indhenter det. Planter glimt af håb. Hjælper andre hjerter.

 

Vil nogen passe på mit?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...