En ven for livet

Han bøjer sit fine hvide hoved. Traver langs hegnet, med benene højt løftet. Den kridhvide man bølger smukt, i den blide vind. Han ligner en sand dressurhest. Han er så smuk…

3Likes
16Kommentarer
325Visninger
AA

10. Dressurstævnet

Vi ankommer til pladsen. Bedstefar stopper bilen. Jeg åbner bildøren, skynder mig ud og om til Barcardi. Jeg åbner bagklappen til traileren og siger: "Hej, smukke." Barcardi gengælder med en glad vrinsken. Han vender sit smukke hoved og kigger på mig. Der stritter nogle høstrå ud fra hans mundvige. Jeg går ind i traileren og over til ham. Jeg aer hans hoved blidt. Vores øjne mødes, de giver mig en fornemmelse af tryghed. "Når, kommer du lige ud Lia?" Bedstefar stikker sit hoved ind i traileren. Jeg vender hovedet mod ham og siger: "Ja ja, jeg kommer nu." Jeg kigger på Barcardi igen og hvisker ind i hans lodne øre: "Vi ses om lidt." Bedstefar og jeg går over mod rytterstuen, hvor man skal få leveret sit startnummer. "Lia Kristiansen, du er nummer 21." Siger damen bag bordet, og rækker mig en sedel med nummeret på. Jeg tager imod sedlen og går med bedstefar ud igen. "Når, men så har vi jo god tid til at få en bid mad. Der er jo to hele timer til." Siger bedstefar og klapper mig på skulderen. Der er spændte ryttere, heste og familer over det hele. Jeg spreder tæppet på græsset vedsiden af traileren, og sætter mig. Jeg kigger op mod himmelen, solen skinner og fuglene synger. Træernes grønne blade svajer i vinden. Det kunne ikke være en skønnere stævnedag. Bedstefar kommer ude med madkurven. Han sætter sig vedsiden af mig. Vi dækker op med tallerkener og glas. Vi tager en sandwich hver. Bedstefar tager saftevands kanden og hælder op til mig. "Tak." Mumler jeg, med munden fuld af sandwich. Vi sidder der i ro, og ser heste og ryttere ride ind og ud af banen. "Jeg gør Barcardi klar nu." Siger jeg da jeg er færdig med maden, og rejser mig. Bedstefar nikker, og jeg går ind i traileren, for at løsne Barcardi. Jeg trækker ham ud af traileren, og Barcardi følger villigt efter mig. Jeg binder ham til en pæl, og begynder at strigle ham. Han står og halvsover. Han nyder vidst at blive striglet. Jeg tager mig god tid. Jeg løfter armen og kigger på mit ur. Klokken er halv tolv. Jeg henter sadlen og hovedtøjet og sadler ham op. Jeg trækker ham med over til opvarmningsbanen, og stiger op. Vi skridter rundt på en stor volte. jeg løsner tøjlen. Barcardi går friskt fremmad, med hovedet højt løftet. "Nummer 14 bedes komme på banen." Hører jeg speakeren sige i det fjerne. Jeg ligger benene til Barcardi og han går friskt fremmad i trav. Han bøjer fint i hjørnerne og går ned til bidet. Vi laver et par schenkelvigninger. Bagefter tager vi en volte i galop, og sætter i skridt. En brun hoppe nærmer sig Barcardi, jeg prøver at undvige. Men hoppen kommer for tæt på. Barcardi bukker og sætter afsted i galop. Jeg sætter mig tungt til bag i sadlen. Trækker vejret dybt og slapper af. "Rooolig dreng." Siger jeg beroligende. Det er som om Barcardi forstår mig og han stopper op. Jeg lænner mig frem og aer ham på halsen. "Så det var godt." Siger jeg og driver ham fremad. Barcardi skridter fremad, som om intet var hændt. Pigen på den brune hoppe, rider hen til mig. "Er du okay?" Jeg nikker og smiler til hende. "Jo tak, jeg har det fint." Pigen smiler tilbage og siger: "Jeg hedder Josefine. Dig?" "Lia." Svarer jeg. "Nummer 19 bedes holde sig klar." Afbryder speakeren. "Når, det er mig. Det var hyggeligt at møde dig." Siger Josefine og rider ud fra banen. "Held og lykke!" Råber jeg efter hende. Jeg skridter rundt, så Barcardi kan få pusten igen, inden vi skal på banen. "Nummer 21 skal ride over til banen nu." Siger speakeren, og jeg vender Barcardi for at ride ud fra opvarmningsbanen. Jeg rider over mod banen. Jeg lænner mig frem og visker til Barcardi: "Så er det nu." Jeg får øje på bedstefar og vinker til ham. Han vinker tilbage. Jeg rider ind på banen og skridter rundt. "Nu er det Lia Kristiansen på Barcardi." Siger speakeren. Jeg vender ned af midterlinjen og hilser på dommerne. Jeg sætter Barcardi i trav. Han går perfekt til bidet. Vi flyver gennem travøvelserne og når til galoppen. Jeg ligger venstre ben en anelse frem og højre en smule tilbage. Han sætter straks i galop. Jeg kan ikke lade være med at smile, da vi rider ud fra banen. Publikum klapper, og bedstefar kommer farende. "Hvor var i gode!" Siger han og klapper Barcardi. Efter at jeg havde fået Barcardi køllet af, vaskede jeg ham med lidt vand og en svamp. Han fik lov til at stå i solen og tørre. Jeg sider og nuser lidt med ham. Jeg finder et stykke gulerod i min lomme, og giver ham. Han tager imod det, og gumler på det. Han lukker øjnene og ligger sit hoved på min skulder. "Vi vil gerne se Josefine Hansen, Lia Kristiansen og Julie Byggård på banen, om ti minutter." Siger speakeren. Barcardi løfter sit hoved og vrinsker. Jeg rejser mig og går ind i traileren, får at finde Barcardis hovedtøj og skridttæppe. Jeg svinger det røde tæppe op på hans ryg og spænder. Barcardi åbner villigt munden, og jeg lader biddet glide ind i hans mund. Jeg spænder remmene, og sidder op. Bedstefar kommer luntende hen til os og siger: "Når er du klar, held og lykke! Jeg krydser fingre for jer!" "Tak." Smiler jeg til ham. Jeg rider ind på banen, sammen med Julie og Josefine. Vi stopper alle tre på midten. To af dommerne kommer ind på banen. Speakeren siger: "Tredje pladsen går til... Josefine Hansen med 69%. Tillykke!" Dommerne rækker Josefine en hvid rosset. "Og anden pladsen går til... Julie Byggård med 83%!" Siger speakeren, dommerne rækker hende en blå rosset.  Jeg kan ikke tro det. Speakeren afrbryder mine tanker: "Og vinderen er... Lia Kristiansen med 88%! Kæmpe stort TILLYKKE!" De to dommere kommer hen til mig, den ene sætter den røde rosset fast til Barcardis hovedtøj. Den anden siger til mig, "Det er godt nok en fin hest du har. I to skal nok komme langt!" Jeg sætter i galop, det samme gør de andre ryttere. Jeg til Josefine og bagefter til bedstefar, som står og klapper og hujer. Det hele går i slowmotion. Et øjeblik er det som om det kun er os to, alene. Alene i verdenen. Jeg smiler. Rossetten og Barcardis hvide man blafrer i vinden. Det er bedere end min største drøm. Han er mere end en hest, han er en ven for livet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...