En ven for livet

Han bøjer sit fine hvide hoved. Traver langs hegnet, med benene højt løftet. Den kridhvide man bølger smukt, i den blide vind. Han ligner en sand dressurhest. Han er så smuk…

3Likes
16Kommentarer
323Visninger
AA

4. Barcardi

Jeg drejer ind på gårdspladsen. Der er helt musestille, i ny og næ høres en rolig vrinsken fra stalden. Jeg hopper af cyklen og trækker den om bag stalden. Mine øjne vender sig langsomt til mørket. Jeg kigger mod foldene, jeg kan skimte omridset af en hest. Det er sikkert Barcardi. Jeg tager gulerødderne op i hænderne. Jeg nærmer mig folden. “Barcardi?” Næsten hvisker jeg. Jo, det er ham. Han løfter sit smukke hoved og tager er tøvende skridt imod mig. “Kom bare du, jeg gør dig ikke noget..” Jeg kigger over mod ham. Vores øjne mødes. Hans ører vipper frem og tilbage. Vinden tager i hans hvide man og for den til at bølge i vinden. Jeg kravler ind under hegnet og går roligt imod ham. Jeg rækker gulerødden imod ham, med strakt arm. Barcardi strækker halsen, han snuser lidt til gulerødden. Han lægger øren fladt tilbage og vender sig hurtigt om og galopere ned i hjørnet af folden. Men så let vil jeg ikke give op. Jeg nærmer mig ham igen. Jeg begynder at nynne, en stille melodi. Barcardi tager et tøvende skridt imod mig. Vores øjne mødes. Hans ører vender fremad. Jeg løfter langsomt guleroden op til hans silkebløde mule. Han tager guleroden fra min hånd og gumler den i sig. Jeg strækker langsomt min hånd op til hans hals. Da jeg snitter ham med min håndflade, går han hurtigt et skridt bagud. Jeg begynder at nynne igen og går imod ham. Jeg strækker igen min arm op til hans hals, denne gang lader han mig røre ham. Jeg giver ham de sidste gulerødder, som han hurtigt napper i sig. Barcardi står og hviler på det ene bagben, med lukkede øjne. Han nyder det. Måneskinnet lyser Barcardis hvide pels op. Jeg lænner mig fremad og hvisker ind i hans små lodne øre, “Du kan trygt stole på mig, Barcardi.” Det føles som et sandt eventyr, indtil en vred mandestemme bryder stilheden, “KAN DU SÅ KOMME VÆK FRA DEN HEST!” Barcardi hopper til siden, Hans øre ligger fladt tilbage. Han sætter i en faretruende galop og styrter afsted. Jeg må skynde mig. Jeg løber alt hvad jeg kan over til min cykel. Kravler hurtigt under hegnet. “Av!” Det er som om et lyn går gennem mig. Jeg begynder at græde. Tåre efter tåre triller ned af mine røde kinder. “Nej! Ikke græd Lia! Se at komme afsted!” Hvisker jeg til mig selv og tørrer tårerne væk med ærmet. Jeg fumler efter styret. Ingen må vide at jeg har været her! Jeg hopper op på cyklen og forsvinder ud i mørket.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...