I menneskenes by

Jeg ved ikke helt hvad det her. En kort historie om et par formskiftere som pludselig befinder sig midt i storbyen.

0Likes
0Kommentarer
29Visninger

1. Historien

Hun tager spejlet op ad lommen og tilføjer et tyndt lag læbestift. Den røde farve kulminerer med hendes blege hud. Hun rynker panden og laver en trutmund inden hun opgivende lægger spejlet tilbage, hvor hun tog det.

”Jeg hader det her sted.”

Manden ved hendes side rynker på næsen. ”Her lugter af dem.”

”Selvfølgelig lugter her af dem, Bartheo.” Hun ruller med øjnene. ”Det er trods alt deres verden.”

Vinden hyler imellem højhusene, og regnen hamrer mod ruderne på natklubberne. Selvom vejret ligner noget, der prøver at holde de uhumske væsener indenfor stopper det ikke de unge, fulde menneske fra grinende og syngende at gå fra sted til sted. Hun skutter sig.

”Nå, Glea,” smiler Bartheo. ”Nu er du ikke så kæphøj mere, hva’?”

Hans skarpe tænder er blottet i et sygeligt smil, som ville have fået de unge mennesker til at dejse. Selvom det er Glea og Bartheo er jægere, føler de sig som de jagede i nat.

Hvordan de endte her, er de ikke sikre på. Det ene øjeblik var de to formskiftere på jagt i deres tigerform. Det næste befandt de sig i deres menneskeform i en storby. Hvilken storby ved ingen af dem. Deres højnede sanser kan lugte de mange mennesker, deres bilos, cigaretter, alkohol. Glea ryster på hovedet.

”Hvordan i alverden er vi havnet her?”

En skygge bevæger sig bag dem. Ingen af dem ser det. De er for travlt optagede af deres forvirrede tanker. Det er ikke fordi de ikke bryder sig om deres menneskeforme. Glea er faktisk glad for at være i menneskeform. Det lange hår og den opretgående gang. Bartheo ville ønske at han var alle andre steder, i alle andre former. Bartheo foretrækker sine mennesker som dessert. Eller hovedret. Engang imellem har han mødt en troldmand, der kalder det kannibalisme. Når det sker, griner han bare og blotter sine tænder. Så trækker troldmændene sig ofte tilbage. Et klogt træk. Formskiftere er ikke mennesker. De er heller ikke dyr, ikke helt. Midt imellem to verdener bevæger de sig. Sådan er de i hvert fald beskrevet i de fleste bøger. Som om de er en slags halvskabninger. Halvt menneske og halvt dyr. Der er bare et problem med den beskrivelse. Mennesker er ligeså meget dyr som pingviner og løver, så dødelige som slanger og aber. De vil bare ikke være ved det. Ondskabsfulde bæster.

Bartheos tankegang afbrydes af en lyd. Det er en svag lyd, og han vender sig hurtigt om. En lyd som den er ikke naturlig. Ikke helt. Han ser ikke andet end det svage lys fra den nu forsvundne troldmands magi.

”Fandens,” mumler han og trækker Glea i armen. Hun kigger irriteret på ham.

”Hvad er der?”

Han kan se at hun er nervøs, selvom hun prøver at skjule det. Troldmænd ville argumentere at formskifterne er de mest ondskabsfulde skabninger, der nogensinde har eksisteret. Og det kan godt være at de ikke ligefrem er engle. Men de jager ikke de uskyldige. De dræber ikke spædbørn. De gør ikke forskel på fattig eller rig, gør ikke forskel på myg eller menneske. Nej, formskiftere er ikke mere ondskabsfulde end andre dyr på planeten. De er heller ikke bedre. Det påstår de heller ikke. Men her i denne fremmede storby har de noget at være nervøse for. I junglen sørger deres højnede sanser for at holde dem udenfor fare. En gang imellem forvilder troldmænd og mennesker sig ind på deres territorie og så bliver der gjort kort proces. Et hurtigt bid, enten med gift eller voldsom kraft. Men mennesker er en helt anden historie. Glea gyser ved tanken om, hvad disse mennesker ville gøre, hvis de fandt dem her. Millioner af mulige bødler et fremmed sted.

”Jeg syntes, jeg hørte noget,” mumler Bartheo lavt. Hans åndedræt er tungt og synligt i den kolde nat. En høj lyd i en nærliggende gyde får dem begge til at vende sig brat mod den. Bartheo begynder sin formskiftning, men Glea rækker en hånd ud for at standse ham.

”Vent,” hvisker hun. ”Måske er det ikke noget.”

Men håb kan være farligt. For i det samme lyder tre høje drengestemmer, for lyse til at være rigtige mænd endnu. ”Se den lige,” griner den ene af stemmerne.

”Se, hvor ynkelig den er.”

”Dumme kat,” lyder en anden stemme efterfulgt af lyden af sko mod kød og et højt hyl. Hylet fra den plagede kat runger gennem den mørke gyde. Og Bartheo mister besindelsen. Han er ikke tålmodig under de bedste omstændigheder, men mennesker kan virkelig få ham til at se rødt. Er der noget, formskiftere ikke bryder sig om er det, hvordan mennesker tror sig hævede over alt. Glea bander lavmælt, idet hun ser Bartheo skifte form til en giftslange, lang og glinsende i byens lys. Han hvisler mod lyden og snor sig straks ind i gyden. Glea hører de skingre skrig fra drengene, og derefter en knasende lyd. Hun har selv haft nok ofre i sin tid til at vide, hvad den betyder. Hun vender sig for at løbe så langt væk, hun kan komme men stopper idet hun hører endnu et smertenshyl.

Nej, ikke et, men to. Bartheo og katten. De er stadig i live.

De næste sekunder tikker langsomt afsted, imens Glea overvejer sine muligheder. Næsten før hendes hjerne har taget beslutningen, har hendes krop påbegyndt forvandlingen. I næste øjeblik står der en stor hund med skarpe tænder, hvor kvinden før var. I et spring er hun inde i gyden, men hun når ikke at registrere sine omgivelser før hun mærker en skarp smerte i siden. Fortumlet ruller hun rundt og lander blandt affaldet.

”Nej, se det er en hel zoo,” lyder det fra en af drengene, pistol i hånden.

”Hvad skal vi gøre med dem?” spørger en af de andre. Han holder fast i kattens hale, imens han langsomt lader en kniv skære i den forbrændte pels. Glea lukker øjnene, men tvinger sig til at åbne dem igen. Hun er nødt til at finde en udvej. Længere når hun ikke at tænke for i det samme kommer en sko susende mod hendes ansigt. Hun bider efter den, men er ikke hurtig nok. Øjeblikket efter er alt sort.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...