Sort på hvidt

Alting behøver ikke at være sort på hvidt.

1Likes
0Kommentarer
48Visninger

1. Sort på hvidt

Her i Tønder er alting sort på hvidt. Man kommer, man ser, og man forsvinder igen. Forsvinder altid igen. Folk kigger på mig, når de går forbi hegnet. Hvisker og tisker som havde de aldrig set sådan en som mig før. Jeg kan ikke forstå, hvad de taler om, men deres ansigter er lagt i alvorlige folder. De standser under skyggen af et træ, undgår solen.

Sort på hvidt.

Min mor, søster og jeg sidder på græsset foran vores telt og venter. Vi ved ikke helt, hvad vi venter på, men jeg går ud fra, at vi venter på noget stort. Noget godt. Min mor taler ofte om, at vi snart får lov til at komme ud af flygtningelejeren. Hun er sikker på, at disse fremmede mennesker snart vil lukke os ordenligt ind i landet. Jeg er knap så sikker. De hvide mennesker, jeg ser gå forbi vores hegn, er ikke åbensindede. De kan lide det, som de har det.

Det er deres land, og vi laver ikke andet end at fylde for meget, kræve for meget.

”Tror du, at far snart kommer hertil?” spørger min lillesøster så på grådkvalt syrisk. Hun trækker i min slidte kjole. Jeg bider mig i læben og erindrer min far. En handelsmand, han handler med mange forskellige ting. Blandt andet med våben. Han er ret dygtig, vores far, og han sørger for at oprørsgrupperne aldrig mangler ammunition. Men det er ovre nu. Han burde have vidst bedre.

Vi burde have vidst bedre.

Jeg ved godt, hvad der er sket med far, og jeg ved godt, at han ikke kommer tilbage til os. Men jeg er den ansvarlige storesøster. Jeg er 16 år, dobbelt så gammel som min søster, så jeg må ikke være svag. Jeg må være voksen.

”Jeg er sikker på, at han snart kommer tilbage,” smiler jeg, men smilet rører ikke øjnene. Det når ikke engang mine ører. 

Jeg rejser mig og går lidt rundt i lejeren. Jeg kender ikke nogen her. Jeg føler mig meget alene. I Syrien havde jeg mange venner, men dem ved jeg ikke hvor er længere. Jeg ved ikke, om de nåede at flygte før skolen blev…

En sten lander i en vandpyt foran mig. Jeg hopper forskrækket tilbage, da det beskidte vand plasker op om mine ben. To små drenge griner af mig, da de samler stenen op fra vandet.

Jeg går bare hurtigt forbi dem.

Jeg sætter mig på græsset i den anden ende af lejeren. Hegnet her vender ud mod et stort, åbent landskab. Ingen mennesker kommer herom, har jeg erfaret. Hvorfor skulle de også det?

Her er der ikke andet end grønt på grønt.

Jeg spejder ud i den danske horisont. Lyseblå himmel møder lysegrønt græs, der et sted langt væk, så langt væk, at jeg ikke kan se det, blander sig sammen og bliver et.

Solen skinner mig i ansigtet, og jeg lukker mine øjne. Lægger mig ned i græsset. Det er stadig vådt efter morgenens regnskyl, men jeg er ligeglad.

Jeg ser noget for mit indre øje. Et ansigt. Måske. Jeg kan ikke se det klart, men der er noget. Jeg mærker mit hoved dunke, mærker det overophede. Det føles som om, at jeg er ved at blive skør.

Jeg burde ikke tænke så meget over det, men alligevel gør jeg det. Jeg ser det hver eneste dag.

Min skole. Jeg ser den. Solen beskinner den bagfra, så den ikke ligner andet end en skygge. En skygge af den selv. Så hører jeg dem. Skrigene. Og herefter eksplosioner. Jeg ser en bombe falde. Så ser jeg ikke mere.

Jeg ser den aldrig mere.

Skolen.

Og heller ikke mine venner.

Det er derfor, at det hele er så forfærdeligt. Fordi jeg hører deres skrig hver dag. Og fordi at ingen andre kan høre dem. De hvide mennesker, danskerne, de kan ikke høre noget som helst.

Jeg græder ned i græsset, græder som jeg aldrig har grædt før og bedst, som jeg tror, at jeg er alene med mig selv, alene med min sorg, lyder der en stemme foran mig.

”Hej.” Jeg løfter forsigtigt mit hoved. Ude på den anden side af hegnet står en pige, nok ikke meget ældre end mig. Hun har en cykel ved sin side. Den er sort.

Sort på hvidt.

Hun smiler til mig.

”Er du okay?” Jeg kigger uforstående på hende. Jeg forstår jo ikke hendes sprog. Jeg snøfter og tørrer mine øjne. Prøver at spørge, hvem hun er, men hun forstår heller ikke mig.

Hun sætter sig i græsset og lægger hånden på hegnet. Hun betragter mig i stilhed. Der er noget ved hende, som er anderledes, men jeg kan ikke sætte fingeren på, hvad det er.

Hun er ikke som de andre.

”Jeg hedder Louise,” siger hun og peger på sig selv, ”Louise.” Jeg nikker.

”Aadab,” svarer jeg. Louise nikker.

”Det er et pænt navn. Jeg kan godt lide det.” Jeg forventer, at hun vil gå hvert øjeblik, for hvad i al verden skulle hun ellers her. Her er kun mig og det grønne.

Sort på grønt.

Men hun bliver siddende. Giver ikke mine til at rejse sig.

Hun giver sig til at plukke små, hvide blomster i græsset. Da hun har nok, begynder hun at flette dem sammen.

Jeg sætter mig foran hende, kun hegnet adskiller os. Jeg betragter og beundrer hendes blege, flittige hænder, der får blomsternes stilke til at sidde sammen.

Der er stilhed imellem os, men den er ikke trykket. Den er nærmere rar.

Hun femviser en vidunderlig blomsterkrans, da hun er færdig med at flette. Hun kaster den over hegnet, og den lander på mit skød.

”Den er til dig,” siger hun og peger på sit hoved, ”du skal tag den på hovedet.” Jeg forstår. Jeg putter den på hovedet. Hun smiler.

Jeg ved ikke, hvordan jeg ser ud, men jeg er sikker på, at jeg er smuk. Louise piller lidt i sine negle, før hun igen siger noget.

”Hør, jeg ved godt, at du ikke kan forstå mig, og at jeg heller ikke kan forstå dig. Men jeg vil gerne. Jeg vil rigtig gerne.” Det sprog, hun taler, lyder sjovt. Næsten som om at hun har en kartoffel i halsen, som hun ikke kan få ud.

”Jeg ved godt, at jeg aldrig kommer til at forstå alt det, du har været igennem. Og jeg ved, at du føler dig alene. Men det er du ikke. Jeg vil hjælpe.”

Selvom at jeg ikke forstår sproget, så forstår jeg hende lidt alligevel. Jeg kan se noget af betydningen i hendes øjne.

Hendes blå, skinnende øjne.

”Alting behøver ikke at være sort på hvidt. Eller hvidt på sort. Det behøver ikke at være nogen af delene,” siger hun og stikker sin hånd igennem hegnet. Jeg betragter hendes spinkle hånd. ”Hvis bare vi kan vise, at vi holder sammen. Alle sammen.” Forsigtigt tager jeg hendes hånd, giver den et klem. Vi betragter hinanden i, hvad der føles som en evighed og for første gang i rigtig lang tid, føler jeg noget vokse inden i mig. Jeg føler lykke. Glæde.

Nu føler jeg mig ikke helt så alene mere.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...