Mit navn er Sol

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 okt. 2016
  • Opdateret: 4 dec. 2016
  • Status: Igang
Føler du for at læse om hvordan det rabler for en 17-årig pige?

1Likes
0Kommentarer
239Visninger
AA

10. Dag 9 - Anfald

Dag 9.

Nogle gange er det som alle stemmerne omkring mig holder op med at tale med ord. Som om alle lydene bliver rodet sammen til en tyk grødet støj. Det er en larm der sluger tankerne og løber i røde bånd mellem mine tindinger.

Nogle gange er det som alle bevægelserne omkring mig bliver hektiske. Som om tiden bliver speedet op og jeg er den eneste der ikke kan følge med. Deres små bevægelser bliver til et pres omkring mig. Det er et pres der trykker mod mine lunger og gør det svært at ånde.

Nogle gange har jeg det som om verden trækker sammen mod mig. Som om alt omkring mig forvrides og rykker nærmere. Det er et syn der jager panik i mit blod.

 

Der er nogle gange, jeg ikke kan tænke eller trække vejret, mens en følelse af panik får mit indre til at skælve ganske let. Det sker som regel mellem det sene efterår og de tidligste forårs måneder. De grå, sorte og kolde måneder. 

Når det sker er der kun en løsning. Jeg skal ud eller væk. Helst udenfor, hvor der er kulde, ilt og træer. Helst et sted hvor jeg kan være alene. Men hvis det ikke er en mulighed må jeg tvinge mig selv ud af det. Det er det værste.

Jeg er helt alene når jeg kæmper mod følelsen af at være fanget. Musik kan hjælpe, eller det at fokusere på en enkelt lille ting. En dråbe der løber ned ad et busvindue, grimme sko, en bestemt lyd i baggrund, hvad som helst - bare jeg har fokus. Men den komplette lettelse opstår først når jeg langt om længe slipper væk og ud.

 

Jeg ved ikke hvad der har gjort at jeg får det sådan nogle gange. Måske er det mig der er overdramatisk. Måske er det en oplevelse alle deler, men jeg er bare så fikseret på den at den dominerer mine handlinger. Måske er jeg den svage, fordi jeg ikke kan dominere mit eget sind i de øjeblikke. Måske er det hele noget jeg forestiller mig, fordi jeg har et underbevidst krav om at få opmærksomhed.

Jeg ved det ikke...

 

Mit navn er Sol.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...