Mit navn er Sol

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 okt. 2016
  • Opdateret: 4 dec. 2016
  • Status: Igang
Føler du for at læse om hvordan det rabler for en 17-årig pige?

1Likes
0Kommentarer
253Visninger
AA

5. Dag 4 - Vinkelen

Dag 4. Bom.

Det er næsten 5 måneder siden mit sidste forhold sluttede. Mit første forhold med en jeg virkelig elskede af hele mit hjerte... Det er mærkeligt at tænke på, fordi det var mig der trykkede på aftrækkeren... Mig der gjorde det forbi.

For nu vil jeg kalde ham Vinkelen, fordi han minder lidt om en Lineal jeg kendte engang... Også selvom navnet ikke rigtig passer ham.

 

Denne forelskelse i Vinkelen landede mig lige i det største og mest komplekse følelsesvirvar jeg nogensinde havde oplevet. Vinkelen og jeg var langt fra perfekte sammen. Vidt forskellige og alligevel ens nok til at have en forbindelse. Hvis jeg skulle opsummere de to måneder vi var sammen, ville opsumeringen være: Et himmelsk helvede.

Der var tidspunker hvor mit hjerte nærmest lettede, mens mit indre var så boblende af latter at det nær gjorde ondt. Som da vi engang kyssede midt i et stenmonument og endte med at trække en fin linje af spyt mellem vores munde. Ikke ligefrem en glansbillede-perfekt situation, men mit hjerte var i det alligevel.

Der var tidspunkter hvor det gjorde så ondt så jeg næsten ikke kunne trække vejret. Det var som havde nogen åbnet et vakuum i mit indre og blot var begyndt at flå alt fra mig. Som når han vendte ryggen til mig, eller ikke så mig, selvom jeg stod lige i nærheden... selvom jeg havde brug for at blive set... af ham.

 

Jeg ved ikke om det er en del af det at være så forelsket i nogen eller om det bare var mig. Pludselig fik jeg et behov for at blive set, hørt og mærket af ham. Men ikke kun det. Jeg fik et behov for at han skulle føle det samme. Et krav om at han skulle have brug for mig, ligesom jeg havde brug for ham.

Måske var det bivirkninger af at have ladet ham være omdrejningspunktet for størstedelen af mine følelser. 

Jeg tror... vi elskede hinanden. Men det der for mig var en storm, lod for ham til at være et vindpust.

Så jeg forlod ham. Fordi jeg var bange. Fordi jeg følte, at jeg hele tiden blev konfronteret med diamentrale forskelle i vores følelser. Fordi jeg blev konfronteret med gule blomster. Fordi det gjorde ondt...

For ondt til at jeg ville klare endnu en konfrontation, vi ikke magtede at forhindre.

 

Stormen er forbi nu, og det er kun ind imellem jeg mærker et vindpust fra det der var engang. Men... hvordan skulle jeg kunne glemme den første jeg virkelig elskede af hele mit hjerte?

 

Mit navn er Sol.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...