Mit navn er Sol

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 okt. 2016
  • Opdateret: 27 apr. 2017
  • Status: Igang
Føler du for at læse om hvordan det rabler for en 17-årig pige?

6Likes
0Kommentarer
2562Visninger
AA

37. Dag 34 - Mit mystifystiske humør

Dag 34.

Jeg har det som om humørsvingninger er en del af det at være teenagepige. Men samtidig lever vi en verden hvor det er meningen vi skal virke urørlige. Hverdagen skal flyde i rolige monotone nuancer omkring os, så vi kan fokusere på at nå de mål vi sætter for os selv. 

Hvis man kommer til at bryde andres monotone virkelighed, bliver man urolig og en smugle usikker - også selvom personerne omkring en måske er fuldstændig ligeglade. Jeg tror det er frygten for at skille sig ud der gør det. For når man græder hjertenskærende, danser eller synger af glæde - så stikker man ud.

Men jeg har og bliver nok vil med at have den holdning, at det er okay at skille sig ud. Jeg tror ikke det er så slemt som man prøver at gøre det til. Ja, folk vil gerne passe sig selv og nå deres mål - men alle er sårbare. Jeg tror på at de fleste faktisk gerne vil være involveret med menneskerne omkring sig. Om der er ved at grine og smile når en eller anden hopper rundt og danser - eller ved at spørge om der er noget galt når en eller anden står og græder.

 

Så jeg har hermed fastslået at det er okay ikke at være upåvirkelig og at man godt må bringe ens følelser ind i det rum man begår sig i. Men samtidig er det en ret hyklerisk ting for mig at sige. Jeg har her i øjeblikket kæmpet meget med mit humør. Generelt vil jeg beskrive mig selv som en glad person, men jeg har følt mig så trist og bitter her på det sidste.

I løbet af halvanden uge har jeg haft flere hysteriske udfald overfor min familie, end jeg har haft i løbet af et halvt år. Jeg taler råb, smækken med døre og stor-snot-tuderri. Det er måske noget der jævnligt står på dagsordenen hos andre, men hos mig er det ret usædvanligt - ikke græde-delen, men hysteriet.

Jeg kan ikke forklare hvorfor jeg er blevet grebet af den her bølge af negative følelser. Pludselig er jeg bare grebet af lede mod min skole-situation, bitterhed over mit sidste brud og dyb frygt for at alle de venner jeg har fået - vil forlade mig. Det er komplet absurd! Og min rationelle hjerne popper ind med jævne mellemrum og gør mig opmærksom på dette.

Men det gør bare ikke følelserne mindre virkelige. Det fjerner ikke lysten til at krølle mig sammen og gemme mig, måske også græde lidt. Jeg kan glemme dem en stund og så er jeg glad - præcis som før. Men så snart der er et øjeblik hvor jeg bare er mig igen... så mærker jeg det også igen.

 

Desværre tror jeg at det er helt normalt. Der er tider hvor man er generelt glad og så er der tider hvor man ikke er så glad. Jeg ved bare at det er noget jeg må komme igennem, og nyde turen. Min rationelle hjerne ved at jeg har min familie og mine venner hos mig. Den ved at det hele nok skal blive bedre på et tidspunkt. Den ved, at det bedste jeg kan gøre er at acceptere mine følelser og ikke nægte mig selv at føle dem. Selv hvis de ikke er overvældende positive.

 

Mit navn er Sol.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...